Debat om at skrive under på amnesti
til 800 afviste
asyl-ansøgere
mellem Carsten Ringsmose: De skal ikke have
amnesti
og Per Schultz Jørgensen: Loven og det
levede liv
Emailudveksling
med ældste øverst:
Thursday, November 09, 2006 11:57 AM
From: Per
Schultz Jørgensen <per@myrhus.dk>
Kære venner
Det handler
om amnesti til de mange, der sidder i asylcentrene - herunder børn. Se vedlagte
pressemeddelelse (http://www.arnehansen.net/061031amnestiafvisteasylsoegere.htm
)
- og deltag ved at skrive under og sende videre.
Hilsen
per
_________________________
Tuesday, December 19, 2006 9:29 AM
From: Carsten
Ringsmose <carrin@post10.tele.dk>
Kære Per m. fl.-!
Jeg har skrevet denne kronik i Fyens Stiftstidende for at opfylde min demokratiske pligt - og hjælpe med nogle argumenter til nødvendig eftertanke.
Carsten Ringsmose.
- Carsten Ringsmose:
De skal ikke have amnesti
En kampagne for amnesti til afviste asylansøgere agter at indsamle 100.000 underskrifter til fordel for 800 mennesker, heraf et par hundrede børn. En nejsiger begrunder sin afvisning.
Jeg er blevet opfordret til at skrive under på et krav om
amnesti til afviste asylansøgere, som har været her i landet mere end tre år.
Der er tale om knap 800 personer, heraf 150-200 børn.
Jeg vil ikke skrive under, men som en demokratiskpligt begrunde, hvorfor jeg
tager afstand fra hele denne kampagne, som er velorganiseret med hjemmesiden
"amnesti-nu.dk" og med det ubeskedne slogan "Dansk
Folkeempati". Målsætningen er at indsamle 100.000 underskrifter, medmindre
kravet opfyldes forinden.
Jeg vil ikke skrive under, fordi jeg er tilhænger af et demokratisk
retssamfund. Skal jeg mon nu sige undskyld, fordi jeg er demokrat og tilhænger
af lov og ret?
I ET demokratisk samfund som Danmark vælger folket et folketing, som på
flertalsbasis gennemfører en lovgivning, som føres ud i livet af de
administrative organer, idet tvister - ligesom forbrydelser - afgøres af
domstolene. Denne samfundsorganisation kan føre til resultater, jeg er imod.
Men som retsindig demokrat underkaster jeg mig naturligvis de legitime
resultater.
Kampagnen for amnesti til afviste asylansøgere er udtryk for en antidemokratisk
holdning: Man vil underkende de legitime afgørelser, som på baggrund af lovgivningen
er foretaget af det kompetente organ Flygtningenævnet, naturligvis under
iagttagelse af alle mulige retsgarantier. Det er altså en kampagne, som i
godhedens forklædning vil afskaffe demokratiet - og det vil jeg ikke støtte.
Man varetager interesser for mennesker, som har søgt asyl i Danmark, og som har
nydt det privilegium at få deres sag behandlet af et særligt udpeget,
sagkyndigt og kompetent domstols-lignende organ, som efter grundig behandling
har afvist at give asyl, fordi betingelserne for asyl ikke var opfyldt. Når de
alligevel er i landet, så skyldes det, at de har nægtet at følge den retmæssige
afgørelse, altså har nægtet at rejse hjem, nogle gange med støtte fra et
hjemland, som i strid med folkeretten nægter at modtage egne statsborgere.
Skulle vi give folk amnesti og lade dem blive, fordi de nægter at følge en
lovlig afgørelse? Skulle det være en slags belønning for deres ulovlige
holdning? Og hvad med de mennesker, som lovlydigt har fulgt en tilsvarende
afgørelse ved at rejse tilbage til deres hjemland? Skal de så have lov til at
komme igen og få asyl? Eller giver vi kun asyl til de lovstridigt asociale, der
ikke vil rette sig efter samfundets regler?
