Giv amnesti til de ca. 1.000 flygtninge, der på 4., 5. 6. år er strandet i det danske asylsystem.

Modtaget 1.10.06 fra Gerd Gotlieb Gerd Gottlieb gerdg@mail.dk

Vedhæftet følger oplæg ved Charlotte Mortensen, Gerd Gottlieb og Inga Axelsen ved foretræde for Folketingets Integrationsudvalg d. 26.9.06

- Indledende begrundelse for ønsket om foretræde som

  indigneret borgere

- Om brutaliteten ved hjemsendelser til Kosovo

- Om frivillighed under tvang

- Om mangelende behandlingsmuligheder for psykisk syge i

  Kosovo

De tre oplæg dannede udgangspunkt for tilslutning til det voksende ønske, udtrykt bl.a. fra Dansk Røde Kors, Rehabiliteringscentret for Torturofre, fagforeninger, faggrupper og netværk om amnesti til de ca. 1.000 flygtninge, der på 4., 5. 6. år er strandet i det danske asylsystem.

Foretræde for Udvalget for Udlændinge og Integrationspolitik, tirs 26 sept.

Charlotte Mortensen, Inga Axelsen, Gerd Gottlieb

Tak fordi vi måtte komme!

Vi har gransket lidt over, hvad der fik os til at bede om foretræde for dette udvalg.

For hvorfor kommer det os ved hvordan vi behandler afviste asylansøgere? Kan vi ikke bare være ligeglade?

Og jo, det kunne vi jo nok også godt.

Hvis det ikke var fordi, at vi af forskellige grunde kommer jævnligt på asylcentrene – Center Avnstrup, Sandholm og Kongelunden -- og derigennem har fået kontakt til en række familier.

For når man først begynder at komme der -- er det svært ikke at føle sig krænket dybt ind i sin sjæl over de forhold vi byder denne gruppe mennesker.

Og hvorfor så krænket? Det har at gøre med værdier som medmenneskelighed og at behandle folk lige -- værdier vi selv er vokset op med, og som vi føler bliver tilsidesat i Danmarks behandling af de asyl-afviste.

Så vi sidder her fordi vores tillid til flygtninge og integrationssystemet er brudt.

Og fordi vi føler vi bliver nødt til at fortælle om, hvad vi oplever ude på centrene for øjeblikket, specielt i forhold til hjemsendelser til Kosovo

For det er sådan at Danmark over de sidste par måneder har sendt omkring 55 mennesker retur til Kosovo.

Muligheden for disse tilbagesendelser er opstået, da UNHCR i sin Kosovo rapport fra juni 2006, tillader at man nu kan returnere bl.a. kronisk og psykisk syge mennesker til Kosovo.

Vores dagsorden for i dag er:

- brutalitet i hjemsendelserne (se bilag nedenfor)

- frivillighed under tvang (se bilag nedenfor)

- manglende behandlingsmuligheder for psykisk syge i Kosovo. (se bilag nedenfor)

Oplæg til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik d. 26.9.02.

- Om brutaliteten ved hjemsendelserne v/Gerd Gottlieb

Jeg møder med mine erfaringer som besøgsven/kontaktperson i Sandholmlejren, hvor jeg har haft min gang i de sidste godt 1½ år. Mine besøg har især omfattet de afviste flygtninge fra Kosovo.

I løbet af sensommeren er jeg blevet vældig forskrækket over at opleve en markant forværring af disse menneskers i forvejen meget skrøbelige psykiske funktion.

Denne forværring kan jeg kun se som direkte resultat af de mange tvangshjemsendelser til Kosovo samt politiets brutale og ydmygende fremfærd i den forbindelse.

Politiet tropper uventet op med 7 – 8 mænd og omringer de små lejligheder. Det er ganske uforudsigeligt hvornår, og det vil sige, at man ikke på noget tidspunkt kan føle sig sikker.

Der er eksempler på, at betjentene har banket folk op – også familier med små børn - allerede klokken 5 om morgenen og beordret dem til at pakke i hast, dvs bare inden for bare 15 minutter.

Der er ikke tid til at sunde sig den mindste smule f.eks. over en kop kaffe. Man får heller ikke lov til at være på badeværelset alene, og der er derfor ikke mulighed for noget så elementært som et bad.

Men måske værre endnu: man får ikke lov til at kontakte og tage afsked med de naboer og legekammerater, som man har delt skæbne med i lejrene i de mange år, som opholdet er blevet til.

Efter afhentningen er familierne fløjet til Kosovo, hvor de er sat af i lufthavnen i Pristina - i hvert fald for de første familier vedkommende – uden penge og uden, at der har været nogen klar til at tage imod dem.

Røde Kors´s personale bør, så vidt vi forstår, efter reglerne være til stede ved disse afhentninger. Men det er ikke altid, at politiet gør sig den umage at sikre, at det er tilfældet.

