Hardy
Hansens tale på Hiroshima-dagen 6. august 2009 på Christiansborg Slotsplads.
Kære deltagere.
Tak for velkomsten
Og tak til arrangørerne, der står bag
demonstrationen mod atombomber og USA's atombombeangreb på Hiroshima.
USA's præsident Harry Truman, der få
måneder forinden i april havde overtaget præsidentposten efter sin afdøde
forgænger Franklin D. Roosevelt, har
samtidig overtaget verdens mest dødbringende og hemmeligholdte atombomber for
verdenssamfundet.
USA valgte Hiroshima som den perfekte
by til testning af atombombens morderiske evner, da byen er både forholdsvis
stor og tæt bebygget og ikke tidligere havde været udsat for militært angreb.
Klokken 8.15 slipper bombeflyet sin
dødbringende last og 45 sekunder senere afløses morgengryet og det civile liv
af et dødbringende og blændende hvidt lys, der på et øjeblik udsletter
størstedelen af byen Hiroshima, og over 70.000 af dens befolkning bliver offer
for USA's masseødelæggelsesvåben.
Og i løbet af det næste år stiger
antallet af døde til næsten 140.000 civile ofre som følge af forbrændinger og
den dødbringende strålesyge, der også rammer mennesker, der slet ikke var i
nærheden af atombombesprængningen.
USA beviste sin militære magt over for
Japan og resten af verden, men først da den anden atombombe mod Nagasaki tre
dage senere den 9. august blev nedkastet, kapitulerede Japan, da de havde været
offer for verdens første atomangreb, der på få sekunder dræbte omkring 300.000
civile japanske borgere og lagde to store byer i ruiner på den meste grusomme
måde, som kun atombomber kan forårsage med sit dræbende sprængstof, som
efterfølgende har vist, at overlevende og de efterfølgende generationer af
mennesker og dyr får alle mulige former for cancer, misdannelser eller dødfødte
babyer.
Man kan med rette sige, at USA's
præsident Truman var personligt ansvarlig for verdens største og kyniske
folkedrab, som strider mod alle menneskerettighedserklæringer uden, at der blev
krummet et hår på hans hoved eller slæbt for en domstol og anklaget for
folkedrab. Truman blev i stedet for nærmest udråbet som krigshelt af det
amerikanske folk og hans allierede.
Og verden var for første gang i
historien kastet ud i frygten for atomkrig og den totale ødelæggelse af alt liv
på jorden, hvorfor verdenssamfundet ikke kan leve med atomvåbens eksistens, der
med rette kan betegnes som verdens mest kyniske terrorvåben, da et enkelt sygt
menneske kan forårsage klodens totale ødelæggelse.
De menneskelige lidelser var
ubeskriveligt høje og den omkringliggende jord blev gold som Saharas ørken
efter atombomberne blev smidt, det betød at der ikke i årtier kunne dyrkes
gulerødder og andre nødvendige fødevarer til opretholdelse af livet for
befolkningen i byerne Hiroshima og Nagasaki og på trods heraf så fortsætter det
fuldstændig vanvittige våbenkapløb som aldrig før med fremstilling af mange
former for atombomber i en totalt livstruende udvikling som fredsforsker Roger
Molander ironisk skrive i sin bog ”Den gode nyhed er, at du er sikker på at
blive dræbt i en atomkrig. Den dårlige nyhed er, at hvis du lever en stund er
straffen højere og så ulidelig, at overlevelsen er en straf, der er værre end
den øjeblikkelige død.” Så man må desværre sige, at atombomben, der ramte Japan
beviste, at USA havde udviklet verdens værste dræbermaskine.
Før 1990 have USA og Rusland et
atomvåbenarsenal på ca. 70.000 bomber, som de efter aftale reducerede til
omkring 26.000. Men det er stadig et ubegribeligt højt tal, der kan udslette
alt liv på jorden mange gange. Der findes atomvåben i andre lande som f.eks. Israel,
Pakistan, Indien, som betyder at spredningen af atomvåben stort set er ude af
kontrol og breder sig som en livstruende steppebrand, da mindst 21 lande har
atomvåben.
