D 30.05.08 i Politiken

 

1800 læger, lærere, psykologer, socialrådgivere og sygeplejersker  protesterer mod dansk asylpolitik:

 

ÅBENT BREV TIL FOLKETINGETS MEDLEMMER

 

I danske asyllejre opholder sig stadig afviste asylansøgere, som ikke kan hjemsendes til deres oprindelsesland. Mange har levet i lejrene i mange år. Det er veldokumenteret, at disse mennesker har det meget dårligt i en tilværelse præget af angst, usikkerhed og frygt for en fremtid uden håb. Asylansøgere på midlertidigt ”humanitært ophold” lever også et liv i angst, usikkerhed og frygt. Dette fører til nedbrydning af sociale kompetencer, psykisk og somatisk sygdom.

I har gjort en løsning på de afviste asylansøgeres situation til et partipolitisk spil. Dette er uværdigt og kynisk. Asylansøgernes fortvivlede situation bør ikke være et partipolitisk problem. Det er for alle danskere  et alvorligt og påtrængende etisk problem, som kræver personlig stillingtagen. Men som medlemmer af Folketinget har I- hver enkelt af jer – et særligt ansvar.

Derfor anklager vi jer for

   At skjule jer bag partipolitik i stedet for at tage personlig etisk stilling og handle derefter.
   At lade hånt om dokumentation for og advarsler om, hvor ødelæggende det er for familier og enkeltpersoner at opholde sig i lejrene i årevis.
   At I stiltiende finder jer i, at dansk asylpraksis er i strid med internationale konventioner.
   At acceptere, at afgørelser om asylansøgeres skæbne i Danmark er markant anderledes end i lande vi normalt sammenligner os med.
   At have bragt Danmarks gode navn og rygte i international miskredit.
   At være ude af trit med et flertal af befolkningens syn på behandlingen af de afviste asylansøgere.

Derfor opfordrer vi til

   At der gives asyl til alle afviste asylansøgere, der har siddet længe i lejrene og ikke kan vende hjem.   
   At de enkeltpersoner og familier, som får asyl, får mulighed for og støtte til at kunne leve en normal tilværelse med arbejde, uddannelse og skolegang
   At disse mennesker ikke sluses ud til en tilværelse under fattigdomsgrænsen , men bliver givet en fair mulighed for en ny start.
   At der etableres et tværfagligt udvalg med henblik på at klarlægge behov for fysisk, psykisk og social rehabilitering af disse nye danskere.

 

Medforfattere: Lene Lier, Niels Lomholt, Jørn Nerupå, Bente Rich, og Niels Valentin (med i Bedsteforældre  for Asyl)

 

I alt har 1800 læger, lærere, psykologer, socialrådgivere og sygeplejersker har skrevet under på dette. Navnene kan ses på følgende hjemmeside: www.123hjemmeside.dk/underskrifter-asyl

 

 

 

 

 

Tilbage til forsiden