D. 24. august 2006 blev følgende afsendt:

Til debatredaktionen

 

Ekskluder også Krarup, Langballe og Kjærsgaard

 

Når Søren Krarup på et møde i Frederikshavn d. 5. september 2005 sagde at muslimske kvinder er fødemaskiner og bagefter nægtede at diskutere med en flygtning fordi han i sit velargumenterede svar kaldte Dansk Folkepartis politik for racismefremmende,  og Krarup så blev reddet fra den helt store blamering  af  indgreb fra ordstyreren Steen Jørgensen, -  ja så må man spørge hvem af de 2 det er som Dansk Folkeparti må have mest brug for at ekskludere, når DF-toppens Peter Skaarup nu i TV har hævdet at DF er demokratisk i modsætning til nazisterne.?

 

Og når vi så oven i købet i december 2005 så DF-folketingsmedlemmerne Søren Krarup og Langballe (med Pias velsignelse) fratage traumatiserede asylmodtagere med sprogindlæringsproblemer muligheden for at få dansk statsborgerskab og dermed miste deres demokratiske borgerret til at stemme til Folketinget (selv efter 10 års ophold).

 

Efter denne fremmedfjendske DF-tops sjakren med selve demokratiets grundprincip om alle borgeres lige valgret og menneskeværd, så er det da forståeligt, at DF-lokalformænd ikke længere kan se nogen væsensforskellighed mellem Dansk Folkeparti og så den antidemokratiske og racistiske nazi-ideologi, som de hører nye DF-medlemsaspiranter erklære deres sympati med.

 

Men det undskylder ikke DF-lokalformanden i Frederikshavn der med glæde ville se en person som medlem der ifølge Ekstrabladets båndudskrift har sagt ”Jeg er passiv medlem i DNSB…”

 

Men i DF-toppens øjne er lokalformandens virkelige brøde måske slet ikke at han ved at sige til nazimedlemmet ”lig meget lavt med det der” bevidst vil føre DF-toppen bag lyset, - men at han med sit eget udtryk ”dummer” sig overfor EB-journalisten og dermed kommer til at afsløre DF-toppens tvetungede strategi: At på den ene side at holde Dansk Folkeparti stuerent udadtil for at komme i regering. Men på den anden side i stiltiende forståelse med lokalformændene i DF lader disse byde nazister og racister velkommen – sammen med formaninger om at tie om nazimedlemskaber overfor DF-toppen under indmeldingsproceduren.?

Ellers var der vel ikke det helt overvældende flertal af partiformændene i stikprøven der gerne ville byde nazister og racister velkomne i DF?

Og når så Ekstrabladet afslører det fordækte tvetungede spil, så kan toppen i Dansk Folkeparti med denne strategi bekvemt  spille sorteper over til de dummernikker af lokalformænd, der lod sig bluffe  - for at DF-toppen så selv kan sidde tilbage som uskyldige engle og endnu engang bluffe danskerne til at tro at Dansk Folkeparti gør en dyd af at holde nazister, racister og  fremmedfjendske nationalister på afstand.

 

Men kan dette bluff virkeligt fortsætte med den stadigt mere umenneskelige asylafvisnings- og diskriminationspolitik som Dansk Folkeparti presser igennem med sin hadske hakken på ”de fremmede” eller ”muslimerne” som bliver gjort til syndebukke for alle de indfødte danskeres fortrædeligheder.?

 

Hvorfor svarede DF-næstformanden udenom da TV-journalisten forleden spurgte om hvad forskellen egentlig er mellem nazisternes og Dansk Folkepartis flygtninge- og udlændingepolitik?

Tænkte journalisten mon på de sultestrejkende iranske flygtninge som DF gerne ville sende tilbage til det islamiske præstestyrets fængsler uanset stor risiko for tortur og død?

Arne Hansen, Sønderjyllands Alle 35, Frederikshavn,