98.11.07 i Politiken

En ’fast og fair’ udlændingepolitik

Et minimum af nødvendig Oplysning til Borgerne om Samfundet, der hindrer flygtninge i at søge asyl.

Af STINNE ØSTERGAARD POULSEN

Fakta

Stinne Østergaard Poulsen studerer sociologi ved Københavns Universitet.

Den eneste vedvarende kritik af regeringens og Dansk Folkepartis asyl- og integrationslove, som den brede opposition har formuleret, er kritik af 24-års reglen.

En regel, der vel at mærke også rammer etnisk danske statsborgere. Og denne kritik af 24-års reglen er i valgkampens hede »ikke længere et kardinalpunkt« for flere partier, da man ønsker at kunne garantere vælgerne et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, hvis asyl- og integrationspolitik på bekymrende få punkter er forskellig fra den, Danmark fører i øjeblikket.

Men hvilke konsekvenser og implikationer har den nuværende asyl- og integrationslov for mennesker på flugt? For herboende flygtninge og indvandrere? Hvad indebærer det, når vi ikke fører en bred offentlig diskussion af de principper for beskyttelse af flygtninge, vi officielt tilslutter os? Principper, som vi tilsyneladende kun gør gældende, hvis flygtningefamiliers håbløse situation serveres for os som enkeltsager i medierne?

Hvilke konsekvenser har det, at politikere ikke vover en skarpere kritik af gældende lovgivning, end at man ønsker en undersøgelse af 24-års reglens virkninger? Og har denne udeblivende kritik mon noget at gøre med, at vi som vælgerskare langt hellere vil høre om økologisk mad i børnehaverne og mulige skattelettelser end vilkårene for mennesker, der lever mindre fordelagtige steder på kloden?

Lad os sætte fokus på konsekvenserne af de love og den forvaltningspraksis, som vi i Danmark gør gældende for at forhindre flygtende mennesker i at nå til Danmark og søge beskyttelse. Og fokus på omfanget af de love, der besværliggør herboende flygtninge og indvandreres mulighed for at skabe en sammenhængende og værdig hverdag og optræde som ligeværdige medborgere. Love, som sjældent er fokus i den politiske debat, men som ikke desto mindre har ganske alvorlige konsekvenser for mennesker i og uden for Danmark.

I 1951 udarbejder FN Flygtningekonventionen, der skal sikre, at flygtninge også kan opnå de universelle menneskerettigheder, FN har formuleret i 1948. Danmark er et af de første lande, der underskriver konventionen, der gennem en række minimumsstandarder skal sikre alle mennesker beskyttelse imod forfølgelse og overgreb grundet race, etnicitet, religiøs og politisk overbevisning.

Denne flygtningekonvention danner grundlaget for den danske asyllovgivning. Før og under Anden Verdenskrig var mange jøder blevet sendt tilbage til Nazityskland af lande, de ellers var flygtet til i håb om beskyttelse. Derfor blev det centralt i Flygtningekonventionen, at flygtende mennesker ikke skal sendes tilbage til det hjemland, hvor de risikerer forfølgelse. I international terminologi kaldet forbuddet mod refoulment (at drive eller trænge tilbage). Dette forbud blev ikke alene en hjørnesten i FN-konventionen af 1951, men også indarbejdet i dansk lovgivning.

Det er indlysende at en forkert beslutning i asylsager kan have fatale konsekvenser for ansøgeren, og at det derfor er meget vigtigt med en grundig behandling af ansøgningen under omstændigheder, der er retssikkerhedsmæssigt betryggende. Ligesom det er åbenlyst, at for overhovedet at kunne opnå beskyttelse må mennesker på flugt have mulighed for at ansøge om asyl i eksempelvis Danmark. Hvorvidt dette er tilfældet, skal illustreres i det følgende:

