29.11.06 fra Foreningen for Etnisk
Ligestilling <presse@etniskligestilling.dk>
Et lukket land!
Danmark lukker sig mere og mere om sig selv,
og rammerne for, hvem der bliver accepteret som medborgere bliver snævrere og
snævrere. Det er en generel tendens i regeringens udlændingepolitik, og
desværre er det også den overordnede tendens i det lovforslag, som i dag bliver
sendt til behandling i Folketinget.
Lovforslaget, der præsenteres under
overskriften ”Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og lov om aktiv
socialpolitik”, omfatter bl.a. et forslag om, at alle, der søger familiesammenføring
med en ægtefælle i Danmark, skal bestå en særlig ’indvandringsprøve’. Prøven
består af en prøve i dansk og en prøve i viden om Danmark og det danske
samfund. Ifølge lovforslaget skal ansøgeren selv betale for prøven, og den
danske stat tilbyder ikke noget kursus som forberedelse. Ansøgeren kan i stedet
bestille en forberedelsespakke, inklusiv en video om danske samfundsforhold.
Hvad denne video mere præcist skal indeholde, fremgår ikke, men man kan frygte,
at indholdet vil have samme karakter af selvforherligende nationalromantik som
flere af de materialer, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
har fremstillet til brug for undervisning på sprogskolerne.
Det fremgår af lovforslaget, at formålet med
indvandringsprøven er at ”styrke den enkelte udlændings muligheder for en
vellykket og hurtig integration i det danske samfund” og at ”Udlændinge, der
ikke kan bestå indvandringsprøven må antages at have meget vanskeligt ved at
gennemføre integrationsforløbet og blive integreret i Danmark.”
”Prøven er en kunstig politisk
måde at sikre integration på. I praksis er det slet ikke sikkert de udlændinge,
som består indvandringsprøven har forstået hvad Danmark er for et sammensat og
mangfoldigt samfund, men at de bare er gode til at aflæse hensigten med prøven.
Det er utrolig hovmodigt at afvise, at det tager tid at lære et samfund at
kende, og dermed afvise dem, som ikke kan bestå prøven i første omgang”,
udtaler forkvinde for Foreningen for Etnisk Ligestilling Uzma Ahmed Andresen
I forvejen stilles der en række strenge krav,
som ansøgere om familiesammenføring skal leve op til – lige fra en bankgaranti
på over 55.000 kroner til rådighed over det, de danske myndigheder har
defineret som en passende bolig. I Foreningen for Etnisk Ligestilling finder vi
det derfor problematisk, at kravene til familiesammenføring strammes yderligere
– og tilmed på en måde, der endnu engang indsnævrer definitionen af at være
integreret i Danmark.
Det tenderer desuden hykleri, at den
integrationsvilje- og evne, som regeringen kræver af familiesammenførte, ikke
kræves af andre udlændinge – hvis blot de på forhånd kan garantere, at de vil
bidrage betydeligt til statskassen ved at betale skat. Ifølge lovforslaget skal
alle udlændinge, der har skaffet sig et job med en årsløn på 450.000 kroner
eller derover nemlig umiddelbart kunne få opholds- og arbejdstilladelse i
Danmark. Her kræves ikke – som for de personer, der ønsker familiesammenføring
– nogen ’indvandringsprøve’. Penge kan altså kompensere for integrationsvilje
og kendskab til det danske samfund.
”er penge i det hele taget en
bedre grund til at komme til Danmark end kærlighed og ønsket om at leve sammen
med sin familie?”, spørger forkvinde for Foreningen for Etnisk Ligestilling
Uzma Ahmed Andresen
På samme måde ønsker regeringen med sit
lovforslag at straffe de udlændinge, som ikke har haft held til at skaffe sig
et fast fuldtidsarbejde i løbet af deres første år i Danmark. Med forslaget
lægger regeringen nemlig op til, at kun personer, der har haft
fuldtidsbeskæftigelse i 2 år og 6 måneder kan få
tidsubegrænset opholdstilladelse eller ret til kontanthjælp i stedet for
starthjælp, som der er undersøgelser der viser ikke virker
motivationsfremmende, men snarer tværtimod fastholder modtagere af starthjælp i
en ond spiral. Formålet med det nye krav er ifølge regeringen at ”øge
tilskyndelsen til at søge og opnå beskæftigelse”. Personer, som det ikke er
lykkedes at opnå fuldtidsbeskæftigelse, har altså i regeringens øjne ikke vist
tilstrækkelig tilskyndelse til at opnå beskæftigelse – uanset om det er
lykkedes dem at skaffe sig et arbejde med løntilskud eller et fleksjob.
Lovforslaget er en konsekvens af regeringens
velfærdsudspil ”Fremtidens velstand og velfærd – Velfærdsreformer og
investeringer i fremtiden”, men i Foreningen for Etnisk Ligestilling har vi
svært ved at se, hvordan forslaget bidrager til øget velstand og velfærd. Det
er muligt, at forslaget vil medføre, at flere rige, veluddannede udlændinge får
ophold i Danmark og kan bidrage til den økonomiske vækst. Men samtidig bliver
de svageste grupper straffet endnu en gang, og definitionen af at være
integreret indsnævres yderligere.
>> For yderligere information kontakt
Uzma Ahmed Andresen på telefon 5176 5917 eller e-mail kontakt@etniskligestilling.dk
Foreningen for Etnisk Ligestilling
Verdens Kultur Centret
Nørre Allé 7
2200 København N
>> Foreningen for Etnisk Ligestilling
arbejder for at sikre alle – uanset etnisk baggrund, race, nationalitet, tro
eller religion – lige adgang til og lige muligheder for at deltage som
medborger i det danske samfund. Vi er en forening, der fokuserer på lige ret og
lige værd, på ikke-diskrimination og på samfundsdeltagelse <<