D 25.06.06 Fra Ulla Roder < b_u_r_2003@yahoo.dk >
Vis din protest mod regerings umenneskelige asylpolitik!
Støt de strejkende
asylsøgere! Spred denne meddelelse.
Mandag d. 19. juni hængte, Majid Samavi, den iranske asylsøger, sig i sit værelse på Hanstholm
asylcenter. Fredagen før havde Majid fået afslag på asyl i Danmark, og han skulle udvises til Iran. Majid valgte at tage sit liv i stedet for at tage tilbage til Iran. Majid var 37 år gammel og far til et barn.
.
De afviste asylsøgere, som frygter at vende tilbage til forfølgelse og tortur i deres hjemlande, eller som nægter at vende hjem til deres krigsramte lande, bliver enten tvunget til at tage tilbage, eller de og deres børn skal bo på et asylcenter i ubestemt tid og under kummerlige forhold. Disse mennesker
bliver frataget retten til og muligheden for at begynde en normal tilværelse i Danmark. En hel
del af asylansøgerne kan ikke se andet alternativ til de elendige forhold, som de befinder sig under i Danmark og på asylcentrene, end at tage deres liv!
For at protestere mod den umenneskelige behandling af forfulgte asylsøgere og mod udvisning af disse mennesker til deres hjemlande, har en gruppe iranske asylsøgere mandag d. 19. juni indledt en officiel sultestrejke foran folketinget.
I gruppen deltager nu på 6 dag:
Asad, Masoud Rejsvand, Said Amini, Shariff Shoukri, Mohammed Rezc Charlowli og Kiumars Masrour.
Den umenneskelige danske asylpolitik, frygten for at blive sendt tilbage til det helvede, som asylsøgerne er flygtet fra, de frygtelige forhold på de danske asylcentre, den lange ventetid og uvisheden om fremtiden er blandt de årsager, der ødelægger mange asylsøgere og deres børn i Danmark.
Vis din protest mod den danske regerings asylpolitik, som har gjort det muligt, at sende mange forfulgte asylsøgere og deres børn tilbage til forfølgelse, tortur og elendige forhold.
Støt op om deres krav om, at den danske stat:
1. Stopper med at udvise iranske asylsøgere.
2. Genoptager sagerne, for de asylsøgere, som har fået afslag, efter at have ventet på et asylcenter i mange år, og som nu frygter at vende tilbage til deres hjemlande.
Send din protest til f.eks:
Flygtningenævnet , St. Kongensgade 1-3, 1264 Copenhagen K.
Ministeriet for Flygtninge Indvandrere og Integration, Att. Rikke Hvilshøj og Udlændingeafdelingen afdelingschef Kim Lunding, Holbergsgade 6, 1057 København K.
Udlændingestyrelsen, direktør: Henrik Grunnet, Udlændingestyrelsen, Ryesgade 53, 2100 København Ø.
Statsministeriet, Statsminister, hr. Anders Fogh Rasmussen, Christiansborg, Prins Jørgens Gård 11
1218 København K.
Til samtlige Folketingsmedlemmer, Folketinget, Christiansborg, 1240 København K.
Send også gerne til andre, der kan tænkes at kunne påvirke denne sag.
Vi takker jer for jeres opmærksomhed for vores sag.
Organisationen for iranske Flygtninge
& De sultestrejkende asylsøgere
Telefon: (0045) 51 60 31 21
(0045) 26 51 99 66
mkazvini@hotmail.com
www.bimarz.net
Der vil på web siden løbende blive indlagt oplysninger, så følg med der. Siden er ikke helt klar endnu, så derfor får i lige lidt fra logbogen indtil nu - og lidt om de enkelte deltageres personlige baggrunde og motivationer.
Logbog fra Christiansborg Slotsplads.
København, den 22. juni 2006
4. døgn i sultestrejken er ovre.
På Christiansborg Slotsplads ligger seks Iranske mænd. De har været i sultestrejke siden i mandags, som en reaktion på asylansøger Majid Samari bortgang. Majid, der efter at have fået afslag på asyl i Danmark, valgte at tage sit eget liv. Et liv, der var knust i så mange småstykker, at stumperne åbenbart ikke kunne holde sammen og give mening længere. Majid Samari boede på det danske asylcenter i Hanstholm, og blev afvist af os danskere. Han havde et håb om et liv med sit barn her i Danmark, men alle håb brast, da han fik afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen.
Det er en kold og blæsende nat. De seks mænd og en dansk kvinde der har valgt at være hos sin kæreste, ligger tæt sammen side om side, på et stykke rødt gulvtæppe med giraffer og andre børnefigurer på. Der står vandflasker rundt om dem, der samtidig fungerer som støtte for et vindfang af et par skilte, med de fastendes budskaber på. Med vattæpper, som underlag, og godt med puder og varme tæpper sover de alle med tæpperne trukket godt op om ørerne. De var alle udmattede efter en lang dag med mange besøgende og spørgsmål fra folk.
