19.03.07 modtaget fra Jacob Holdt
I dag har VORES krigsbarn i
Irak 4 års fødselsdag!
Kære Arne Du sender jo ikke ud i Html, så herunder er en ren tekstversion af:http://www.american-pictures.com/gives/birthday/greetings/ Kære venner I dag har VORES krigsbarn i Irak 4 års fødselsdag! Vi var hundredtusinder ud over alle grænser, der inden krigen advaredeom at starte dette forudsigelige blodbad, men især i Danmark tromlede etdøvt flertal krigen igennem næsten uden diskussion og indleven. Nu - efter over 100.000 irakeres død og 3.8 millioner flygtninge fra dethelvede vi satte i gang - savner jeg stadig en dybere debat; om det monikke var og er muligt at bekæmpe undertrykkelse gennem en mere"lyttende" ikke- voldelig indgriben med deraf mindre undertrykkendemetoder. Med udgangspunkt i min advarsel i Politiken inden krigen giver jeg hermit bud på hvordan vi kunne have håndteret Irak med ikke-voldeligemetoder. Dels for at opmuntre til en tiltrængt debat om voreskrigsdeltagelse og dels for at opmuntre danske soldater til at deltage ifremtidige befrielsesaktioner uden at "ødelægge landsbyen, de villeredde." Lad os nu ønske hinanden tillykke med fødselsdagen ved i det mindste atsnakke om og tage ansvar for vanskabningen, vi sammen har født ......udover alle grænser! De kærligste hilsnerJacob Holdt Herunder min opsummering på 4 års fødselsdagen tidligere bragt somkronik i Politiken den 22. februar 2007: Irak i vore hjerter af Jacob Holdt, workshopleder om undertrykkelse gennem 25 år i amerikanske universiteter Det har undret mig at vores blodige angrebskrig næsten ikke har væretunder debat. Enkelte har diskuteret løgnene, Bush og Fogh brugte til atforføre os ind i "krigens nødvendighed", men ikke løgnen i at villeindføre demokrati vha. ikke-demokrati eller voldelig kommunikation.Skønt alt nu er tabt bør diskussionen tages med henblik på afvæbning affremtidige diktaturer. Vi var mange der inden korstoget advarede mod at deltage i galskaben,men både tilhængere og modstandere syntes dengang at indtage voldeligepositioner. Enten for en voldelig afvæbning af Saddam Hussein eller foren voldelig fortsættelse af hans diktatur gennem en pacifistisk vendendet blinde øje til. Det sidste var for mig uacceptabelt med den vold,som fortsat vold mod irakerne ville gøre mod os selv. Somikke-voldstilhænger prøvede jeg i Politiken (14.2.03) inden krigenderfor at argumentere for en tredje vej. På det personlige plan har jeg praktiseret ikke-voldelig afvæbning afvoldsmænd lige siden jeg som ung så nogle rockere jage en fyr medjernlænker på Vesterbro. Jeg var i fineste skrud på vej til fest, mensprang af cyklen for at intervenere, hvorefter rockerne pryglede mig tilen skadestuetur og en ufestlig fest i blodige laser. Jeg indså siden atjeg havde fejlet ved at praktisere fjendtlig kommunikation overforvoldsmændene ("I opfører jer som nazister") frem for afvæbnendeindlevelse. Siden lærte jeg at "afvæbne" langt mere voldelige gangsterei USA’s ghettoer og har man først lært sig kunsten er det spændende atafprøve ideerne i verdens mest voldelige slumkvarterer i f.eks.Sydafrika, Namibia, Nicaragua, Haiti, Jamaica osv. Undertrykkelsesmønstre (i f.eks. Ku Klux Klan og Hizb-ut-Tahrir)bearbejdes jo ved at man kærligt går ind i dem, mens de altid forværresaf hadsk passiv fordømmelse udefra. Selv to magtfulde Ku KluxKlan-ledere har jeg på det sidste fået "afvæbnet" eller til at forladeklanen – den ene dog næsten med døden til følge. Det må dog huskes atikke-voldelig