Er det ikke meningsløst, at man kun vil gøre lovlige retsafgørelser gældende
over for folk, der frivilligt accepterer det? Skal vi praktisere samme holdning
over for folk, der er idømt fængsel ved domstolene, men ikke frivilligt vil
afsone straffen?- Det er simpelt hen et forslag om at afskaffe det velordnede
retssamfund!
Når kampagnen i sit "oplysningsmateriale" lægger vægt på, at nogle af
de afviste asylansøgere skal tilbage til Irak og derfor burde have lov til at
blive her i landet, så er spørgsmålet, om de mener, at vi burde modtage hele
Iraks befolkning? Det er den logiske følge af deres argumentation: Hvis det i
sig selv er asylårsag at være iraker, så gælder det vel alle fra Irak?
Irak ikke er noget hyggeligt land at rejse tilbage til. Samfundstilstanden er
mere behagelig i Danmark. Men betingelsen for at opnå asyl i henhold til internationale
konventioner er, at man er personligt forfulgt. Det er ikke tilstrækkeligt, at
man lever i et land, som er fattigt og præget af uro.
Jeg vil ikke spilde argumenter mod det synspunkt, at retten til asyl i Danmark
også burde omfatte folk, der blot flygter fra fattigdom. Selve tanken er
dobbelt absurd. Hvem skulle skabe ordnede forhold, hvis alle med evner og
initiativ rejste bort?
Afghanistan, hvor der som bekendt også er krig og fattigdom, havde otte mio.
indbyggere i 1950, over 28 mio. i 2004 og forventes at have 82 mio. i 2050.
Skal de også have lov til at komme til Danmark? Fortsæt selv- man når desværre
hurtigt op på milliarder af endnu værre stillede andre steder i verden.
Der etableres ofte kampagner baseret på den umiddelbare medfølelse med folk,
der er i nød, og derfor spiller børnene en særlig rolle i denne kampagne. Men
de afviste asylansøgeres børn er kun i Danmark i årevis, fordi deres forældre
uretmæssigt og lovstridigt nægter at rejse hjem. Hvis man vil vise ansvar over
for børnene, så må man spørge, hvad man under dansk lov og ret gør, hvis en
familie misrøgter sine børn? Giver amnesti?
DET ville være let, hvis vi kunne invitere alle, der lever under dårlige
forhold, på dansk ophold og forsørgelse. Den stramme udlændingepolitik er imidlertid
udtryk for, at det kan vi ikke - fordi enhver regering, der forsøgte, ville
ryge ud ved næste valg.
Men derudover er det også et afgørende motiv at bevare asylretten. Vores
tidligere udlændingepolitik, som ukritisk gav asyl til mange uberettigede,
skadede asylretten ved at skabe en så stor politisk modvilje, at
opstramningerne måske gjorde det for svært at opnå asyl i Danmark.
Jeg vil ikke skrive under på denne kampagne og dermed undergrave asylretten,
som bør bevares.
Kampagnens ophavsmænd lægger vægt på, at det skal være en engangs-forestilling.
Men kan man forestille sig, at vi giver amnesti til afviste asylansøgere nu,
men ikke gør det næste gang, vi kommer i samme situation?
Synspunktet afspejler også en uvidenhed om, at et fortilfælde allerede
foreligger, nemlig den gruppe på omkring 460 afviste palæstinensiske
asylansøgere, som i 1992 ved en ulovlig særlov fik ophold i Danmark, efter at
de havde besat først Enghave og senere Blågårds Kirke i København, og som
senere har beriget landet med en kriminalitet, som er over seks gange så
omfattende som danskernes.
Dengang havde "gode" danskere arrangeret en tilsvarende kampagne,
måske uden at vide, at arrangementet indgik i en bevidst PLO-aktion, som gik ud
på at få asociale og kriminelle elementer bosat uden for en kommende
palæstinensisk stat.
Amnesti giver man i særlige tilfælde, hvor retsgrundlaget har været
utilstrækkeligt, eller hvor sagerne er bedømt forkert. Men i denne kampagne er
der tale om at misbruge amnesti-begrebet.
