29.06.06 modtaget fra Ulla Røder b_u_r_2003@yahoo.dk

Logbog fra Christiansborg Slotsplads - nr. 3 :

Sultestrejke: Der er straffespark. Nogle flygtninge har stadig et mål til gode.

Det er 8. dag – mandag den 26. juni 2006

De sultestrejkende på pladsen foran Christiansborg var rundt og aflevere deres officielle meddelelse i går. Den blev indgivet til samtlige folketingsmedlemmer, til Statsminister Anders Fogh Rasmussen, til Udlændingestyrelsen og til Flygtningenævnet.

Endnu et banner er rejst på pladsen ”Dansk Asylpolitik koster menneskeliv”. Der er friske blomster for Majid

Et filmhold fra Kanal København optog til en film, de vil lægge materialet ud på internettet.

Sidst på dagen kom et par betjente. De har nu fået lov at ligge med soveposer og dyner, og de spurgte om de måtte spænde et stykke plastik ud. Dette ville man ikke umiddelbart give lov til, men efter lidt snak frem og tilbage fik de lov at spænde et stykke klar plastik ud, så politiet kunne se, at de var derinde, når de kom forbi for at passe på dem. Selvom der var bedre måder politiet kunne bruge deres kræfter og sikre danske flygtninges ve og vel, så lod vi os det ikke sige to gange. Vi strøg af sted efter plastik, og de kunne nu i det mindste hvile uden våde dyner.

Der er stadig god opbakning. Mange mennesker kommer med fornødenheder og støtter op med, hvad hver især formår. Alle er meget taknemmelige for al opmærksomhed og støtte, men der er brug for jer.

Der er brug for at i også retter henvendelse til regeringen og til pressen. Vi har alle et ansvar for at disse 6 mennesker ikke ender med døden, og hver dag tæller. Der skal handles nu.

Vi takker alle der har vist opmærksomhed og har skrevet sig på underskriftslisterne.

Den 9. dag – tirsdag den 27. juni 2006.

Det havde jeg aldrig drømt om skulle ske.

Et begravelsesoptog bevæger sig gennem Københavns gader. Danskere og iranere bærer skilte med billeder af Majid Samavi og hans datter. I deres hænder er røde roser. Sammen med familien og pårørende til Majid bevæger de sig langsom mod Rådhuspladsen, hvor optoget opløses efter en kort tale af Nahid Riazi fra Organisationen for iranske Flygtninge. Inden da, var en ceremoni på Christiansborg slotsplads med taler. Familien havde ønsket at den danske regering skulle se Majid på hans sidste rejse til hans endelige opholdssted på Vestre Kirkegård, sagde Nahid Riazi fra Organisationen for iranske Flygtninge. En anden taler oplyste, at der ikke findes asylsøgere, kun flygtninge, i FN flygtningekonventionerne. Vores regering har derfor ansvaret for flygtningenes liv. Mona Ljungberg fra Støttekredsen for Flygtninge i Fare holdt også tale og sluttede med sangen ”El pueblo unido”, et håb blev knust.

Efter bilen havde forladt Rådhuspladsen tog vi toget til Vestre kirkegård. Det regnede og synet der mødte os på kirkegården var miserabelt. Det lignede en byggeplads. Nogle riste lå ved siden af et hul i jorden på den gravplads, der er anlagt i udkanten af kirkegården. Ved siden af det endnu tomme hul i jorden var en stor firkantet kasse overdækket med militærgrønt plastik presenning, og en gravko stod lige ved siden af.

En niece kom mig i møde, og vi gik hen mod vognen og de andre familiemedlemmer. Majids søster var helt nedbrudt og bad om tilgivelse igen og igen, for at familien havde svigtet ham. Hendes mor, forsøgte at trøste hende. Moderens sorg over at have mistet sit barn, sin søn, gjorde ikke smerten mindre. Vi følte os alle dybt berørt, hvad enten vi var iranere eller danskere. Sorg er ens i alle lande.

Når et menneske begår selvmord, er det hård for familien, der ofte vil bebrejde sig selv. Men det kan ikke siges tydeligt nok, familien svigtede ikke. Majid opgave ikke sit liv på grund af hans familie, han opgav, fordi han skulle sendes bort fra hans søster, som stod ham meget nær. Tilbage til Iran, tilbage til det helvede han var flygtet fra. Han opgav håbet om en fremtid, fordi han ikke kunne få opholdstilladelse i Danmark. Han opgav fordi den danske regerings asylpolitik har været ført på en umenneskelig og uacceptabel måde i årevis.

Kisten blev båret til graven. Der blev kastet blomster og taget afsked og grædt, mens en journalist fra Politiken gik rundt og tog en masse billeder af de sørgende. Hun ville gerne helt tæt på. Jeg håber hun bruger hendes billeder flittigt, og sender dem til de ansvarlige på Christiansborg, så også de kan få denne sorg helt ind under huden. Så de fatter de tragedier, de er skyld i. For Majid er ikke det eneste offer for deres politik.

Så skete der noget, jeg heller aldrig havde drømt om skulle ske til en begravelse i Danmark.

En par arbejdere ankom, den ene satte sig op i gravkoen, med en cigaret dinglende i munden, og stabiliserede støttebenene på gravkoen. Pladsen fyldtes med motorlarmen. Den anden fjernede den grønne presenning fra den firkantede beholder, der indehold jord. Så blev der skovlet jord over kisten, men vi alle stod som lamslået. Jeg måtte vende ryggen til, for det var for uhyggelig en krænkelse af gravfreden for mig. Da smøgen var færdigrøget blev den kastet ud af traktoren på jorden, uden hensyn til at denne jord var et gravsted. En sidste hilsen fra det effektive danske statssystem. En sidste fornedrelse. Jeg kender ikke andre, der nogensinde har oplevet noget lignende ved en begravelsesceremoni. SKAMMELIGT.

