Skarp protest til Kirke- og Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech mod rydningen af Brorsons Kirke

Med dit pres på at få gennemført denne aktion har du ikke bare krænket de irakiske asylansøgeres rettigheder.

Du har også skadet Danmarks internationale anseelse

Brevet er skrevet 13. august 2009   og offentligtgjort i Dagbladet Arbejderen http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=57641&TS_ID=5&S_ID=72&C_ID=60 d. 15/8 og i øvrigt d. 14.08.09 i Nordjyske Stiftstidende

Når regeringens støtteparti presser på i en sag, ophører al omtanke og anstændighed.Det er meget sørgeligt at se, at en minister fra Venstre, Danmarks Liberale Parti, har ladet sig manipulere til at tillade en politirydning af en kirke og fremskyndelse af udvisning af de afviste. 
Foto: Freja Wedenborg

 

af Bodil Hindsholm Hansen, sognepræst, medstifter af Præsteinitiativet, ordfører for Et anstændigt Danmark

Til Kirke- og Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech

Forfærdet og dybt chokeret over morgens nyheder om rydningen af Brorsons Kirke i nat, tillader jeg mig igen at skrive til dig.

Jeg må over for dig som ansvarlig minister skarpt protestere mod den brutale rydning midt i nattens mulm og mørke, hvor børnene sov, og de voksne har prøvet at finde en smule hvile.

Dette er en skarp protest mod respektløsheden over for kirkens fredhellighed .

Menighedsrådet og kirkens præst, Per Ramsdal, havde accepteret, at irakerne for en tid søgte beskyttelse mod forfølgelse i kirkens rum og dermed fulgte ældgamle traditioner. Alligevel har du som minister presset på over for politiet, som har planlagt og gennemført aktionen ind i selve Brorsons Kirke.

Det er ligeledes en skarp protest mod ligegyldigheden over for forfulgte menneskers liv og skæbne.

Forfulgte har efter internationale konventioner ret til at søge asyl, Danmark er forpligtet på at give beskyttelse til forfulgte.

Alligevel dækker regeringen sig ind under Flygtningenævnets afgørelser, som ikke kan appelleres, skønt Flygtningenævnet hverken er uafhængigt eller domstolslignende, men blot et sekretariat under ministeriet og dermed politisk dirigeret.

Dette er også en skarp protest mod den tydelige manipulation, der foregår.

Når regeringens støtteparti presser på i en sag, ophører al omtanke og anstændighed.

Det er meget sørgeligt at se, at en minister fra Venstre, Danmarks Liberale Parti, har ladet sig manipulere til at tillade en politirydning af en kirke og fremskyndelse af udvisning af de afviste.

Ligeledes forekommer forhandlingerne med Irak at have været manipulatoriske, med indbyggede trusler om fratagelse af den lovede og nødvendige genopbygningshjælp efter den krig, Danmark selv har været med til at føre mod Irak. Endvidere savner aftalen med Irak enhver gennemsigtighed, idet Irak selv angiver ikke at ville modtage ufrivilligt udviste, mens du hævder det modsatte for at imødekomme regeringens støtteparti og ønsket om hurtig udvisning under tvang.

Med dit pres på at få gennemført denne aktion har du ikke bare krænket de irakiske asylansøgeres rettigheder og berøvet dem et sidste håb, du har også skadet Danmarks værdighed og internationale anseelse, og du har rokket ved Folkekirkens selvstændighed og gamle frihedstraditioner og undergravet Brorsons Kirkes menighedsråd.

Ordet minister betyder tjener, hvad du naturligvis ved.

I et demokrati er en minister en tjener for sit folk og sit land og dets gode og stærke traditioner og forpligtelser.

Du er blevet minister for DF og for fremmedfjendskhed.

Jeg har tidligere skrevet til dig, at du ikke kan være tjent med at være håndlanger for umenneskeligheden. Desværre er du nu skredet så langt ned ad skråplanet, at der åbenbart ikke en nogen ende på elendigheden.

Det er en sorgens dag for irakerne, men også for Danmark og for Den Danske Folkekirke.

I dyb sorg.

 

 

 

Tilbage til forsiden