Christiansborg Slotsplads, den 23. juni 2006
5. døgn i sultestrejken og budskabet bringes ud til vores politikere.
Det er tidlig morgen. Det er den 5 dag i sultestrejke, og trætheden og matheden begynder at melde sig. Pladsen bliver gjort klar til dagens demonstration. De sultestrejkende er ved godt mod, og en masse skilte, nogle bannere og en megafon bliver sat op på pladsen ved hjælp fra venner der ankommer hele tiden.
Hen på eftermiddagen er der ankommet en del mennesker. Fredsvagtens flag vejer i sommersolen på snart 5 år desværre. Det er en broget samling, blandt andet en delegation af Kvinder i Sort, som vil vise deres støtte og respekt og give vores regering et par ord med på vejen om deres ansvar. Der bliver holdt en række stærke og kritiske taler af: (indsæt link)
Den danske regering opfordret til at ændre kurs i deres umenneskelige asylpolitik.
De sultestrejkende har fremsat nogle krav til regeringen, før de vil standse deres sultestrejke. De kræver at den danske stat:
1. Stopper med at udvise iranske asylsøgere.
2. Genoptager sagerne, for de asylansøgere, som har fået afslag, efter at have ventet på et asylcenter i mange år, og som nu frygter at vende tilbage til deres hjemlande.
Af de følelsesladede taler fra venner, der har delt skæbne med Majid i flygtninge centret lærer vi, at Majid er blot en af 38 asylansøgere, der har mistet livet på denne måde her i Danmark, og nu er det nok.
Demonstranterne veksler nogle ord, får organiseret deres videre gøremål, tager hver til sit, og på pladsen sidder de seks igen klar til endnu en aften og nat. Det er Sankt Hans Aften. Langs Københavns havn sidder glade danskere og spiser grillmad, jordbær, skåler i øl og vin og nyder den dejlige sommeraften. Vi vil fred her til lands, synger de.
På Christiansborg Slotsplads er der ro, men ikke fred. Når man ser de seks mænd i sultestrejke, kommer tanken, hvorfor skal det være nødvendigt, at der skal ligge folk her en sommeraften i juni i en velfærdsstat?
Shariff er snaksalig og holder humøret oppe med sjove indfald, der får smilene frem. Man kan næsten ikke se, at han er træt, men nu og da går han lidt hvileløst rundt. Kiumars Masrour er tynd, ser afkræftet ud, og er begyndt at have hjertebanken. Ellers lytter han og er klar og med i samtalen. De to og Masoud er de eneste, der behersker det danske sprog. Masoud føler sig lidt svag i dag og virker meget alvorlig. De 3 andre, Asad, hvis navn betyder løve, Said og Mohammad, sidder trætte og er endnu ikke stive nok i dansk eller engelsk. Deres blikke veksler fra anspændthed, til nu og da lidt lys og glimt i øjnene. Der er stadig kræfter bag de sørgmodige øjne. Said er den yngste. Han sidder helt henne i krogen, og gør sig nærmest usynlig. Fylder ikke meget i selskabet. Nu og da kan man fange hans opmærksomhed og fornemmer den raske, kritiske og aktive mand, der engang var. Han føler sig svagere end i går. Mohammad sidder stille og lyttende. Han snakker lidt nu og da med Shariff, der holder gang i hele selskabet og holder kontakten til omverdenen via. mobiltelefonen.
Masoud, og Shaiff fungerer som tolk. Som roen falder over forsamlingen kommer en samtale i gang. Ny facetter på de fremmede menneskers skæbner begynder at tone frem bag nethinden. Man begynder at få del i deres liv. Som med alle medmenneskelige relationer, så begynder al forståelse med at lære hinanden at kende. Her er asylpolitik, eller religion helt uvedkommende. Vi er først og fremmest mennesker, der mødes på vej i vores liv og mærker varmen og kærligheden i tilliden til hinanden. En spontan tillid, der ikke behøver forklaringer eller undskyldninger for at være borger i denne verden på dette lille sted, hvor vi mødes.
En Christianshavner, Niels Østen Ullman, med sin Fiol dukker op. Ethvert besøg er meget velkomment. Han sidder lidt og taler med mændene, kikker i nogle papirer og kommer med lidt råd og viden. Han vil gerne spille et par stykker musik i respekt for dem. Hvor er det dejligt, at folk dukker op spontant. I går var det Veronika og Christina, der sørgede for den musikalske underholdning, med deres sang. Midsommervisen toner ud over slotspladsen. Jo, vi smiler ved gensynet med Drachmanns smukke gamle melodi, som afløses af et stykke svensk folkemusik, der er blevet kaldt ”Britt Einars Begravningsmarch” til ære for Majid.
