D. 24.12.06 modtaget fra Karsten Fledelius karsten@hum.ku.dk

Karsten Fledelius: Amnesti kan aldrig være et lovbrud

Karsten Fledelius kommentar til debat mellem Per Schultz Jørgensen og Carsten Ringsmose om amnesti til 800 afviste asylsøgere heraf 200 børn efter 3 år i lejre.

Jf http://www.arnehansen.net/061223ringsmoseperschultzj.htm

Kære Per Schultz Jørgensen og Carsten Ringsmose,

Allerførst her i natten mellem lillejuleaften og juleaften en varm tak for, at to debattører har givet sig tid til at gå så grundigt ind i problematikken. Samtidig må jeg erklære mig uenig med begge debattører på en efter min mening afgørende præmis: Amnesti kan aldrig være et lovbrud. Amnesti er en handling, ved hvilken man på fuldt lovlig vis dispenserer fra gældende lov. Det kan der være mange grunde til. Det er agitation og ujuridisk at kalde palæstinenserloven for ulovlig, når den er vedtaget af Folketinget og ikke efterfølgende er blevet erklæret forfatningsstridig af Højesteret. Man kan anse sådanne »særlove« for uheldige og i strid med overordnede principper for, hvordan et retssamfund bør være. Men ulovlige kan man ikke kalde dem, når Folketinget har vedtaget dem. Undtagen altså hvis loven dømmes forfatningsstridig, hvad der er uhyre sjældent (Tvind-loven).
Love udstedes på baggrund af forventninger til fremtiden. De kan vise sig ikke at holde stik. Det gælder i tilfælde som Somalia, Bosnien, Kosovo, Afghanistan og Irak. Ingen af disse steder holdt forventningerne til, at der hurtigt ville blive skabt så fredelige vilkår, at flygtningene kunne vende hjem igen. Endvidere er flygtningelovene gennem en snes år været baseret på fejlagtige analyser af flere forhold. Den værste fejlagtige antagelse er, at jo hurtigere og bedre, man får flygtninge integreret i landet, desto sværere er det at få dem til at vende hjem bagefter. Det er faktisk lige omvendt, det kan man se med flygtningene fra Chile, hvoraf efterhånden vel over halvdelen er vendt hjem. Den næstværste er forestillingen om, at flygtningene så hurtigt som muligt skal hjem for at bygge deres land op igen, og at det faktisk er forkert over for moderlandet at beholde dem her. Den har også vist sig ikke at holde. Moderlandet har normalt store problemer med at genoptage flygtninge, og der ses i regelen skævt til dem. De skal være meget ressourcestærke, før de bydes velkommen. Men det vidste man ikke for 10-20 år siden. Det er der ikke noget odiøst i. Men man må efterhånden kunne lære af fejltagelserne. En amnesti kan være berettiget også ud fra et retsstatssynspunkt, når man erkender, at de forudsætninger man var gået ud fra over for en bestemt gruppe, ikke holdt, og at foranstaltningerne over for denne derfor har vist sig uhensigtsmæssige. Det er helt naturligt i et retssamfund, at der dispenseres fra generelle regler, når procedurerne herfor følges.
Endelig skal det understreges, at der i flygtningelovene i høj grad er indbygget anvendelse af skøn i de konkrete tilfælde. De retlige procedurer i flygtningesager kan ikke direkte sammenlignes med kriminalretten, fordi bevisbyrden ligger hos ansøgeren, ikke hos det offentlige. Det skaber i udgangspunktet en asymmetri, hvor ansøgeren står svagt, fordi vedkommende ikke kan være inde i kriterierne på samme måde som udlændingeservice og flygtningenævn. Samtidig har de svært ved, især på egen hånd, at formidle de oplysninger, som er vigtige for opnåelse af asyl. Og ikke alle advokater er lige gode til at hjælpe dem med det. Desuden er de danske organers viden om virkeligheden i hjemlandet ofte mangelfuld, trods foretagen research, fordi det med baggrund i et demokratisk retssamfund er vanskeligt i mange tilfælde at forstå, hvilke farer folk er udsat for, fordi man aldrig har været i lignende situationer. Desuden har myndighederne i flygtningelandene somme tider en interesse i at sløre, hvor slemt det i virkeligheden står til. Når de selv mener, de ikke kan tage ansvaret for at modtage flygtninge, kan man roligt gå ud fra, at det virkelig står slemt til. Hele myten om de kyniske forældre, der udnytter deres børn for at undgå den lovbestemte hjemsendelse, og de uansvarlige hjemlande, som ikke vil modtage dem, hviler på en helt utilstrækkelig forståelse for, hvad der rent faktisk foregår på stedet.