intervention i reglen kræver langt færre ofre endpacifismens passive vold. (ps. Denne kronik blev skrevet før mit besøg hos omtalte Klan-leder JeffBerry i februar. Han overlevede med nød og næppe overfaldet fra andreklanmedlemmer, da han ville opløse KKK, og ses nu lam og blind forlivstid her. Et Tv-program om min forsoningsrejse med ham rundt for atbesøge alle mine sorte venner kort tid før kommer om kort tid på DR2). Mit forslag til at undgå et blodbad i Irak var derfor dengang at brugeen sådan afvæbningspolitik, som kan formuleres kort: "Hvis en voldsmandangriber dig er hjælpen altid lige ved hånden. Nemlig fra mennesket, somer låst fast inde i lidelsesmønstret." Overfor voldsmennesker ellervoldsdiktaturer som Irak og Nordkorea forråder man straks mennesketsbefrielse ved at dæmonisere det som ondt i en "ondskabens akse." Iundertrykkelsessystemer som skildret i filmen "De andres liv" er alleofre og bødler. Det var derfor vigtigt og ikke spor svært at tillægge sig et kærligt synpå Saddam Hussein som offer. Lad mig undtagelsesvis se bort fra debarndomsskader, som vi ved at han led under. Men fra første øjeblik,hvor han fik magten og i det voldsklima, som Bath-partiet havde skabt,henrettede rivaliserende officerer, blev han et offer for frygt. Enfrygt for fjender, som førte til undertrykkelsens logik med mere og merevold overfor "fjender" for ikke selv at miste livet. Nøjagtig som jegkender det fra så mange af mine "gode" sorte venner, som "kom til" ighettoens voldelige logik at tage en pistol med sig under et uskyldigtrøveri – og af angst pludselig begyndte at skyde mod alt og alle uden athave nogen kalkuleret plan eller indre ondskab. Da alle diktatorer drives af frygt skal enhver befrielsesaktiongennemtænkes og tilrettelægges som et Stockholmsk gidselsyndrom. Allegidslernes liv skal reddes inklusive den oprindelige gidseltager. Hvisikke man fra begyndelsen giver sig selv og gidseltageren løfte om dettevil det altid ende i et blodbad, som først og fremmest går ud overgidslerne, "fjendens" uskyldige soldater. Der er altså ingen "fjender" iet gidseldrama, kun mennesker, som skal udfris af deres midlertidigelidelsesmønstre. Dette løfte er uhyre vigtigt for at redde gidslerne udi live – ikke mindst i alle andre diktaturer. En ting kan vi være sikre på efter at vi har set Bushs og Foghs stupidestraffeekspedition endt med et reb om Saddams hals, er at alverdensdiktatorer nu vil stramme løkken om deres egne gidsler for at undgåsamme skæbne. Dette advarede jeg i Politiken mod inden krigen: "Vi svigter irakerne hvis vi ikke magter at undervise en cowboy (Bush) iat man sindigt og blidt indfanger og opdrætter forvildede køer med enlasso - ikke ved at skyde dem ned som bisonokser fra et eksprestog. Visvigter dem ved intet nyt at bringe til Irak hvis vi ikke behandlerSaddam Hussein ordentligt." Gidselaffærer i USA ender altid i blodbade og yderligere vold sommassedrabet i Waco, der medførte terrorismen i Oklahoma City - etdirekte spejlbillede af det Irak, Bush og Fogh nu har skabt. Dermed harBush også forskertset det magtmonopol som er så vigtigt i enbefrielsesaktion og som den empatiske Clinton var så dygtig til at brugeuden unødig spild af liv. Selv deltog jeg ivrigt under invasionen iHaiti efter hans intelligente ikke-voldelige afvæbning af diktatorenCédras og sad på en amerikansk pansret mandskabsvogn under befrielsen afKosovo efter den lidt vanskeligere afvæbning af Milosevic på lokaltplan. Da jeg så alle de albanske massegrave og