Da larmen fra motoren havde lagt sig, og familien havde samlet sig lidt, blev der stille lagt blomster og sat lys rundt om graven. Et indrammet billede og to smedejernsstager fik ligesom genoprettet freden. Om nogle dag vil familien komme igen og mindes deres slægtning ved graven uden at blive forstyrret af en larmende gravko.

Jeg kørte, og kunne ikke få oplevelsen på afstand resten af dagen, derfor er dette først ude i dag.

Vi danskere fra forskellige organisationer (jeg tror godt jeg tør skrive dette på alles vegne), som var med til at give Majid og ikke mindst hans familie den sidste respekt, vil huske Majid, og vi vil værne om hans minde. Majid’s meningsløse død, har givet os styrke til at kæmpe videre for et anstændigt Danmark, for en fredelig verden værd at leve i.

I dag er det 10 dag. Mens jeg skriver er Kiumars blevet kørt til Sandholmlejren af Flemming Plesner, da sygeplejen deroppe ville se ham. De er alle ved at være svækkede og energi er ved at rinde ud, men de fortsætter. Her til aften var alle gået tidligt til ro. Kræfterne er ved at være små. Vi tæller timerne nu og er urolige for deres helbred vil tage skade. Vi venter på regeringens svar. Pressen forholder sig meget tavs, bortset fra journalisten fra Politiken i går. Der var elles nok af presse tilstede i går på slotspladsen fra DR og andre. Hvad eller hvem holder pressen tilbage?

Shariff vil gerne have jer i tale. Derfor send

jeres e-mail med støttemeddelelser og spørgsmål til:

Shariff_Shoukri@yahoo.dk. (klip og sæt ind i dit eget emailprogram, hvis som på min pc Yahoo dukker op)

Her på mailen fortsætter vi med meldinger fra de seks gode de seks sultestrejkende iranere Asad Azizi, Kiumars Masrour, Said Amini, Shariff Shoukri, Mohammed Reza Charlowli, Masoud Reisvand og de 4 kvinder fra Sandholmlejren, som ikke selv kan sultestrejke og være fysisk tilstede, da de er fastlåst i Sandholmlejren med deres børn, der stadig lider under vores regerings asylpolitik.

Følg med her på mailen eller på www.bimarz.net .

Du kan også kontakte:

Organisationen for iranske Flygtninge

Mahmoud Ghazvini

Tel: 51603121

mkazvini@hotmail.com (klip og sæt ind i dit eget emailprogram, hvis som på min pc Yahoo dukker op)

www.bimarz.net

Du kan skrive under mod regeringens umenneskelige

asylpolitik på

http://www.arnehansen.net/060624saetdinunderskrift1.doc

Se også hjemmeside for Flygtninge og Positiv

Fred:

Log Bog 25.6.2006 – nr. 1:

http://www.arnehansen.net/060625iranskesultestrejkendeskravtilreg.htm

http://www.arnehansen.net/0606267.dagisultestrejke.htm

Udtalelse fra Enhedslistens AntiracistiskeUdvalg,

22.juni 2006:

http://www.arnehansen.net/060624regasylpolkraenkermenret.htm

Relaterede historier:

http://nyhederne.tv2.dk/article.php?id=4324733

http://nyhederne.tv2.dk/article.php?id=4325301

http://illegalt.mahost.org/print.php3?id_article=122

PS.

Her er sangen, der blev sunget på slotspladsen:

El pueblo unido, en chilensk sang om kuppet september 1973: Tekst og melodi: Ortega.

Parolerne betyder: Et samlet folk, kan aldrig besejres, og et bevæbnet folk, kan aldrig holdes i ro.

Et håb blev knust,

en fremtid sank i grus.

I tror, I fik en sejr bragt i hus,

Men slagne mænd skal rejse sig igen,

Og de som faldt,

gir styrke til vor kamp.

vi ved, vi ved, at natten blir til dag,

at sejr følger efter nederlag.

En samlet flok kan aldrig trampes ned,

vor modstandskamp skal samle fler og fler,

og herrene må vige, når vi ved,

at intet kan stå mod vor enighed.

Så svar os, herrer:

Hvem pløjer jeres jord?

Hvem bryder kobber op fra bjergets dyb?

::El Pueblo Unido

Jamas Sera Vencido!::

I taler om at være national,

men våbene har andre vist betalt.

I fører landet ad den ”rette vej”,

men hvilken vej går USA’s lakaj?

Igennem nederlaget vil vi få

en viden, som I aldrig kan forstå:

Et væbnet folk kan aldrig trampes ned,

vor modstandskamp skal rive

hele folket med,

og herrerne må vige, når vi ved,

at intet kan stå mod vor enighed.

Og ubetvingeligt

Bryder råbene frem

fra Chile, Guinea, Cambodja og Vietnam:

::El Pueblo Unido

Jamas Sera Vencido!::

Enhver kastet bombe, enhver affyret kugle i denne terrorkrigs navn skal produceres et eller andet sted;

Og hvor end dette sted er, kan der rejses modstand.

Støt Kvinder for Freds netværkets arbejde. Få tilsendt 'Køkkenrullen' - Giro 5 71 87 08 - kr. 150,-. Udkommer 10 gange årligt.

Kvinder for Fred v/Anita Petersen, Svend Trøsts Vej 5, 1. 1912 Frederiksberg.



No virus found in this incoming message.

Checked by AVG Free Edition.

Version: 7.1.394 / Virus Database: 268.9.5/377 - Release Date: 27-06-2006