14.01.09 Tale af Morten Ejrnæs ved demonstrationen for et anstændigt Danmark d. 10. Januar 2009 på Rådhuspladsen i Kbh.

Stop den Humane nedkøling

Uanstændighed og menneskefjendsk behandling må aldrig blive et middel til at løse problemer. Manglen på anstændighed og menneskefjendskheden er problemet.

Morten Ejrnæs

Nedenstående er tale på Christiansborg Slotsplads ved demonstrationen: "Bevægelse for et anstændigt Danmark" 10/1 2009. Talen har været bragt i Kristeligt Dagblad 14.01.2009.

Finanskrisen og den globale opvarmning er nogle af de største udfordringer i dag. Disse problemer får presseomtale, og politikere overgår hinanden med forslag til løsning af problemerne. Det tredje store og måske det største problem er den humane nedkøling. Manglen på respekt for mennesker og menneskerettigheder – manglen på anstændighed er lige så alvorligt og måske på langt sigt det alvorligste og mest truende problem, fordi det ikke påkalder sig opmærksomhed.

Økonomisk krise, forurening og klimaforandringer rammer nemlig alle, og så snart omfanget og dybden af disse problemer går op for et flertal af befolkningen, bliver der grobund for ændringer. Selv normalt stålsatte og i egne øje ufejlbarlige politikere kan overbevises om nødvendigheden i at gøre noget. Statsministerens kovending i forhold til både global opvarmning og forurening er overbevisende eksempler på denne dynamik.

Den humane nedkøling eller manglen på anstændighed i behandlingen af asylansøgere og flygtninge og andre etniske minoritetsgrupper er imidlertid endnu ikke blevet taget virkelig alvorligt.

Tværtimod er mistænkeliggørelsen og forskelsbehandlingen af etniske minoriteter blevet lanceret som løsningen på problemer. Medierne og politikerne har kappedes om at fremstille flygtninge og indvandreres arbejdsløshed og terrortruslen som alvorlige problemer, der krævede både mistænksomhed over for fremmede og om nødvendigt inhuman og diskriminerende behandling.

Samtidig er mistænkeliggørelsen af fremmede og diskriminationen af etniske minoriteter ikke noget, majoriteten oplever som et problem. Ofte opdager vi den ikke. Og af de ansvarlige politikere får vi at vide, at lave ydelser og restriktioner er nødvendige og gavnlige for både samfundet og de etniske minoriteter.

Danmark har en lang tradition for både human behandling, omsorg for de svageste og ligestilling. Men i de sidste 10 år har vi oplevet, at diskrimination og inhuman behandling af de svageste i samfundet er blevet almindelig.

Hvordan er det kommet så vidt, at et demokratisk land som

Danmark har kunnet indføre både fattiggørende og diskriminerende love?

Her kan det være lærerigt at skrue tiden 10 år tilbage. Det er præcis 10 år siden den socialdemokratisk-radikale regering indførte en lav introduktionsydelse til nyankomne flygtninge. Denne lave ydelse repræsenterede nemlig det første afgørende brud med traditionen for omsorg med de svageste og bestræbelserne på at ligestille flygtninge med danske statsborgere. Regeringen begrundede loven med, at den skulle skaffe flygtninge arbejde.

Realiteten var, at regeringen og Folketinget indførte fattigdom og diskrimination ved lov. Senere blev den lave introduktionsydelse til starthjælpen. Flygtningene blev andenrangsborgere.

Men flere meningsmålinger har vist, at der ikke var et flertal i befolkningen, der ønskede, at flygtningene skulle have lavere ydelser. Regeringen bidrog med lovgivningen til en mistænkeliggørelse af etniske minoriteter og dermed også til at gøre majoritetsbefolkningen fremmedfjendsk. Den lave ydelse til flygtningene banede således vejen for en lang række andre diskriminerende love og tiltag over for asylansøgere, over for flygtninge og over for arbejdsløse indvandrere. Jeg skal her blot nævne kontanthjælpsloftet og 300-timers-reglen, som først og fremmest skaber fattigdom i etniske minoritetsgrupper. Regeringen har påstået, at lovene ville skabe beskæftigelse. Realiteten er, at etniske minoriteter bliver både diskrimineret og fattige.

I de samme 10 år er behandlingen af asylansøgere og politikken i forhold til afviste asylansøgere og kriminelle, der har udstået deres straf i Danmark blevet mere og mere umenneskelig.

Det har været karakteristisk for alle disse tiltag, at de rammer nogle af de mest sårbare mennesker i samfundet: asylansøgere, nyankomne flygtninge og indvandrere, der har været arbejdsløse i en lang periode. Det er grupper, der har meget svært ved selv at protestere, og det er grupper uden slagkraftige organisationer i ryggen, der kan tale deres sag.

Disse grupper er blevet gjort til syndebukke, der skaber problemer. Og problemerne har været regeringens alibi for at indføre diskriminerende og fattiggørende love.

Men hvis man tror, at man kan sikre trygheden og den sociale integration i samfundet ved at skabe fattigdom og overtræde menneskerettigheder, så tager man fejl. Lovene har ikke haft den tilsigtede virkning.

Lovene har kun haft en minimal beskæftigelseseffekt. De har derimod med sikkerhed skabt dyb fattigdom.

Lovene har ikke skabt social integration. De har tværtimod bidraget til at polarisere samfundet.

Og lovene har ikke skabt tryghed, men derimod et samfund, hvor mistænkeliggørelse og diskrimination skaber grobund for ekstremisme.

Erfaringer med virkningerne af de sidste 10 års diskriminerende love og tiltag har altså vist os, at vi hverken fået flere hænder på arbejdsmarkedet eller et tryggere og mere sammenhængende samfund.

Hvad vi kan lære af disse 10 års udvikling er, at hverken effektviseringsbestræbelser, løsning af integrationsproblemer eller forsøg på at bekæmpe terror og sikre trygheden må være afgørende for, hvordan vi behandler andre mennesker. Det kan føre til både diskrimination og inhuman behandling.

Tilbage til forsiden