Det er ikke fejlbedømte sager, man vil have omgjort. Det er tværtimod alle
sager, hvor asylansøgeren blot har nægtet at følge afgørelsen. Det er altså
hele lovgivningen og den korrekte administration af den, man vil have sat ud af
kraft.
JEG ville støtte kravet om amnesti, hvis det var en sag, man havde sat sig ind
i og fundet forkert afgjort. Men der er slet ikke tale om at sætte sig ind i
sagerne.
Man har selvfølgelig ikke tænkt sig, at de 100.000 mennesker, man vil have til
at skrive under, først hver især skal undersøge alle de 800 asylsager. Man vil
derimod på populistisk vis med 100.000 underskrifter søge at overtrumfe og
tilsidesætte lovlige og saglige afgørelser, uden at kende dem.
Ordet "populistisk" anvendes ofte som skældsord om folk, der følger
flertallet, hvilket er misbrug af ordet. Denne kampagne er derimod populistisk
i den korrekte - dårlige - betydning af ordet: Man vil tilsidesætte korrekte
afgørelser baseret på en lovgivning vedtaget af folketingsflertallet (altså med
over1,7 mio. vælgeres tilslutning) ved at henvise til 100.000 underskrifter,
man forsøger at få hos folk, der end ikke kender sagerne.
Da jeg er demokrat og tilhænger af et velordnet retssamfund, vil jeg ikke
støtte dette anti-demokratiske og populistiske forslag om at indføre det rene
anarki i stedet for en velordnet asylret.
Carsten Ringsmose, Sletterødvej 26, Harndrup.
Per Schultz Jørgensen:
Loven og det levede liv
Kære Carsten
”Jeg vil ikke skrive under,
fordi jeg er tilhænger af et demokratisk retssamfund. Skal jeg mon nu sige
undskyld, fordi jeg er demokrat og tilhænger af lov og ret?”.
Sådan skriver du. Det er i sig selv tankevækkende, men bestemt også til at forstå. At være tilhænger af loven og dens overholdelse kan alle i et retssamfund være enige i. Derfor sådan set ikke grund til anden overvejelse end at det er en lovlydig holdning. Men i den konkrete sag handler det om at give amnesti til asylansøgere, der i årevis har siddet i en lejr i Danmark, hvor de i stigende grad har fået det dårligt. Og mange af dem kommer fra det Irak, som Danmark er militært medansvarlig for i dag er i borgerkrig. At skrive under for at protestere og give dem amnesti, som vil være et brud med den gældende lov.
Du vil holde loven, og det er vilkårene i et retssamfund, der hviler på et demokratisk grundlag. Alt andet er at være lovbryder eller lovovertræder, og der sætter du grænsen.
Det interessante spørgsmål handler ikke om dette udgangspunkts generelle legitimitet. Det er der næppe nogen, der anfægter. Det interessante spørgsmål, om det holder altid, om det holder i dette tilfælde, og hvis ikke: hvad er det så for begrundelser, der kan føre til det retfærdige i at sætte sig ud over loven? Og sætte en forpligtelse op for et menneske, der berettiger det til at hæve sig op over loven?
Mit svar er, at der er kritiske situationer – også i et såkaldt demokratisk samfund – der kan nødvendiggøre disse lovbrud. Altså lovbrud af en ganske særlig karakter. Der er situationer, hvor værdier står på spil og kræver en handling mod de love, der er vedtaget af et flertal.
Lad mig blot til en begyndelse nævne Danmark under besættelsen. Samarbejdspolitikken blev vedtaget af et demokratisk valgt Folketing: landet var besat og politikerne besluttede at samarbejde med besættelsesmagten. Det førte til konkret lovgivning, der tilsagde, hvad borgerne skulle gøre og hvordan de skulle forholde sig. Som bekendt var der fra starten en begrænset modvilje mod denne holdning, denne modvilje voksende sig stærkere – og engang i 1942-43 var modstandskampen af et omfang, der viste åbent trods mod både tyskerne og den danske regering og herunder den danske ordensmagt. Man trodsede loven. Man satte sig op over den lovligt valgte regering, der offentligt betegnede modstanden som farlig og sabotørerne som udskud og fjendtlige elementer.
