11.10.07 fra Amila Jašarević <amila.jasarevic@gmail.com>

Borgere for et anstændigt Danmark

Asylbørn fortæller

Støttekredsen for Flygtninge i Fare inviterede interesserede til at få et indblik i livet som ung asylsøger – fortalt af de unge selv. Lokalet var fyldt til randen, og nogle blev nødt til at sidde på gulvet mens andre stod op ad væggen. De seks unge fra Avnstrup – Bewar, Helin, Helbin, Bisian, Shirin og Marina – fortalte den ene rystende historie efter den anden om det hårde liv med ydmygelser, begrænsninger, afsavn, stress, bekymringer og værst af alt: manglen på fremtidsudsigter. Nogle af dem har tilbragt det meste af deres liv i danske flygtningelejre. De føler, at det officielle Danmark betragter dem som fjender og fører en krig mod dem om retten til en fremtid. Og det er en meget ulige kamp.

Allerede under deres korte indledende taler blev det for hårdt for Shirin, hvis stemme forsvandt efter anden sætning, og grådkvalt bad hun Mona om at læse resten af hendes tale. Der var bomstille i lokalet og uden tvivl sad der andre end mig og kæmpede med en stor klump i halsen. Pigens skuldre syntes fysisk bukket under det enorme pres, hun har levet med i næsten halvdelen af sit liv. Hendes sidekammerat Marina havde selv klaret sig fint igennem sin tale, men nu sad hun også og tørrede tårer af sine kinder. Disse unge græder meget stille tårer. Stemmen forsvinder bare, og end ikke et suk undslipper dem.

Marinas familie (undtagen hendes to myndige storebrødre) havde tidligere i år fået opholdstilladelse, men ti dage senere kom der et nyt brev fra Udlændingestyrelsen om, at det var en fejl. ”Det var som om de slog os ihjel”, siger hun. ”Min mor er næsten holdt op med at spise siden da.” Helin var hos Marina den dag, de fik det andet brev. ”Marina kunne ikke græde. Man græder ikke foran sine forældre i lejren, derfor er jeg glad for, at de har grædt her i dag. Det er vigtigt at få så meget ud som muligt, for der er meget, man bærer på.”

De kunne også bekræfte, at flygtningebørn stadigvæk bruges som tolke i alle mulige situationer. Voksne afviste asylsøgere får ingen danskundervisning, så de har ingen chance for at klare sig selv. Og de ansvarlige ser intet galt i at pålægge børn og unge så tung en byrde. Helin har tilbragt ca. 8 år i de danske lejre. Hun har tolket siden hun var 12 år, ligesom jeg selv. De voksne er ikke blevet klogere siden min tid som asylbarn.

Nogle få af de yngre børn i Avnstrup har fået lov til at gå i dansk skole. De er meget glade for det, men er også helt bevidste om, at de ikke er som de danske børn. Shirin tør for eksempel ikke invitere klassekammeraterne hjem fordi hun skammer sig over hvordan hendes familie bor. I virkeligheden er det nogle helt andre, der burde skamme sig. Det er ikke Shirins forældre, der har givet deres stemmer til de ansvarlige politikere. Shirins forældre har ikke en gang nogen stemmer at give.

Endnu værre er det for dem, der er over 18. De forsøger på alle måder at få en eller anden form for uddannelse, men bliver afvist eller afbrudt. Helin begyndte således på teknisk skole, men fik ikke lov til at fortsætte efter grundforløbet. I stedet blev hun sendt til frisørskolen, ligesom 15-16 andre unge fra lejren. Det kan hun også leve med, bortset fra at hun ved, at det også er en blindgyde. Nok får de lov til at gå der og endda fuldføre uddannelsen, men de får ikke lov til at bruge den og arbejde. Og også her bliver de konstant mindet om, at de er afvist. Hver torsdag skal de forlade undervisningen for at tage den lange tur fra skolen i København til Avnstrup for at melde sig hos politiet. Også selv om politiet godt ved, hvor de er og at resten af deres familie er inde i lejren. ”Sådan er deres regler, siger de bare til os”, fortæller Helin. Den sætning hører de ofte af de ansatte. Hvis man har glemt sit id-kort, kan de finde på at nægte at lukke porten op for én, for sådan er reglerne jo. Som om nogen frivilligt ville forsøge at flytte ind i lejren, hvis man havde noget valg!

En gang imellem laver de unge en lille sproglig fejl, men aldrig når de bruger systemets sprog. Et ord som ”tvangsudsendelser” klinger i rummet med perfekt udtale. De unge lever i en virkelighed, hvor det ikke er ualmindeligt, at politiet bare dukker op ud af det blå, nogle gange midt om natten, og henter folk for at transportere dem ud af andet. ”Hver gang det sker, ved vi, at det kan være os næste gang”, siger Helin. Shirin har allerede oplevet at blive hentet. Hun blev på et tidspunkt tvangsudsendt til Ungarn med sin mor og lillebror, eskorteret af seks politimænd. Da hun på et tidspunkt skulle på toilet, gik to af politimændene med hende derud. I 10 måneder var familien splittet, idet faren, som er fra Iran, stadig sad i lejr i Danmark. Juleaften kom de endelig tilbage til ham, når Shirin at fortælle inden hendes stemme forsvinder igen og flere tårer triller ned af hendes kinder.

Alle disse unge er vokset op i Danmark.

Alle disse unge vil så brændende gerne have en uddannelse.

Alle disse unge taler mindst fire sprog.

Arbejdsmarkedet ville elske at få fat i dem, men den politiske beslutning er, at de er uvelkomne og deres talenter ligegyldige. De unge kan ikke forstå, at regeringen samtidig i ekspresfart giver asyl til de irakiske tolke, som intet kender til Danmark eller taler dansk. De er helt på nulpunktet hvad angår integration, i mordsætning til disse unge. Alligevel er de mere velkomne.

Fortvivlelsen blandt tilhørerne var også stor. Lejrene ligger så isoleret, at store dele af befolkningen sandsynligvis ikke ved noget om disse ting. Det er måske også meningen – ude af øje, ude af sind. De unge vil også gerne mere i kontakt med den øvrige befolkning og siger til os, at vi endelig skal komme og besøge dem i Avnstrup. For at komme ind kræver det dog, at man har kontakter inde i lejren, så man kan henvende sig til Støttekredsen for Flygtninge i Fare, hvis ikke man kender nogen. Eller man kan komme forbi frisørskolen på Vesterbrogade 15 i København, hvor nogle af dem går.

Disse lejre er bure, og de folk, som er buret inde, kan ikke bryde ud af dem. Det er os udenfor, som skal bryde ind i dem.

Amila Jasarevic

Borgere for et anstændigt Danmark