Allerede i 1986 ophævede Danmark det hidtil gældende princip om ’spontan indrejse’. Dvs. uhindret adgang til den danske asylprocedure, hvor enhver udlænding, der kom til Danmark, fik mulighed for indrejse og ret til at søge om asyl og få sin sag realitetsbehandlet i det danske asylretssystem. Men i 1986 indføres visumkrav: Asylansøgeren skal nu som udgangspunkt være i besiddelse af visum for at få mulighed for indrejse i Danmark og dermed mulighed for at få sin sag behandlet. Visumkravet indebærer, at en asylansøger, der indrejser via ’et tredje sikkert land’ – f.eks. Libanon – uden videre kan tilbagevises til det land, såfremt asylansøgeren ikke har det påkrævede visum til Danmark. Dvs. at asylansøgeren aldrig får sin sag behandlet i Danmark, og at de danske myndigheder aldrig vurderer ansøgerens asylmotiv. Vedkommende udvises til ’det sikre tredje land’ og får kun sin sag behandlet dér. (For EU-lande gælder Dublin-aftalen, som indebærer, at medmindre asylansøgeren har nær familie i et andet EU-land, kan vedkommende kun få sin sag behandlet i det første EU-land, hvori vedkommende søger om asyl). Bestemmelsen om visumkrav blev stærkt kritiseret af UNHCR, men blev hurtigt adopteret af flere europæiske lande.

Men hvis asylansøgeren kommer direkte fra sit hjemland, må vedkommende ikke sendes tilbage til trods for manglede visum – grundet det føromtalte refoulment-forbud. Altså kan Danmark ’blive nødt’ til at lade sådanne flygtninge indrejse, visum eller ej, og dermed behandle deres asylansøgning. Hvis målet for Danmark er at holde så mange som muligt ude, kan Danmark derfor have en interesse i, at så få som muligt overhovedet når frem til Danmark …

Samtidig med indførelsen af visumkravet i 1986 indføres også en tilføjelse i lovgivningen, der skal danne mulighed for, at den danske stat kan straffe de transportører, primært flyselskaber, som bringer udlændinge uden gyldigt visum til Danmark. Hensigten med loven er, gennem store bøder, at true flyselskaberne og dermed deres personale til at foretage grundige ægthedsvurderinger af pas og visumpapirer, inden de medtager passagerer. Og selvsagt afvise passagerer uden skønnede gyldige papirer. På denne måde sikrer den danske stat, at mennesker, der måske ville have søgt og haft krav på asyl i Danmark, aldrig opnår »territorial kontakt« med Danmark, og dermed aldrig får muligheden for at få deres sag behandlet. Således bliver vilkårligt flypersonale Danmarks fremskudte arm, og mennesker, der muligvis ville have opnået asyl i Danmark, bliver i stedet udleveret til de myndigheder, de flygtede fra. Og de danske myndigheder ser dem aldrig. Loven trådte i kraft i 1989.

Den aktuelle danske visumpraksis er beskrevet i et notat fra Integrationsministeriet fra september 2002. Her kan man læse, at ved myndighedernes afgørelse i visumsager lægges der navnlig vægt på, hvorvidt det vurderes, at der er en risiko(!) for at ansøgerne efter indrejse i Danmark vil søge asyl. Altså: Danmark søger at forhindre mennesker med et beskyttelsesbehov i at opnå retten til asyl. En ret, som ellers fastlås i konventionen fra 1951: Alle mennesker har ret til at søge beskyttelse.

Endvidere opdeles landene i fire grupper, hvoraf en kaldes asylgruppen og rummer 20 såkaldt flygtningeproducerende lande såsom Afghanistan, Iran, Irak, Somalia og Sri Lanka. Statsborgere fra disse lande nægtes som udgangspunkt visum. Et sådant afslag kaldes et formodningsafslag – netop fordi det formodes, at den pågældende udlænding vil søge asyl.