Der er også eksempler på, at man har splittet familien ved at fængsle et medlem før hjemsendelsen. En 76 årig kvinde i kørestol i Avnstruplejren er f.eks. fjernet fra sine voksne børn og sat i Sandholmlejrens fængsel. Til hvilken nytte?

Disse uhyggelige oplevelser giver mindelser om det, som asylansøgerne i sin tid er flygtet fra.

Det er ikke overdrevent at sige, at folk er blevet rædselsslagne, og at deres angst er direkte smittende. De er blevet endnu dårligere til få deres hverdag til at hænge sammen, end de har været tidligere på trods af de millioner, som Røde Kors har fået til at forsøde deres tilværelse med. F.eks i form af flere Tivoliture og nye legestativer i lejren.

For hvad skal man f.eks. som forældre sige til sine børn, når de vågner og opdager, at deres bedste venner gennem flere år er forsvundet over night på denne uhyggelige måde? Og hvordan siger man godnat til dem næste aften? Tør og kan nogen overhovedet sove?

Og som prikken over i´et: Visse betjente bruger denne afhentningspraksis til at true de tilbageblevne flygtninge med. Ved de ugentlige konfrontationer med politiet, hvor de bliver spurgt, om de vil rejse, er der eksempler på, at betjente har sagt: ”pas du bare på. Jeg kan få dig sendt hjem på sammen måde som familie NN”.

Er det overhovedet lovligt, at dansk politi opfører sig på denne måde?

FRIVILLIGHED UNDER TVANG

Det skal siges, at ikke alle Kosovarne som bliver sendt tilbage lige nu rejser under direkte tvang. En lille del af dem har nemlig valgt at rejse ‘frivilligt’, som man kalder det.

For når man rejser frivilligt sker der to ting:

1. Man kan få sin hjemrejse dato at vide, pakke i ro og mag og få sagt ordentlig farvel. Frygten for hvornår politiet kommer og henter ens familie forsvinder.

2. Man kan få hjælp til at genetablere sig i Kosovo – en hel ekstraordinær stor hjælp, i følge Bettina Chu som sidder med programmet hos Dansk Flygtningehjælp.

Man kan bl.a. få hjælp til genopbygning af sit hus, omskoling af børnene, til kontakt med myndigheder mmm.

Spørgsmålet er -- kan man kalde denne form for afrejse frivillig?

Det er ihvertfald et valg, taget under et gevaldigt pres. Og ikke et valg baseret på om man synes det er sikkert i sit hjemland. Nærmere et pragmatisk valg, taget af de familier som har overskud til tanken om at vende tilbage – udfra en betragtning: ‘nu vi skal tilbage – hvorfor ikke tage imod al den hjælp vi nu kan få’.

En psykiater der var med ude på Avnstrup for nylig syntes det lød som de rene mafiametoder. Det man tilbyder Kosovarene som lige nu kan hjemsendes er ‘an offer you can’t refuse’ – et tilbud som ikke kan afslås!

“Du vender hjem frivilligt – tilgengæld hjælper vi dig”!

Ikke alle rejser frivilligt

Det skal også siges, at der stadig er familier som på trods af de ved de bliver sendt hjem snart, siger nej tak til tilbudet om hjælp.

Et eksempel på en sådan familie, er familien Shema, som tilhører ashkali minoriteten.

Faren blev anholdt forrige fredag som led i politiets nuværende tvangshjemsendelses-procedure. Han har nu sidder i Sandholmlejrens Fængsel de sidste ti dage, mens den ældste datter på 16 prøver at holde styr på sine tre mindre søskende, og en psykisk syg mor, som ligger bedøvet i beroligende nerve-medicin dagen lang.

Pointen med denne familie er – selv nu hvor faren fængslet og alt tyder på de bliver tvangshjemsendt indenfor et par dage og selvom dansk flygtningehjælp har været ude at tale med faren om den hjælp de kuunne modtage – ønsker de stadig ikke at samarbejde om deres hjemrejse.

Som de siger ‘det eneste vi har brug for er sikkerhed. Den kan vi ikke få i Kosovo”.

Vores spørgsmål her er -- risikerer man ikke med denne ‘frivillighedspolitik” at de asyl-afviste familier fra Kosovo, som er aller mest bange for at vende tilbage, og måske har aller mest behov for hjælp -- er dem vi hårdhændet tvangshjemsender og ikke følger op på.

Denne her formodning bekræfter Bettina Chu -- det Dansk Flygtningehjælp ser i Kosovo indtil videre er, at de familier som er rejst frivilligt klarer sig meget bedre – mens de familier som blev tvangshjemsendt har citat ‘ingen steder at få hjælp’.

Hvorfor ikke give alle lige hjælp og droppe frivillighedsprincippet?

Vi kan ikke forstå, når de danske myndigheder ved at en gruppe mennesker kan og skal hjemsendes, hvorfor giver man dem ikke alle lige hjælp?