Gjorde de rigtigt i det? Var modstandskampen legitim? Ikke fra et snævert rets synspunkt, men modstanden byggede på værdier, der følte sig hævet over den politik, der havde den aktuelle magt til at sætte det lovmæssige grundlag. Og i august 1943 var denne modstand så stærk, at også regeringen som bekendt valgte side.
Pointen i denne korte historiske ekskurs er, at loven giver legitimitet, men at dette lovgrundlag i sig selv har en historisk ramme, der gør den tidsbundet. Derfor fører en streng lov-begrundet legitimitet til en social stivnen i forhold til de krav, der stilles fra en ydre verden. Derfor har loven altid et grundlag, der skal ses i forhold til, hvad der kan kaldes det levede liv og dets indbyggede værdier. Eller i forhold til de vilkår, der hersker og som sætter rammerne for magten. Loven fører til ensartethed, tradition, sikkerhed i handlemønstret, men det levede liv må i kraft af sit forsøg på at leve op til de udfordringer, der skabes af vilkårene, i sin natur rumme muligheden for det grænseoverskridende.
Dette samspil mellem loven og det grænseoverskridende er smukt essensen i selve det kristne budskab – og vi er jo næsten inde i julen. På den ene side udgangspunktet i en mellemøstlig lovreligion, der hylder bøgerne, loven og profeterne – på den anden side et grænseoverskridende budskab i Jesus-skikkelsen, der formulerer et andet budskab: frelsen i troen. Det er ikke nok, at du holder loven, du skal følge mig og tro på mig. Jeg er den, der skal komme: jeg ophæver loven og er frelseren. Der i ligger der det fantastiske: det levede liv sætter sig ud over loven, og kræver at man tror. Som bekendt dømte de ham. Loven vandt på den korte bane, men tabte på den lange. Det gør loven altid, fordi den ikke forholder sig til livet, men til lydigheden.
Nu er det ikke nødvendigt at gå til hverken Danmark under besættelsen eller til urkristendommen for at finde eksempler på, at der er situationer, der kræver en stillingtagen – og en handling, der kan begrundes af motiver, der sættes over love, og det vil sige handlinger, ser går mod loven. Vi finder disse handlinger hos personer, der protesterer, der råber alarm fx som whistleblowers – og bliver straffet for det, som fx Frank Grevil. Men hvad giver dem denne ret? I hans tilfælde en opfattelse af, at almenvellet og det danske samfund blev ført bag lyset af en lovlig valgt regering. Derfor måtte han handle. Han protesterede, selvom det indebar en konsekvens for ham selv personligt.
Det er der andre, der har gjort. Historisk er eksemplerne legio, jeg skal nævne et par af dem nedenfor. De tilhører ofte den gruppe, der kaldes de intellektuelle. Men eksemplerne kan også hentes fra den almindelige hverdag. Mennesker, der trodser loven – og huser en flygtning, der gemmer sig for loven. De vil ofte blive udlagt som halvkriminelle af deres modpart, de lovlydige. Tag fx Søren Krarup, der åbenlyst dæmoniserer dem, der argumenterer for en human holdning til asylansøgerne og deres børn. Og håner asylsøgerne, som han siger ”trodser dansk lov og ret i mange år” – deres motiver beklikkes, deres ære sværtes og de anses for svindlere, der bruger deres børn som våben i deres ”frække kamp…”. (Politiken, 19. december 2006). Der er tale om et aggressivt begrundet lovsynspunkt, hvor modparten dæmoniseres. Samme Krarup har været en nøgleperson i skabelsen af den asylfjendtlige lov, nu fremturer han over for dem, der mener at denne lovs overholdelse er et brud med højere værdier. Han er et klart eksempel på en ideologisk ”legalist” (en legalist defineres her som en, der alene henholder sig til, hvad der er tilladt i loven), der ikke kan fornemme vibrationerne fra det levede liv. Derfor er han ikke interessant i denne sammenhæng, han er ikke anfægtet, og der er ikke antydning af usikkerhed i hans dømmekraft.