Alle disse forhold – transportørsanktionerne, visumkravet og det automatiske afslag på visum – gør, at det i dag praktisk talt er umuligt at søge asyl i Danmark på lovlig vis.

Dette er ikke alene et klart brud på de internationale konventioner, Danmark er forpligtet over for. Det siger sig selv, at det også kan ses i statistikken over, hvor mange der søger asyl i Danmark. Forhold som disse bør derfor nævnes, når procentandelen af asylansøgerne, der opnår opholdstilladelse, præsenteres, og når politikere argumenterer for, at det lave antal asylansøgere skyldes »en mere fredelig verden«.

FN anslår, at der er 36 millioner flygtninge på verdensplan. I 2006 gav Danmark opholdstilladelse til 1.095. Mennesker, der søger beskyttelse i Danmark, er altså nødt til at smugles ulovligt ind i landet – ofte via professionelle menneskesmuglere. En sådan flugt har ofte store økonomiske og personlige konsekvenser for i forvejen trængte personer eller familier.

Asylansøgeres unikke situation er jo netop, at de som individ ikke har nogen stat i ryggen og derfor ikke – i modsætning til alle andre borgere – har mulighed for at anke afgørelsen i deres sag, såfremt de finder den forkert. Derfor oprettede man i 1983 Flygtningenævnet, der skulle fungere som et domstolslignende ankeorgan. Man havde to ønsker med nævnet: at det skulle være et uafhængigt organ, der ikke var underlagt en politisk udpeget minister, og samtidig skulle det være bredt sammensat med fagkyndige personer. Flygtninges retssikkerhed eller mangel på samme kan illustreres ved et kort overblik over udviklingen i Flygtningenævnets sammensætning.

1983: Syv medlemmer (en dommer, tre medlemmer udpeget af henholdsvis af socialministeren og justitsministeren (dengang lå asylområdet under Justitsministeriet) og udenrigsministeren, et medlem udpeget af Advokatrådet, to medlemmer udpeget af Dansk Flygtningehjælp).

2002: Tre medlemmer: En dommer, et medlem udpeget af Advokatrådet og et medlem fra Integrationsministeriet.

Nævnet består altså ikke længere af uafhængige medlemmer, og dets brede sammensætning kan bestemt også diskuteres. I 2002 sættes der spørgsmålstegn ved medlemmerne fra Flygtningehjælpens habilitet. Flygtningehjælpen anses nu som »en interesseorganisation, der varetager asylansøgernes interesse«, hvorimod Flygtningehjælpen tidligere blev opfattet som en organisation der varetog det retslige, humanitære og informative arbejde, det danske samfund ønskede udført blandt asylansøgere. Der er altså i dag opstået en modsætning mellem asylansøgernes interesser og det danske samfunds interesser!

At der eksisterer et sådant potentielt modsætningsforhold mellem flygtende menneskers interesser og det danske samfunds, bliver meget tydeligt med indførelse af kravet om ’integrationspotentiale’.

Ud over de flygtninge, som opnår asyl via konventions- eller B-status modtager Danmark 500 flygtninge om året i samarbejde med UNHCR. De såkaldte kvoteflygtninge. UNHCR udvælger 500 af de hårdest trængte flygtninge rundt i flygtningelejre i verdens brændpunkter. Ordningen er tiltænkt at sørge for, at de svageste flygtninge – dem som ikke ved egen hjælp ville kunne flygte til et sikkert land – får mulighed for et sikkert og værdigt liv som anerkendt flygtning.

Men i 2005 vedtages en lovændring, der indebærer forslaget om kvoteflygtningenes udvælgelse på baggrund af såkaldt integrationspotentiale. Denne idé indebærer, at en dansk delegation rejser ud til UNHCR’s flygtningelejre og dér interviewer forskellige flygtninge om uddannelses- og erhvervsbaggrund og foretager en vurdering af en flygtningefamilies mentale tilstand. Derefter udvælges de flygtninge, som det vurderes lettest kan integreres i Danmark og hurtigst bidrage til det danske samfund.

