Fra: marina Jakobsen [mailto:marina.jakobsen@ get2net.dk]

Sendt: 20. august 2009 16:24

Til: Bodil Hindsholm Hansen

Emne: VS: danskhedens triumf

Danskhedens triumf

Niels Barfod udtrykker i sit udmærkede læserbrev d.17 bekymring for

Danmarks anseelse i Europa i forbindelse med rydning af Brorsonskirke.

Danmarks gode ry er ikke alene blevet plettet i Europa, men også andre

steder i verden, hvor Danmark rangerer nu blandt de lande som træder

menneskerettighederne under fode.

Billedet af det Danmark som var et fyrretårn, vejviseren, et eksempel til

efterfølgelse om hvordan man indretter et samfund, som tager hensyn til

menneskets værdighed eksisterer ikke længere. Desværre.

Efter rydningen af kirken er jeg blevet kontaktet af latinamerikanere som

ville bekræfte om det virkelig er rigtigt at man sendte politiet til at

storme en kirke i nattens mulm og mørke.

Er de billeder af barfodede børn med bamser under arme og søvndruknede

øjne, der føres ud af en kirke, billeder fra Danmark? Ja, desværre.

Er de billeder af unge mennesker som knækker sammen under kniplernes

vanvittige dans, fordi de viser solidaritet med de mest sårbare af alle,

nemlig flygtninge, billeder fra Danmark? Ja, det er de.

De er billede som udtrykker 60 pct. af befolkningens og et solidt

folketingflertallets ønske om hvordan man skal behandle mennesker som

søger ly her for en ulovlig krig som Danmark selv var med til at starte.

Jamen, så har danskerne mistede besindelse og retningssans. Kunne en

tidligere flygtning som var vendt hjem til Chile konstatere. Det Danmark

som tog imod så mange latinamerikanere, der flygtede fra

militærdiktaturernes hærgen på menneskerettighederne, med åbne arme,

forståelse og omsorg, eksisterer ikke længere. Nej, i dag interneres

flygtninge, og de får lov at bliver på sådanne steder i mange år, eller

går de under jorden, for de opfattes som forbrydere. Dyb tavshed på den

anden side af skypeforbindelsen ved Stillehavet, indtil et dybt

indigneret ’nej, det er ikke sandt’ får lydmæssig form.

Niels Barfod er bekymret for Danmarks anseelse i Europa. Men verden

består af mere end Europa. Hvad skal man sige til en professor i

politisk filosofi og menneskerettigheder i Buenos Aires, Dina Picotti,

som spørger om det er sandt det der foregik i Brorsonskirke? Desværre,

der skete noget ganske forstemmende. Jamen, et demokrati kendes bl. a. på

den måde det behandler sine minoriteter. Er Danmark ved at blive et

demokratur med stormtropper og den slags? Er det sandt at man har et

neofascistisk parti som er regeringens parlamentariske grundlag, som

oppisker en hadefuld stemning mod andre kulturer? Med flovhed svarer jeg

at det ikke er helt sådan, at der findes bl.a. en bevægelse for et

anstændigt Danmark, og fortæller om demonstrationen hvor mere end tyve

tusinde deltog for at vise deres indignation, osv. Men det er flovt,

meget flovt. Og man tænker i sit skuffede sind: Brorsonsnatten var

danskhedens triumf, den nye danskhed, altså.

Denne nye danskhed er fx blev genstand til en parodisk tv-figur i

Brasilien. Her toner en blond mand frem på skærmen siger: Jeg er høj,

blond, med blå øjne og meget rig. Efter en kort pause spørger han sig

selv: hvad laver jeg her, blandt disse snuskede, fattige væsner. Jeg er

dansk, pæredansk, jeg er udtryk for den ægte danskhed, jeg er en dansker

fra Danmark, made in Danmark. Denne figur griner man af, for den er

ganske latterlig i et land som er et veritabelt kulturelt kludetæppe,

race- og religionsmæssigt. Men måske er vores lille blonde figur ikke et

parodisk udtryk for de 60 pct. som uden at sænke blikket bakker op om

Brorsonsnatten, men et loyalt udtryk for den nye danskhed - blind og

opsvulmet i sin bedreværende.

En danskhed som paradoksalt nok har kørt den gamle danskhed i sænk, den

danskhed som gjorde Danmark en respekteret fakkelbærer i verden, og os

andre stolte af at være en del af. Den danskhed som nogle af os fulde af

sorg og nostalgi længes efter, uden udsigt til at den tilbageerobres

inden for en kort årrække. Det tog tyskerne en generation af blive

afnazificerede, det tog spanierne en del år at blive affrankificerede.

Men som Eduardo Galeano skrev i sin fremragende bog Patas Arriba – la

escuela del mundo al revés, noget i retning af den omvendte verdens

skole: pessimisme er noget man skal gemme til gode tider. For så længe

den gamle danskheds dna findes, er der håb, så længe man kan synge i seks

timer på Rådhuspladsen for medmenneskelighed, kan man også forestille sig

at den nye danskhed, lad os kalde den danskisme, en dag vil endegyldig gå

til grunde, og Danmark igen blive et land man har lyst til at besøge,

danskerne nogle man har det godt sammen med og tillid til, og ikke en

fascist du ikke har mødt, som der også siges om danskerne nu. Den dag vil

frygt for den anden være blevet besejret af den selvindlysende indsigt i

at vi alle først er mennesker siden alt andet - for at parafrasere

Grundtvig.

Marina Jakobsen, Ph.d.

Underviser

Nøjsomhedsvej 2

2100 KBH Ø

Ovenstående kronikforslag,

modtaget fra Marina Jakobsen, Kbh. Ø <marina.jakobsen@ get2net.dk

blev der desværre ikke plads til i Information.

Tilbage til forsiden