Minister må se på sultende iranere, udtaler Elsebeth Gerner Nielsen udlændingeordfører, Radikale

 

2.08.06 Fra Elsebeth Gerner Nielsen <Elsebeth.Nielsen@ft.dk>

 

 

    Pressemeddelelse

 

    Det Radikale Venstres pressetjeneste 2. august 2006

 

 

 

    R: Minister må se på sultende iranere

 

    Skal iranske asylsøgere have lov at dø på Folketingets dørtrin? Nej, siger udlændingeordfører Elsebeth Gerner Nielsen, Det Radikale Venstre.

 

    En gruppe iranske asylsøgere har i mere end en måned sultestrejket foran Christiansborg. Udlændingeordfører Elsebeth Gerner Nielsen, Det Radikale Venstre, kræver nu, at integrationsminister Rikke Hvilshøj ser nærmere på sikkerhedsforholdene i Iran. Det iranske præstestyre krænker i stigende grad menneskerettighederne, jv. eksempelvis genoptagningen af den gamle praksis med stening af utro kvinder.

 

    "Iranernes sultestrejke viser, at de hellere vil dø end at vende tilbage til Iran, fordi de frygter for konsekvenserne. Derfor må ministeren bede udlændingemyndighederne om at se nærmere på forholdene i Iran," siger Elsebeth Gerner Nielsen.

 

    Indtil forholdene er undersøgt, bør Danmark stille udvisningerne af iranske asylsøgere i bero, mener den radikale ordfører. Det Radikale Venstre opfordrer til, at Udenrigsministeriet også inddrages i denne vurdering.

 

    Elsebeth Gerner Nielsen hæfter sig desuden ved den procedure, der er for hjemsendelsen af iranske asylsøgere. Her kræver Iran, at afviste iranske asylsøgere underskriver et officielt dokument til de iranske myndigheder, før de kan vende tilbage. På den måde skærpes det iranske styres opmærksomhed på de hjemvendte flygtninge. Det er så at sige ikke muligt for de iranske flygtninge at rejse ubemærket ind i Iran og det kan udgøre en yderligere risiko for den enkelte flygtning.

 

    "Ministeren må se på, hvilken betydning det har, at iranske flygtninge skal underskrive et sådant dokument, før de rejser hjem. Som jeg er orienteret, indgår dette forhold ikke i Flygtningenævnets vurdering af den enkelte iranske flygtnings sikkerhed ved en tilbagevenden," siger Elsebeth Gerner Nielsen og opfordrer ministeren til at indhente en udtalelse fra relevante flygtningeorganisationer om dette forhold.

 

    En sultestrejke bør ikke automatisk føre til en opholdstilladelse, men bør før til grundige overvejelser om der skulle være begået uret mod de pågældende, mener Elsebeth Gerner Nielsen.

 

    Yderligere information: Elsebeth Gerner Nielsen, 3337 4708.

 

                     

                     

 

Det Radikale Venstre | Christiansborg | 1240 Kbh. K | radikale@radikale.dk | http://www.radikale.dk/

 

                     

(videresendt