Dette lovforslag mødes med hård kritik fra bl.a. UNHCR, som påpeger, at kvoteordningen jo netop er tiltænkt muligheden for at give svage og forfulgte mennesker asyl, uanset baggrund. De kvoteflygtninge, der ankom til Danmark i 2006 og 2007, er alle udvalgt på baggrund af deres integrationspotentiale. Asylansøgningen bærer nu pludselig nærmere præg af en jobsamtale, hvor det er Danmarks interesser, der skal optimeres, og ikke nødstedte menneskers liv, der skal beskyttes.

Hvor stramninger på asyllovgivningen har været en fortløbende proces siden udlændingeloven af 1983, og altså er gennemført af skiftende politiske flertal, kan regeringsskiftet i 2001 tydeligt mærkes på integrationsområdet. Integrationsloven fra 2003 og efterfølgende stramninger rummer – ud over 24-års reglen – en række bestemmelser, der sætter flygtninge og indvandrere i en ganske anden retsmæssig og social position end de øvrige borgere i Danmark. Her skal blot listes nogle af de overordnede bestemmelser:

Hvis man – efter en ventetid i asylcentrene på i gennemsnit 1.302 dage – opnår asyl, skal man underskrive erklæringen om aktivt medborgerskab, hvori man blandt andet lover ikke at være terrorist eller at slå sin ægtefælle(!). Man opnår retten til at modtage introduktionsydelse, der er cirka 40 procent mindre end kontanthjælpen; den laveste sats, danskere kan modtage.

Såfremt man ikke har fundet arbejde, kaldes denne ydelse efter tre år for starthjælp – stadig 40 procent mindre end kontanthjælpen, og der går i alt otte år, fra man opnår opholdstilladelse, til man kan søge om statsborgerskab og få de samme rettigheder som sine øvrige medborgere. Men statsborgerskab eller indfødsret kræver, at man består danskprøve 3, og at man består indfødsretstesten, hvor man demonstrerer sin viden om slaget på Dybbøl og andre skelsættende begivenheder. Hverken sprogtest eller indfødsretstest kan man opnå dispensation for, selv om man lider af posttraumatisk stress (hvilket mange flygtninge gør), og som ofte medfører koncentrations- og indlæringsbesvær.

For at opnå statsborgerskab skal man endvidere have været selvforsørgende i fire ud af de sidste fem år. Vil man leve sammen med sin elskede, må man opfylde 24-års reglen og tilknytningskravet, og endvidere må man stille 56.567 kroner som garanti og råde over en bolig, der ikke er fremlejet, og som udgør et areal på minimum 20 kvadratmeter per person.

Familiesammenførte har ikke ret til introduktionsydelse, da de skal forsørges af den herboende. Endelig er 75 procent af de mennesker, der rammes af 300-timers reglen, flygtninge og indvandrere. Reglen indebærer, at ægtepar på kontanthjælp, der ikke arbejder 300 timer i løbet af to år, fratages den enes kontanthjælp.

Alt sammen forhold, der tvinger i forvejen ofte pressede familier i vores samfund til at leve under prekære og hårde økonomiske og sociale forhold, og som fastholder mange som andenrangsborgere uden mulighed (eller motivation) for ligeværdig deltagelse i det danske samfund og demokrati.

Det er således ikke oppositionens politikeres ansvar alene at formulere en kritik af (eller tilslutning til) de gældende forhold. Som borgere (og vælgere) i et samfund, der gør disse love og differentieringsprincipper gældende, må vi i det mindste føre en offentlig debat, der omhandler de reelle forhold, vi skaber for mennesker på flugt og for flygtninge her i landet.

Kendskab til love og administrationspraksis som de her nævnte er for mig at se afgørende i en offentlig diskussion af vores »faste og fair udlændingepolitik«.

Tilbage til forsiden