Kronik
bragt i Frederiksborg Amts Avis 5. december 2008
Civil
ulydighed er sidste mulighed
AF
TONI LIVERSAGE
For 25
år siden – i 1983 - var jeg inviteret til universitetet i Minneapolis for at
fortælle om den vesteuropæiske bevægelse mod udstationeringen af nye atomvåben
i Europa, og jeg kom her i kontakt med folk fra det såkaldte Honeywell-projekt,
der gennem forskellige aktioner protesterede mod Honeywell-fabrikkens
fremstilling af dele til atomvåben. De havde blandt andet blokeret for
indgangen til fabrikken, og i den forbindelse skulle 147 aktivister for retten,
mens jeg var der. ”Om jeg ikke havde lyst til at overvære en sådan retssag?”
Det havde jeg selvfølgelig.
Retssagen gjorde et stort indtryk på mig. Man
kunne i retssalen høre, hvordan den ene efter den anden af de anklagede
forsvarede, at de havde overtrådt loven gennem deres blokering af fabrikken
med, at de var nødt til at følge deres samvittighed, da de mente, at atomvåben
udgjorde en skræmmende trussel mod menneskeheden. Men samtidig med at jeg
lyttede til dem, kunne jeg fornemme, at de trak på en lang historisk tradition
i USA i deres argumentation.
Jeg skal her citere, hvorledes en af
aktivisterne Moira Moga fra Minneapolis begrundede, hvorfor hun anvendte civil
ulydighed:
”Jeg tror som pacifist, kristen og som
amerikaner, at civil ulydighed er et legitimt redskab, når det gælder protest
imod uretfærdighed. Men hvor er uretfærdigheden? Hvis jeg fik kendskab til, at
der var én, der var i færd med at fremstille sprængstoffer i sit hus, for at
vedkommende kunne sprænge Minneapolis’ centrum i luften, og hvis jeg derefter
tog derhen, trængte ind i huset og forsøgte at afholde ham eller hende fra at
udføre denne forbrydelse, og hvis sagen derefter kom for retten, ville
opmærksomheden givetvis være koncentreret om denne morderiske plan, der var ved
at blive bragt til udførelse. Jeg tror overhovedet ikke, at min indtrængen på
privat grund ville blive opfattet som nogen forbrydelse, men snarere som en
fornuftig og ansvarlig handling, og jeg ville gladelig påtage mig ansvaret for
den på samme måde, som jeg gladelig påtager mig ansvaret for at trænge ind på
Honeywells område”.
Alt dette var nyt for mig, og jeg gik
derfor – efter min hjemkomst fra USA - i gang med at sætte mig ind i, hvad man
kunne kalde for den civile ulydigheds historie, hvilket resulterede i bogen Fra Gandhi til Greenham Common med
undertitlen Om civil ulydighed og ikke-vold, som udkom i 1987.
Henry Thoreau
Selve
begrebet civil ulydighed går tilbage til den amerikanske forfatter Henry
Thoreau, der i 1849 udgav et essay ”On Civil Disobedience” oversat til dansk
med titlen Civil lydighedsnægtelse.
Hans hovedtanke var, at respekten for
retten står over respekten for loven,
når det drejer sig om grundlæggende værdier, og at man havde både ret og pligt
til at følge sin samvittighed og bryde uretfærdige love. Selv nægtede han at
betale skat i protest mod USA's erobringskrig mod Mexico og mod slaveriet.
Henry Thoreaus protest var imidlertid en
individuel handling, og det blev Mahatma Gandhi, der som den første anvendte
civil ulydighed kollektivt i Indien i 1920erne og 1930erne i kampen mod
englænderne for Indiens uafhængighed. Senere i 1960erne blev civil ulydighed
også taget i anvendelse i de sortes borgerrettighedsbevægelse med Martin Luther
King i spidsen i deres kamp mod diskrimination og ulighed.
Men også i den senere bevægelse mod
Vietnam-krigen og som sagt i bevægelsen mod atomoprustningen blev der anvendt
civil ulydighed, det samme gælder for nogle af bevægelserne mod naturødelæggelsen.
De fælles træk
Karakteristisk
for denne aktionsform, hvor folk bevidst vælger at bryde loven og om nødvendigt
at gå i fængsel er, at det ikke drejer sig om snævre gruppeinteresserer, men
derimod om nogle grundlæggende værdier, som man anser for at være truede, og
hvor man føler, at de mere traditionelle måder at påvirke beslutningstagerne på
er blevet udtømte. Den amerikanske historiker Howard Zinn har beskrevet civil
ulydighed som ”det bevidst afgrænsede brud på loven til fordel for et vitalt
socialt gode”.