Så trods al tillid til uvildige organer er flygtningesager så vanskelige, at der gang på gang træffes afgørelser, som viser sig klart urimelige, hvis alle forhold tages i betragtning. Men somme tider er det først ved pressens mellemkomst, at det sker. Det er der i sig selv ikke noget odiøst i. Der kan være mange forståelige grunde til, at en sag ikke vurderes som den burde. Blandt andet kan baggrundsoplysningerne være forældede eller misvisende netop vedrørende det konkrete lokalområde (det sidste gjaldt f.eks. Østslavonien i 1998). Og det har man fra offentlighedens side ret til at gøre opmærksom på. Kritik af konkrete afgørelser er en naturlig del af et demokratisk retssamfund, og også at administratorerne lytter til den.
Per Schultz Jørgensen har en interessant distinktion mellem lovovertrædelse og lovbrud. Det sidste bestemmer han som et retsstridig handling, som ikke er til egen personlig fordel, og som sker i et overordnet princips navn. Overskridelse af hastighedsgrænserne er en lovovertrædelse, at skjule udviste flygtninge et lovbrud. Men er det også at opfordre til lovbrud at skrive under på en offentlig appel om amnesti? Selvfølgelig ikke. Amnesti er en lovlig handling, enhver lov kan i større eller mindre grad sættes ud af kraft af Folketinget selv, hvis det da ikke drejer sig om Grundloven eller internationale konventioner, Folketinget har ratificeret. At erklære en amnesti for lovstridig er en form for retsfundamentalisme, der i virkeligheden er i modstrid med dansk demokratisk retstradition.
Per Schultz Jørgensen trækker kristendommen ind i diskussionen, inspireret af juletiden, men også af den ufortjente tilgivelse, som står centralt ikke mindst i evangelisk-luthersk kristendom. Vi respekterer i den danske og europæiske tradition, at selv om lov er lov, er det ikke altid, at forvaltningen af den er fuldkommen, hvorfor vi tager afstand fra dødsstraffen, hvis fejltagelser jo ikke gøres om – selv folk, der har tilstået mord, kan vise sig at være uskyldige. Men dette arguments gyldighed afhænger ikke af, om man er kristen eller ej.
Netop i juletiden skal vi ikke glemme, at Kristus blev dømt til døden og henrettet helt lovligt. Pilatus' kone kunne se, at det var et justitsmord, og forsøgte at forhindre det ved at appellere til ham. Men hverken han eller andre lyttede til hende. Dommen var fuldt lovlig. Men den var ikke retfærdig. Pilatus' kone begik ikke lovbrud ved at hævde dette. Pilatus selv kunne have udøvet sit skøn til fordel for Jesus. Det havde ikke været en lovbrud. Men han bøjede sig for det tilstedeværende folks stemme og dødsdømte Jesus. Falder dette ind under begrebet »et demokratisk retssamfund«? Efter min mening faktisk ja. Ligesom massehenrettelserne på guillotinen i 1793 og 1794 i Frankrig. Der var fældet dom i de kompetente organer, og efter loven.

Dette nogle helt foreløbige betragtninger. Tak for bidragene til debatten!

Med venlig hilsen og ønsker om en god jul fra Karsten Fledelius

Også fra Maria Mac Dalland mariamac@comxnet.dk har jeg modtaget en kommentar:

”Jeg spekulerer på, om Carsten Ringsmose har haft lejlighed til personligt at

gennemgå nogle af de afviste asylansøgeres sagsakter, eller om ideen om en

retfærdig og grundig behandling af asylsager er teoretiske betragtninger...”

Maria Mac Dalland har lavet dokumentarfilmen ”Og hjertet er sort” om de udvisningstruede flygtninges situation i Avnstruplejren jf interview til aflytning http://www.arnehansen.net/dialog/flygtninge/060918Mariamacdallandhjertetsort64kbps.htm

Lagt på af Arne H med oplysning om at indlæggene af Carsten Ringsmose og Per Schultz Jørgensen findes på http://www.arnehansen.net/061224fledeliusamnesti.htm

og alle 3 og tidligere rundsendte e-mails omkring asylproblematikken siden 6.07.06 findes på http://secureid.org:8100/Lists/asyl/List.html

For de der ønsker at skrive under så er adressen altså www.amnesti-nu.dk