Modtaget d. 2.07.2006 kl. 03:56 fra joerma@webspeed.dk 
 
13. sultedag på Christiansborg Slotsplads.
 
OPMÆRKSOMHEDEN SKUFFER - SKRIV LÆSERBREVE !
 
Ulla har bedt os fredsvagter skrive rapporter, nu hun selv har fået travlt med andet nogle dage. Jeg har talt med Kiumars og Sharif og har denne beretning:
 
Dagene er lange og lyse, så der er besøg længe. Det er godt, når humøret skal holdes oppe, men også trættende, når man mærker, at kræfterne aftager fysisk og psykisk. For der er jo noget, der udebliver. Den lille røde avis er kommet hyppigt, men hvad med de store, der nidkært vogter over deres opgaver ?
 
Hvad lever I af og for ? Sulter I ikke også ? Hvad pensler I ud, dag efter dag ? Dækker I noget ? Dækker I over noget ? Føler I, at iranernes kamp for opmærksomhed bare gælder noget banalt og er et forsøg på at tvinge sig adgang til jeres spalter ?  Jeres frihed til at bestemme ? I har jo skrevet så mange historier om flygtningenes situationer ! Det er ikke jeres skyld, at folk ikke forlanger forandringer, presser regeringen, møder mennesket bag flygtningen. Det er ikke jeres skyld, at belastede mennesker, der bare vil andres rettigheder, må belastes endnu engang, så umenneskeligt og opofrende, at de må risikere det dyreste, de ejer, i vort lille, "fredelige", efterhånden benhårdt styrede land, hvor få siger lidt, og færre endnu mindre.
 
Danmark er så træt af, at verden også rumler hen her, og stjæler det, der ku bli så godt. Inderst inde ved vi måske, det ikke holder. At vi er mere involveret i historiens sammenhæng. At årsager skal erstattes, så vi bliver frie til at møde hinanden på en bedre måde over grænserne.
 
Hvad har vi gjort af vort eget overskud ? Hvad gør I af jeres ?
 
Regeringen og udlændingestyrelsen har bekræftet, at de er bekendt med sultestrejken, og iranerne venter nu på, at der tages en dialog med dem om deres krav om menneskerettigheder og andre hensyn i behandlingen af flygtningesager.
 
Der er skygge under træer og parasoller skønt det er næsten højlys dag. Kun en ganske let brise på den forblæste plads. 5 nydelige soveposer som 5 pæne fingre ud mod pladsen. Tynde underlag er nok over det fælles tæppe, når grundlaget er så stort. Affaldssækken er fyldt, det er ordensmennesker. Fotografen fra Arbejderen, Lene Bille, kommer også tit, når hun har fri uden kamera, men med sin harmonika.
 
Det er så vigtigt, at folk er der og sætter humøret højt, så det bliver lidt lettere psykisk at holde ud, at komme forbi sulten om morgenen og når dag og nat presser på.
 
Der er 5 på pladsen, der strejker nu. Den 6. måtte give op grundet sygdom. Kirsten Chesnut klarede at sultestrejke i over 5 måneder via bl.a. vitamintilskud. Nogle iranere tager noget medicin, resten blot vand med druesukker, te og hybensaft.
 
Fredsvagten lukkede tidligt for at gå til Fællesmøde. Det er ferietid og fremmødet er lille, men vi taler dog om, at vi, der kommer, vagter, organisationer, støttepersoner bør koordinere indsatsen, så protesterne bliver store nok og oplysningerne mange. 
 
Men alle kan skrive læserbreve og/eller sige noget - ud over Danmark. Turisterne er mange på sommerpladsen, men blander sig sjældent. Men de undres og skuffes over det Danmark, de engang troede noget andet om.
 