nedbrændte huse var jeg gladfor at jeg ikke havde indtaget en passiv og pacifistisk holdning tilserbernes racistiske apartheid-politik. Det var vanskeligt ikke at følehad overfor undertrykkerne, når jeg sammen med de hjemvendte albaneregenfandt deres slægtninge i grave eller ødelagte hjem. Netop derforindså jeg at det var dette hadske serbiske mindretal, der fra nu afskulle have al min kærlighed i tanker og forsonende handling hvis jeg(som besætter) skulle medvirke til at århundreders gensidigundertrykkelse og hævn blev bragt til ophør. Det var en lignende ikke-voldelig intervention i Irak jeg foreslog iPolitiken. "Det vil tage tid og snilde, militær omringning, psykologiskbearbejdning af de indespærrede osv. Den måde man løser en gidselaffærepå siger ikke blot noget om én selv, men om den verden man ønsker atskabe. For hvert menneske man myrder eller undertrykker for at nå sinemål lægger man kimen til den næste krig." Det jeg havde i tankerne var en fortsættelse af den beskyttende zone,som Bush’s far med luftvåbnets magt – inspireret af englænderne i1920’erne - havde anlagt for kurderne nord for den 36. breddegrad. Denburde udvides til at genetablere den tilsvarende zone han oprindelig gavmarskaraberne syd for den 32. breddegrad. Men da han efter at haveopmuntret disse til oprør siden svigtede dem med hundredtusinders dødtil følge, er det utrolig naivt af Fogh at følge sønnen ind i detteområde og tro de ville blive tiljublede som "befriere". Shiiternes hjerter kunne vi derimod have vundet ved i måske 5-10 år atgenoptage beskyttelsen af dem fra luften og langsomt – i takt med atSaddam derved mistede olieindtægten i både nord og syd og ikke havde enchance i den åbne ørken for at erobre det tabte tilbage – at brugecowboyens beskyttende lasso til på samme måde langsomt og blidt atindfange de hellige byer længere nordpå og derved også vinde iranerneshjerter. Alt sammen uden at en eneste amerikansk soldat betrådte "helligmuslimsk jord" udover den de allerede betrådte efter at have vundetkuwaiternes hjerter. Problemet vi har med shiiterne i dag går tilbage til vores svigt. Huskat Muqtada al-Sadr fra starten var på et faderhævntogt nøjagtig som Bushvar det. Næsten 70 % af irakerne støtter angreb på besættelsesstyrkerne,men da vi gennem 12 års intelligent lassopolitik har vundet kurderneshjerter – sammen med tyrkerne snart de eneste provestlige muslimer iverden, som endnu ikke har skudt en eneste af vore tropper – vil detsige at næsten alle andre irakere er imod os. Eller rettere imod envoldelig befrielse, der ikke fjernede volden hverken fra deres ellervore hjerter. Resten af mit ikke-voldelige forslag går på, at efter 20 års kurdisk ogmåske 8 års shiitisk de facto befrielse ville magtforholdet i Irak væreændret totalt. Fra 2010 kunne vi derpå begynde en gradvis inddæmning afden hårde "Sunnitrekant", der så gradvist ville have vænnet sig til athave mistet sin tidligere mangeårige dominans og nu blot skulle vindesdet sidste lille stykke over på vores side gennem en intelligent"omvendt Saddam-politik". Tænk blot på hvordan Saddam vandt den stædige Buessa-stamme i Fallujamed dens skånselsløse æresbegreber, som i 500 år stolt havde holdt bådeottomanerne og englænderne ude. Selv Hussein fra Albu-Nasir-stammenturde ikke komme der, men vandt alligevel langsomt Fallujas loyalitetover med løfter om privilegier. Selv om stammetilhørsforhold ikkespiller helt så stor rolle i dag, gør en bys stolte selvforståelse det,hvilket vi kunne have udnyttet