Tale af Jørgen Gimbel ved demonstration
d. 20.05.09 uden for Integrationsministeriet
i anledning af Regeringens planlagte
udvisning af 282 irakiske flygtninge.
Oprindelig blev det besluttet
at holde denne demonstration fordi det i disse dage er et år siden, regeringen
for alvor begyndte at tvangshjemsende irakere til Irak. Det demonstrerede vi
mod dengang, og det ville vi i dag på denne måde markere vor fortsatte modstand
imod. I mellemtiden er der blevet langt større grund til at holde
demonstrationen: det er nu lykkedes for regeringen at presse den irakiske
regering til at indgå en aftale om tvangshjemsendelse af de afvist irakiske
flygtninge.
Regeringen kalder det et
udtryk for deres ”faste og fair” udlændingepolitik. Vi opfatter denne politik
som stenhård, brutal og umenneskelig. Det kan lettest illustreres ved et par
eksempler:
I juni sidste år tvangssendte
man kuwaiteren Karim Daniel til Irak, hvor han øjeblikkelig blev arresteret og
sat i fængslet i lufthavnen i Bagdad. Her fik han besked om, at han kunne blive
siddende, til han rådnede op. Det var ikke tomme trusler, for cellen var både
uhumsk og rottebefængt. Efter adskillige måneder blev han løsladt efter pres,
ikke fra den danske regering, som dog havde ansvaret for hans udsendelse, men
efter et internationalt pres organiseret af Asylret. Efter løsladelsen blev han
hjulpet til Kuwait, ikke af den danske regering, men igen på foranledning af
Asylret. Det var nemlig det eneste sted i regionen, hvor han havde familie.
Det illustrerer, hvordan
regeringen ene og alene har interesse i at komme af med irakerne og ikke føler
noget som helst ansvar for dem, når de bare er ude af landet her.
Tvangsudsendelserne er siden
blev rutine, og den ene efter den anden af afviste flygtninge er blevet sendt
ud af landet. Hør her, hvordan det kan foregå:
For nylig skulle en lille
familie tvangsudsendes. Faderen var i forvejen blevet fængslet i den
fængselsbarak, som officielt ikke er en del af Sandholmcentret, men reelt er en
barak blandt de øvrige barakker deroppe. Den er blot adskilt fra resten af
centret ved at være omgivet af et dobbelt 4-5 meter højt hegn. Et opmuntrende
syn for beboerne i lejren! Her sad han, så han ikke kunne gå under jorden, og
så han virkede som gidsel for den øvrige familie.
Denne består af moderen og to
børn på fire og et år. En tidlig morgen klokken fem blev de vækket af et
massivt opbud af betjente, der trængte ind fra begge ender af huset. Moderen
fik hænderne låst på ryggen, så hun ikke engang kunne holde om sine børn for at
berolige dem. Deres få ejendele fik de ikke mulighed for at tage med.
Prøv at forestille jer,
hvordan det har virket på dem, der har oplevet det:
Den fire-årige har fået et skræktraume,
som han sandsynligvis aldrig i sit liv glemmer.
Moderen vil resten af sit liv
bære på en byrde af skam over ikke at have kunnet beskytte sine børn og rædsel
over hele oplevelsen.
Resten af lejrens beboere vil
hver nat ligge med den tanke: hvornår er det vores tur?
Og betjentene, som havde fået
ordre til at gennemføre aktionen, vil psykologisk gennemleve en
forråelsesproces for at kunne holde til at fortsætte med at fungere.
I disse dages ulykkelige
situation er afviste irakiske flygtninge blevet så desperate, at de søger ly i
kirker for at undgå tvangsdeportation. Hertil er integrationsminister Birthe
Rønn Hornbechs eneste kommentar blot:
”Der er truffet en afgørelse
i flygtningenævnet. Vi har fået en aftale med Bagdad, og det kører som det
skal.” Samtidig understreger hun, at udvisningerne bliver gennemført, uanset
hvilken kirke irakerne befinder sig i. (Politiken d. 18.05.09).
Hver gang lyder det, som om
en afgørelse fra Flygtningenævnet er den evige sandhed. Enkelte uvidende
lederskribenter kalder det endda ”domstole”. Men Flygtningenævnet er ikke en
domstol. Det er ikke engang et domstolslignende
organ. Det er et
administrativt organ, endda med et af de tre medlemmer fra
integrationsministeriet. Det har blandt andet været kritiseret af Europarådet.
