modtaget d. 21.01.08


SOS mod Racisme, Verdenskulturcentret Nørre Allé 7, 2200 Kbh. N

www.sosmodracisme.dk              sos@sosmodracisme.dk

 

Pressemeddelelse fra SOS mod Racisme    21. januar 2008

 

 

SOS mod Racisme fordømmer Regeringens og Dansk Folkepartis aftale om vilkår for asylansøgere

 

SOS mod Racisme finder Dansk Folkepartis og regeringens aftale indskrænket og moralsk forkastelig.

 

Vi er flove over vores lands asylpolitik og manglende respekt for medmennesker, for eksperters udsagn om den skade Danmark forvolder asylansøgerne, og for internationale menneskerettigheds- og FN-organisationer.

 

Danmark bør respektere UNHCR’s vurderinger og opgive alle planer om tvangshjemsendelse til de fire lande, der er nævnt i aftalen, da ingen af dem kan anses for sikre for de afviste asylansøgere.

 

Vi opfordrer de øvrige partier i Folketinget til at arbejde for et flertal, der sikrer opholdstilladelse til de afviste, og tilladelse til arbejde, uddannelse og bosætning hvor man vil, under og efter hele asylfasen.

 

Vi har tidligere taget kraftigt afstand fra VKO’s kontraktordning om ”tilbud” for afviste asylansøgere, der samarbejder om udsendelse, og skal i øvrigt henvise til at ordningen er en fiasko. Det sidste fremgår af Ministeriets Fakta-ark, som beskriver, at kun 5 afviste irakere er rejst og yderligere 2 har indgået en aftale.

 

Afviste asylansøgere, som ikke umiddelbart kan hjemsendes, bør have midlertidig opholdstilladelse, som det sker bl.a. i Finland. Det gælder både asylansøgere med og uden børn. Dette bør ske både af hensyn til deres sikkerhed (beskyttelseshensyn) og på grund af den påviste risiko for psykiske skader allerede efter 1 års ophold på et asylcenter i uvished og angst. De ”motivationsfremmende foranstaltninger” bør afskaffes.Vi opfordrer til, at der gives opholdstilladelse af humanitære grunde til en større del af asylansøgerne.

 

Afskaffelse af asylansøgernes illegale arbejde sker ikke ved yderligere trusler og straf, men ved at give dem tilladelse til at arbejde lovligt og ved at hjælpe dem med at finde lovligt arbejde.

 

Vi fatter ikke, at Danmark vil være bekendt at behandle asylansøgere så umenneskeligt!

 

Anne Nielsen                                                                   Birgitte Olesen

 

Formand                                                                         Næstformand

 

 

 

 

 

Tilbage til forsiden