Rastløshed, træthed og fortvivlelse - asylsøgerbørns liv i ventetid

22. apr 2009 00:0

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/321169:Kronik--Rastloeshed--traethed-og-fortvivlelse---asylsoegerboerns-liv-i-ventetid

En gruppe børn lever i disse år en betragtelig del af deres barndom under de danske asylcentres særlige vilkår og i en usund ventetid, der præger deres liv kolossalt

af Kathrine Vitus, sociolog ved SFI

"JEG GIDER IKKE SIGE, jeg har en fremtid". Vi vil ikke være i fremtiden", siger afvist asylsøger Ibrahim på 16, efter ni år på danske asylcentre. Hvad får Ibrahim til at sige sådan? Det vil jeg i det følgende sætte ord og billeder på efter at have fulgt ham og andre børn i deres daglige liv på asylcenter på feltarbejde i forbindelse med min forskning.

Asylsøgerbørns vilkår på danske asylcentre har længe været i offentlighedens søgelys. Og ikke uden grund: I 2006 havde omkring en tredjedel af de 565 børn på asylcentrene ventet i mere end fire år, omkring to tredjedele i mere end to år, mens særlige grupper af børn og deres familier havde ventet i seks, syv og otte år. Fanget mellem en afvist opholdstilladelse i Danmark og et hjemland, der ikke kan tage imod dem. Disse børn har altså levet en betragtelig del af deres barndom under asylcentres særlige vilkår og i ventetid - men uvist på hvad.

Hvordan oplever børnene denne ventetid, og hvordan påvirkes deres barndom? Barndom handler blandt andet om at være og blive til som menneske - et handlende subjekt med en fornemmelse af eget og andres selv. Denne proces hænger uløseligt sammen med tid, ligesom barndom formes gennem forskellige former for tid. Barndom - og børns oplevelse af deres almindelige liv - formes som en væren nu og her, men også som en udviklingsfase hen imod voksendom, med en fremtidsorientering.

En sådan fremtidsorientering er fundamental for menneskers væren. Som mennesker er vi nemlig optaget af og drager omsorg for vores egen væren ved kontinuerligt at projicere denne væren ind i fremtiden. Vi lever i nuet gennem en orientering mod de muligheder, som verden byder frem foran os i tid. Vores forestillinger og handlinger nu og her formes gennem vores forventninger til fremtiden. Billedligt set kaster vi hele tiden bolde ind i fremtiden - i form af handlinger, visioner og planer - for så at løbe frem og gribe dem.

Når man som jeg gennem fem måneders feltarbejde følger børnene i asylcenterskolen, i bussen mellem centrene og skolen, i legestuen og klubben på centeret og hjemme hos forældrene, bliver det dog tydeligt, at der er forskel på, hvilke bolde man kan kaste, og hvor - hvis overhovedet - man kan løbe frem og gribe dem, afhængigt af, hvilke sociale og tidsmæssige rammer man lever under.

De børn, jeg møder på danske asylcentre, reagerer på deres liv i ventetid primært med rastløshed, træthed og fortvivlelse. Tag nu Hafid på seks år fra Kosovo, som har levet hele sit liv i forskellige landes asylsystemer. Jeg oplever Hafid vimse hvileløst rundt som en flue i en flaske og med små hurtige bevægelser kaste sig ind i et hav af aktiviteter uden at gøre noget færdigt.

I skolekøkkenet vimser han rundt, vasker alt det rene service af en ekstra gang, inden han dækker bord, for derefter at sætte sig ned under det, mens vi andre spiser. Senere i klubben løber han - stadig iført jakke og skoletaske - rundt og piller ved alle knapperne på først den ene, så den anden PlayStation, stiller spørgsmål til mig med tysk-lydende ord (han taler lidt af fire sprog, men ikke dansk), men er væk igen, hver gang jeg nærmer mig for at hjælpe. Hafid synes ude af stand til at hvile, som er hans kropslige og mentale orientering i verden fuldstændig tilpasset et liv kontinuerligt på vej, i bevægelse i en social position - og en tidslighed - formet af flygtighed.

De lidt ældre børn kaster sig også kontinuerligt ind i stadig nye kortvarige aktiviteter, mest at chatte og spille spil på computerne, mens teenagerne helt synes at have opgivet at være aktive. De synes kun at have den evige bevægen sig rundt tilbage uden nogen tilsyneladende retning eller opmærksomhed.

TRÆTHED KOMMER TIL udtryk i børnenes generelle ulyst og manglende motivation i forhold til de fleste aktiviteter for eksempel i skolen, hvor "Hvorfor skal vi det?" er en standardbemærkning. Sadiq på 14 spørger som de fleste andre børn ofte om at få lov til at hvile sig på den sofa eller madras, som klasselokalerne er udstyret med - som i en anerkendelse af børnenes udbredte træthed.