Jørgen Manniche
 
Red:  
 
 
 
Man kan læse om de foregående dages sultestrejke under http://www.arnehansen.net/index2.htm#2 
 
Se billede fra Arbejderen d. 1. juli 2006
 
Dagbladet Arbejderen har været bedst til at dække sultestrejken og giver også her en dækning som ellers er mangelfuld hos andre dagblade og elektroniske medier
 
Læs bl.a følgende artikel i Dagbladet Arbejderen d. 1. juli8 2006: http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=34531&TS_ID=1&S_ID=36&C_ID=133 
 

Sult mod umenneskelighed

Fem iranere sultestrejker på 12. dag foran Christiansborg. De har ligesom Majid Samari, der begik selvmord, i årevis været fange af den danske asylpolitik

1. juli

Kiumars Masrour skutter sig lidt, selv om han står i solen foran Christiansborg, hvor temperaturen har passeret de 20 grader her fredag formiddag. For den iranske flygtning har i årevis levet i skyggen af den danske asylpolitik. Og kulden fra 'system-Danmark' er ikke sådan at ryste af sig.



Sammen med fem landsmænd sultestrejker han nu på 12. dag for at få myndighederne til at stoppe udvisningen af iranske flygtninge og for at få genoptaget asylsagerne for de flygtninge, som frygter at vende tilbage til deres hjemlande, men som har fået afslag efter at have ventet på et asylcenter i mange år.



Akkurat som deres landsmand, Majid Samavi, gjorde. Mandag den den 19. juni hængte han sig i sit værelse i Hanstholm-lejren efter at have fået afslag på sin ansøgning om asyl. Han blev 37 år gammel.



- Jeg kendte godt Majid. Han var meget rar og meget sød, siger Kiumars med et blik hen til lygtepælen, hvor der hænger flere portrætter af en smilende Majid sammen med sin lille datter.



- Vi sultestrejker ikke, fordi vi ønsker at blive berømte, men fordi vi har brug for hjælp. Vi ønsker et liv i fred. Men vi lever i stadig usikkerhed. 



Kiumars trækker på de spinkle skuldre, og blikket søger indad. Han har selv levet 11 år i usikkerhed om sin fremtidige skæbne i Danmark. De fire et halvt af dem tilbragt 'under jorden', som illegal flygtning.



Han flygtede fra Iran i 1995 efter at være forfulgt, arresteret og tortureret på grund af sin religiøse overbevisning. Han lider af både fysiske og psykiske eftervirkninger og har ikke fået megen hjælp til at overvinde dem her i landet. Tværtimod.



>Kiumars får endeligt afslag i sin asylsag i Østre Landsret den 24. januar i år. Nu er sidste chance en benådning fra det såkaldte Integrationsministerium, der i øjeblikket behandler hans ansøgning om humanitær opholdstilladelse.



>Kiumars har ikke kun ar på sjælen efter det, han har været igennem. Han er også stærkt fysisk svækket, med en ryglidelse, gigtbetændelse og nedsat nyrefunktion. De sidste 12 dages sultestrejke har ikke gjort helbredet bedre. Indtil for nylig blev Kiumars nægtet tilskud til livsvigtig medicin, og han har fået at vide, at hvis han vil have lægehjælp, må han henvende sig i en af flygtningelejrene.



>Kiumars historie er ikke enestående. Hans sultestrejkende landsmænd har også været igennem anholdelser, fængsel og tortur i Iran. Og står nu efter afviste asylsager for at blive sendt tilbage til landet.



- Det eneste, vi beder om, er at vi bliver set på som mennesker, at myndighederne virkelig sætter sig ind i vores sager i stedet for at afvise os på samlebånd, som vi har på fornemmelsen, at de gør, siger de sultestrejkendes talsmand, Masoud Reisvand.



Men Masoud, Kiumars og de andre får også styrke til at holde ud gennem mødet med et helt andet Danmark end det, Fogh og Pia Kjærsgaard står for.



- Mange søde mennesker kommer forbi for at fortælle os, at de støtter os. Mange har spurgt, hvad de kunne gøre for os. Musikere er også kommet forbi og har spillet en sang for os. Vi har mødt så megen varme og solidaritet. Vi har mødt det virkelige Danmark. Måske ender dette her ikke godt. Men nu ved vi, at der findes et ægte Danmark. Og det er det Danmark, vi gerne ville være en del af, siger Kiumars.



he@arbejderen.dk