Og afgørelserne kan ikke som ved andre administrative organer påklages til
domstolene.
Det må nødvendigvis give
afgørelser, som virker præget af tilfældigheder. At de ikke er så tilfældige,
ser man, hvis man sammenligner tallene for positive afgørelser i Danmark og
Sverige. I 2006 søgte således 1795 flygtninge om asyl i Danmark. Heraf fik 190
det. Det er 18%. I Sverige var der
samme år 24320, der søgte om asyl. Heraf fik 7940 det. Det er 42%. Hvis man kun ser på irakiske
flygtninge, så var anerkendelsesprocenten i 2006 80% i Sverige, mens den i Danmark var 7%. – Og det er dog de samme internationale konventioner, der
ligger bag regelsættene i de to lande.
Det er om disse konventioner,
Pia Kjærsgaard, den egentlige magthaver i Danmark, siger:
”…jeg føler, at vi sidder
inde i et edderkoppespind af konventioner, og det bliver mere og mere slimet;
jeg får åndenød.” (Jyllandsposten d.14.12.08).
Man tænker tilsyneladende
slet ikke over, at disse konventioner blev vedtaget kort efter anden
verdenskrig med den hensigt, at man ikke igen ville risikere at opleve sådan
nogle rædsler.
Det betyder tilsyneladende
ikke noget for danske politikere – lige så lidt som det betød for deres
forgængere, der i -30’erne sendte tyske jøder tilbage til de nazistiske
udryddelseslejre.
Vi står uden for
integrationsministeriet. Denne bygning burde symbolisere dansk gæstfrihed,
venlighed og omsorg over for de mennesker, som søger hjælp hos os. Men nu står
den som et skammens vartegn for den politik, som folketingets minimale flertal
påtvinger de flygtninge, som kommer hertil – og alle os andre!
Vi demonstrer
·
For at genvinde
vores tidligere gode ry i udlandet, hvor vi nu modtages med vantro spørgsmål om
vores udlændinge- og flygtningepolitik
Vi
demonstrerer
·
For at genvinde
vores egen selvagtelse, hvori blandt andet indgik bevidstheden om, hvordan de
danske jøder næsten alle blev hjulpet til Sverige og derved undgik at blive
sendt til koncentrationslejrene, og bevidstheden om, hvordan de ungarske
flygtninge i 1956 blev modtaget og hjulpet efter det sovjetiske overgreb. Mon
noget tilsvarende kunne ske under den nuværende fremmedfjendske stemning?
·
Men først og
fremmest demonstrerer vi for at de irakiske og de øvrige flygtninge, der kommer
hertil, kan opleve en tryghed og venlighed
ved modtagelsen. På den måde kan de genvinde en fysisk, en psykologisk
og en social sundhed til glæde for sig selv og for deres nye land. I et
Danmark, som vi kan være bekendt.
Jørgen
Gimbel er pensioneret uiversitetslektor og har været med i Bedsteforældre for Asyl
siden 2007.
Talen er tilsendt af Bodil
Strandgård også fra Bedsteforældre for asyl
- sammen med følgende ord:
I WANT TO BELIEVE AGAIN
"Ikke bødlen gør mig
bange
Ikke hadet og torturen
Ikke dødens riffelgange
eller skyggerne på muren
Ikke nætterne, når
smertens sidste stjerne styrter ned
Men den nådesløse verdens
blinde ligegyldighed"
(Halfdan Rasmussen)
Med mange gode forårshilsner
til jer alle fra Hyldemosen efter gårsdagens demonstration ved
Integrationsministeret i forbindelse med Regeringens planlagte udvisning af 282
irakiske flygtninge.
Jørgen Gimbel - hvis tale er
vedhæftet her som fil - er pensioneret uiversitetslektor og har været med i
Bedsteforældre fra asyl som mig siden 2007.
Hvis hans ord også gi'r
mening for jer, håber jeg at I vil være med til at bringe budskabet videre,
og/eller måske gå ind på hjemmesiden www.kirkeasyl.dk,
hvis ikke I allerede har været der.
Selv har jeg det forløbne
døgn bl.a. fået skrevet til Udvalget for Udlændinge &
Integrationspolitik (www.folketinget.dk).
Som altid
Bodil Strandgaard
På www.kirkeasyl.dk kan man skrive under på
krav om opholdstilladelse til irakerne.
Tilbage til forsiden