|
[KOMMENTAR]
Hvem vil kunne forbinde statsministerens vision om
'globaliseringens menneskelige ansigt' med den afviste asylsøger Majid
Samaris' død for egen hånd i et værelse i et asylcenter i Hanstholm
Et menneske dør alene, siger man, men i Danmark i disse tider er der
mennesker, der ikke alene dør dobbelt alene, svævende i et tomrum i en afkrog
af civilisationen, henvist til et bart værelse på en gang, der intet har med
ordet 'hjem' at gøre. Deres død er samtidig en sidste absurd udvej i forhold
til et umuligt valg, som et rigt og gennem pression og bureaukratiske
manøvrer ligeglad samfund stiller dem over for: Rejs hjem og udsæt dig selv
og din familie for livstruende risici eller lev videre her under vores
fortsatte pression og i en asyllejrs ingenmandsland.
Mandag den 19. juni hang den 37-årige iransk-fødte asylansøger Majid
Samari sig på sit værelse i Hanstholm Asylcenter.
Fredagen forinden havde han fået afslag på asyl og stod for at skulle
sendes tilbage til Iran. I ugen før det 'vellykkede' selvmord havde han
ifølge de øvrige beboere uden 'held' allerede en gang forsøgt sig med at tage
livet af sig selv, men blev reddet. Under hans andet forsøg var der ingen
redningsmænd, han var tværtimod blevet ladt alene på sit værelse.
I sådanne tilfælde taler døden og selvmordet sit eget tydelige sprog og
modsiger definitivt nok så mange bureaukratiske vurderinger af manglende
personlige risici forbundet med en 'tilbagesendelse til hjemlandet'.
På sin egen bitre og tragiske måde er en flygtnings selvmord i en
asyl-lejr en sidste protest imod et samfund, der ikke kan og vil rumme det
udsatte menneske, nemlig det menneske, der allerede én gang er flygtet fra et
andet samfund i håbet om bedre tilstande.
Selvmordet er et signal om, at den verden som netop dette menneske bærer
i sig, er hjemløs, og at de længsler, som netop det menneske repræsenterer
ikke kan indfries.
I sådanne selvmord ligger en fortælling gemt om karakteren af de
værdier, som det omgivende rige samfund dyrker og måske især ikke dyrker
under en overflade af humanistisk og humanitær retorik.
Dagen efter Majid Samaris selvmord træder landets statsminister frem og
gratulerer sig selv og den danske politiske verden med et
"historisk" forlig, som - efter hans eget udsagn - frembærer
"globaliseringens menneskelige ansigt". Dette forlig, som den
politiske verden tildeler sig selv for at øge landets velstand, er efter
statsministerens opfattelse efterlignelsesværdigt for andre lande, ja sætter
Danmark i front i Europa.
Men hvor mange lande, som nu angiveligt har fået baghjulet af Danmark,
vil kunne forbinde statsministerens vision om "globaliseringens
menneskelige ansigt" med den afviste iranske asylsøger Majid Samaris'
død for egen hånd i et afsides værelse i en asyl-lejr i Danmark? Hvor mange
øjne skal lukkes på klem, og hvor mange ører skal halvvejs stoppes til og
overdøves med retorik for at undgå at se og høre, at Danmarks ansigt i disse
år netop ikke er såre menneskeligt, når det gælder globaliseringens mest
udsatte skæbner. Aldrig har det været hurtigere og i flere henseender lettere
at komme fra Iran til Danmark, aldrig før har Danmark blandet sig mere i
Iraks og Irans interne forhold, men den iranske flygtning, der tror at
Danmarks døre derfor er åbne for mennesker, som på den ene eller anden måde
er i konflikt med de iranske magthavere, er ilde stedt.
En gang fandtes der et mere rummeligt Danmark med plads til de ungarske
flygtninge i 1956 efter nedkæmpelsen af opstanden i Ungarn, de jødisk-polske
flygtninge i 1969, da det kommunistiske regime under Gomulka gennemførte en
anti-semistisk kampagne, de chilenske flygtninge i 1970'erne efter Pinochets
magtovertagelse, selv mange flygtninge fra krigen i Eksjugoslavien i
1990'erne fandt landet plads til, men et eller andet er siden gået galt.
Med Danmark som eksempel er der noget, der tyder på, at et lands rigdom
er omvendt proportionalt med et lands gæstfrihed. Jo større rigdom og
velstand, jo mere snører hjertekarrene sig sammen.
Lad Majid Samaris tragiske død for egen hånd blive symbolet på, at
Danmark nu har nået en grænse for sin selvtilstrækkelighed, og at de
politiske beslutningstagere har svigtet. Det er nu helt og holdent både
fagligt og journalistisk dokumenteret, at de menneskelige vilkår på de danske
asylcentre er sygdomsfremkaldende, og at de i kombination med pressionsmidlerne
i asyl-politikken driver flere mennesker til selvmord. Luk disse
opbevaringsbeholdere og utidssvarende indretninger og lad deres beboerne få
glæde af udstrålingen fra 'det menneskelige ansigt', som landets
statsminister for øjeblikket vil have befolkningen til at tro på. Symbolet
'et menneskeligt ansigt' har først mening, hvis det ikke er forbeholdt de i
forvejen privilegerede.
Stig Dalager er forfatter
|
