Modtaget fra Erik Philipsen d. 23.04.09

Om KAMPFLYENE

En sammenbrudt finansiel evighedsmaskine og

To modsatte selvopfyldende profetier.

I debatten omring danmarkshistoriens største investering i krigsmateriel savner man svar på det basale spørgsmål: Hvad skal de nye kampfly buges til?

Denne mærkværdige blindhed svarer ret nøje til den skæbnesvangre forblindethed, der herskede i finanskredse indtil virkeligheden punkterede finansboblen.

Da præsident Reagan blev spurgt om det store underskud på statsfinanserne som hans voldsomme oprustning havde forårsaget , bekymrede ham, svarede han : I think it is big enough to take care of itself.

Denne tro på, at uanset hvor astronomisk et underskud USA påfører sig selv (og verden) vil den finansielle dynamik holde pengemaskinen i gang, har sin, måske endnu farligere, pendant i dette militære megaprojekt, som hidtil har virket som en økonomisk evighedsmaskine.

. Til dato er tidsrammen ifølge Christopher Bolkcom fra Congressional Research Service blevet ti-doblet , samtidig med at omkostninger og priser er steget voldsomt

Hvordan det har været muligt for Lockheed-Martin at få startet denne kolossale malkemaskine for samfundsmæssige ressourcer, kan et par historiske eksempler kaste lys over.

I 1985 beretter tidligere rektor for et af USA's mest prestigefyldte universiteter Massachusetts Institute of Technology, Jerome B. Wiesner i en artikel i The Bulletin of the Atomic Scientists følgende:.

Da præsident Carter havde skrottet et kostbart udviklingsprojekt, the B1 Bomber, så fik producenten sørget for, at kontrakterne for diverse underleverancer blev spredt ud over stort set alle Amerikas stater, ”så der stort set ikke var en landsby i landet, der ikke var tilgodeset (….) Kontrakterne var dengang på gennemsnitligt 700 dollars pr. stat. De stater som havde de bedste lobbyister opnåede løfter om mellem 1 og 9 milliarder.” På den måde tvang man nærmest de folkevalgte kongresmedlemmer til at stemme for genoptagelse af projektet, fordi det ville komme lokalsamfundene til gode. Således blev et af eksperter og politikere kasseret projekt gennemført imod regeringens ønske.

Et andet eksempel:

Efter at Reagan havde lanceret sit stjernekrigsprojekt, blev Europa rejst tyndt af udsendinge fra amerikanske virksomheder der var involverede i projektet. En af dem var åbenhjertig nok til i Newsweek 17 juni 1985 at afsløre: ”Målet er at involvere NATO-landenes virksomheder og omgå regeringerne således at ”vi kan fortælle regeringerne , at til syvende og sidst nytter det ikke hvad I siger. Jeres virksomheder ønsker at deltage!”

Historien om udviklingen af STEALTH-flyet er den samme: allerede den 23. Januar 1989 spørger Newsweek ” Hvorfor bygger vi ”a fancy new bomber”, når raketter kan udrette det samme for en brøkdel af prisen”

Men Stealth-flyet blev alligevel udviklet med store omkostninger for Amerikas skatteborgere. I dag har det kostbare fly vist sig at være en fuser. Stealth-egenskaberne, som man også har forsøgt at indarbejde i JSF har vist sig at være et alvorligt problem, fordi det kræver korte vinger, som svækker flyets manøvredygtighed og sikkerhed.

Disse historiske eksempler viser, hvorledes en uimodståelig dynamik udgående fra det militær-industrielle kompleks bestemmer folkevalgte regeringers militærstrategi, og dermed også store dele af udenrigspolitikken.

Det samme sker i dag – blot i en gigantisk målestok, der f.eks. får den danske forsvarsminister til 15.april 09 at udtale til Politiken: Det er svimlende summer vi taler om – derfor betyder det meget for samfundet, at der er en beskæftigelsesmæssig effekt”.

