|
[KOMMENTAR]
Den 20. november, fylder FN's
Børnekonvention 17 år. Eftersom at Danmark har underskrevet og forpligtet sig
at leve op til Børnekonventionen, er det beskæmmende at læse følgende
pressemeddelelse fra Integrationsministeriet:
"Børn på
asylcentre har samme gode vilkår som andre børn i Danmark."
Som frivillige for
Red Barnet Ungdom på danske asylcentre, kan vi på ingen måde nikke
genkendende til ovenstående ordlyd.
Det er rigtigt, at børnene
på asylcentrene har mulighed for: undervisning på centerskolen, klubtilbud på
centret og sundhedstilbud. Desuden har flere og flere heldigvis nu fået
mulighed for at komme i dansk skole, gå i ungdomsklub, til dans og fodbold
osv. Men så ophører al lighed også.
Ingen danske
børn bor så tæt sammen med andre mennesker i et grænseløst land, uden
privatliv, dør om dør med alvorligt traumatiserede børn og voksne. Få danske
børn lever i et ingenmandsland dag ud og dag ind uden vished om, hvad der
skal ske, hvor de skal bo, og hvem der vil hjælpe dem og deres familie til at
få en tilværelse til at fungere. Når man for eksempel ikke kan sove om
natten, er det ikke muligt at følge almindelig skolegang.
I FN's
børnekonvention står der: "Barnets ret til livet og statens forpligtelse
til at sikre barnet overlevelses og udvikling". (jf. artikel 6 - Retten
til livet).
Ikke forældrenes
ansvar
Vi har altså i
Danmark en forpligtelse til at varetage disse børns overlevelse og udvikling,
selv om de ikke er danske statsborgere.
Det synes derimod at være
regeringens opfattelse, at børnenes vilkår er forældrenes ansvar. Men hvad så
med de børn, hvis forældre efter lang opholdstid i Danmark og øget pres er
blevet mere og mere syge og hermed ikke længere er i stand til at drage
omsorg for deres børn? Ifølge FN's Børnekonvention har vi en forpligtelse til
at hjælpe disse børn.
Det er jo ikke børnenes
skyld, at de lever under de rammer, de gør. Rammer som gør, at man aldrig vil
kunne sidestille danske børn og asylbørns liv. Alene udgangspunktet
adskiller de to børneliv fundamentalt fra hinanden.
Det er nærmest pinligt, at
Integrationsministeret under Rikke Hvilshøj vælger at lægge et ansvar på
nogle forældreskuldre, som ikke er i stand til at varetage det ansvar.
En konsekvens af en sådan holdning er, at større søskende skal varetage en
forældrerolle over for mindre søskende.
Når børn føler og
får et voksent ansvar for deres yngre søskende, er det ikke længere
muligt at udvikle sig som andre børn. Der er hverken mentalt eller socialt
overskud til at koncentrere sig om skolen eller til at finde kammerater. Der
er i en sådan situation også sjældent overskud til at involvere sig i det
lokale samfunds tilbud som for eksempel ungdomsklub, sport eller andre
aktiviteter.
Børnene lærer så at
sige at tilsidesætte deres egne (børne-) behov i troen på, at deres
tilstedeværelse er det bedste for familien. Men hvem skal drage omsorg
for disse (voksen-) børn?
Mangel på søvn og
spekulationer om familien er eksempler på, hvordan børnene kan opleve et
stærkt psykisk pres, som gør det vanskeligt for dem at leve og udvikle
sig som andre børn.
Derimod synes det
at være Rikke Hvilshøjs grundholdning, at vi skal bevare det nuværende
asylsystem frem for at have et asylsystem, der agerer i
overensstemmelse med FN's Børnekonvention:
"Fordi jeg
synes, vi skal respektere vores asylsystem. Hvis det er sådan,
at man kan opnå en opholdstilladelse ved bare tilstrækkeligt længe at
ignorere en afgørelse, så giver vores asylsystem ikke nogen
mening" (Politiken).
Ingenmandsland
Når man ved selvsyn
har set, hvordan og under hvilke psykiske og fysiske forhold asyl-ansøgerne
og deres børn lever, ved man, at ingen vælger et sådant liv for deres børn
uden grund. Med andre ord bor man ikke på et asylcenter i længere tid uden at
have en grund. Jo længere tid børnene opholder sig under sådanne kår på
centrene, jo vanskeligere bliver det for dem enten at blive integreret
i det danske samfund eller i deres hjemland.
Når børnene lever
isoleret fra samfundet gennem læn-gere tid, fastholdes deres udvikling
i et ingenmandsland, der hverken giver dem kompetencer til at bo i hjemlandet
eller i Danmark.
I Danmark bør vi
ikke kunne forsvare at lade børn bo under forhold, som er direkte medvirkende
til, at familier bliver dårligere og dårligere.
Det er vanskeligt at se, at
der er tale om en særlig beskyttelse af disse børn, og i forlængelse heraf er
det vanskeligt at se, at de forhold, som børnene lever under, er til
barnets bedste (1. hovedprincip i FN's Børnekonvention).
Sanne Gylling og Nina
Larsen er projektassistenter på asylområdet i Red Barnet Ungdom
|