Sadiq viser mig dog også en anden side af sig, da han kommer løbende og med kvidrende stemme og funklende øjne fortæller mig om klubbens tre nyfødte kaninunger. Jeg får uddybet alle detaljer om, hvor små, søde og bløde de er, hvad de kan og ikke kan - og med få dages intervaller får jeg nye fortællinger om, hvad de nu har lært og hvad de nu også kan gøre. Jeg oplever ikke Sadiq så engageret i noget som i kaninerne - og det slår mig, at med dem oplever han tidslighed. Ved at følge kaninungerne vokse og udvikle sig får Sadiq et lille indkig i noget, som mangler i hans eget liv, nemlig udvikling over tid, en oplevelse af en "normal" tidslighed som rammen om eksistens. En oplevelse af en potentiel fremtid ventende med nye tilegnelser, aktiviteter og måder at være (kanin) på med nye kompetencer og muligheder. Dette står i skærende kontrast til Sadiqs eget liv de sidste otte år på mere end fem forskellige asylcentre og hans nuværende liv med søvnbesvær, mareridt, selvmordsforsøg og psykologhjælp.

Børnenes fortvivlelse kommer til udtryk på forskellige måder og synes at kunne vokse ud af enhver situation, hvor de reagerer meget voldsomt på mindre tilstødelser (at falde, andres børns kommentarer, mor og far, der går fra én i legestuen ).

Med otte års ventetid bag sig vokser 14-årige Ahmeds fortvivlelse frem i en konfrontation med Nihat. En fortvivlelse over at have fået ophold sammen med sin far, men uden sin mor og tre søskende, hvem han så vælger at blive boende sammen med på asylcentret. Nihat, der ikke kender hele Ahmeds historie, udbryder højt: "Hvor er du heldig, du har ophold", hvorpå Ahmed retorisk og med bidende skarphed og smerte i stemmen forhører Nihat: "Har du to forældre?", "Hvem elsker du mest?" og "Elsker du den ene mere end den anden?"

DA BØRNENE EN DAG skal male billeder, vil Ahmed ikke deltage, kun for at tegne "verdens undergang i sort eller måske i sort og rødt", mens hans fortvivlelse over et eklatant manglende selvværd siver ud mellem sammenbidte tænder: "Jeg hader at tegne, for det første fordi jeg ikke ved, hvordan man gør, for det andet fordi jeg ikke kan, og for det tredje fordi jeg ikke vil."

Da Ahmed falder og brækker benet, modsætter han sig helbredelsen. Han ankommer til skolen i en kørestol og nægter at forlade den og tage de krykker i brug, som hans støttekontaktperson har medbragt: "Jeg går ikke, I kan ikke tvinge mig", råber han vredt. Hos Ibrahims søster kommer fortvivlelsen til udtryk på en anden måde: Efter ni års ventetid er hun holdt op med at forlade familiens toværelses bolig på centret. "Hun er bange for alting og hun går aldrig ud. Det er derfor, hun ikke går i skole," fortæller Ibrahim mig. Da jeg besøger familien, bliver søsteren i værelset ved siden af. Hverken Ahmed eller Ibrahims søster føler tilsyneladende nogen tilskyndelse til at komme på benene og løbe frem og gribe fremtidens bolde. Uden nogen umiddelbar synlig eller meningsfuld fremtid foran sig har de muligvis slet ikke kastet nogen bolde derud.

Børn, der lever i ventetid på danske asylcentre, lever hverken i nutiden, som de er ganske uengagerede i, eller i fremtiden, som de ikke kan se for sig. Børnene er indespærret i en smertefuld, "tom" tid, præget af stille tåger af ligegyldighed. Et liv uden ejerskab over deres fremtid skaber både magtesløshed og identitetsløshed hos børnene. Har man en fremtid, så oplever man nemlig at være nogen. Når børnene i modsætning hertil fratages muligheden for at kunne se sig selv ind i fremtiden, vækkes både angst og meningsløshed. Frataget denne omsorg for eget liv ser de lige ind i døden.

(videresendt af Arne h med tanke på Amilas forrige indlæg "Polarisering er DF’s levebrød". Det er altså Dansk Folkepartitoppen der kynisk lader disse disse børn betale med deres liv for at bevare magten. Men jeg tænker også på de borgerlige folketingsgrupper for hvem magten på DFs præmisser er vigtigere end disse børns liv. Men hvad siger de vælgere der genvælger VKO-flertallet valg efter valg?

Men måske er det også oppositionen der har ladt dem i stikken ved kynisk at undlade for alvor at tage debatten, så de mangeårige asylsøgere bliver på mediernes dagsorden lige indtil vore folkevalgte politikere får skaffet asylansøgerbørnene en fremtid? Hvad kan vi gøre bedre? Måske den nye statsminister godt vil besøge et asylcenter?

Tilbage til forsiden