|
[ANALYSE]
USA har inviteret Rusland til
vidtgående samarbejde, men amerikanerne bliver mødt med mistillid
Under et såkaldt
uformelt møde mellem NATO's udenrigsministre, som Norge er vært for i de
næste par dage, kommer USA's planlagte baser i Østeuropa for missilskjoldet
til debat. På sidelinjen deltager også Ruslands udenrigsminister.
Planerne har vakt stor
bekymring i Europa. Opinionen i både Polen og Tjekkiet, som skal huse
henholdsvis en lille raketbase og et raketanlæg, er imod, og tallene er
blevet værre i de seneste måneder. En helt frisk undersøgelse fra Tjekkiet
viser, at 68 procent af befolkningen er modstandere. 57 procent af polakkerne
er imod.
Indvendinger rejses
desuden af især europæiske socialdemokrater, men også fra borgerligt hold
høres skeptiske røster. Man peger på følgerne for både EU-samarbejdet og
NATO's rolle. Endelig er der frygt for et nyt våbenkapløb med Rusland. Fra
Moskva affyres en lind strøm af bandbuller, som ligner optakten til en ny
kold krig.
Det er dog ikke
oplagt, at modstanden i de to mest berørte lande vil få betydning.
Regeringerne ser imødekommende på projektet, og sikkerhedspolitik spiller
sjældent en afgørende rolle i valg. Med en massiv oplysningskampagne kan man
måske dæmpe kritikken. Men de negative opinionstal peger på et centralt
problem: Bush-regeringen mødes med en mistillid, som er hævet over den
konkrete sags fakta.
Russisk frygt
Det er en
mistillid, som også huserer på regeringsniveau. Mest markant naturligvis i
Rusland. Set fra Moskva er problemet ikke, at de aktuelle planer kan true
landets evne til gengældelse af et amerikansk angreb. Men der er berettiget
frygt for, at USA vil udvide basernes slagkraft, når man først har fået
fodfæste, og når ny teknologi bliver klar.
Den amerikanske
forsvarsminister anerkendte denne frygt under et besøg i Moskva tidligere på
ugen. Han lagde op til forhandlinger, som skal berolige russerne, og desuden
tilbød han et tilsyneladende vidtgående samarbejde, så man kan gøre fælles
front mod 'truslen' fra raketter, som nogle stater måske vil udvikle.
Hans udspil blev
afvist offentligt af russiske ledere, men man har aftalt at oprette en
arbejdsgruppe, som skal se nærmere på udfordringerne. Hvorvidt de russiske
bandbuller skal tages bogstaveligt er uklart. Moskva har gode grunde til
mistillid, når det gælder amerikanske løfter. I meget frisk erindring står
USA's ensidige opsigelse af ABM-traktaten, som forbød et effektivt forsvar
mod strategiske raketter, men russernes forventninger er også blevet skuffet
på en lang række andre punkter. Klart er det dog, at siden præsident Putin
tidligere i år klagede over de amerikanske planer, har Rusland opnået at
komme i dialog med USA om sagen. Rusland har dermed opnået et af sine mål, og
der er god tid til at overveje, hvorvidt amerikanerne denne gang vil tilbyde
noget reelt.
For USA's
europæiske allierede er den amerikanske fredsoffensiv godt nyt. Især fra tysk
side lægges vægt på et godt forhold til Rusland, og det samme ønske står
stærkt i EU-sammenhænge. Under et NATO-møde i sidste uge blev missilforsvaret
gennemgået af amerikanske udsendinge, og bagefter kunne alliancens talsmand oplyse,
at ingen ambassadører havde protesteret.
Delt sikkerhed
Det betyder
imidlertid ikke, at al bekymring er væk. Både praktiske og strategiske
overvejelser kan fortsat skille det transatlantiske fællesskab.
Flere europæiske
allierede arbejder selv med missilforsvar, som skal beskytte udsendte
soldater eller særligt vigtige pletter på landkortet. Det er ikke systemer,
som i en overskuelig fremtid kan lukke huller i det amerikanske
missilforsvars paraply over Europa. Af tekniske årsager vil i det mindste bl.a.
Rumænien, Bulgarien, Grækenland og Tyrkiet stå uden beskyttelse. Det er et
evigt mantra, at Europas sikkerhed er udelelig, men missilforsvaret indfører
i sin nuværende udformning netop ulige sikkerhed.
Hvis man
erindrer, hvad det virkelige formål med missilforsvaret er, udgør denne
tilstand en trussel mod medlemmernes indbyrdes solidaritet. Skjoldet har kun
militær fornuft, hvis det ses i sammenhæng med et spyd, som rettes mod
uønskede regimer i f.eks. Mellemøsten. Det er usandsynligt, at nogen slyngelstat
uprovokeret vil angribe Europa med atomraketter - gengældelsen vil være
altudslettende. Men det er muligt, at et regime, som er truet af USA, i en
sidste desperat handling vil affyre raketter - eller true med det.
Missilforsvaret skal altså give USA handlefrihed - og hvis det kan dække
noget af Europa også gerne opbakning fra allierede. Sydøsteuropa og
Nordeuropa vil dog, så længe hullerne eksisterer, næppe have ens opfattelse.
1)
Det er formentlig
også årsagen til, at europæiske regeringer meget gerne ser, at et
missilforsvar forankres i NATO, fordi man dermed får indflydelse på
amerikanske beslutningsprocesser - altså begrænser amerikanernes
handlefrihed. Uenigheden i forbindelse med Irak-krigen - og en mulig
konfrontation med Iran - peger på, at man i Europa og USA ser modsat rettede
interesser på spil.
Hyggesnak, selv
under indtryk af norsk gæstfrihed, vil næppe slå bro mellem disse interesser.
Men det er et fremskridt for alliancen, at amerikanerne nu er parate til
dialog med alle berørte.
udland@information.dk
|
