Politiken bragte forkortet i dag 9.
november 2007

HVEM TØR KASTE DEN FØRSTE STEN? Om hvordan venstrefløjens racisme sikrer magten for VKO's ditto
(Kan senere læses illustreret her:
http://www.american-pictures.com/dansk/artikler/hvem-toer-kaste-den-foerste-sten.htm )



HVEM TØR KASTE DEN FØRSTE STEN?


af Jacob Holdt, bestyrelsesmedlem af Kritiske Muslimer


Jeg tilstår at jeg er i muslimernes sold. I 28 år har jeg fået al min løn
udbetalt fra shariabanker idet min foredragsagent i USA er en fattig sort
muslimsk familie. I alle de år har jeg aldrig givet hånd til min indhyllede
arbejdsgiver, Aleah Dammah, idet hun som så mange konvertitter har valgt at
vise fromhed ved at tilegne sig nogle af de mere ekstreme skikke, vi kan
finde i enhver religion.
(Se familien Muwwakkil, Shirley, Nain og hjernen bag virksomheden, Aleah
her,
http://www.american-pictures.com/gallery/friends/Muwwakkil/pages/Muwwakkil-1987-01.htm )
Men i alle disse år har hverken jeg eller jøderne, jesuitterne og de
lesbiske, som er mine hyppigste arrangører i USA, nogensinde skænket det en
tanke at der var noget underligt i dette. I et land, hvortil så mange er
flygtet fra religiøs undertrykkelse i Europa - mennonitter, amishfolk, jøder
og i dag højtuddannede danske muslimer - indordner alle sig naturligt med
hinandens skikke.


Hvor rummelig jeg er blevet som amerikaner går op for mig hver gang jeg
vender tilbage til Danmark og oplever hvor lidt, der har ændret sig her fra
fortidens hadske forfølgelser af religiøse mindretal. For når en hel
befolkning kan hidses op i hetz mod en kæk ung dansk piges forsøg på at
komme i folketinget minder det ubehageligt om fortidens heksebrændinger og
Dreyfusaffærer med insinuationerne om at hun står ”i ledtog med fremmede”
magter og væsner.


For hvilke forbrydelser gør hun sig skyldig i? Ikke at give hånd er ikke et
tegn på manglende rummelighed og frisind. Da jeg til en festival skulle
afhente en gruppe arabiske kvinder i lufthavnen kom jeg uforvarende til at
stikke en af dem poten. ”I can’t give you my hand, but I can sit in your
lap,” grinede hun, da hun så, at der ikke var plads til alle i bilen. Er
kulturmødet og livet ikke lidt sjovere med en skønjomfru siddende i skødet
og med armene varmt plantet rundt om hende end det at give et ligegyldigt
håndtryk?

Den samme rummelighed oplever jeg i Asmaa når jeg ser transvestitter kærligt
lægge armen om hende på bøssebarer. (Se
http://www.american-pictures.com/gallery/friends/Asmaa.Abdol-Hamid/pages/asmaa-043.htm )
Jeg har i tidligere indlæg advaret mod den racisme vi udtrykker ved straks
at afkræve samme frisind af indvandrede 3. verdenskulturer som af os selv –
f.eks. omkring de radikales diskrimination mod Mona Sheikh ligeledes pga.
hendes påstået manglende frisind overfor homoseksuelle – i særdeleshed når
vi kun har os selv at bebrejde for ikke at have integreret dem ind i vore
hjem og sociale netværk, - der hvor man giver dem det vi nu så hysterisk
kalder danske værdier.


Men lever vi selv op til disse værdier? Når jeg vender tilbage til de
kirkesogne i Vest- og Sønderjylland, som formede mig og Asmaa i vores udsyn,
kender ingen der en eneste homoseksuel i miles omkreds. Disse typiske
venstrevælgere tvinger mao. homoseksuelle ligeså effektivt under jorden som
i det Saudiarabien, Asmaas familie kom fra, uden at vore politikere og
medier stiller dem til regnskab for homofobien - den undertrykkelse der ofte
medfører både selvhad og selvmord.

