D. 22.01.08
Bedsteforældre for asyl:
Høringssvar angående afviste
asylansøgere.
Regeringen
har ved sin snævre aftale med Dansk Folkeparti begået et klart løftebrud i
forhold til de udtalelser Anders Fogh Rasmussen kom med under valgkampen.
Desværre
får man en nu begrundet mistanke om at det er fordi Venstre i asylspørgsmålet
er enige med DF, men næppe tør se alle sine vælgere i øjnene med en sådan
mangel på borgerlig anstændighed, og så er det jo bekvemt at kunne dække
sig ind under et andet parti.
Birthe
Rønn Hornbech har udtalt at det var for at spare tid af hensyn til de berørte
asylansøgere, at andre partier ikke blev inddraget. Og hvilke hensyn er det så
man har taget:
50
familier eller højst 170 personer kan – dog ifølge DF-notatet kun hvis de
samarbejder om udrejsen, en udrejse som for de nævnte landes vedkommende
pt angiveligt er umulig – få lov at blive genhuset i nærheden af de i
øvrigt meget isoleret liggende interneringslejre. De er stadig underlagt præcis
de samme ”motivationsfremmende foranstaltninger” som i centrene, der er intet
initiativ der peger i retning af en mindre usikker og mindre udsigtsløs
fremtid, de faktorer der først og fremmest gør familierne syge.
Man
orker derfor dårligt at kommentere antallet, men det skal dog påpeges, at intet
sygt barn der har opholdt sig mindre end 3 år på et asylcenter kan flyttes ud,
ingen arbejdsduelig enlig mand, som langsomt går til grunde for øjnene af os,
skal have tilbuddet, ikke sygeplejersken med de voksne børn, ikke den gamle
bedstemor der sidder alene tilbage i lejren…
Der
er alvorlig grund til at frygte at dette ”tilbud” kun vil føre til større
fortvivlelse hos asylansøgerne i centrene. For det er som påpeget den
menneskelige værdighed vi fratager dem. Muligheden for at tage vare på sig selv
og sine børn, muligheden for at gøre en indsats i det danske samfund i stedet
for at være henvist til almisser, muligheden for at leve et normalt ansvarligt
liv i en normal hverdag blandt andre mennesker. Børnene skal som udgangspunkt
stadig undervises på centrene, eller snarere i specialklasser i Lynge, men k a
n deltage i folkeskolen udenfor. De unge tilbydes aktivering – ikke en reel
uddannelse – og da slet ikke en der indbefatter (lønnet) praktik.
Og
ser man på de foranstaltninger man så har til hensigt at gennemføre på lidt
længere sigt, er det der springer mest i øjnene at de afviste asylansøgere ikke
må lære dansk. De fleste taler det allerede til husbehov. Men de skal fortsat
behandles som pariaer i det danske samfund. Derudover skærpes straffen for det
eneste nødværge der hidtil er forekommet – det (tvungent) illegale arbejde.
Man
må igen spørge: er regeringens hastetilbud fremsat af hensyn til asylansøgerne,
eller er det af hensyn til DF, eller er det fordi det er det regeringen
egentlig ønsker og nu regner med at kunne få flertal for. For selv om
udflytningen kan foretages administrativt, står der i integrationsministeriets
notat (men ikke i DFs) ”(med forbehold for godkendelse i folketingsgrupperne)”.
Man
kan så håbe på at færingerne og grønlænderne, som måske endnu har lidt
hjertevarme tilbage, eller det ene konservative folketingsmedlem, der i dag
står frit og som har udtrykt vilje til at udvise det mod og den borgerlige
anstændighed, vi ikke længere genfinder hos regeringen, kan redde os ud af
denne nedværdigende situation.
Hvad
er der dog sket med det borgerlige Danmark? Vi forstår ikke at regeringen
svigter de grundlæggende danske værdier vi troede vi var fælles om. Vi skammer
os.
Bedsteforældre
for asyl 2008-01-20
(Else
Lidegaard for Sandholmgruppen, Inga Axelsen for Kongelunden, Nina Lørring for
Avnstrup)
Man
kan læse flere høringssvar under http://www.arnehansen.net/index2.htm#2
eller læse tidligere rundsendte på http://secureid.org:8100/Lists/asyl/List.html
Tilbage
til forsiden