lige så intelligent som Saddam. Jegforestillede mig at hvis det i slutfasen skulle blive nødvendigt medbesættelsestropper i Al Anbarprovinsen, skulle ubevæbnede danske tropperudstationeres i Falluja, for som jeg skrev "efter den angsteforskansning jeg så amerikanerne foretage af sig selv i det fredeligesyd-Kosovo, tør jeg ikke overlade opgaven til dem. Jeg blev stolt overat se hvor populære de danske styrker blev ved åbent at blande sig medbefolkningen i det svære og hadske Mitrovice-område. Betændte områderbør derfor overlades til danske fredsstyrker. Vigtigst er det at en helhær af irakere bliver uddannet i det bedste jeg kender fra USA omkonfliktløsning og fra Sydafrika om forsoning. Skal vi vendemarginaliseringen af den arabiske verden og dens sårbare post-kolonialepsykologi må hvert et skridt vi foretager os i Irak se lige så uselviskud som under kampen for at redde muslimerne i Kosovo. Selviskhed og blodpå hænderne har vi ved intet at foretage os nu som da vi forrådtemuslimerne i Bosnien!" Som bekendt gjorde Bush og Fogh det modsatte. De opførte sig somelefanter i en glasbutik – Bush "udslettede byen for at redde den" ogFogh stak hovedet i ørkensandet for at lade som om han ikke var en delaf myrderierne. Selv i dag ligger store dele af denne by medårhundreders ry for at være uindtagelig, øde hen. Derimod ligger densflygtede indbyggere med deres knuste og sårede stolthed overalt i Irakpå lur for at knuse og såre os, som tog alt fra dem – tilmed detlevebrød Saddam havde givet dem i bytte for at kunne "indtage" byen medden intelligente ikke-vold, vi selv burde have brugt overfor sunnierne. Vi får de fjender (og terrorister) vi har fortjent når vi bekvemt vælgerikke at "se" og bygge på mennesket i dem, vi ønsker at befri (ellerintegrere!) – både i Irak og i resten af den muslimske verden. Særligtundrer det mig at Fogh svigtede sine tidligere tanker om at man bør gøremodstand mod besættelse, men i stedet fuldstændig blottet for forståelsekaldte oprørerne "terrorister" - selv mens disse endnu kun gik eftermilitære mål. Først senere gik sunnierne løs på shiitiske civile, dersøgte de jobs og den magt de selv tidligere havde haft. Hvilket varstarten på en borgerkrig og årtiers blodbad, som vi kunne have undgåetgennem en anderledes empatisk ikke-voldelig indgriben med krav til Bushom at opføre sig som en sindig cowboy og ikke som et spoleret barn, derforlanger hele verden serveret på et sølvfad – her og nu. For dermed svigtede vi også demokratiet. Som jeg dengang skrev: "Laddette være en "pædagogisk krig", hvilket der er stærkt brug for med "øjefor øje og tand for tand"-tænkningen i USA og den arabiske verden. EUbør kun støtte et FN-mandat mod løfter om at ingen selv nok såansvarlige kan få dødsstraf og mod at de ansvarlige bringes for deninternationale strafferetsdomstol. Da almindelige amerikanere er totaltuvidende om at de med dødsstraffen står alene sammen med de mest brutaleregimer i verden, vil dette budskab til amerikanerne og mange muslimskelande i sig selv mindske volden i verden." Fogh svigtede demokratiet ved ikke sammen med resten af EU-tropperne attrække sig ud den dag dødsstraffen blev genindført i Irak og såledesgjorde al forsoning umulig. Eller rettere ved ikke at bruge koalitionentil at kræve ægte demokrati, hvilket nødvendigvis måtte indebære krav omat ingen landsdækkende afstemning måtte finde sted inden en langvarigforsoning havde fundet sted. At skulle stemme på grundlag af historiskeundertrykkelsesmønstre har