Der er desuden to andre ting, som det er
vigtigt at fremhæve, når det drejer sig om civil ulydighed, nemlig at
aktionerne er ikke-voldelige, og at man handler helt åbent, samt at det i en
vis forstand drejer sig om en symbolsk handling. Med det mener jeg, at når
fredsaktivisterne i Minneapolis forsøgte at blokere indgangen til fabrikken,
der producerede atomvåben, eller kvinderne ved Greenham Common-basen i et
stykke tid holdt indgangen lukket til basen, hvor der skulle udstationeres atomvåben,
så vidste de jo godt, at de på et eller andet tidspunkt kunne blive fjernet, at
de ikke i længden vil være i stand
til at lukke fabrikken eller adgangen til basen.
De ønskede derimod på denne meget synlige
måde at rette fokus mod noget, som de opfattede som et altoverskyggende
problem, hvor vitale værdier var truede. Men samtidig er det som sagt vigtigt
at understrege, at det først er noget, man tager i anvendelse, når alle andre
mere traditionelle veje og påvirkningsmuligheder har været forsøgt – når de
demokratiske kanaler så at sige er sandet til.
Det er således en aktionsform, som et mindretal tager i brug for på denne
måde at forsøge at fortælle flertallet og
magthaverne, at i denne sag er der nogle grundlæggende værdier, der står på
spil. Derfor foregår civile ulydighedsaktioner som sagt i fuld åbenhed, idet
formålet jo netop er at rette folks opmærksomhed mod et vigtigt problem. Hvad
selve betegnelsen angår så signalerer ulydigheden
den kendsgerning, at man er rede til at overtræde loven, hvorimod det civile fortæller, at man ønsker at løse
konflikten uden vold.
Luk Lejren-aktionen
I
Danmark har vi ikke nogen lang tradition for civil ulydighed som f. eks. i USA,
og det skal vi ikke beklage. Civil ulydighed er ikke noget, man skal kaste sig
ud i, fordi det forekommer spændende og dramatisk, men derimod noget folk
griber til, når det forekommer dem uafvendeligt nødvendigt.
Men ellers må den danske tradition, når det
drejer sig om at forsøge at ændre på forhold, man er utilfreds med, siges at
være den seje, udramatiske folkeoplysende. Tænk engang på hvad OOAs mangeårige,
stædige arbejde har betydet for, at vi ikke har fået atomkraft herhjemme i
modsætning til landene omkring os, Sverige og Tyskland.
Imidlertid har vi nu for nylig set en civil
ulydighedsaktion udspille sig herhjemme. Jeg tænker her på Luk Lejren aktionen den 25. oktober, hvor initiativtagerne på
forhånd fortalte, at man agtede at anvende civil ulydighed og klippe hegnet,
der omgiver Sandholm-lejren, over, et hegn der står som symbol på den
isolation, der holder asylansøgerne adskilt fra det danske samfund. Samtidig
understregede man, at aktionen skulle være ikke-voldelig.
Civil ulydighed
Og det
lykkedes. Efter aktionen udtalte Pil Christensen fra Luk Lejren: ”Vi ser os nødsaget til at tage civil ulydighed i brug
og bryde loven, når et flertal i den grad krænker et mindretal. Aktionen i
lørdags var netop civil ulydig, og der blev ikke udøvet vold fra
demonstranternes side.”
Derimod blev det i mediedækningen bagefter
gang på gang understreget, at
aktionen
ikke blev fredelig illustreret med
løbende aktivister og skyer af tåregas. Og det er rigtigt. Det kom til at se
meget dramatisk ud, men det skyldtes i første række det voldsomme politiopbud
og den massive anvendelse af tåregas, (hvilket jeg selv for første - og
forhåbentlig sidste - gang fik at mærke).
Jeg mener ikke, det er tilfældigt, at den
første større civile ulydighedsaktion herhjemme drejer sig om de afviste
asylansøgere. Her er der virkelig nogle grundlæggende værdier, der står på
spil, som helt enkelt handler om medmenneskelighed overfor en truet gruppe
mennesker, og vi har her i Danmark et stort ansvar for, at de i årevis er
blevet fastholdt i passivitet som gidsler i denne udsigtsløse tilværelse, der
gør dem syge på krop og sjæl.
Faglig dokumentation om asylansøgernes
vilkår, demonstrationer, underskriftsindsamlinger og stribevis af debatindlæg
har intet ændret ved denne ulykkelige situation. Så måske er det civile
ulydighedsaktioner, der skal til for at åbne folks øjne for det uanstændige i
regeringens politik …
Tilbage til forsiden