Udenfor lands lov og ret (3. del).

af Ulla Røder

26. september 2006

”Der er så mange syge i Sandholm”.

Dette er et citat fra en sagsbehandler i Udlændingeservice, der negligerer asylansøgers psykiske behov.

Tidligere har jeg skrevet om behandlingen af en asylansøger på Sandholm, som fik frataget sine lommepenge og sendt i aktivering efterfølgende, fordi han havde været med til at sultestrejke inde på Christiansborg Slotsplads.

I dag blev samme asylansøger, uden varsel, meddelt at han skulle til Jylland. Han kontakter udlændingeservice, kan ikke finde hoved og hale på, hvad der sker og kontakter mig for støtte. Han vil ikke væk fra Sjælland, da han netop har fået en psykiater (udenfor Sandholm) her på Sjælland, der kan foretage de nødvendige samtaler for en udredning til brug som dokumentation for ansøgning om opholdstilladelse.  

Jeg taler med udlændingeservice og fortæller at vedkommende går til behandling her på Sjælland, at han er syg og derfor vil det være fuldstændigt idiotisk at sende ham til Jylland, så han skal begynde forfra med at finde en ny læge for hans behandlinger, hvilket han vil være meget ked af, da han allerede har brugt lang tid for at finde frem til en læge, der kunne foretage denne udredning.

Damen i Udlændingeservice meddeler mig, at hun vil ringe til Sandholm, og få standset afrejsen. Hun beder mig fremskaffe en erklæring fra den læge, han går til behandling hos. Dette forsøger jeg, men det mislykkes, idet lægen er udenlands. En kollega oplyser mig, at lægen skulle være tilbage på et tidspunkt i løbet af denne uge.

Jeg når lige at sende Udlændingeservice en meddelelse pr. e-mail herom og bliver samtidig ringet op fra Udlændingeservice. Det er samme person. Jeg forklarer, at jeg ikke kan få den erklæring frem i dag, og at jeg har lagt en besked til advokaten, så han evt. kan kontakte Udlændingeservice for at bekræfte, at hans klient skal i behandling hos denne psykiater.

Damen i Udlændingeservice siger, ”Han kan jo bare kan rejse frem og tilbage mellem Jylland og Sjælland til disse behandlinger”, og jeg bemærker, at jeg finder forslaget uacceptabelt, idet asylansøgeren ikke alene vil have svært ved at klare selve flytningen, men at skulle rejse frem og tilbage fra Jylland en eller flere gange om ugen, er et fuldstændigt urimeligt forslag i denne asylansøgers tilfælde. Hun negligerer dette og tonen i hendes stemme ændrer sig herefter fuldstændigt. Det var som om, at jeg havde fået en hel anden dame i røret, men det var den samme. Hun vrænger sig svar ud: ”Jeg skal have den fax i dag! … eller han bliver sendt af sted til Jylland…” siger hun i en bestemt og ikke specielt venlig tone, grænsende til nedladenhed.

”Jeg har lige forsøgt at forklare at dette er umuligt at fremskaffe”… men hun er ubøjelig, direkte fjendtlig i tonen, kold og kynisk ubryder hun: 

 "Der er så mange syge på Sandholm".

Det var bare dråben, der fik bægret til at flyde over.

”Er jeres intentioner virkelig var at drive folk til vanvid i asylcentrene?” spørger jeg, idet jeg begynder at mærke en grim følelse af afsky komme snigende over mig, og tænker, at de er i hvert fald på vej i denne retning. Jeg tænkte på hvad lang tids psykisk pres gør ved mennesker.  

”Hans SKAL bare til Jylland”, siger hun, med et efter tryk på SKAL, der ikke lod mig i tvivl om, at ethvert forsøg på at få hende til at sætte sig ind i den humanitære situation for denne asylansøger var omsonst.

Så knækkede filmen for mig. Jeg kunne ikke fortsætte en samtale med en sådan person. Hun gav mig kvalme og en ubehagelig følelse af, at min indre svinehund var ved at vågne. Jeg havde virkelig lyst til at sige nogle jævne, men velmente ord til hende. Jeg nåede dog lige at oplyse hende, at jeg ville sende et brev inden jeg lagde røret på.

Jeg sendte hende endnu en mail, med anmodning om, at  asylansøgeren kunne blive på Sjælland.

Jeg kan godt forstå, at asylansøgerne har deres problemer, hvis det er sådanne skrankepaver, de skal forhandle deres ansøgninger om opholdstilladelser med.  Det skal retfærdigvis bemærkes, at det ikke er alle i Udlændingeservice, der administrerer på denne måde. Jeg har tidligere oplevet folk, som godt kunne dispensere fra en beslutning om en sådan flytning. Der er her tale om en direkte uvillighed fra denne sagsbehandler side.

Jeg ringer for at informere asylansøgeren. Han konstaterer blot med træt stemme:

”De har ringet fra Udlændingestyrelsen (til sygeplejen, som han lige havde været inde hos, så vidt jeg forstod på ham). Det er sygeplejens skyld, de vil af med mig. De er sure efter vores sultestrejke”.  

Dette her begynder for mig at se at ligne forfølgelse af grov karakter. Under sultestrejken erindrer jeg, sendte man fra samme sygepleje på Sandholm i flere dage ikke hans medicin til et apotek for eksempel.  

Dette er en uholdbar situation for en psykisk nedbrudt asylansøger, der selv om han kæmper bravt, en dag står med det korteste strå i hånden. Han er oppe mod en statsmagt, der åbenbart ønsker at knække ham fuldstændigt. Hvad der så vil ske ham, tør jeg ikke tænke over i dag, men blot sende denne beskrivelse ud, i håb om, nogen vil kunne få sat de folk på plads, så den slags ikke gentager sig. Asylansøgere må have krav på fred, mens deres sager behandles hos myndighederne.                                            

 ----------------

Til sidst en opfordring

Hans transport til Jylland er vist nok udsat til på torsdag, så der er stadig håb, at erklæring kan nå frem.

Jeg vil alligevel gerne opfordre alle til at ringe til Udlændingestyrelsen og påpege, at asylansøgere ikke bare er stykgods, man kan flytte rundt med, men er mennesker, der i allerhøjeste grad har brug for at finde et sted, hvor de kan leve i fred, og mens de venter på deres sager bliver behandlet. Det er vigtigt, at de kan have et sted, hvor de kan føle sig etablerede i de mange år, det tager at behandle disse sager.