Fra   Rune Engelbreth Larsen < dsl118047@vip.cybercity.dk  >

 

--------------------------------------------------------------------

   HUMANISME.DK • PRESSEMEDDELELSE

--------------------------------------------------------------------

 

PROTEST MOD SELVMORD PÅ ASYLCENTRE FØRER TIL LIVSFARLIG SULTESTREJKE

 

Politikerne er ligeglade med asylansøgere, der begår selvmord - og pressen er tavs om iranske flygtninges livsfarlige sultestrejke, der nu nærmer sig en hel måned på Christiansborg Slotsplads!

 

Lørdag den 15. juli protesterer en række bekymrede danskere mod politikernes foragt for livet. I solidaritet med de iranske flygtninge, der nu har sultestrejket i 25 dage på Christiansborg Slotsplads for at undgå udlevering til det iranske regime, bliver der taler af bl.a. advokat Bjarne Overmark fra Brandbjerg Netværket og forfatter Rune Engelbreth Larsen.

 

Rune Engelbreth Larsen udtaler:

 

- Hvor er medmenneskeligheden hos regeringen, og hvor er forståelsen for, at mennesker ikke ofrer deres liv, medmindre de har et yderst alvorligt behov for asyl? Regeringen og Dansk Folkeparti har kun øje for det iranske regimes menneskeretskrænkelser, når disse kan bruges i propagandistiske generaliseringer om islam, men opretholder en kynisk asylpolitik, hvor man uden at blinke sender flygtninge lige i armene på det samme regime.

 

- Mens asylansøgeres selvmordsforsøg er højere end nogen sinde i Danmark, tier Dansk Folkeparti og regeringen om deres blodige ansvar for at udlevere forfulgte til deres bødler. Hvor mange flere selvmord skal vi stiltiende acceptere blandt asylansøgere i Danmark? Hvor mange flere asylansøgere vil vi udlevere til tortur og fængsling, før ministre og folketingspolitikere har set blod nok til endelig at ændre den nuværende inhumane flygtningepolitik?

 

- Til pressen: Mød op på lørdag kl. 17 og tal selv med de flygtninge, hvis protest nærmer sig en månedlang sultestrejke!

 

HUMANISME.DK

 

Kontakt Rune Engelbreth Larsen: 87341067/40885225/rel@humanisme.dk

 

--------------------------------------------------------------------

   Støttekomiteen har udsendt følgende appel:

--------------------------------------------------------------------

 

TIL STØTTE FOR DE SULTESTREJKENDE ASYLANSØGERE

 

Protestmøde på Christiansborg Slotsplads, lørdag 15. juli kl. 17

 

Mandag d. 19. juni hang en asylansøger sig i sit værelse på Hanstholm asylcenter. Majid Samari var 37 år gammel og ville ikke sendes tilbage til Iran, hvor han efterlader sin kone og et barn.

 

Dette selvmord og mange andre er en direkte konsekvens af den danske umenneskelige asylpolitik, der har skabt en stærk psykisk belastende og ødelæggende tilværelse for voksne og børn, der er vokset op under de danske asylcentres elendige forhold. Således bliver grundlæggende rettigheder dagligt trådt under fode i Danmark.

 

Hvor mange asylansøgere skal der ofres, før regeringen er tilfreds?

 

Hvor mange børn og voksne skal erklæres deprimerede eller fysisk og psykisk syge?

 

Hvor mange asylansøgere skal begå selvmord, før asylsituationen bliver ændret her i landet?

 

Asylansøgerne på Christiansborg Slotsplads vil på lørdag have sultestrejket i 27 dage. De er alle i fare for at blive sendt hjem til tortur og fængsel og kræver at den danske asylpolitik ændres, så den er i overensstemmelse med internationale konventioner. På lørdag vil vi støtte deres krav:

 

1. Alle afviste asylansøgere, der ikke kan sendes ud af landet, skal have opholdstilladelse nu.

 

2. Der skal gives asyl til alle, der har boet i over to år på danske asylcentre.

 

De sultestrejkende bliver ved, til de har fået deres krav opfyldt, og det er på høje tid, at befolkningen slutter op om dem. Der skal lægges pres på regering og folketing, så vi opfordrer alle i Danmark, enkeltpersoner, organisationer og politiske partier til at møde op på lørdag og kæmpe for en anden dansk asylpolitik.

 

De sultestrejkende asylansøgere og deres støttekomite

 

 

Red:

Man kan følge udviklingen under http://www.arnehansen.net/index2.htm#2  

 

Her under ligger også link til en underskriftsindsamling imod regeringens umenneskelige asylpolitik lige til at printe ud og underskrive …på http://www.arnehansen.net/060624saetdinunderskrift1.doc