[KRITIK]
Danske muslimers situation er blevet
forværret gennem de sidste år med karikaturkrisen som 'kogepunktet', og
hovedansvaret for situationen ligger hos regeringen. Det konkluderer OSCE i
en ny endnu ikke offentliggjort rapport om Danmark
Danmarks behandling af den muslimske befolkning bliver igen udsat for
hård kritik fra en international institution. Denne gang fra OSCE, der i en
ny rapport, som Information er kommet i besiddelse af, skarpt kritiserer
muslimers stilling i Danmark.
OSCE-ambassadør Omür Orhun kritiserer den danske regering for på en
række områder at have forværret danske muslimers stilling gennem de seneste
fem år og afslører, at han flere gange i efteråret advarede udenrigsminister
Per Stig Møller om, at regeringens håndtering af karikaturkrisen var uklog.
Rapporten blev allerede i juli sidste år afleveret til den danske
regering til gennemsyn - men er altså endnu ikke offentliggjort.
Ambassadør Omür Orhun er repræsentant for bekæmpelse af intolerance og
diskrimination af muslimer for formandsskabet i OSCE, Den Europæiske
Organisation for Sikkerhed og Samarbejde. Han besøgte sidste år Danmark i
kølvandet på karikaturkrisen og mødtes med ministerier, ngo'er og en række
andre repræsentanter for at udarbejde en rapport om de danske muslimers
samfundsposition.
Orhun lægger ikke fingrene imellem i konklusionerne om danske muslimers
juridiske, økonomiske og kulturelle stilling. De udsættes for begrænsninger,
der er "ude af proportioner," for en retsbeskyttelse, der ikke
lever op til racismekonventionerne, og for et stadigt mere forhærdet klima af
intolerance, skriver ambassadøren i rapporten, der har fået den danske
regering til at fare i blækhuset.
Modsvar
I modsætning til Europarådets kritiske rapport, som Anders Fogh
vurderede, kunne ryge direkte i skraldespanden, har regeringen udfærdiget 21
siders modsvar til OSCE's kritik. Også regeringens svar på anklagerne er
kommet Information i hænde.
"Det er ironisk, at alt dette foregår i et land, som roser sig af
sine menneskeretsbedrifter og prædiker om dem over for andre," skriver
Omür Orhun om sin konklusion: at de danske muslimers stilling på en række
områder er blevet forværret inden for de seneste fire-fem år, hvor en frygt
for et dansk identitetstab har bredt sig, ifølge ambassadøren blandt andet
fordi Danmark har været længere tid om at starte på indsatsen for integration
end de øvrige europæiske lande:
"Som resultat af denne uvidende indstilling og en række politiske
manøvrer efter det seneste valg, er diskursen i politik og medier over for
det muslimske samfund blevet hårdere, og der er blevet introduceret
restriktiv lovgivning og håndhævelser af den," skriver Omür Orhun i
rapporten, som ifølge rygter vil blive offentliggjort i påskehelligdagene.
Orhun vurderer, at de seneste års stramninger i dansk udlændingelovgivning
begrænser minoritetsgruppers adgang til dansk statsborgerskab, til
familiesammenføring og til social beskyttelse på linje med resten af Danmark.
Og at begrænsningerne, som er "ude af proportioner", rammer
muslimer hårdest, fordi de udgør størstedelen af den danske
minoritetsbefolkning. Derudover kritiserer han også, at børn født i Danmark
skal registreres i kirker, og han finder ikke de ministerielle forklaringer
af, hvorfor det har trukket ud med at få særligt byggede moskeer og muslimske
begravelsespladser, overbevisende.
Anden kritik gælder afskaffelsen af de obligatoriske integrationsråd,
den minimale anvendelse af racismeparagraffen (som har skabt en "reel
følelse af straffrihed, hvilket har bidraget til en yderligere forværring af
det offentlige klima"), og lukningen af Nævnet for etnisk ligestilling.
Nævnets afløser, Klagekomiteen for etnisk ligestilling, har et alt for svagt
mandat, og Klagekomiteens "tandløshed" gør, at Danmark ikke lever
op til Europarådets politiske anbefalinger om institutioner til bekæmpelse af
intolerance.
Karikaturkritik
Orhun er også dybt kritisk over for den danske regerings håndtering af
karikaturkrisen. Udenrigsminister Per Stig Møller har tidligere erkendt over
for Udenrigspolitisk Nævn, at Orhun i to breve allerede i oktober advarede
regeringen om situationens brandfarlighed. Udenrigsministeren har indtil nu
afvist at vise nævnet indholdet af brevene, men i rapporten forklarer Orhun,
at han også mundtligt fulgte sine breve op, nemlig ved et møde i Doha d. 14.
november, hvor Orhun advarede Per Stig Møller om, at regeringens håndtering
kunne eskalere krisen.
I de 21 siders svar på OSCE-rapporten afviser regeringen, at det kan
måles, om den offentlige mening om muslimer er blevet hårdere, og skriver, at
den "råber op og handler imod antidemokratisk og diskriminerende adfærd
fra alle sider."
Om 24-års-reglen forklares det blandt andet, at store grupper
anden-etniske danskere og Socialdemokraterne støtter den, og at
"integration er særligt svær i familier, hvor generation efter
generation henter deres ægtefæller til Danmark fra deres eget eller deres
forældres oprindelsesland." En række øvrige kritikpunkter modsiges også,
mens ét punkt imødekommes med en annoncering af, at regeringen i år vil
oprette et diskrimineringsnævn større bemyndigelser end Klagekomitten for
etnisk ligestilling.
Årsagen til, at OSCE's rapport endnu ikke er blevet offentliggjort, står
der ikke noget om.
lfk@information.dk
|