Forfatteren Carsten Jensens tale til 20.000 demonstrerende d. 13.08.09 i København:

D 15.08.09 Fra http://www.information.dk/200119

Danmark har brug for en samvittighedskrise

I dag spørger de irakiske børn: Hvad har far gjort? Og mødrene svarer: Far har gjort sig skyldig i den mest forfærdelige forbrydelse, man kan begå i Danmark: han har bedt andre mennesker om hjælp, sagde Carsten Jensen, da han torsdag talte ved demonstrationen mod rydningen af Brorsons Kirke for irakiske asylsøgere

Lukket. Betjente bevogter indgangen til Brorsons Kirke efter arrestationen af de 19 irakere. Foto: Andreas Hagemann Bro /Scanpix

Af: Carsten Jensen

14. august 2009 | Historik

Lagt på information.dk 14. august 2009 kl. 20:29. Bragt i den trykte udgave 15. august 2009 på side 14 i 2. sektion. Senest opdateret 16. august 2009 kl. 19:29.

I nat skete der noget, der måske vil få lige skæbnesvanger betydning for os danskere, som det vil for de irakere, vi nu sender tilbage til et land i opløsning. I nat gjorde vi vold på det bedste i os selv. Fra nu af er det ikke kun irakere på flugt, der nægtes asyl i vores land. Også begreber som anstændighed, generøsitet, hjælpsomhed, retfærdighed nægter vi opholdsret.

Der skete en skilsmisse i Danmark i nat: Det var skilsmissen mellem lovens ånd og dens bogstav. Vi har loven for at beskytte mennesker mod overgreb. Nu misbruger vi loven til at øve overgreb mod mennesker.

Mænd i uniformer beskyttet bag visir og skjold brød ind i en kirke fyldt med sovende familier. Børn så deres fædre og storebrødre blive lagt i håndjern og ført bort. Børn har ingen lang hukommelse, og de irakiske børn har aldrig kendt andet end trådnettet om asyllejren og lejrlivets sløvende rutiner. Derfor ved de ikke, hvad det betyder, når far bliver ført bort om natten af skulderbrede mænd. Deres mødre har en længere hukommelse, så de ved det. Sådan var det også i det Irak, de flygtede fra, og det var derfor, de flygtede.

I dag spørger de irakiske børn: »Hvad har far gjort?«

Og mødrene svarer: »Far har gjort sig skyldig i den mest forfærdelige forbrydelse, man kan begå i Danmark: Han har bedt andre mennesker om hjælp.«

Ikke nogen stor hjælp, bare en håndsrækning, så han kunne komme i gang, et pas, et sted, hvor der ikke kom nogen og slog døren ind midt om natten.

»Hvad sker der nu?« spørger børnene.

Mødrene slår ud med armene og vender ansigtet bort: »Nu er det forbi.«

Er det så forbi?

Kun så længe varer håbet. Der er grænser for, hvad selv det stærkeste sind kan holde til, og jeg tror, irakerne nåede deres grænse, da familier blev skilt fra hinanden i nat og fædre og brødre taget som gidsler, mens børn og mødre sad alene tilbage med den angst, som gennem de sidste mange år er blevet den alt overvældende konstant i deres liv.

Vi har forsøgt med det gode, siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i dag i TV2 News. Vi har været langmodige, siger hun med denne klæbrige sprogbrug, der lugter af misbrug af hendes så ofte påberåbte kristendom. Hun vil sende irakerne tilbage i ro og orden, tilføjer hun. Jo, hun vil have ro og orden på dødsgangen, ingen klynken, ingen rusken i tremmerne - hjem til bomberne med jer!

Det var ved at blive hverdag i kirken for dem, siger Pia Kjærsgaard. Det går jo ikke, siger hun. Nej, det går jo ikke, at de begynder at håbe. Tryghed, et sted at vokse og gro er ikke for dem. Tilbage til et ødelagt land, hvor der med garanti ikke er nogen hverdag, men blot angstens slalomløb mellem bilbomberne.

Er det så forbi for irakerne?

Det er for nemt at sige, at det afhænger af os. Vi ved nemlig godt, at nu tæller hver eneste time. Det er derfor, alt afhænger af Christiansborg, og der har flertallet i opportunismens navn indgået en djævlepagt med den blinde og døve umenneskelighed. Men der findes jo også denne mærkelige uhåndterlige tingest, som er omtalt i vores grundlov, hvori der står, at hvert enkelt folketingsmedlem ikke er underlagt sit partis diktatur, men er fri til at stemme i overensstemmelse med noget andet og større: sin egen samvittighed. Findes den endnu, samvittigheden på Christiansborg, eller tæller den også blandt dem, der er blevet afvist og sendt bort i håndjern på et fly?

Jeg tror, samvittigheden findes, jeg tror, den findes i hvert eneste parti, og jeg håber så inderligt, at det er samvittigheden, der vinder den indre magtkamp mellem karriere og anstændighed, som i disse timer uundgåeligt må finde sted i nogle politikere.

Ellers ved jeg snart ikke, hvorfor jeg skal kalde mig dansker.

Hvad har vi kært

De kom om natten og hentede de irakiske asylansøgere. Men de kom også på et andet, mere iøjnefaldende tidspunkt: De kom lige præcist, da skoleferien sluttede, og børnene begyndte i skolen igen. Første skoledag. Og hvilket syn byder vi vores unge arvtagere som velkomst, når de vender hjem fra sommerens glade ansvarsløshed: fortvivlede, forfulgte mennesker, der arresteres, fordi de har bedt om vores hjælp. Er det det samfund, vi vil introducere børnene til?

»Jamen far, jeg troede, vi var så rige i Danmark?«

»Det er vi også, men det er kun, fordi vi ikke deler med andre.«

Er det sådan en verden, folkeskolens lærere skal opdrage børnene til?

Hvad med de danske soldater, der kæmpede i Irak, og som havde mod og selverkendelse nok til at forlange asyl til de tolke, der loyalt havde arbejdet for dem, fordi de godt vidste, at det ikke var et blomstrende demokrati, de lod bag sig, men et lovløst, ødelagt land? Var det det her, I kæmpede for?

Soldater i Afghanistan: Se jer tilbage over skulderen og spørg jer selv, hvad der sker i Danmark lige nu. Er det sådan et demokrati, I sætter livet på spil for på den anden side af kloden?

En plads i helvede

Der findes en koreansk myte om livet i det hinsides, i helvede og paradis. I helvede sidder alle bænket rundt om et veldækket bord, men de sulter alligevel, for spisepindene er tre meter lange, og ingen kan nå deres egen mund. I paradis sidder de også rundt om et veldækket bord. Også her er spisepindene tre meter lange. Men alle er mætte og tilfredse. I stedet for forgæves at søge efter deres egen mund med de umulige spisepinde, har de fundet ud af at made hinanden.

Danmark lignede engang koreanernes paradis. Nu har vi frivilligt spærret os inde i deres helvede.

Vi roser os af vores tolerance. Og jo, vi er faneme tolerante. Tolerante over for afstumpetheden, kynismen, den blinde selvtilstrækkelighed, det mest infame menneskesyn. Dem har vi givet plads ved vores bord, dem giver vi taletid igen og igen. Indskrænkethedens repræsentanter har vi stemt ind på landets højeste poster, og i den kuede opposition finder vi mest deres sjælløse eftersnakkere.

Hvad vi trænger til i Danmark er ikke blot besværlige spørgsmål og de nu så sjældne, uregerlige gemytter, men en stor, rensende samvittighedskrise.

For de irakiske asylansøgeres skyld - og for vores egen.

Tilbage til forsiden