Elsebeth Gerner Nielsens indlæg på Høringen om Danmarks behandling af asylbørn d. 27.10.2005 i Landstingssalen på Christiansborg
Høring – konference – børns rettigheder
v. Elsebeth Gerner Nielsen
Det Radikale Venstre
For snart 2 år siden demonstrerede en stor gruppe kosovarer, bl.a. romaer, foran Christiansborg – for at gøre opmærksom på, den umulige situation, de var bragt i. Jeg var nede og tale med dem og mødte bl.a. 2 brødre på omkring 5 og 10 år, som jeg inviterede med ind på mit kontor – så de kunne se Christiansborg og få en sodavand. Den mindste af drengene nærmest hagede sig fast til mig og gentog uafbrudt: Min mor er meget syg. Kan du hjælpe min mor? Min mor er meget syg. Kan du hjælpe min mor? Jeg er bange for min mor dør. Hans storebror prøvede at tysse på ham, men intet kunne stoppe den lille dreng.
Jeg har sjældent set så bange et barn. Som sagt er det ca. 2 år siden. For kort tid siden mødte jeg igen de to drenge – nemlig i asylcenteret i Jelling, hvor den mindste sang ”love me tender” – sammen med en gruppe andre asylbørn – i anledning af, at folketingets integrationsudvalg var på besøg. Og selvfølgelig skulle underholdes! ”Love me tender” – sang han med øjne så alvorlige, så man ikke kunne få sig selv til at kigge ind i dem. Dødsens alvorlige og det selv om, han og hans bror og deres far og mor netop den dag havde fået at vide, at de havde fået ”positiv”; havde fået humanitær opholdstilladelse. Drengene VAR glade, men som storebroderen forklarede: Nu skal far finde et arbejde og så må vi skiftes til at blive hjemme hos mor. Jeg sagde selvfølgelig, at de skulle i skole og at de ikke bare kunne blive hjemme. ”Men så kan mor jo dø”, sagde den store dreng.
De drenge har levet et liv, som er svært for os – som er vokset op med velfærdsstaten – at sætte os ind i. Et liv, som nok bliver lidt bedre efter den humanitære opholdstilladelse – men som sandsynligvis mange år endnu vil være præget af angst. Hvis den humanitære opholdstilladelse skal fornys, skal moderen nemlig fortsat være meget syg, men hendes sygdom er jo netop det, som gør drengene så bange.
Prøv at forestille Jer, at det var Jeres børn!
”If you tolerate this your children will be next” – synger Manic Street Preachers. Og det er jo sådan, det er. Når et samfund kan tillade, at en gruppe mennesker i dets midte behandles som mindreværdige; som nogen, der ikke har de samme fundamentale rettigheder som andre, så er der stor fare for at tendensen vil brede sig. At andre grupper også mister deres fundamentale rettigheder. I første omgang bilder de fleste sig måske ind, at den nedværdigende behandling kun rammer de få. Det er ikke noget, vi behøver at kæres om.
Og så pludselig kommer ens søn hjem med en udenlandsk kæreste, som er gravid og som han elsker overalt på jorden. Men de kan ikke få lov til at være familie i Danmark.
Eller en dag kommer ens datter hjem og fortæller, at hendes bedste ven i skolen skal ”udvises”. Angsten står malet i ansigtet.
Eller man finder ud af, at man ikke kan få børn og derfor gerne vil adoptere. Men: Er det klogt. Vil vores barn blive behandlet ordentligt?
Det enkelte menneskes livskvalitet afhænger af, hvordan den samlede menneskehed har det. Den enkelte danskers livskvalitet afhænger af, hvordan danskerne i det hele taget har det. Vores liv afhænger af hinanden. Det har vi vidst i Danmark. Og derfor har vi opbygget en velfærdsstat som ramme for solidariteten. Vi betaler med glæde vores skat, fordi vi ikke kan holde den tanke ud, at der skulle være mennesker i Danmark – der må leve på gaden. Eller syge, der ikke få den nødvendige behandling. Vi har skabt et Danmark, hvor få har for meget og færre for lidt – i erkendelse af, at vi er afhængige af hinanden. At jeg ikke er min egen lykkes smed, men at vi er hinandens lykkes smede.
Og af de samme grunde var vi et af de første lande til at tilslutte os FN`s menneskerettigheder. Vi var klar over vigtigheden af at sikre alle mennesker nogle fundamentale rettigheder.
Desværre er det som om den erkendelse, der lå til grund for både velfærdsstaten og vores engagement i FN og menneskerettighederne, er begyndt at erodere. Denne mentale erosion er efter min mening et langt større problem i forhold til at opretholde vores velfærdssamfund end dets finansiering eller indholdet i diverse kvalitetsstandarder. Hvis vi kan leve med, at mødre i danske asylcentre forsøger at tage deres eget liv, fordi de ved, at deres egen død er deres børns redning, så kan vi også leve med meget andet!
Dermed også sagt, at kampen for børnene i de danske asylbørnene. Kampen for menneskerettighederne. Kampen for anstændigheden – ikke bare handler om de 354 børn, der i gennemsnit har tilbragt 1091 dage i forskellige danske ayslcentre. Nej. Den handler også om os selv. Den handler om at bevare det Danmark, som vi nu har brugt 150 år på at ombygge. Et Danmark, hvor få har for meget og færre for lidt. Et Danmark, hvor vi kæres om hinanden og om verden. Det Danmark, som jeg tror de fleste danskere elsker og som rigtig mange ude i verden beundrer.
Derfor: Love them tender!
Velkommen og god konference.
af Elsebeth Gerner
Nielsen
Hør Elsebeth Gerner
Nielsens tale her ved at klikke på den gule bjælke:
ellr http://www.arnehansen.net/dialog/flygtninge/071027starthardygerner64kbps.htm
Hør mere fra høringen om børns rettigheder på www.arnehansen.net/dialog/flygtninge
bl.a Forskningsresultater
viser at flygtningebørn højst må være 1 år i lejre og risikerer uhelbredelig
skade efter 2 år uden fremtid.
http://www.arnehansen.net/dialog/flygtninge/071027kjerstinalmqvist64kbps.htm
Tilbage til forsiden