Kronik bragt i Frederiksborg Amts Avis 5. december 2008

 

Civil ulydighed er sidste mulighed

 

AF TONI LIVERSAGE

 

For 25 år siden – i 1983 - var jeg inviteret til universitetet i Minneapolis for at fortælle om den vesteuropæiske bevægelse mod udstationeringen af nye atomvåben i Europa, og jeg kom her i kontakt med folk fra det såkaldte Honeywell-projekt, der gennem forskellige aktioner protesterede mod Honeywell-fabrikkens fremstilling af dele til atomvåben. De havde blandt andet blokeret for indgangen til fabrikken, og i den forbindelse skulle 147 aktivister for retten, mens jeg var der. ”Om jeg ikke havde lyst til at overvære en sådan retssag?” Det havde jeg selvfølgelig.

  Retssagen gjorde et stort indtryk på mig. Man kunne i retssalen høre, hvordan den ene efter den anden af de anklagede forsvarede, at de havde overtrådt loven gennem deres blokering af fabrikken med, at de var nødt til at følge deres samvittighed, da de mente, at atomvåben udgjorde en skræmmende trussel mod menneskeheden. Men samtidig med at jeg lyttede til dem, kunne jeg fornemme, at de trak på en lang historisk tradition i USA i deres argumentation.

  Jeg skal her citere, hvorledes en af aktivisterne Moira Moga fra Minneapolis begrundede, hvorfor hun anvendte civil ulydighed:

   ”Jeg tror som pacifist, kristen og som amerikaner, at civil ulydighed er et legitimt redskab, når det gælder protest imod uretfærdighed. Men hvor er uretfærdigheden? Hvis jeg fik kendskab til, at der var én, der var i færd med at fremstille sprængstoffer i sit hus, for at vedkommende kunne sprænge Minneapolis’ centrum i luften, og hvis jeg derefter tog derhen, trængte ind i huset og forsøgte at afholde ham eller hende fra at udføre denne forbrydelse, og hvis sagen derefter kom for retten, ville opmærksomheden givetvis være koncentreret om denne morderiske plan, der var ved at blive bragt til udførelse. Jeg tror overhovedet ikke, at min indtrængen på privat grund ville blive opfattet som nogen forbrydelse, men snarere som en fornuftig og ansvarlig handling, og jeg ville gladelig påtage mig ansvaret for den på samme måde, som jeg gladelig påtager mig ansvaret for at trænge ind på Honeywells område”.

    Alt dette var nyt for mig, og jeg gik derfor – efter min hjemkomst fra USA - i gang med at sætte mig ind i, hvad man kunne kalde for den civile ulydigheds historie, hvilket resulterede i bogen Fra Gandhi til Greenham Common med undertitlen Om civil ulydighed og ikke-vold, som udkom i 1987.

 

 

Henry Thoreau

Selve begrebet civil ulydighed går tilbage til den amerikanske forfatter Henry Thoreau, der i 1849 udgav et essay ”On Civil Disobedience” oversat til dansk med titlen Civil lydighedsnægtelse. Hans hovedtanke var, at respekten for retten står over respekten for loven, når det drejer sig om grundlæggende værdier, og at man havde både ret og pligt til at følge sin samvittighed og bryde uretfærdige love. Selv nægtede han at betale skat i protest mod USA's erobringskrig mod Mexico og mod slaveriet.

  Henry Thoreaus protest var imidlertid en individuel handling, og det blev Mahatma Gandhi, der som den første anvendte civil ulydighed kollektivt i Indien i 1920erne og 1930erne i kampen mod englænderne for Indiens uafhængighed. Senere i 1960erne blev civil ulydighed også taget i anvendelse i de sortes borgerrettighedsbevægelse med Martin Luther King i spidsen i deres kamp mod diskrimination og ulighed.

  Men også i den senere bevægelse mod Vietnam-krigen og som sagt i bevægelsen mod atomoprustningen blev der anvendt civil ulydighed, det samme gælder for nogle af bevægelserne mod naturødelæggelsen.

 

De fælles træk

Karakteristisk for denne aktionsform, hvor folk bevidst vælger at bryde loven og om nødvendigt at gå i fængsel er, at det ikke drejer sig om snævre gruppeinteresserer, men derimod om nogle grundlæggende værdier, som man anser for at være truede, og hvor man føler, at de mere traditionelle måder at påvirke beslutningstagerne på er blevet udtømte. Den amerikanske historiker Howard Zinn har beskrevet civil ulydighed som ”det bevidst afgrænsede brud på loven til fordel for et vitalt socialt gode”.

