Weekendavisen, den 28/11 – 2008

KRONIKKEN. Hun er i risiko for depressiv devitalisering, den tilstand som kendes hos asylbørn, hvor barnet opgiver livet, trækker sig tilbage fra andre og undlader at tage næring til sig.

HVOR SYG SKAL MAN VÆRE?

Af Nanna Carlsen

Jeg er frivillig kontaktperson i Center Sandholm, en udsendelseslejr for afviste asylansøgere. Baggrunden er, at jeg under krigen i eks-Jugoslavien så et billede på tv, som for altid prentede sig på min nethinde: synet af unge, tilfangetagne mænd bag pigtrådshegn i en krigslejr. Tynde og udmarvede var de, truet på livet.

Jeg fik associationer til tiden efter 2. verdenskrig, hvor man spurgte tyskerne, om de dog ikke havde vidst, hvad der foregik i KZ-lejrene. Nu ramte det mig. Nu vidste jeg. Jeg havde selv set det, og nu var jeg forpligtet

Derfor står jeg hver uge med mit sygesikringsbevis som adgangstegn ved portvagten i Sandholm og beder om at blive lukket ind bag hegnet for at besøge ”min” lille familie. De er etniske romaer, altså sigøjnere, og kommer fra Kosovo. Hver familie har sin historie, men jeg ser et mønster gå igen i de mange roma-familiers skæbne, som følge af krigen i eks-Jugoslavien.

De har været truet på livet, har måttet forlade deres hjem og har set deres huse blive brændt ned. Romaerne har været tvunget til, med livet som indsats, at gøre ”det beskidte arbejde,” hvor de har måttet rydde op efter massakrer og slæbe lig til massegravene.

Vold, voldtægt, forhør og tortur har hørt til dagens orden, og ingen af dem tør vende tilbage. Albanerne truer dem, fordi de under tvang har måttet udføre arbejde for serberne under krigen; serberne forfølger dem, fordi de er sigøjnere og muslimer.

”Min” roma-familie ankom i år 2000 og har netop igen fået afslag på asyl. At jeg er kontaktperson for netop denne familie skyldes, at jeg fik et chok, da jeg første gang så den lille pige på ni år. I mit 40–årige arbejdsliv som lærer, de fleste af årene i folkeskolen, har jeg ikke set et så truet barn.

En ekstremt tynd og spinkel pige med et trist, forgræmmet, alt for gammelt ansigt uden mimik – et smil kunne der slet ikke blive tale om. Hun var stum, havde mistet talens brug, nikkede blot, når man talte til hende.

Hvad havde dette barn været ude for? Hvad bar hun på, tynget som hun tydeligvis var af ansvar og frygt? Og klæbende op ad moderen, som hun vogtede over og passede på. Og det gør hun stadig.

Pigen holdt op med at tale, da læsset væltede, og faderen havde et sammenstød med nogle mænd fra andre eks-jugoslaviske grupper. Faderen har en alvorlig psykisk diagnose oven på krigens traumer, kombineret med de efterhånden otte års uvished og ophold i danske asyllejre.

Han og de andre mænd fik alle en dom for kriminalitet samt den efterhånden obligatoriske udvisningsdom. Familien valgte i desperation at gå under jorden og flygtede i panik. Faderen fik derfor ikke som de andre en chance for at få konverteret dommen til en betinget dom. I hans fravær blev dommen tværtimod stadfæstet.

Efter at have levet under jorden i knapt et år, hvor familien hutlede sig igennem, var pigen ved tilbagekomsten til Sandholm i en elendig forfatning. Moderen måtte følges med hende i skole hver dag, og pigen havde ikke kontakt med andre. Hun talte ikke, sad ganske stille, legede ikke med nogen.

Men langsomt begyndte en mere positiv udvikling, og skolen kunne berette om bedring. Pigen talte igen og blev lidt mindre trist, og hun fik en veninde i lejren. Selv fik jeg også kontakt med hende i denne periode. Hun taler både dansk, serbisk og roma og oversætter tit for sin mor.