Men hvad adskiller en almindelig lovovertræder fra en lovbryder, der handler ud fra et værdimæssigt synspunkt? For Krarup og legalisterne er der ikke forskel på de to typer, de er kriminelle alle til hobe og skal dømmes af de rette myndigheder. Et etisk synspunkt accepteres ikke, Krarups kronik fra den 19. december er et skoleeksempel på etisk reduktionisme: ikke alene forkastes asylansøgernes etiske begrundelse, de karakteriseres også som etiske bedragere – der oven i købet bruger deres børn i dette bedrageri. Hvilket giver Krarup en egen ophøjethed som den, der afslører bedragerne.
Men ud fra mere nuancerede synspunkter er lovovertrædere bestemt ved at have sin egen fordel i sigte, mens lovbryderen motiveres af almenvellet. Måske endda ikke på kort sigt, men for at redde de værdier, som samfundet bygger på – og dermed også protestere mod en regering, som antages at besudle disse værdier. Den første, den kriminelle lovbryder, forsøger at opnå en fordel, den sidste erkender, at handlingen kan komme til at koste ham selv dyrt. Men hvordan ved man, at man står i en situation, der tilhører denne kategori, at der skal handles mod loven i en højere sags tjeneste?
Svaret er, at det er ikke noget, man ”ved”, men det opleves på en bestemt måde af personer, der er åbne over for det imperativ, der opleves i situationen. De kan så at sige ikke andet, end det de gør, eller de føler sig forpligtet på en særlig måde, der dedikerer dem til opgaven. En Sakharov, der trodsede regimet. Ja, siger du, men det var et diktatur. Rigtigt, men også det havde et ”lovligt” grundlag, som han skulle sætte sig op mod. Men hvis det ikke er nok, så tag Alfred Miller, der nægtede at efterkomme kravene fra den lovligt nedsatte undersøgelseskommission til undersøgelse af uamerikansk virksomhed. Han nægtede – i modsætning til instruktøren Elia Kazan, der bøjede sig og efterkom kommissionens krav om at oplyse navne på ”medskyldige”. Miller skrev i samme periode skuespillet Heksejagt, om de ”lovlydige” borgeres heksejagt i Salem i 1692 – på dem, der formodedes at trodse loven. Eller tag den amerikanske sprogforsker Noam Chomsky, der satte sig op mod den demokratisk valgte amerikanske regering. Det gjorde han med sit manifest i 1967, hvor han analyserende beskyldte den amerikanske regering for at føre befolkningen bag lyset. Han blev fængslet i forbindelse med demonstrationer, men hans handling førte mange unge amerikanere til at gå ud i en åben protest mod krigsførelsen i Vietnam.
I dag ved vi, at han så rigtigt – og at alle dem, de hævdede lovens ”ukrænkelighed” forlængede ulovlighederne og udsatte den afgørelse, der kunne redde samfundets og dets værdier. Det vidste man ikke i situationen. Der var de to fronter trukket skarpt op: de lovlydige, der for nogles vedkommende gav deres liv (fx som indkaldte i krigen i Vietnam) for at holde loven – og de protesterende, der også betalte en pris for at gå mod loven. Hvornår er det ene et kategorisk imperativ – og hvornår det andet?
Et lovbruds retfærdiggørelse, hvordan skal vi afgøre det? Fra en samfundsvinkel er der tale om normer, der er i bevægelse, i skred, nogle ser det tydeligere end andre, nogle presses af vilkårene til at ændre normerne – og dømmes. Men normerne ændres under alle omstændigheder, de pågældende er blot forud for udviklingen, og det må de bøde for.
Denne vinkel forklarer måske noget ved at se lovbruddet som et samspil mellem en samfundsstruktur og de igangværende sociale processer. Her sker der altid en påvirkning af strukturen gennem processen – vi kalder det en glidning af normerne, de tolkes og ændres gradvist, og en dag skrives loven om. Men denne vinkel forklarer jo ikke motiverne for den enkelte, der står i situationen. Det gør hverken den sociologiske eller den retsvidenskabelige vinkel. Det er den moralfilosofiske synsvinkel, der kræves for at vi kan åbne situationen for dens motivkonflikter og afgørende valg for den enkelte[1].
