Giv en blomst for en menneskelig asylpolitik

Leif Bork Hansens tale i forbindelse med demonstration foran den irakiske ambassade lørdag den 14. Marts 2009.

Vi står her i dag for at tale på alle de lidende og hengemte irakiske flygtninges vegne - lidende og hengemte i årevis i danske flygtningecentre! Alle disse ansigter, der stirrer imod én i et usigeligt håb om hjælp. Alle de forældre, der ligger vågen om natten og tænker: Kommer de i nat for at hente os - for at frihedsberøve os og tvangsudvise os. Hengemte børn i centrene, der er født i lejrene, isolerede fra det øvrige samfund - alle gennem ét, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti eller hvor mange år udsat for systematisk nedbrydning af deres menneskelige værdighed for at tvinge dem ud.

De danske myndigheder trodser FN’s appel om ikke at tvangs tilbagesende flygtninge til Irak! Man har givet de kristne irakere asyl - men hvad med muslimerne, er de ikke også mennesker, har de ikke også lidt?

De danske myndigheder tager én flygtning, eller én familie ad gangen og bliver ved! Dette på trods af, at Danmark har været med at til at invadere Irak - uden at det har været muligt at opgøre antallet af dødsofre endsige hvor mange millioner irakere, der er flygtet til nabolandene.

Vi sagde, at vi ville indføre demokrati i Irak! Demokrati kan kun indføres demokratisk! har ærkebiskop Desmond Tutu fra Sydafrika sagt.

Og nu står vi her og må bede den irakiske regering om hjælp – at de sammen med os – må sige til den danske regering: Hvad er et demokrati uden menneskerettigheder? Hvad er et demokrati, der lader sig misbruge til at isolere levende mennesker i årevis i dertil indrettede centre?

Det er ikke bare alle disse forpinte ansigter, alle disse traumatiserede menneskers værdighed, der står på spil: Det er vores egen værdighed, vores børns, og børnebørns.

Derfor rækker vi i dag hånden ud til Irak – at vi sammen tør vove at være mennesker med hinanden. At vi tør lade det menneskelige komme først! Så ikke en uhyggelig nationalisme skal internere menneskelig anstændighed i årevis i lejre!

Hvornår skal vi begynde at vise menneskelighed? Hvornår skal vi begynde at behandle andre – ikke som noget andet, men som mennesker? Det er altid nu! Det kan aldrig udsættes! Og vi appellerer i dag til Irak: Den irakiske befolkning, den irakiske ambassade, den irakiske regering.

Marlene Dietrich sang: Sag mir, wo die Blumen sind! Hvor er de alle sammen henne? Det sang hun under anden verdenskrig? Hvornår vil man nogensinde begynde at forstå [Wann wird man je verstehen]? Sang hun.

Hvornår vil vi begynde at forstå?

Det er ikke med våben, vi kommer denne gang! Men med blomster!

Derfor beder vi vore irakiske søstre og brødre – således også vore muslimske søstre og brødre! Lad os sammen turde være mennesker! Således har Martin Luther King sagt –suppleret af Desmond Tutu:

Unless we learn to live together as brothers and sisters – we will die together as fools! Hvis ikke vi lærer at leve sammen som brødre og søstre - vil vi dø sammen med tåber!

Lad os ikke dø som tåber - men leve sammen som søstre og brødre! Hjælp os dertil!

Tilbage til forsiden