Ved lygtepælen brænder de mange lys for Majid omkranset af blomsterbuketter. Plakater, med hans billede, hænger rundt omkring og prikker til samvittigheden. Gør dog noget. Det er nok nu. Det er regeringens ansvar. Vi tænder et par fakler ved træet og giver os et par minutters tid til at synke klumpen i halsen, der trænger sig på i mindet om meningsløsheden.
Nu er det op til os. Disse seks menneskers skæbne er blevet vores. Vi har en opgave forude. Vi er alle sammen ansvarlige for at få den danske regering til at tage disse menneskers liv alvorligt. Den danske regering må flytte sig, se at begynde at lytte til disse menneskers budskaber og gøre noget aktivt ved de krav de har stillet. Vi har længe ikke kunnet været dansk fremmedpolitik bekendt, men sker der ikke ændringer nu, vil ligene denne gang komme til at ligge for fødderne af Fogh og hans regering og ikke på gader og stræder i fjerne lande. Det er på tide at folkene på Borgen, bliver konfronteret med de realiteter, de har skabt, og skaber de nødvendige ændringer eller tager ansvaret for deres handlinger.
Inden jeg forlader selskabet lover jeg at prøve at finde en lille transistorradio til dem. Måske er der nogen her på listen, der ligger inde med en i kan undvære? De kunne også godt bruge en ekstra termokande, da den ene røg på jorden ved et uheld og gik kaput.
Vi fortsætter med daglige meldinger fra de seks gode Iranere på Slotspladsen, der med løvemod har ønsket at forsvare alle asylansøgeres rettigheder.
Følg med her på mailen eller på www.bimarz.net.
Hvem er vi:
Asad er en stille ung mand på 32 år, der gerne vil forblive anonym. Asad har været i Danmark i 2½ år.
Masoud Reisvand er 38 år og har boet her i København i 18 år. Han er stærk og rank. ”Jeg kæmper for alle dem, der ikke har fået opholdstilladelse, og håber ved denne sultestrejke, at vi får opnået det. Jeg står her på grund af mit hjemlands folk og alle asylansøgere. På grund af, at jeg har oplevet Danmark på en hel anden måde, som et land, der overholdt menneskerettighederne, men som i dag er blevet ondskabsfuldt med regeringens umenneskelige reguleringer”.
Said Amini er 26 år og var politisk aktiv i Iran. ”Jeg håber, at Danmarks regering kan rette på reglerne”, siger han. Hans unge liv har været omtumlet. Ingen plads til ro. Ingen ro til at bearbejde de traumer, han har været igennem. Han blev fængslet i Iran og blev tortureret. Han blev så syg, at han til sidst blev sendt på hospitalet, som han løber væk fra. Efter nogle måneder lykkes det ham, at komme over bjergene og ud af Iran. ”Jeg har ventet længe, og har håbet at få asyl i Danmark, efter det hårde liv jeg har haft. Den danske regering giver mig en kold skulder”.
Said har brugt sin bedste ungdom på at flytte fra det ene flygtningecenter til det andet. Rodløshed og jaget rundt efter regeringens forgodtbefindende.
Ved hans ankomst til Danmark, blev han fængslet 4 måneder i den lukkede del af Sandholmlejren. Dernæst blev han sendt til Avnstrup godt en måned, 5 måneder i Holmegård. Et lille årstid på Fyn i Nr. Åby, og et par måneder i Hjallelse nær Odense. Herfra blev han sendt tilbage til Sandholm i 9 måneder og derfra til Hanstholm i 5 måneder. Nu er Said tilbage på Sandholm, hvor han har været nu i 6 måneder.
Shariff Shoukri Shariff Shoukri ønsker at fortælle dig dette:
”Jeg er 42 år, iransk kurder, der har boet 18 år i Danmark. Jeg var medlem af det kommunistiske parti i Iran. Jeg var i krig sammen med præsterne. Flygtede til Irak og boede der fra 86-89. Oplevede Saddam Husseins gasangreb på kurderne i Hallaja. Jeg har mange ar på mine ben efter granatsplinter. Som FN flygtning i Danmark, fik jeg opholdstilladelse, men i februar 2003 blev min opholdstilladelse fjernet. Jeg endte i Sandholm lejren. Her har jeg levet på såkaldt ’kantineordning’ siden. Det vil sige 3 måltider mad om dagen, ingen kontanter. Den danske regering har udvist mig til Iran for 10 år. Derefter må jeg så vende tilbage til Danmark. Jeg har 4 x dødsstraf i Iran”.
Hvis du har nogen spørgsmål, vil jeg svare tilbage, og hvis nogen kan hjælpe mig med at få opholdstilladelse, så skriv til mig.
