16.07.06

Fra holger lauritsen < holgerlauritsen@hotmail.com >

 

Stort fremmøde til demonstration til støtte for de sultestrejkende asylansøgere

 

Mindst 150 mennesker i alle aldre var i går, lørdag d. 15. juli, mødt frem for at støtte de asylansøgere, som nu i 28 dage har sultestrejket på Christiansborg Slotsplads. Deres strejke blev udløst af Majid Samavis selvmord på Hanstholm asylcenter den 19. juni. De strejkende er ligesom Majid iranere og har ligesom ham fået afslag på asyl, men kan ikke sendes ud af landet, og kan nu kun vente på at blive vanvittige i de danske asylcentre, hvor forholdene, som alle ved, er dybt kritisable.

 

At det var muligt på trods af sommerferie, jazz-festival og strandvejr med så kort varsel at samle så mange mennesker, viser, at den danske befolkning efterhånden er opmærksom på det skandaløse ved den danske asylpolitik. Det var da også, hvad Patrick Mac Manus, en af dagens talere, opfordrede til: "Der skal skabes en ny sensibilitet i dette land. Det er et land, der er blevet hårdere, mere lukket, mere afvisende over for verden. Vi skal åbne dette land."

 

Blandt de andre talere var den sultestrejkende Shariff Shoukri, som har boet i Danmark i 18 år, men som nu står i fare for at blive sendt tilbage til Iran, hvor han er forfulgt af myndighederne. Han fortalte, hvordan hans ben og arme er fyldt op med metal fra våben i Iran. Menneske- og kvinderettighedsforkæmperen Nahid Riazi og forfatteren Rune Engelbreth Larsen fortalte om den umenneskelige danske asylpolitik, mens flygtningeadvokat Bjarne Overmark beskrev de katastrofale mangler i retspraksissen på dette område.

 

Endelig blev det understreget, at sultestrejken på ingen måde skal opfattes som en trussel mod den danske regering. Sultestrejken er derimod den sidste udvej for de vedrørte asylansøgere. De skal derfor have opholdstilladelse nu, og den danske regering må ændre sin asylpolitik, for der må være noget grundlæggende galt, når så mange mennesker kan stå i den katastrofale situation, at de hverken kan få opholdstilladelse eller blive sendt ud af landet. De sultestrejkende kræver derfor, at den danske stat genoptager sagerne for de asylsøgere, som har fået afslag, efter at have ventet på et asylcenter i mange år, og som nu frygter at vende tilbage til deres hjemlande.

 

For kontakt med de sultestrejkende, ring til Masud (26 66 80 55)

 

(videresendt af Arne Hansen .

 

Mere information om sultestrejken og asylpolitik under http://www.arnehansen.net/index2.htm#2