30.10.07

Asylbørn er hele Danmarks børn

af Amila Jašarević

Lørdag d. 27. oktober holdt foreningen ”Alle børns rettigheder” en høring om Danmarks behandling af asylbørn. I høringen deltog en række danske og udenlandske eksperter, som kunne belyse situationen ud fra både det juridiske og det psykologiske perspektiv. Under høringen understregede eksperterne flere gange, at asylbørn er hele Danmarks børn så længe de er i den danske stats varetægt. Derfor er de også hele samfundets ansvar.

Hardy Hansen indledte høringen, som han kaldte for en ”solidaritetskonference” som svar på ”nutidens største politiske forbrydelse” – behandlingen af børn i det danske asylsystem. For en god ordens skyld fortalte han, at adskillige ministre (bl.a. stats- og integrationsministeren) var blevet inviteret til høringen, men ingen af dem var at se i Landstingssalen. Elsebeth Gerner Nielsen fortalte derefter en historie fra det virkelige liv om to små drenge i en asyllejr, hvis mor var alvorligt syg – så syg, at børnene frygtede for hendes liv. Samtidig vidste moren, at hvis hun tog sit eget liv, ville det kunne betyde liv for hendes to små drenge…. Elsebeth Gerner citerede sangen ”If You Tolerate This Your Children Will Be Next” af Manic Street Preachers, og den pointe gik igen hos flere af dagens oplægsholdere, hvad enten det var fra en juridisk eller en psykologisk synsvinkel.

De juridiske eksperter var cand.jur., ph.d. Kim U. Kjær fra Institut for Menneskerettigheder, den canadiske advokat og ekspert i indvandrer- og flygtningelovgivning Warren L. Creates, samt advokat Anne Land, som præsenterede cases fra sit arbejde som udlændingeretsadvokat. De understregede alle tre den mangelfulde retssikkerhed på asylområdet. Kim U. Kjær fortalte eksempelvis, at han har set mange sager, der var ”skæmmet af tolkefejl”, da myndighederne ikke stiller særlig høje krav til de tolke, der bliver brugt. Det er også et stort problem, at Flygtningenævnets afgørelser ikke kan prøves af en ombudsmand eller af en domstol, selv om det er garanteret i Grundloven, at alle afgørelser skal kunne prøves ved de danske domstole. Desuden er Flygtningenævnet ikke en uafhængig instans, som det fx er tilfældet i Canada. Til sammenligning med de tre medlemmer, det danske flygtningenævn tæller i dag, har de i Canada over 100 medlemmer til at afgøre asylsager.

Nøglebegrebet i høringen var FN's Børnekonvention, som Danmark sammen med 190 andre lande underskrev i 1991. Danmark har også ratificeret konventionen, men har ikke implementeret den i den nationale lovgivning. Dette vil sige, at konventionen ikke bliver fulgt i praksis, selv om en ratifikation forpligter til netop det. Samme dag som høringen fandt sted, udtalte integrationsordfører hos De konservative, Henriette Kjær, i Kristeligt Dagblad, at regeringen ikke bryder nogen konventioner. Denne konklusion om rigets tilstand kunne ekspertpanelet ikke genkende. Hvis Børnekonventionen blev fulgt, ville alle afgørelser der vedrører børn nemlig skulle tage udgangspunkt i barnets tarv og familiens enhed. Så ville man hverken kunne lade børn sidde i lejre år efter år eller splitte familier ad ved at give opholdstilladelse til den ene, men ikke til den anden forælder. Diskriminationen af asylbørnene ville også ophøre, idet Børnekonventionen gælder for alle børn, der befinder sig indenfor et af de underskrivende landes grænser. Dette ville i praksis betyde, at asylbørnene ville få adgang til skolesystemet, i stedet for i årevis at være henvist til centerskoler, som kun underviser i dansk, engelsk og matematik på det mest basale niveau. Det ville også betyde, at de ville få den omsorg, de har brug for for at håndtere traumerne og det hårde liv – på samme måde, som hvis det var danske børn, der gik med grusomme oplevelser i bagagen.