I forbindelse med underskrivelsen i juni 2007 af hensigtserklæringen om dansk deltagelse i JSF-projektet med 2 milliarder ud over de 400 millioner der allerede var afsat til formålet, udtalte forsvarsministeren sig til Information på samme linje: ”Jeg gør det for industriens skyld”

Denne tankegang finder vi i samtlige de 6 andre lande , der sammen med USA deltager i projektet. Eksempelvis skriver den canadiske regering i en pressemeddelelse allerede i 2002 : Som et resultat af Canadas deltagelse i JSF-programmmet har 54 canadiske virksomheder, universiteter og forskningscentre undertegnet kontrakter til en værdi af 157 millioner canadiske dollars.

Programmet har en tidshorisont på 30- 40 år og en budgetramme på 4.000 milliarder dollars.

Dette t astronomiske beløb nås ved at lade hvert lands interesserede virksomheder indbetale en slags depositum for senere at kunne deltage i udlodningen af kontrakter. For eksempel havde de danske selskaber Mærsk Data Defence, Systematic, A.P Møller-Mærsk og Terma ifølge Computer World tilsammen skrevet sig for 170 millioner kr.

Men desværre kniber det med at få opfyldt de store forhåbninger: Ordrerne udbydes i konkurrence. Her er Danmark med ”i første division”, mener forsvarsministeren, men det er svært at komme med i opløbet, og det er ikke store sager der hidtil er tegnet kontrakter på.TERMA havde ifølge Computerworld 17.maj 2004 fået til opgave at producere holdere til flyets maskinkanoner. Mens Storbritannien som traditionelt har haft en stor fly-industri , fik til opgave at stå for udvikling og produktion af jetmotorerne til flyet. Men her var de i konkurrence med amerikanske flymotorfabrikanter, så den salomoniske løsning blev at der nu produceres to forskellige motorer.

Kort sagt, udliciteringsstrategien som blev ”opfundet” i forbindelse med B1-bomberen giver et vældigt økonomisk råderum - men i det kæmpestore nye projekt også et tilsvarende enormt bureaukratisk ”roderum”.

Der har gennem årene været megen kritik af håndteringen af budgetter og styring af projektet, hvor de teknologiske innovationer år for år løb grassat, og hvor tidsrammer og priser gang på gang blev overskredet, så i 2007 oprettede USA’s forsvarsministerium et overordnet kontrolorgan , Defence Contract Management Agency, som skulle forsøge at trimme hele organisationen.

Ifølge DCMAs egen hjemmeside var dens opgaver tidligere blevet varetaget af 4 personer. Nu ville der blive ansat 104 . Samtidig udvidedes arbejdsstyrken i produktionsleddet fra 500 managers, ingeniører og teknikere til over 5.000. Selve arbejdsstyrken på gulvet var på det tidspunkt 11.000 mand. Nu skulle der skub i foretagendet , tidsrammerne skulde overholdes.

Udviklingen i omkostninger og priser, og det komplicerede net af hensigtserklæringer og kontrakter tegner et billede, der minder om forspillet til finanskrisen.

JSF- projektet som man i lang tid, li’som Reagan, mente var ” stort nok til at klare sig selv” , og derfor var en slags økonomisk evighedsmaskine, er i dag ved at gå i stå.

Holland har netop ifølge DIMS’s hjemmeside udsat beslutningen om købet af JSF, således at beslutningen antageligt først træffes i 2011 eller 12.( DIMSs hjemmeside 18.04.09)

Chefen for Forsvarsakademiet, Bertel Heurlin , tilrådede for nylig ligesom forskerne fra DIMS at også Danmark udsætter beslutningen længst muligt.

Henrik Breitenbauch fra den uafhængige forskningsenhed Dansk Institut for Militære Studier , DIMS, som sammen med sin chef Mikkel Vedby, udarbejdede en omfattende analyse af Danmarks Behov for Kampfly, advarer igen i Politiken 1d. 8 april mod at lade købet af kampfly være et spørgsmål som afgøres på kræmmervis. Det er en behovet, der skal være afgørende.