  Der er desuden to andre ting, som det er vigtigt at fremhæve, når det drejer sig om civil ulydighed, nemlig at aktionerne er ikke-voldelige, og at man handler helt åbent, samt at det i en vis forstand drejer sig om en symbolsk handling. Med det mener jeg, at når fredsaktivisterne i Minneapolis forsøgte at blokere indgangen til fabrikken, der producerede atomvåben, eller kvinderne ved Greenham Common-basen i et stykke tid holdt indgangen lukket til basen, hvor der skulle udstationeres atomvåben, så vidste de jo godt, at de på et eller andet tidspunkt kunne blive fjernet, at de ikke i længden vil være i stand til at lukke fabrikken eller adgangen til basen.

  De ønskede derimod på denne meget synlige måde at rette fokus mod noget, som de opfattede som et altoverskyggende problem, hvor vitale værdier var truede. Men samtidig er det som sagt vigtigt at understrege, at det først er noget, man tager i anvendelse, når alle andre mere traditionelle veje og påvirkningsmuligheder har været forsøgt – når de demokratiske kanaler så at sige er sandet til.

  Det er således en aktionsform, som et mindretal tager i brug for på denne måde at forsøge at fortælle flertallet og magthaverne, at i denne sag er der nogle grundlæggende værdier, der står på spil. Derfor foregår civile ulydighedsaktioner som sagt i fuld åbenhed, idet formålet jo netop er at rette folks opmærksomhed mod et vigtigt problem. Hvad selve betegnelsen angår så signalerer ulydigheden den kendsgerning, at man er rede til at overtræde loven, hvorimod det civile fortæller, at man ønsker at løse konflikten uden vold.

 

Luk Lejren-aktionen

I Danmark har vi ikke nogen lang tradition for civil ulydighed som f. eks. i USA, og det skal vi ikke beklage. Civil ulydighed er ikke noget, man skal kaste sig ud i, fordi det forekommer spændende og dramatisk, men derimod noget folk griber til, når det forekommer dem uafvendeligt nødvendigt.

  Men ellers må den danske tradition, når det drejer sig om at forsøge at ændre på forhold, man er utilfreds med, siges at være den seje, udramatiske folkeoplysende. Tænk engang på hvad OOAs mangeårige, stædige arbejde har betydet for, at vi ikke har fået atomkraft herhjemme i modsætning til landene omkring os, Sverige og Tyskland.

  Imidlertid har vi nu for nylig set en civil ulydighedsaktion udspille sig herhjemme. Jeg tænker her på Luk Lejren aktionen den 25. oktober, hvor initiativtagerne på forhånd fortalte, at man agtede at anvende civil ulydighed og klippe hegnet, der omgiver Sandholm-lejren, over, et hegn der står som symbol på den isolation, der holder asylansøgerne adskilt fra det danske samfund. Samtidig understregede man, at aktionen skulle være ikke-voldelig.

 

Civil ulydighed

Og det lykkedes. Efter aktionen udtalte Pil Christensen fra Luk Lejren: ”Vi ser os nødsaget til at tage civil ulydighed i brug og bryde loven, når et flertal i den grad krænker et mindretal. Aktionen i lørdags var netop civil ulydig, og der blev ikke udøvet vold fra demonstranternes side.”

   Derimod blev det i mediedækningen bagefter gang på gang understreget, at

aktionen ikke blev fredelig illustreret med løbende aktivister og skyer af tåregas. Og det er rigtigt. Det kom til at se meget dramatisk ud, men det skyldtes i første række det voldsomme politiopbud og den massive anvendelse af tåregas, (hvilket jeg selv for første - og forhåbentlig sidste - gang fik at mærke).

  Jeg mener ikke, det er tilfældigt, at den første større civile ulydighedsaktion herhjemme drejer sig om de afviste asylansøgere. Her er der virkelig nogle grundlæggende værdier, der står på spil, som helt enkelt handler om medmenneskelighed overfor en truet gruppe mennesker, og vi har her i Danmark et stort ansvar for, at de i årevis er blevet fastholdt i passivitet som gidsler i denne udsigtsløse tilværelse, der gør dem syge på krop og sjæl.

  Faglig dokumentation om asylansøgernes vilkår, demonstrationer, underskriftsindsamlinger og stribevis af debatindlæg har intet ændret ved denne ulykkelige situation. Så måske er det civile ulydighedsaktioner, der skal til for at åbne folks øjne for det uanstændige i regeringens politik …

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til forsiden