Der findes også i dag omkring 350
amerikanske atomvåben i Europa dels i England, men også i lande, der ikke anses
som atommagter nemlig vort naboland Tyskland, Italien, Belgien, Holland og
Tyrkiet.
Flyvevåbenet i disse lande træner med
jævne mellemrum i at kaste de amerikanske atomvåben. En sådan form for
spredning af atomvåben er i strid med NATOs ikke spredningsaftale.
Denne spredning af kernevåben er på
alle måder et grundlæggende problem, medens demokrati i ordets bogstavelige
forstand skulle betyde et åbent samfund med sikkerhed og fred og med indsigt og
en oplyst befolkning og med indflydelse fra landenes borgere. Men når det
drejer sig om atomvåben bliver befolkningerne holdt uden for indflydelse og
indsigt i de militære beslutninger. Greenpeace beviste i 2006 ved en
undersøgelse blandt befolkningerne i England, Tyskland, Italien, Belgien og
Holland, at 65 % af befolkningerne ikke vidste, at deres land var værter for
amerikanske atomvåben. Og det er på trods af, at 69 % af landenes befolkning
ønskede et kernevåben-frit Europa, som de politiske og militære
beslutningstagere fuldstændig ignorerer.
Her i begyndelse af det 21 århundrede
er spredningen af atomteknologi til både fredelige og militære formål blevet en
langt større trussel mod menneskeheden. Et Nordkorea, Indien og Pakistan, der
råder over atomteknologi og et Iran med deres igangværende atomprogram, har
øget risikoen for våbenkapløb i det krigeriske og konfliktfyldte område i Mellemøsten,
som også er et frygtindgydende bevis på, at når nogen har atomteknologi gør
mange andre lande også støre anstrengelser for at få det. Det har udviklet sig
til at blive en ny definition på statslig suverænitet på det atomare område.
Det vil i årene fremover sandsynligvis betyde
en voldsom stigning i antallet af små og mellemstore atommagter, der vil udløse
et nyt våbenkapløb.
USA, der er verdens største atomvåbenproducenter,
er blevet bange og klar over faren for
total menneskelig udslettelse, hvorfor de nu selv opstiller missilforsvar for
at redde den amerikanske befolkning fra at blive udslettet, og så giver de
fanden i resten af verdens befolkning.
Regeringscheferne i hele verden kender
godt de her nævnte farer i verdens nye atomalder og de ved også godt, hvordan
en sådan krig kan undgås gennem diplomatiske og internationale
nedrustningsaftaler. Og jeg har med glæde hørt, at Amerikas nye præsident Obama
ønsker en total afskaffelse af alt atomvåben, som vi herfra og i vores kommende
fredsarbejde med alle kræfter skal støtte ham i, så vi får presset de
fodslæbende ansvarlige politikere. Også den danske regering skal vækkes af sin
tornerosesøvn og leve op til sit ansvar for den danske befolknings sikkerhed
ved at vort lands stats- og udenrigsminister i Nato og FN arbejder for afskaffelse
af alle kernevåben.
Der er et tvingende behov for et
internationalt kontrolsystem, som ikke er noget, der hører fortiden til, men
noget vi må forlange at politikerne tager alvorligt her og nu for at få stoppet
et kommende folkedrab i en kernevåbenkrig.
Danmark er desværre i de seneste år
blevet en krigsførende nation, hvor beslutningen uden nogen folkelig debat blev
presset gennem i Folketinget. Vi har deltaget i krig i Jugoslavien, Irak og
Afghanistan uden at Danmarks interesser var truet af nogen af landene, og vi
har uden tvivl fået mange fjender herved.
Danmark er nu en krigsførende nation
med ca. 500 danske soldater, der daglig sætter deres unge liv på spil. Indtil
nu har det kostet 26 danske soldater livet, og Nato har udtalt, at langt flere
er på vej, da de har forberedt nye store offensive kamphandlinger i Helmann
provinsen, hvor de danske soldater er i krig.