Racisme og homofobi er ikke noget man tillidsvækkende som politiker kan
erklære sig imod hvis man selv i et og alt er præget af det i sin opvækst. I
racisme- og homofobi workshops i USA's universiteter bruger vi tit den
inkluderende ”Jeg er bøsse/muslim/jøde” lakmusprøve til at hjælpe eleverne i
kontakt med de undertrykkelsesmønstre, der præger de flestes underbevidsthed
trods en ydre frisindet selvforståelse. Uden bearbejdelse udløser disse
nemlig en ubevidst undertrykkende og undvigende adfærd overfor homoseksuelle
og sorte mage til den danskerne udviser overfor muslimer. Hyppigt bliver jeg
som foredragsholder kaldt til egne af USA hvor der lige har været et
bøssemord og har der lejlighed til at eksperimentere med hvor meget jeg selv
har frigjort mig af min vestjyske opvækst. Først sent i mit liv er det
faktisk lykkedes mig at sige ”vi bøsser” i Wyomings lammende ”Brokeback
Mountain” kultur med en så indlevende overbevisning at cowboyerne bagefter
diskret letter cowboyhatten med et hviskende ”I am also to the other side!
You wanna a date?”

At arbejde med sine egne undertrykkelsesmønstre er således både sjovt og
befriende og inden vi danskere kaster den første sten mod Asmaa, bør vi nok
selv forsøge os med et overbevisende og solidarisk ”jeg er en muslim” rundt
om i vort hjemlige Wyoming. Husk, at hvis nok af os havde sagt ”jeg er en
jøde” i 30’erne ville 6 millioner jøder stadig være i live.

De færreste, som lever i et givent undertrykkelsessystem, er klar over hvor
påvirkede de faktisk er. Selv oplever jeg lige så meget racisme i den indre
tænkning hos Harvards frisindede studenter som i Ku Klux Klan. Sort
amerikansk litteratur er fyldt med eksempler på velmenende, ”frisindede”
lærere, der rådede deres sorte elever med høje karakterer til ikke at søge
en højere uddannelse, men til at ”kende deres lod” - fuldstændig parallelt
med den danske racisme, som Asmaa oplevede da hun valgte at gå med tørklæde
og hendes lærere rådede hende fra at søge i gymnasiet på trods af hendes
høje karakterer. Eller parallelt med den massive racisme hun nu møder om at
hendes plads er i ghettoen og ikke i folketinget. Mens hun i USA ville blive
udråbt som "indvandreren der realiserede den amerikanske drøm" hetzer
danskerne mod hende for at ”forråde de danske værdier” hvilket kun er sandt
hvis religiøs racisme er blevet en dansk værdi under VKO-regeringen.

Men lige så opløftende det har været at se hvor mange gamle stalinister på
venstrefløjen vi kærligt har fået pakket ud af deres tidligere
undertrykkende tankegods i samme tempo som det er sket med mange
indvandreres ditto, ligeså deprimerende er det at se hvor mange af dem der
lynhurtigt har internaliseret VKO’s meningsracisme. Med venstrefløjens
”hvide flugt” fra Enhedslisten pga. Asmaa tyder alt på at den med 1,9%
stemmespild river et muligt regeringsskifte med sig i sin racisme – og at en
hel generation af børn og unge dermed vil blive formet af DF’s fortsatte
menneskefjendske tankegods. At vi alle bliver tabere under denne racisme ser
vi i forfejlet integration og kompetenceflugt til udlandet.

____________________________________________________________________________
_



Og herunder er et spark til højrefløjen som blev bragt som kronik i
Jyllands-Posten i går: http://jp.dk/meninger/kronik/article1160244.ece

Kan læses illustreret her:
http://www.american-pictures.com/dansk/artikler/saet-skatten-op-og-hold-mere-ferie.htm


SÆT SKATTEN OP......OG FÅ RÅD TIL MERE FERIE


af Jacob Holdt, foredragsholder


Politikerne stikker os blår i øjnene med snak om lavere skat. Pengene ligger
bedst i borgernes lommer, så hvorfor tage dem fra os ved at sætte skatten
ned? Vi burde hellere lokke udenlandsk arbejdskraft til Danmark gennem
sandfærdige kampagner om vores skatteparadis.




Michael Moore fik med Sicko åbnet amerikanernes øjne for, hvorfor europæerne
er så glade for velfærdsstaten. Han manipulerede dog ved at kalde dens
ydelser for ”gratis”, idet ”skat” er et fyord i USA, hvor skattetrykket kun
er halvt så stort som vores.

Moore burde have vist, hvordan de er blevet så fattige, at de ikke har råd
til at betale høj skat og hvordan de taber ikke blot i sundhed, men i
generel livskvalitet. For det er faktisk let at overbevise dem, hvis man
bruger deres egen selviske argumentation. Jeg har i 30 år holdt foredrag i
USA om, hvordan man med en velfærdsstat kan udrydde fattigdom og lært at det
ikke er de ”langhårede” medmenneskelige argumenter, men cost-benefit
analyserne, der får dem til at lytte.

