D 14.11.06 fra Gudrun Gadegaard Pedersen gudrunpedersen@yahoo.dk

 

Skriv under mod overgreb mod menneskerettighederne i Oaxaca, Mexico

 

På 7. måned fortsætter konflikten i den mexicanske delstat Oaxaca, hvor APPO (Oaxacas Folkelige Forsamling) har samlet en bred del af det lokale civilsamfund om kravet om guvernøren Ulises Ruiz' afgang. APPO har holdt Oaxaca By barrikaderet, delstaten har været lammet af strejker, og der har været demonstrationer med op mod 1 mio. deltagere. Men d. 27. oktober satte myndighederne det føderale sikkerhedspoliti ind for at gøre en ende på det hele. Mindst fem demonstranter og den amerikanske journalist Brad Will blev dræbt i Oaxaca By i dagene derefter. Der er overhængende fare for, at sikkerhedspolitiet igen vil sætte ind med en offensiv og fjerne resten af demonstranterne. Det er uvist, hvor mange dødsofre, sårede og anholdte, det vil kræve. 

Mexico-gruppen i Internationalt Forum har startet en underskriftsindsamling mod repressionen: 

www.oaxaca.skrivunder.dk  

Oaxaca: ferieparadis i flammer. 

Af Gudrun Gadegaard Pedersen

Siden maj måned har lærerne i delstaten Oaxaca i Mexico strejket for en forbedring af uddannelsesforholdene. Det har udviklet sig til en kamp mod hele det politiske establishment, der i årevis har været præget af et-partistyre, korruption og arrogance over for sin befolkning. 

Oaxaca er kendt for sine lækre badestrande, hvor tusindvis af backpackere hvert år valfarter til, og for den unikke arkitektur og indianske præg i delstatens hovedstad Oaxaca By. Men Oaxaca er også et af Mexicos allerfattigste områder, hvor hovedparten af befolkningen ernærer sig som småbønder. 



Det er ikke første gang, lærerne i Oaxaca strejker for at opnå bedre løn og flere midler til undervisningsmaterialer og renovering af de slidte skoler. Men denne gang slog politiet hårdt ned på en af lærernes demonstrationer, og det var dråben, der fik bægeret til at flyde over for mange af Oaxacas sociale bevægelser. I årevis har de været utilfredse med guvernøren Ulises Ruiz, fordi han stort set intet initiativ har taget til at løse delstatens mange problemer med fattigdom, ulige jordfordeling, diskrimination af de oprindelige folk og mangel på værdige uddannelses- og sundhedsforhold. Oprindelige folk, bønder, studerende og arbejdere sluttede sig til lærerne og sammen dannede de APPO (Oaxacas Folkelige Forsamling). Kravet var - og er - at Ulises Ruiz skal gå af. 



Ulises Ruiz kommer fra partiet PRI (den institutionelle revolutionsparti), der indtil 2000 havde siddet på præsidentposten i Mexico uafbrudt i 71 år. PRI har i sin levetid skabt et politisk system præget af klientelisme, korruption, valgsvindel og repression mod sine egne borgere. Det er et system, som gentagne gange er blevet kritiseret af menneskerettighedsorganisationer for at legitimere tortur, straffrihed og være ansvarlig for forsvindinger og mord på politiske modstandere. Beretningerne fra Oaxaca tyder på, at det desværre ikke bare er fortid. 



APPO har siden juni holdt det meste af Oaxaca By barrikaderet, mens Ulises Ruiz har nægtet at gå af. APPO har været i stand til at samle demonstrationer med op mod 1 mio. deltagere, når det er gået højest, og har fået støtte fra en bred del af det mexicanske civilsamfund til kravet om Ulises Ruiz' afgang. Senest har Senatet i Mexico anbefalet Ulises Ruiz at gå af.

Men d. 27/10 blev det føderale politi sat ind mod APPO, og i de følgende dage døde mindst 5 demonstranter og journalisten Brad Will fra USA, og mange blev såret. Politiet har anholdt en hel del personer, men det vides ikke, hvem og hvor mange de er, hvor de er og hvad de er anklaget for. Det har i det hele taget været meget vanskeligt for menneskerettighedsorganisationer at komme i kontakt med de anholdte og sårede, og flere organisationer har været udsat for chikane. Politiet har under aktionen brugt tåregas, peberspray, vandkanoner (hvor kemikalier var blandet i vandet), stave og skydevåben mod demonstranterne. Derudover opererer grupper af pistolmænd og betjente i civil, der har angrebet barrikaderne med skydevåben eller forsøgt at infiltrere demonstrationerne for at opfordre til provokationer.



Politiets offensiv mod APPO har ikke fået bevægelsen til at trække sig ud af byen. Det betyder, at der stadig jævnligt er konfrontationer, og faren for endnu en offensiv, der kan medføre flere dødsofre, er overhængende. 

Vi ved, at internationalt pres er afgørende i sager som denne. Vi beder dig derfor skrive under på en protest mod repressionen i Oaxaca: 

www.oaxaca.skrivunder.dk