Netop omsorg har de stærkt brug for, fortalte flere af eksperterne, som deltog i høringen. Mange af børnene har traumer fra deres krigshærgede hjemlande, men disse bliver forværret af en gentraumatisering gennem det lange ophold i lejrene og de hyppige flytninger, fortalte speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Lene Lier. Hun har sammen med flere kolleger udarbejdet en børnepsykiatrisk-børnepsykologisk undersøgelse af 6 asylbørn. Konklusionerne af undersøgelsen er meget bekymrende: børnene lever i et meget stressende miljø med angst, aggressioner og traumer til følge. Det er typisk for asylbørn, at de meget ofte flyttes rundt mellem de forskellige lejre – op til en gang hvert halve år. Ifølge Lucy Schmidt, juraprofessor, dr. phil. og tidligere medlem af FN's børnekomité, mister de hver gang de bånd, de har nået at knytte i en lejr. Som følge bliver de mere afhængige af forældrene og sinkes derfor i deres psykiske udvikling. For at forbedre deres situation på dette punkt er det ikke en ændring af boligforholdene, der er det afgørende. Det er derimod adgangen til varige sociale netværk – venner, skolekammerater og frem for alt jævnaldrende, da det netop er den slags kontakter, der giver børnene den nødvendige nærhed og energi til at klare sig på trods af alle problemerne. Kjerstin Almqvist, dr.phil. og klinisk børnepsykolog havde en anden skræmmende konklusion fra sit arbejde, nemlig at tiden tilbragt i lejrene er altafgørende for børnenes chance for at klare sig senere. Efter ca. et år begynder mange at børnene at krakelere, og efter to år har man passeret ”the point of no return” – skaden er efter dette umulig at reparere. I skrivende stund er der børn i Danmark, som har tilbragt op til 10 år i forskellige asyllejre. Jeg nåede selv at passere ”the point of no return” inden asylmeddelelsen kom, og det var endda i en helt anden tid, før systemets vokabular var blevet udvidet med sproglige røgslør som ”motivationsfremmende foranstaltninger” og ”integrationspotentiale”.

Lucy Schmidt gjorde også opmærksom på et andet problem, nemlig at forvaltningen ikke tager hensyn til, at det er en meget almindelig psykologisk mekanisme der gør, at man ikke straks fortæller om de overgreb, man har været udsat for. Myndigheder tolker derimod alle oplysninger, som først kommer frem hen ad vejen, som pure opspind, og det var tydeligt, at alle de tilstedeværende psykiatere og psykologers nakkehår rejste sig ved tanken. De bliver ofte overhørt af asylmyndighederne, fx når PTSD bliver betegnet som en ”ikke alvorlig sygdom”. Blandt andet derfor tog en gruppe børnepsykologer og -psykiatere initiativ til ovennævnte undersøgelse.

Høringen mundede foreløbigt ud i en deklaration forfattet af Warren L. Creates. Deklarationen blev underskrevet af over hundrede deltagere. Her er hovedkravet, at Danmark implementerer Børnekonventionen i sin lovgivning, som det også har forpligtet sig til. Derudover kræver underskriverne et asylsystem, der lever op til kravene om retssikkerhed og medmenneskelighed, og som anerkender de asylsøgendes værdighed. Børnepsykiater Bente Rich afsluttede rystet høringen ved at sige, at vi har oprettet en humanitær katastrofe midt i et af de rigeste lande.

Som Elsebeth Gerner citerede: ”If you tolerate this your children will be next”. Danske forældre skal heller ikke vide sig for sikre bare fordi deres børn har det rigtige pas. Det vil også være til deres eget bedste, at Børnekonventionen blev fulgt i landet. For når først man er nået derud, hvor børn bliver behandlet på denne måde, er al menneskelighed forsvundet fra systemet. Og hvor mange forældre har lyst til at overlade deres børn til et sådant system?

Tilbage til forsiden