Livet er svært for de fleste mennesker, - en ensom vandring hen ad en isglat
bjergrand med konstant fare for at falde ned til begge sider. For at
beskytte de svageste fra at falde ned, afsætter vi i velfærdsstaten lidt
penge til et rækværk på begge sider. Danskerne har lært, at udover den
tryghedsfølelse, det giver alle, sparer vi penge ved at forebygge frem for
at helbrede. Den amerikanske minimalstat siger derimod ”lad falde hvad ikke
kan stå” eller ”enhver er sin egen lykkes smed”. Man lader altså de svageste
falde ned af bjergsiden hvor efter de andre må bruge kæmpebeløb på at
beskytte sig mod deres vrede. F.eks. koster det seks gange så meget at smide
de faldne i fængsel som at give dem en højere uddannelse. Ifølge New York
Times koster det to millioner dollars at henrette et menneske, men kun en
million at give det livstidsfængsel. Men mange dødsdømte er psykisk syge,
som først søgte, men blev nægtet en behandling til få tusinde dollars, fordi
politikerne hellere ville skære i skatten for at opnå genvalg.  

På samme måde viser undersøgelser, at hver dollar sparet på prænatal omsorg
ender med at koste $4 i sundheds-, institutions- og fængselsomkostninger. At
hver dollar sparet på seksualoplysning ender med at koste $5 i kontanthjælp
til uuddannede teenagemødre, som Europas velfærdsstater kun udklækker en
brøkdel af. At $35.000 sparet på vaccination af børn senere koster
skatteyderne mere end $1 million i sygdomsbekæmpelse osv.
Nedsat skat går altid ud over de svageste og eksemplerne på amerikanske
politikeres uhensigtsmæssige skattebesparelser er utallige. Washington Post
opsummerede et resultat af deres kortsigtede politik i en chokerende
rapport, som viste, at 23% af amerikanske børn således vokser op i
fattigdom, mens det i Europas velfærdsstater kun er 5%. Jeg har i årevis
fotograferet, hvordan fattigdom forkrøbler børn med kolossale
indlæringsproblemer og kriminalitet som følge. Så et land, som vælger at
tabe hvert fjerde barn på gulvet tvinges til senere at bruge enorme summer
på politiopsyn og indespærring af vreden – penge som vi i velfærdsstaten
”trygt” i stedet kan holde ferie for.


Intetsteds er den farlige konservative amerikanske cocktail af ønsketænkning
og forhalet pengespild så åbenlys som i sundhedssystemet, hvor de
”beskattes” dobbelt så hårdt som danskerne. Goderne, vi modtager i et
samfund, skal naturligvis betales, men USA's sundhedssystem er sat op som et
gigantisk vejsystem med bompenge. Det giver måske i dag mening at
privatisere vore veje og lade brugerne betale for miljøsvineriet med
bompenge. Men forestil jer et betalingssystem med bemandede bomme på de
mindste biveje i Nevada og Wyoming til at opkræve vejpenge af den ene bil,
der kører forbi hver dag. Og at man foruden hver bomvagt ansatte en betjent
til hvert sted at undersøge, om forsikringen er i orden, og en inspektør til
at undersøge, om bilen lider af rust eller andre ulovligheder, inden den må
køre videre. Således bliver et privatiseret sundhedsvæsen mere ineffektivt
end det værste sovjetiske bureaukrati. I USA har man ansat 3 millioner
bureaukrater udelukkende til at spille Gud eller chikanere de syge og sørge
for, at de helst ikke modtager behandling. Er man for fed eller i jobs som
bartender, frisør o. lign., er det næsten umuligt at få forsikring, mens
alle andre bliver syge af stress over at nærlæse og sammenligne policer i
uforståeligt sprog. 40% af omkostningerne går til inddrivelse af regninger
og til at frasortere dem med størst chance for at blive syge.

Dette nedbryder også tilliden mellem læge og patient, som ikke ved om lægen
kræver unødvendige undersøgelser for at tjene ekstra eller er lønnet af
medicinalbranchen. Den manglende tillid giver hyppige erstatningssager, der
løber op i millioner - både til advokaterne, for svie og smerte, men især
til dækning af fremtidig behandling, som jo ville være gratis hos os. Disse
regninger sendes igen videre til forbrugerne, da lægerne må betale skyhøje
forsikringer for at dække sig ind.

Da amerikanere også betaler sygeforsikring gennem arbejdsgiverne, mister de
friheden til let at skifte job og de varer, der produceres, pålægges en
enorm indirekte sundhedsskat. Amerikanske varer kan derfor ikke konkurrere
med importerede varer, og som resultat er handelsunderskuddet nu vokset til
$600 milliarder, som truer med at vælte verdensøkonomien og hvis renter
sluger yderligere skat og igen gør amerikanerne fattigere.