Dermed er jeg fremme ved, at valget for den enkelte må hvile på et etisk grundlag, hvor handlingen at bryde loven hviler på begreber som pligt, ansvar og mod til at tage konsekvenser af sine handlinger. Og dermed også give sig ind under loven: jeg siger fra – og er parat til at tage den straf som handlingen medfører. Men I får mig ikke til at tie – eller. I får mig ikke til at fortryde mine handlinger. Der er tale om en advokatorisk etik, hvor den enkelte føler sig som talsmand for den sag, der kæmpes om og for.
I dagene op til den endelige domfældelse af den tyske krigsret den 4. april 1945 filosoferer Kim Malthe Bruun over sit korte liv, og hvad der førte ham til at gå ind i kampen mod besættelsesmagten. Han fornemmer, at han kommer til at betale med sit liv og når frem til, at man alene skal leve ”… af sin sjæls overbevisning”. Det er en forståelse, der vokser i ham under trængslerne mellem forhørene og fører ham frem til at se de værdier, han har kæmpet for, som ”hovedbestanddelen” i sin sjæl. Det er ikke en pludselig erkendelse hos ham, det er en skridt for skridt tilegnelse af en ansvarlighed, der til sidst giver ham styrke til at modstå toturen og processen frem mod døden.
Han ser ikke sig selv og sine handlinger som moralsk begrundede i den almindelige forstand, han moraliserer ikke. Snarere ser han sig som udvalgt og dedikeret til en opgave, der hæver ham over vagterne, og giver en styrke, han ikke tidligere har kendt. Bag ligger et valg, der er modnet i ham, og som har givet ham kræfter, han ikke troede han besad. Det er en indre vished om den opgave, han er i gang med at virkeliggøre. Og det er han parat til at dø for.
Det er samme konklusion, Jørgen Kiler når frem til i sit
tobindsværk: Hvorfor gjorde i det?
(Gyldendal, 2001). Han forsøger
at besvare spørgsmålet, der er stillet af historikeren Jørgen Hæstrup, og det
sker gennem en detaljeret redegørelse for den modstandskamp, han var dybt
involveret i som medlem af gruppen Holger Danske – og som endte med at bringe
ham til Kz-lejren Porta Westphalica. Jørgen Kieler siger
det et sted på denne måde: ”Der var kun ringe forståelse for, at
Modstandsbevægelsen først og fremmest var et etisk oprør, der skabte en anden
solidaritet ende den, der stærkest kommer til udtryk i den politiske debat”
(II, 256).
Fra Kim Malthe Bruun og Jørgen Kieler til amnesti nu kampagnen er der et spring, det er klart. Der er tale om forskellige typer af lovbrud, men de bygger i begge tilfælde på et etisk grundlag. Og det er svært at diskutere dette grundlag med nogen, der ikke deler det .- og som måske endda slynger skældsord ud i stedet for. Et etisk grundlag står man altid til regnskab for selv.
1) Men selvfølgelig er den sociologiske vinkel dybt relevant: på den ene side ”systemtænkerne” – på den anden side ”relationstænkerne”. Vi har struktur overfor proces, vi har valg-demokrati (Alf Ross) – over for samtale-demokrati (Hal Koch). I harmoniske samfund er der komplementaritet mellem de to positioner.
Per Schultz Jørgensen
Fennsmarks Alle 27,
3520 Farum
professor, dr.phil.
www.myrhus.dk
Kommentar af ah:
Per Schultz Jørgensen er aktiv i den Alternative velfærdskommission mm jf http://www.arnehansen.net/dialog/flygtninge/060511perschultzjaltvelfaerdskom64kbps.htm
Og tidligere i Mobiliseringen, Skab et Danmark vi kan være bekendt jf http://www.arnehansen.net/dialog/flygtninge/041007mobilisering.dk.dansk.htm
For de der ønsker at skrive under så er adressen altså www.amnesti-nu.dk