Shariff vil gerne have jer i tale. Derfor send jeres e-mail til Shariff_Shoukri@yahoo.dk.
Mohammad Rezc Charlowli er 38 år. Mohammad var politisk aktiv i Iran, og var utilfreds med hans situation i Iran og kritiserede det manglende demokrati og manglen på ytringsfrihed. Præstestyret respekterede ikke de unges krav og forfulgte etniske minoriteter. Hans bror, brød ud af militæret. Han blev forfulgt og udsat for mange ting. Kom som flygtning til Danmark år 2000. Her blev han sat i Sandholmlejren, Avnstrup en måned, for at blive sendt til Bornholm i 5 måneder. Herfra blev han flyttet til Siggerslev, hvor han fik afslag på asyl. Han flygtede til Sverige og levede under jorden, men blev pågrebet af politiet og sendt tilbage til Danmark. Blev spærret inde i den lukkede del af Sandholmlejren i 22 måneder.
Han bliver lukket ud uden lommepenge eller starthjælp, og pågribes en dag af 3 betjente, som uden videre satte ham ombord på et fly til Iran. ”Jeg var skrækslagen,og i lufthavnen bankede jeg mit hoved ind i en rude”. Noget gik galt, for til Mohammads overraskelse og lettelse, fik politet ikke held med deres deportation, og Mohammad kom med tilbage på flyet til Danmark, men også til Sandholms trøstesløse omgivelser.
”Danske fængsler er bedre end Sandholm. Man bliver rigtigt dårligt behandlet. Få ensformig mad. De samme tre ting. Kyllingevinger, ris og ketchup. Jo og så vandsuppe. Det var tidligere bedre. Der er ingen aktiviteter. Det er som en ’ghetto’, man hænger ud i de tomme arealer. Det værste er, at jeg ikke er kriminel, men er derinde. Jeg troede i det land, jeg kunne finde frihed, men sad i fængsel i 22 måneder”.
Kiumars Masrour flygtede fra Iran i 1995. Han lider. psykiske men, som følge af tortur, og frygter at ville blive udsat for tortur igen, hvis han vender tilbage til Iran. Han har desuden efter 12 år i Danmark ingen kontakter eller netværk i Iran, så hele hans tilknytning er her i Danmark.
Han forlod sin partner på et tidspunkt, da hun var meget psykisk syg. Hun blev indlagt, men dette ’afbræk’ i hans forhold til partneren bevirkede, at hans opholdstilladelse inddraget. Det var dog hensigten, at de ville genoptage samlivet, hvis hun fik det bedre.
Der var aldrig blevet søgt om humanitær opholdstilladelse til Kiumars, selv om han i mange henseender opfylder betingelserne herfor. Kiumar har selv måtte skaffe penge fra andre mennesker til hans behandlinger hos psykolog og til betaling af advokatsalærer. Han måtte opgive at klage på et tidspunkt, hvor socialforvaltningen afskar ham kontanthjælp, da han ikke kunne betale en advokat for at føre sagen.
Han fik for nylig sin sag om humanitær opholdstilladelse genoptaget, men betingelsen var at han inden 14 dage skulle stille med dokumentation for diagnoser m.v. samt dokumentation for konsekvenser ved afbrydning af behandlingen?
Han er den 8.6.2006 blevet nægtet økonomisk hjælp af socialforvaltningen, der henviser ham til et af Asylcentrene, hvis han vil have hjælp. Han kan heller ikke få lægehjælp uden at henvende sig til Asylcentret. Hvis han søger om ret til privat indkvartering og får dette bevilget er han stadig tvunget til at henvende sig til et af Asylcentrene for at få lægehjælp..
I dag er Kiumar uden rettigheder, indtægt eller opholdssted, da han ikke på grund af sin psykiske lidelse kan holde ud at opholde sig i de urolige omgivelser i Sandholmlejren. Er der noget at sige til at et menneske begår selvmord til sidst.
Organisationen for iranske Flygtninge
Mahmoud Ghazvini
Tel: 51603121
Relaterede historier:
http://nyhederne.tv2.dk/article.php?id=4324733
http://nyhederne.tv2.dk/article.php?id=4325301
http://illegalt.mahost.org/print.php3?id_article=122
http://illegalt.mahost.org/print.php3?id_article=122
Dette er skrevet på vegne af de sultestrejkende af Ulla Røder.
(videresendt
idet jeg må gøre opmærksom på at jeg tidligere har modtaget en email til videresendelse fra ET ANDET INITIATIV MED UNDERSKRIFTSINDSAMLING, som jeg hidtil har indladt at videresende fordi jeg vil le afvente en adresse som underskriftslisterne skulle sendes til . Men nu får I 2 linkt link hertil også http://www.arnehansen.net/060624regasylpolkraenkermenret.htm
og http://www.arnehansen.net/060624saetdinunderskrift1.doc
Arne H