Og hvorfor er det så vigtigt at få de asyl-afviste til at rejse frivilligt?

Er det fordi at:

- der ikke er afsat resourcer til at hjælpe alle de hjemsendte fra Kosovo?

- det er nemmere at sende en samarbejdende familie hjem hjem med flyet?

Eller/og

- fordi frivillige afrejser pynter på de officielle statistikker? (For samarbejde omkring hjemrejse kan vel tages som et udtryk for at ‘danmark havde ret’ -- disse asylafviste mennesker havde faktisk ikke behov for asyl?)

Hvis det sidste er tilfældet – er det godt nok topmålet af kynisme – når man tænker på f.eks. familien Shema, på vej retur -- indenfor kort tid -- uden hjælp – fordi de ikke ville deltage i dette spil!

Noter til oplæg i Udvalget for Udlændinge – og Integrationspolitik

den 26. september 2006. Ved/ Inga Axelsen

Specielt vedrørende de meget problematiske behandlingsmuligheder for asylansøgere fra Kosovo i Kosovo

Vi ved fra vores tætte kontakt med asylansøgere der lige nu bor i Sandholmlejren, i Avnstrup og i Kongelunden at de har mange lidelser. Både somatiske, psykiske og psykiatriske lidelser og ofte flere lidelser.

1. Vi ved at disse lidelser er brudt ud i forbindelse med de traumer som har fået dem til at flygte fra deres hjemlande, enten fra krige, fra trusler om sanktioner eller fra vold og voldtægter
2. Vi ved at deres lidelser er blevet forværret under deres flugt
3. Og vi ved - fra det vi oplever i samværet med dem - at deres lidelser er blevet yderligere forværret under deres ophold her i Danmark og det pres, det stress og de ydmygelser som vi danskere påfører dem i de mange lejre hvor de bliver flyttet rundt imellem - af helt uforståelige grunde.

Deres lidelser har mange navne, for de voksne for eksempel:

Manio Depressive psykoser

Forskellige identitetsforstyrrelser

Post Traumatiske Stress Syndromer

Hjertesygdomme

Sukkersyge

Voldsomme depressioner med langvarige grådanfald

Angst Neuroser

For børnene:

Encoprese/ufrivillig afgang af afføring

Eneuresis/ufrivillig afgang af vandladning, nat eller/og dag

Angst Neuroser

Indlæringsvanskeligheder

Vi har – i første omgang - undersøgt de behandlingsmuligheder der er for de syge asylansøgere der med mere eller mindre tvang hjemsendes til Kosovo. Vi har rapporter fra WHO og Dansk Flygtningehjælp, der samstemmende siger noget meget meget væsentligt:

Der er i Kosovo ikke et opdateret sundhedsvæsen der kan ivaretage behandling af mennesker der lider af ovenstående lidelser

Hertil kommer at det behandlingssystem der findes har en meget begrænset kapacitet

Med kilder ligeledes i WHO og Dansk Flygtningehjælp siges det begge steder at der er et sundhedsvæsen i en forberedelses fase, under hovedsagelig norsk finansiering, men med dansk sidefinanciering.

Med under forberedelse siges der at der forude ligger forhandlinger, planlægninger og konkrete realiseringer og at disse faser i opbygningen af et sufficient sundhedsvæsen ligger ude i en mere eller mindre konkret fremtid.

Altså både WHO og Dansk Flygtningehjælp siger samstemmende at der er mange opgaver forude før realiseringen af et sufficient sundhedsvæsen der kan behandle mennesker med de ovenfornævnte lidelser - de medmennesker vi besøger i Sandholm, Avnstrup eller Kongelunden i vore forsøg på at forsøde deres ulidelige tilværelse der.

Afslutning:

Vi vil som medmennesker ikke stiltiende være vidner til den brutalisering vi oplever Udlændinge og Integrationssystemet i Danmark påfører de lidende Asylansøgere som Gerd Gottlieb påpegede i sit oplæg.

Vi vil ikke stiltiende se på den stressende frivillige tvang de enkelte udsættes for som Charlotte påpegede i sit oplæg.

Vi fatter ikke den desperation der ligger i brutaliseringen og i den frivillige tvang. De afviste asylansøgere udgør en så lille gruppe, hvordan går det til at de skal udsættes for en sådan ynkelig medmenneskelig behandling?

Vi bakker derfor 100 % op om den amnesti som rejses af mange forskellige grupper i det anstændige danske samfund. Amnesti rejses som forslag fra Dansk Røde Kors, fra Rehabiliteringscenteret for Torturofre, fra fagforeninger og faggrupper og fra netværker af ordentlige mennesker med overskud til at se ud over egen begrænsende næsetip.

Nok er Nok – helt ærligt. Hvorfor tager vi ikke i dette rige samfund som vi bryster os så meget af, ikke bare ordentlig hånd om de mennesker hvis lidelser vi selv ved vor behandling har været med til at forværre?