D 22.10.07 fra Amila Jašarević <amila.jasarevic@gmail.com>

Overlad tolkningen til de voksne

Da jeg som 12-årig flygtede til Danmark fra krigen i Bosnien-Hercegovina, vidste jeg ikke, at jeg havde sprogøre. Men få måneder efter ankomsten kunne jeg imidlertid til min store stolthed allerede føre enkle samtaler med de ansatte i flygtningelejren, vi boede i. Jeg følte mig så vigtig. Og det var jeg også. Vi børn var hurtigere til at lære dansk end de voksne, og det blev derfor os, der måtte tolke for dem. I begyndelsen var opgaverne nemme og små – man skulle bede om rengøringsartikler eller om en nøgle. Her var jeg glad for at tolke, fordi det var så nemt og fordi jeg for første gang følte, at de voksne anerkendte mig for hvad jeg kunne. Men hurtigt blev situationerne langt mere alvorlige og ubehagelige.

Jeg skulle tolke hos tandlægen, selv om jeg led af slem tandlægeskræk. Jeg sad med ved bordet, når konflikter i lejren skulle løses. Og en gang kom jeg midt om natten på sygehus med en fødende kvinde, som bare skreg og skreg, og jeg kunne ikke forstå, at lægerne lod hende ligge der og lide i timevis. I dag har jeg sværere ved at forstå, at de kunne overse mig. En pige der var skræmt til døde af de pinsler, der udspillede sig for øjnene af hende.

Sådan fortsætter listen: læger, advokater, politi, senere også kommunemedarbejdere og mange andre. Alle overså de, at der sad et barn foran dem og bar på en verden af ansvar på sine skuldre. Så de mig overhovedet som et barn? Det er der ikke meget, der tyder på. De så mig nok snarere som et filter, ordene bare flød igennem. De så ikke, at det var mig, der havde ansvaret for, at de rigtige symptomer blev opdaget, de rigtige diagnoser stillet, de rigtige dokumenter fremskaffet, en ansøgning rettidigt afsendt og de rigtige diplomatiske ord sagt i en svær situation. Som 14-årig var jeg allerede i en situation, hvor jeg kunne have været skyld i en fejldiagnose, og det ville jeg skulle have levet med resten af livet.

Jeg var godt klar over det unormale i, at jeg skulle tage mig af de voksne i stedet for at de tog sig af mig. Det rystede mig i min grundvold at se dem så hjælpeløse – disse voksne, der var min eneste beskyttelse i verden! Jeg var klar over, at opgaven for længst var vokset mig over hovedet, men ingen spurgte mig – ingen spurgte sig selv – om tingene var, som de skulle være. Man forventede helt enkelt, at jeg stillede op, og presset var ved at kvæle mig. Nogle dage blev det også for meget, som fx den gang, jeg eksploderede i raseri efter at have set en kvinde gå i koma på sygehuset. På det tidspunkt havde jeg allerede tolket i flere år. Det fortsatte også efter den episode. Fra kommunen spurgte de altid, om ikke man havde en i familien, der kunne tolke, hvis man skulle til et møde med dem. Sådan en som jeg var jo gratis, mens de voksne tolke havde lært, hvad deres arbejde var værd. Jeg er 26 år nu og har 13 års erfaring som tolk.

Ti år efter jeg begyndte at få mine første tolkeopgaver, begyndte jeg på min overbygning som tolk og translatør. Og der lærte jeg for første gang, hvordan man skulle klare en tolkesituation. Oplevelsen var mildest talt chokerende. Jeg havde det som én, der i 10 år havde leget med ledninger og stikdåser, for først derefter at lære, hvordan man undgik at få stød. Og en stor sorg skyllede ind over mig, og jeg havde lyst til at græde for det barn, jeg havde været. Det barn, jeg ikke fik lov til at være ret længe.

Det værste er, at flygtningebørn stadigvæk rutinemæssigt bliver brugt som tolke. Jeg får det bekræftet af folk, som har med flygtninge at gøre, og jeg ser det selv i Sandholm, hvor jeg kommer af og til. Jeg ser de ældste børn være forældre i stedet for deres forældre, og jeg ser, at de ligeså lidt er i stand til at sige fra, som jeg var det for 13 år siden. De voksne ser stadigvæk intet. Så selv om jeg for år tilbage forsvor, at jeg nogensinde ville tage de grimme tolkeopgave på mig igen, bliver jeg jo nødt til det, når jeg ser disse ting. For i dag er det også mig, der er den voksne.

Til alle Røde Kors-ansatte, læger, advokater, politimænd, kommunemedarbejdere og alle andre, som kommer i berøring med flygtninge: lad dog være med at misbruge disse børn. Der er en grund til, at der er en tolkeuddannelse. Der er en grund til, at den tager flere år. Og der er især en grund til, at man først kan tage den som voksen. Der skal meget mere til end at kunne to sprog før man er en rigtig tolk. Som barn vil man påtage sig hele ansvaret for, at kommunikationen lykkes, at ingen bliver uvenner, at ingen bliver sure eller såret. Børn kan helt enkelt ikke bære det ansvar på deres skuldre. Så lad være med at pålægge dem det.

Amila Jašarević, stud.ling.merc.

Borgere for et anstændigt Danmark

Amalia skriver videre:"Jeg har selv tolket som flygtningebarn og er nu under

uddannelse til tolk og translatør i tysk. Teksten er også relevant med henblik

på høringen om asylbørn d. 27. oktober."

(videresendt sammen med linket med information om høringen som man kan nå at

melde sig til senest onsdag via

http://www.arnehansen.net/070924hoeringasylboern.pdf

Tilbage til forsiden