Man må beklageligvis formode, at
Danmarks krigshandlinger kan få den konsekvens, at vi er mål for
gengældelseskrig eller nye terrorhandlinger, som vi allerede har set ved den
danske ambassade i Pakistan, der krævede flere uskyldige dødsofre.
Derfor vil jeg igen sige – kære
danskere. Danmark er i krig selv om I ikke kan høre bombefly og kanontorden.
Der er meget der tyder på, at danskerne
viser krigen passivitet og blot er tilskuere til krigen gennem det
manipulerende TV-billede og forbliver tavse som en listetyv i nattens mulm og
mørke.
Noget tyder på, at den danske
befolkning tænker mere på regerings lovede skattelettelse end på krigens
konsekvenser. Og jeg vil gerne minde jer danskere om, at der ikke er noget at
bruge en skattelettelse til, hvis vi taber kampen for freden.
Hvis København, Århus eller Odense
bliver smadret som Hiroshima blev det den 6. august 1945 er det for sent at
vågne op og kræve fred og nedrustning. Så derfor kræver det en handlingskraftig
befolkning her og nu og ikke først, når landet brænder, som vi så i København
for 200 år siden og i Hamborg og Berlin i slutningen af 2. verdenskrig.
Vi må derfor som borgere kræve af
regeringen, at den udfører sit sikkerhedspolitiske arbejde og sikrer os
kernevåbenfriheden tilbage. Vi må vise, at vi ikke er et biologisk monster, men
ansvarlige mennesker, der har den politiske modenhed til at se farerne i den
vildt flyvende videnskabelige atomudvikling, for vi vil have fred og en levende
verden med mennesker og natur.
Min gamle arbejdsplads
Specialarbejderforbundet, som jeg var formand for i 17 år, afholdt i 80erne og
90erne flere gode internationale konferencer med fremragende fredsforsker og
fremsynede politiske ledere som f.eks. Oluf Palme, Bruno Kreisky, Villy Brandt,
Anker Jørgensen og Svend Auken om atomvåbenfri zoner.
Schlüter regeringen afholdt en lignende
konference på Christiansborg i dagene 24. og 25. november l984.
Alle konferencerne konkluderede efter
en meget varieret debat for og imod atomvåbenfri zoner, at det ville være et
godt bidrags til bl.a. at bryde dødvandet i nedrustningsdebatten.
Konferencerne fastslog, at de nordiske
lande i fællesskab skulle virke for et kernevåbenfrit Europa – for at arbejde
hen imod en kernevåbenfri verden.
Derfor synes jeg, vi her i dag skal
samle os bag kravet om kernevåbenfri zoner, for ellers har vi måske før vi aner
det slet ingen verden. Men hvis det skal lykkes, kræver det en stærk og bred
folkelig opinion, og vi må kræve af regeringen, at den påtager sig arbejdet for
atomvåbenfri zoner – og hvis den ikke vil må vi skifte regeringen ud.
Den danske regering er stolt af
Danmarks nye udenrigspolitik.
Her er der igen tale om en utrolig
manipulation af den danske befolkning. Tidligere førte Danmark en aktiv
udenrigspolitik, hvor vi sagde nej til oprustning, og hvor vi støttede ANCs
kamp for frihed i Sydafrika mod det hvide apartheidstyre, og hvor vi støttede
freden og friheden for det enkelte menneske. Den siddende regering kalder det
en aktiv udenrigspolitik, hvor Danmark ukritisk skal følge tidligere præsident
Buschs ønsker. Vi har desværre reduceret det danske udenrigsministerium til et
ekspeditionskontor for amerikanske ønsker.
Anders Fogh Rasmussen har for mig været
en dårlig statsminister, som jeg mener optræder som en ulv i fåreklæder. Det
har især vist sig på det humanitære område over for flygtninge og indvandrere.
Hvorfor jeg her i aften vil sige til de
irakiske flygtninge, der bl.a. opholder sig i Brorsonskirken på Nørrebro, at
jeres smerte og frygt er i vore hjerter hver eneste dag. Og det har vakt vores
vrede, at Danmarks regering med sit indvandre- og flygtningehadske støtteparti
Dansk Folkeparti, handler så kynisk og med en magtarrogance, der vækker
grufulde minder om 1930erne, hvor det officielle Danmark sendte flytningen, der
var truet på liv og helbred tilbage til forfølgerne i Nazityskland.