Så kom næste chok: ved et af de ugentlige obligatoriske fremmøder hos politiet i lejren blev faderen uden varsel fængslet og ført fra Sandholm, for nu skulle dommen afsones. Moderen kom i krise, og pigen blev igen dårligere. Lillebroderen, der hidtil havde været en glad lille dreng, fik krisesymptomer.

Pigen nægtede og nægter stadig at besøge sin far i fængslet, da hun er panisk ræd for politiet, som hun har oplevet i flere traumatiske situationer. Hun får heftig hjertebanken, når talen falder på politiet. Hun er bange for, at de også skal tage moderen, så hun og lillebroderen bliver helt alene i verden.

Mens en ansøgning om humanitært ophold for familien blev undersøgt af myndighederne, blev familien tilkendt lovligt ophold i landet under sagsbehandlingen. Det betyder, at man ikke skal stille hos politiet hver uge, og at man får madpenge, så man ikke behøver spise i fælleskantinen. Lidt håb og optimisme blev etableret, indtil afslaget kom.

Så vendte angsten tilbage. Nu vågner pigen hver time natten igennem med mareridt. Hun har fattet, at de igen er i udvisningspositionen. Bør et lille barn sidde inde med en sådan viden? Og moderens angst bliver endnu en gang barnets. Skolegangen, som hun ellers klarede uden moderen nu, er igen blevet svingende, for hun kan ikke forlade moderen. Pigen reagerer med kvalme, mavesmerter og hovedpine.

Undervejs har der været tale om, at en børnepsykiater skulle undersøge pigen, men moderen ville ikke være med til det. Hun frygtede, at børnene skulle blive taget fra hende. Her kunne Røde Kors dog berolige hende. Hun er en god mor, der gør, hvad hun kan, under de givne forhold, selv om hun har sit at slås med: hun er opereret for en hjerteklapfejl og har også lidt psykisk overlast. Men da hun blev ved med at være urolig for pigens tilstand, besluttede hun til sidst, at en børnepsykiater skulle have lov til at tale med pigen.

Børnepsykiaterens undersøgelse bekræfter, at der er tale om et ekstremt udsat barn, der bærer på en stor del af familiens angst og lever under et alt for stort pres, både psykisk og fysisk. Ifølge psykiateren kan hun kun med nød og næppe holde sammen på sig selv, for hun kan ikke beskytte sig imod, at angstfyldte fantasier trænger sig på.Hun tegner sit hjerte, der er ved at gå i stykker, og hun siger, at det er sådan, hun har det – og at hun snart ikke kan mere. Hun er 9 år!

Psykiateren konkluderer, at pigen er i konstant alarmberedskab og truet af den tilstand, der er beskrevet hos de mest medtagne asylbørn: depressiv devitalisering, en tilstand, hvor barnet opgiver livet, trækker sig tilbage fra andre og undlader at tage næring til sig. Kombineret med et kompliceret post – traumatisk stresssyndrom, hvor hormonsystemet belastes, og hjerneceller kan gå til grunde, så er det liv eller død, det handler om for pigen. Det kræver en avanceret og langvarig behandling samt ro omkring familien. Hvordan skal det kunne forenes med en udvisning?

Med henvisning til FNs børnekonvention, som giver børn ret til at få deres sag vurderet uafhængigt af forældrenes sag, har advokaten netop søgt om genoptagelse af sagen om humanitær opholdstilladelse – denne gang i den lille piges navn.

Men Integrationsministeriet har nægtet at tage sagen op med den begrundelse, at pigen ikke er syg nok. Hvor syg skal man være? Et sind, der er ved at sprænges, og en krop, der livstruende nægter at udvikle sig - er det den skæbne, vi danskere tilbyder et barn i nød?

Nanna Carlsen er 69 år og pensioneret folkeskolelærer. Har også været flygtninge- og indvandrerlærer. Medinitiativtager til Amnesti Nu og med i Bedsteforældre for asyl.

Tilbage til forsiden