Vi sparer derfor mange penge ved at betale disse velfærdsgoder over skatten
uden alle disse ekstraomkostninger. Mens Danmark bruger 8% af BNP på
sundhed, bruger USA 16%, som i 2012 vil vokse til 20% . Husk her at verdens
stærkeste militærmagt kun bruger 6 % på militæret. Hvis amerikanerne fik et
sundhedssystem som Danmarks, ville de derfor dels leve længere og dels få
råd til dobbelt så meget militær, dobbelt så mange Irak-krige osv. Omregnet
i penge betaler hver amerikaner 37.000 kr for sundhed og hver dansker 17.000
kr. For en familie på fire en årlig forskel på 150.000 kr og 68.000 kr.
Vælger man at bruge disse penge på ferie, får hver dansk familie altså
82.000 kr mere end amerikanerne til at holde ferie for hvert år.



Amerikanerne betaler af samme årsager også langt mere end os for deres
privatiserede undervisning. 4-års universitetsuddannelse koster ca. det
samme som at købe et hus, og man må derfor livet igennem spare op til
børnenes uddannelse, som jeg - bortset fra de få eliteuniversiteter –
oplever som dårligere end danskernes. Vuggestue koster 60.000 kr årligt, men
300.000 kr for dansk standard; plejehjem 500.000 kr årligt, men 2 millioner
forlods for dansk standard.


Det er således ikke billigere at leve i et land med lav skat. Herhjemme
betaler vi med 50% af BNP verdens højeste skat og klager stort set ikke.
Amerikanerne betaler kun 26%, men må leve med livslang bekymring og frygt
for fremtiden. De må knokle og har dårligt råd til at holde en uges ferie om
året. Derfor kan stort set ingen politiker blive valgt i USA uden at love
skattenedsættelser.



De har ikke forstået, at hvis de satte skatterne ligeså meget op som
danskerne, ville de kunne få penge til at rejse for eller give til de
fattige. Vi giver f.eks 15 gange så meget i ulandshjælp og bruger 5 gange så
mange penge på lange udenlandsrejser som amerikanerne. Regner vi ferie i
hjemlandet med, bruger vi 3,6 gange så mange penge som amerikanerne på at
holde ferie. Selv i de fjerneste afkroge af verden trasker danskere rundt i
junglen med deres børn, mens man næsten aldrig ser amerikanere, som der er
57 gange så mange af som danskere? De har nemlig ikke råd med deres lave
skat!
At det kan være farligt at have så mange penge til overs at rejse for så vi
under tsunamien, da flere tusinde højt beskattede skandinaver druknede, men
kun 37 amerikanere – skønt afstanden til de katastroferamte feriesteder er
ens fra USA og Skandinavien.

I USA er turistbureauerne blevet opmærksomme på de pengestærke danske
turister og skriver: ”Danskerne er pt. verdens rigeste rejsende og med deres
seks årlige ferieuger overstiger det gennemsnitlige forbrug selv
japanernes.”
Blot synd at de ikke har opdaget vores geniale opskrift på at være sundere,
bedre uddannede, mere pengestærke - og endog i hele det 20 årh. at få en
højere økonomisk vækst - end dem selv!


Og synd at vi også herhjemme nu har fået demagogiske politikere og liberale
naivister, der vil sætte skatten ned. Men lad dem ikke gøre os lige så
fattige som amerikanerne, der har mistet friheden til at rejse og til i
praksis at bestemme, hvor meget de vil bruge på livsnødvendige goder som
sundhed og uddannelse - en frihed vi gør brug af i hvert folketingsvalg. Lad
os hellere lokke højtuddannede udlændinge til vores skatteparadis ved at
vise dem, at de her – modsat i USA - vil få både tid og råd til ligeså lange
ferier i hjemlandet.

Så lad os da i folketingsvalget stemme på endnu mere velstand og velfærd
gennem et bondesnu lille ”skatteHOP” – og derved få råd til endnu flere
jordomrejser og ulandsbistand! Eller måske mere snu omlægge til grønne
skatter for at undgå, at vi danskere ødelægger vor lavt skattede klode
totalt ……netop ved at have klodens højeste skat!  



ps. Danskere, som ønsker at fortælle amerikanske venner hvorfor vi stemmer
for så høje skatter, kan frit bruge mine argumenter fra
www.holdt.us/from/wasting/our/money/

Tilbage til forsiden