Men helt uansvarligt har det været på
det militære og det udenrigspolitiske område, hvor Fogh har sat sin personlige
prestige langt højere end en fredelig verden og medmenneskelighed.
Han er den direkte ansvarlige for dansk
deltagelse i Irak krigen, der med al tydelighed har vist os, hvor uhyggelig og
umenneskelig krig er. Han har med krigen bragt skam over vort land. Han er også
en af de hovedansvarlige for 1 million dræbte irakere og 4 millioner flygtninge
og et smadret samfund. Hans løgnagtige manipulation af folketinget og den
danske befolkning har været medårsag til håbløshed og en usikker fremtid for
det meste af den irakiske befolkning. De har gennemlevet krigens rædsler med
undertrykkelse, pression, massemord, voldtægt, angst, død, lemlæstelse,
begravelser og fornedrelse ved ikke at kunne forsørge deres familie eller ved
at skulle underkaste sig Amerikas og de allieredes udvikling i deres land. Alle
disse menneskelige omkostninger og politiske manipulationer giver mig
kuldegysning og bange anelser, nu hvor Anders Fogh pr. 1. august har overtaget
posten som NATOs generalsekretær, da NATO ikke længere kun er en
forsvarsalliance, men er blevet gjort til verdenssamfundets politibetjent, hvis
ordensreglement defineres af det amerikanske værdiggrundlag, som i mange
tilfælde har ført til aktiv krigsførelse.
Og jeg mener, vi har sat ræven til at
vogte gæs, så jeg forstår godt, at Tyrkiet var stor modstander af valget af
Anders Fogh, som om nogen har jokket og trampet på den arabiske verden med hans
menneskefjendske støtte til Jyllandspostens ”Muhammed-tegninger”, og som præsident
Buschs skødehund i deres fælles krigsførelse i Mellemøsten og deres støtte til
Israels krigsførelse mod palæstinenserne, som Sydafrikas Desmond Tuto har
betegnet som nyere tids største krigsforbrydelse med voldelig undertrykkelse af
menneskerettigheder med bl.a. den
Så med Anders Foghs lange synderegister
som korsridder på det humanitære område, må vi i årene fremover holde et vågent
øje med hans ledelse som generalsekretær for NATO, hvor mange af medlemslandene
mener, at atomvåben er nødvendige til afskrækkelse af de såkaldte slyngelstater.
Rusland, Nordkorea og især Irans atomproduktion frygter mange internationale
militære eksperter kan resultere i en ny
stor konflikt, der kan udløse en krig, hvor atombomben tages i anvendelse.
Afslutningsvis skal min konklusion
være, at nedrustning ikke kun er et spørgsmål, der hører fortiden til, men er
politik-områder, man skal forholde sig til i dag. Der skal være international
adgang til alle landes atomteknologi på alle militære og civile områder, så vi
får en effektiv atomnedrustning og total våbenkontrol i verden.
Så vi kan få stoppet det sindssyge
våbenkapløb, så aldrig noget lands befolkning igen skal opleve en massakre som
i Japan den 6. august 1945.
I øvrigt vil jeg varmt anbefale, at de
ca. 1.500 billioner US dollars, som verden bruger på det militære isenkram om
året, i stedet for bliver brugt på humanitære formål og bistandshjælp, så
halvdelen af verdens befolkning ikke længere skal gå sultne i seng, da de kun
har 15 kr. til mad og andre livsfornødenheder om dagen.
En sådan omprioritering af forsvarsbudgetterne
til en økonomisk kærlighedserklæring til menneskeheden vil skabe en fredelig sameksistens,
så alle diktatorers argumenter for krigsførelse og terror ikke fremover vil
have grobund.
Jeg vil ønsker jer alle held og lykke i
det kommende fredsarbejde.
Tilbage til forsiden