Her viser det sig, at der selv inden for flyvevåbnets egne rækker er ved at opstå tvivl om hvad meningen overhovedet er med at have kampfly. Herom vidner et indslag i Vestkysten fra d 15. Okt.09.

Chefen for F16 Fighter Wing i Skrydstrup Niels Sværdborg var kommet til at give udtryk for frustration over at hans F16 fly ikke blev sendt til Afghanistan – for som han siger. En flyvetime koster ikke mere i Afghanistan end i Danmark, hvor de, som det senere oplyses, koster 50.000 kr. i timen.

Det indbragte ham en irettesættelse fra en hovedrystende forsvarsmister: hvis flyvevåbnet er ingteresseret i at vi anskaffe nye kampfly, så skyder Sværdborg sig selv i foden – for som Svend Gade siger: ”Hvis diskussionen kommer til alene at handle om Afghanistan, så kan et reduceret flyvevåben, måske endda helt uden kampfly blive en selvopfyldende profeti.”

Den frustrerede oberst Sværdborg forsvarer sig så med at han skam opfylder de mål, politikerne har opstillet: ”Vi var på vingerne 6700 timer i 2007, i 2008 bliver det 8.100.” -

Nu er der måske ikke så meget at sige til at politikere og journalister finder det lettere at forholde sig til de jordnære lokale økonomiske problemstillinger i forbindelse med så store investeringer som her foreligger. Men såvel journalister som politikere, og for den sags skyld almindelige borgere, kan få en saglig og grundig analyse af et eventuelt behov for nye kampfly, i den før omtalte publikation fra DIMS.

Rapporten konkluderer, at ”Danmark bør bevare en begrænset kampflykapacitet. Men at den endelige beslutning bør hvile på en udvidet undersøgelse af Danmarks strategiske behov , herunder den politiske vision for fremtidens forsvar. ”

Den sidste betingelse søger Breitenbauch at hjælpe på vej i en selvstændig publikation Kompas og Kontrakt, hvori han påpeger behovet for at politikerne må starte en analyse og diskussion af måden man fører sikkerhedspolitik på. ” Fraværet af en direkte territorial trussel betyder, at Danmark har mulighed for at tage højde for både kort- log langsigtede risici”

Mon ikke der heri også ligger muligheden for at diskutere og analysere betimeligheden af den aktivistiske og krigeriske udenrigspolitik, som Danmark har ført i de seneste år.

I slutafsnittet af den første af de nævnte analyser står der ” Danmark bør have en kampflykapacitet, der er stor nok til en periodisk international udsendelse, og bør samtidig bevare et afvisningsberedskab som en integreret del af ”homeland defence”.

Her forekommer det, at vi lades i stikken. For størrelsen af kapaciteten siger jo ikke noget om arten af kapaciteten. Hvis erfaringerne i de seneste faser af Afghanistan-indsatsen viser, at det slet ikke er teknologiske superfly, udtænkt til at føre stat-mod-stat luftkrig, der er brug for, hvad meget jo tyder på – bl.a. det før omtalte forhold, at F16-flyenes funktion i dag er begrænset til at tegne luftrummet i Danmark fuld af fine hvide streger.

Og hvis strategi-eksperter såvel på DIMS som i Forsvarsakademiet er enige om, at der ikke i en overskuelig fremtid tegner sig nogen militær trussel – heller ikke fra Rusland HVAD SAL VI SÅ MED DE VANVITTIGT DYRE FLYVENDE TEKNOLOGOISKE VIDUNDRE ?

Hvis nogen frygter, at russerne vil udvikle nye kampfly som vi skal kunne forsvare os mod , så kan anskaffelsen af hundreder af avancerede kampfly i hele Vesteuropa jo måske gøre, at DE føler sig truet – og iværksætter et modsvarende projekt – når de om en halv snes år har fået styr på økonomien.

I så fald er der tale om endnu en selvopfyldende profeti.

Tilbage til forsiden