intet med demokrati at gøre, da det altid viludarte i flertalsdiktatur - en vigtig debat, der bør tages indenfremtidige demokratikorstog. Jeg selv lærte lektien bittert, da jeg i 1982 i naiv tillid tilLancasteraftalens demokratisering af Zimbabwe investerede penge og håb iMugabe blot for i dag at se det hele vanslægte i shonaernesflertalstyrani og projekterne i ruiner. Uffe Elleman lærte også denbitre lektie, som jeg advarede imod i Politiken: "Hvad der kommer efterkrigen afhænger helt af hvor pædagogisk vi løser gidseldramaet overforirakerne selv. Uden langvarig forberedelse kommer der et ragnarok værreend Jugoslaviens opløsning." Skønt vores generation fik ørerne tudetfulde med at "efter Tito kommer kaos", gik Uffe og Kohl alligevel ud ogopmuntrede og anerkendte Sloveniens og Kroatiens løsrivelse frem for atbruge en mild samlende "undertrykkelse" med pisk og gulerod under EU somværdig erstatning for Titos ditto. At optage et samlet Jugoslavien underfortsat kollektiv ledelse i EU dengang ville have været langt"billigere" end blodbadet, der fulgte. Ligesom i Irak førte denneopsplittelse i demokratiets navn uden ydre opmuntring til forsoningstraks til et hævnende flertalsdemokratis etniske udrensning medmassegrave. Det er den samme morderiske afgrund, vi nu stirrer ned i ved ikke athave brugt Saddam Hussein til det alle diktatorer skal bruges til –ikke-voldelig forsoning. Som jeg skrev: "Efter denne militære omringninglader vi Carter overtale Saddam til efter Haiti-modellen at gå i asyl iDanmark, hvor han kan få en af vore befæstede adelige borge og sætte istand for sine penge. Balsalen skal bruges til pædagogiskkonfliktløsning og forsoning med de irakiske flygtninge i Danmark, somhver dag skal sendes på irakisk Tv og Al Jazeera!" Med løfte til ham (og verdens andre diktatorer) om evigt liv i enbeskyttet bolig mod at stille op i denne uhyre vigtige pædagogiskebrobygning forestillede jeg mig at vi her kunne flyve hans ofre op tildaglige konfrontationer, der ville have en forsonende og samlendevirkning på alle irakere. Først hans sunni-ofre for at undgå denheltestatus han i dag har fået i den arabiske verden, derpå kurderne ogshiiterne. Men da Bush og Fogh kun forstår straf og "konsekvens" er vi idag endt med et flertalstyrani i Irak ligeså blodigt som Saddams – mensMandelas intelligente forsoningspolitik opbyggede et flertalsdemokratiuden at krumme et hår på de tidligere undertrykkere. Jeg har i høj grad skrevet dette for at opmuntre Danmark til at deltagei fremtidige afvæbninger af blodige diktaturer, dog med tropper og underen regering, der forinden har lært ikke-voldelig kommunikation. Derfindes ingen voldsmænd, har jeg lært, som man ikke kan vinde over hvisman kommunikerer med et rent, åbent og lyttende hjerte. Men irakerne var aldrig i vore hjerter og derfor vandt vi aldrig deres.Modsat invasionerne i Haiti og Kosovo skinnede det igennem for vore ofreat dette handlede mest om olie, fede kontrakter og ideologi, hvorfor detfor araberne lignede en klassisk imperialisme, de kun kendte alt forgodt. Tænk blot på Saddams noble læremester, englænderne, og deres brugaf kemiske våben mod kurderne i 1920. Om irakerne virkelig er i vore hjerter får vi at se nu, hvor vi blivernødt til at tage imod et antal af de 2-3 millioner flygtninge fravolden, vi iværksatte imod dem, som står i forhold til vores andel afansvaret, dvs. 7.000-10.000. Hovedet og hjertet havde vi ikke med os iIrak, men skal vi også være hoved- og hjerteløse herhjemme?