Fra Knud Vilby, bragt i Politiken d. 3.0109

Signalpolitik:

Uanstændighed overfor enkeltpersoner er blevet et politisk princip

Det store skred i dansk politik er at man ikke længere kan rejse enkeltsager om uanstændig behandling af enkeltpersoner. Uanstændighed er blevet et mål

Af Knud Vilby, journalist og forfatter

Jeg er så gammel, at jeg kan huske, da man på tværs af politiske partier kunne appellere til anstændighed overfor det enkelte menneske. Hvis den enkelte blev ramt urimeligt af systemet, var der lydhørhed. Enkeltsager kunne rejses, og politikere lyttede. Det handlede ikke meget om højre eller venstre side i folketinget.

I dag er det næsten umuligt at rejse sager om, at systemet eller love fører til uanstændig behandling af den enkelte. Den politiske tænkning og praksis har ændret sig. Nu er det ofte formålet, at loven rammer den enkelte urimeligt eller uanstændigt. For via dårlig eller diskriminerende behandling af det enkelte menneske udsendes et signal om, hvad systemet vil tillade og om hvad det ikke vil tillade i det danske samfund.

Det betyder, at mennesker lider, og at den danske regering kommer på tværs af internationale myndigheder som EU-domstolen og menneskerettighedsdomstolen, men det er mindre vigtigt for regeringen end vigtigheden af at sende et signal om den normalitet, systemet kræver.

Det er oplagt, at denne holdning gennemsyrer hele asylpolitikken. Livet ødelægges på livstid, ikke mindst for en række børn og unge, der intet galt har gjort, og som nu sidder og rådner op i danske asylcentre, men Danmark får sendt et signal ud i verden, som siger ”hold jer væk”. Retten til at søge om asyl gælder ikke her.

Mere overraskende er det, at man også ser det på helt andre områder, hvor flertallet synes, normaliteten trues. Senest i loven lige før jul om at fratage børn det særlige børnetilskud til børn af enlige mødre, hvis de er adopterede eller undfanget via kunstig insemination. En minoritet af børn bliver nu diskrimineret. Det fremgik af folketingets behandling, at diskriminationen stod klart for enhver. Men et barn har bedst af at have en far og en for, og hvis en kvinde vælger at få et barn uden en mand, er hun selv ude om det. Så straffer systemet barnet. Signalet er sendt.

Tuneserloven er et helt anderledes eksempel. Her er hensigten, at gøre det tålte helt utåleligt. Først straffes et menneske, tuneseren, administrativt, uden dom og forsvar. Derefter vedtager man, at en række andre mennesker skal lide under samme straf. Den første administrative dom ophæver adskillelsen mellem den lovgivende og den dømmende myndighed, og signalerer, at vores system – som det gamle Sovjetunionens – lader den politiske magt (justitsministeren) dømme, når man ikke er sikre på, hvad resultat domsmagten vil komme til. Den politiske følgelovgivning om Sandholm-meldepligt, skærper den politiske domfældelse – stadig uden retssag eller dom. Jurister og dommere giver udtryk for dyb bekymring, men de facto-justitsministeren, Pia Kjærsgaard, udtaler som anklager og dommer, at hun ikke er i tvivl om, at tuneseren er ”en bandit”. Og når han er en bandit, er de andre det nok også, og så giver man for en sikkerheds skyld dem alle ekstra administrativ straf.

Ekstra straf er det også at sende asylansøgere tilbage til lande, hvor de risikerer livet. Lige før jul hørte vi Dansk Folkepartis i en ny hetz mod Dansk Flygtningehjælp. Flygtningehjælpen har brugt det internationale regelsæt til at hindre farlige tvangsudsendelser af tamilske asylansøgere til Sri Lanka. Regeringen prøvede at sende tamilerne ud. Den Europæiske menneskerettighedsdomstol hindrede det. Dansk Flygtningehjælp fortjener tak, men fik det modsatte. Systemet prøvede igen at ramme enkeltpersoner, for at sende et signal til verden om vores uvilje mod de fremmede.

Helst skal man slet ikke være anderledes. Jeg har en god dansk ven, der nu i mere end 5 måneder har prøvet at få 3 ugers besøg af sin kæreste. Først håbede han, hun kunne komme i efterårsferien, så i juleferien. Men hun har endnu ikke fået lov til at rejse til Danmark, og nu har han fået besked på at stille 50.000 kr som garanti for at få besøg. Hans veninde er velfungerende, hun har arbejde og tjener sin egen løn, hun er oven i købet kristen. Hvad er da hendes brøde?? Jo hun er sort og fra Afrika. Det bryder systemet sig ikke om.

Denne form for diskrimination handler også om, at afrikanere ofte er fattige. Og det kan vi heller ikke lide. Vi har nok fattige i forvejen. Antallet af danske fattige vokser, og systemet straffer de fattige for at få dem til at holde op med at være det. Kirkens Korshær har i julen haft store appellerende annoncer for at samle penge ind. Korshæren fortæller, at de fattige har fået det sværere end før. Med kontanthjælpsloft, starthjælp og 300 og 450 timers regler. Her er princippet, som i loven om de enlige mødre, at man straffer børnene, for at tvinge de voksne til at opføre sig, som regeringen vil have det. En i øvrigt fornuftig beskæftigelsespolitik drives ud i det ekstreme, og al statistik viser, at det først og fremmest rammer børnefamilierne. Så kan de fattige lære det kan de.

Signalpolitikken rammer afvigere fra gennemsnitsnormen: Børn af fattige, børn af nogle af de enlige, børn af asylansøgere. Men også voksne: Muslimer naturligvis, de etnisk anderledes og de utilpassede i al almindelighed. Regeringen har for længst afskaffet det gamle ord om, at det kræver alle slags mennesker at skabe en nation. Vi vil kun have de veluddannede og veltilpassede. Og de skal have venlige tolerante holdninger, trods systemets intolerance.

Der er protester og krav om anstændighed. Jo da. Men i landet, hvor ytringsfrihed er religion, bruges denne frihed flittigst af dem, der står længst fremme på den offentlige talerstol. Det er dem, der i samme sætning forsvarer ytringsfriheden og forkaster dialog. Det er dem, der ustandseligt giver åndelige og konkrete spark til dem, der er anderledes, og helst til dem der ligger ned.

Hvad med statsministeren? For nogle år siden ville han have haft styrke til at standse dette politiske skred. Han havde dengang haft styrke til at sige – også til Pia Kjærsgaard - at nok er nok, og nu skal det stoppe. Men han var enten for kynisk eller for fej. I dag er han for svag.

Tilbage til forsiden