Modtaget d. 22.08.09 kl 13:13

 

Nyhedsbrev for Kirkeasyl

Her kommer et nyhedsbrev, der prøver at samle op på de seneste 8 hektiske dage. 

Du vil kunne læse om udviklingen i sagerne samt om planerne for Kirkeasyls videre arbejde, herunder planerne om protester i lufthavnen. De planer kan du også komme til at høre meget mere om på vores offentlige møde om planerne på mandag. 

 

Det har vi brug for lige nu

Vi mangler kontorer. Kirkeasyl mangler akut et sted, hvor vi kan have sekretariat. Det skal være i København, gerne relativt tæt på kirken, og der skal være plads til, at ca 10 personer kan sidde og arbejde. Kender du et sted, som vi kan låne billigt eller gratis så kontakt os på 61853511.  

 

Deltag i protesterne ved udvisninger – tilmeld dig sms-service. Skriv ASYLNYT til 1220, så tilmelder du dig en sms-service hvor du modtager en sms, hvis der foregår en udvisning. Det koster 1 kr. per sms vi sender dig.

 

Hjælp med sprede ordet! Her er 2 videoer du kan sende rundt til dine venner. Du kan enten kopiere linket ind i en mail eller slå det op på din facebook-profil 

Tegnefilm “Rejsen til Irak”: http://kirkeasyl.23video.com/video/498966/rejsen-til-irak

Ung irakisk kvinde, der tidligere boede i kirken fortæller om at skulle tvinges til et fremmed land:  http://politiken.tv/nyheder/indland/article771135.ece

 

Start en støttegruppe på din uddannelesinstitution eller din arbejdsplads. Kontakt os, hvis du har lyst til at starte en støttegruppe. En støttegruppe kan sætte gang i initiativer, sørge for at dele materialer ud, evt. arrange møder eller måske vise diasshow og videoer fra kirken.

 

Seneste udvikling

Tak for en fantastisk koncert på Rådhuspladsen. Vi samlede mellem 30.000 og 50.000 mennesker, rejste 100.000 kr til det videre kampagnearbejde, og satte en dagsorden om et andet Danmark.  Andam, der blev hentet i kirken og senere løsladt, holdt en rørende tale, som du kan læse her.

 

Kirkeasyls arbejde forsætter. Vi forsætter kampagnen for humanitært ophold, arbejder juridisk med sagerne og vil også fortsat forsøge at forhindre udvisningerne af irakerne, med fredelige protester – denne gang ved lufthavnen. Du kan læse om planerne her, eller deltage i vores offentlige møde på mandag. Skriv ASYLNYT til 1220, så tilmelder du dig en sms-service hvor du modtager en sms, hvis der foregår en udvisning. Det koster 1 kr. per sms vi sender dig.

 

Sagen om irakerne bliver mere og mere brutal. Først kom historien om at irakerne blev slået af politiet, mens de sad bagbundet i bussen og på politistationen(læs her). Nu står det klart, at de nægtes den basale ret til advokatbistand (læs her). 12 af irakerne har sultestrejket siden rydningen af Kirken.

 

Flere irakere venter nu på udvisning. På trods af skandalen om manglende advokatbistand samt mysteriet om hvem den irakiske delegation består af og hvilke metoder de bruger, er der nu 34 irakere, der er identificerede og klar til udsendelse. Læs her

 

Birte Rønn Hornbech modsiger sig selv. I 2007 sagde hun, at irakiske asylansøgere kunne få humanitær opholdstilladelse med henvisning til,  at de har siddet op mod 10 år i lejre. Men det var slet ikke det hun mente. Læs her

 

Savner du ellers overblik over sagens forløb? Se politikens artikel-oversigt her eller informations temaside her.

 

Kommende arrangementer

Mandag d. 24. August kl. 19.00:

Offentligt møde om Kirkeasyls planer i tilfælde af tvangsudvisning

Blågårdens Medborgerhus - Støberiet - Blågårdsplads 3

Kirkeasyl inviterer til offentligt møde for alle, der er interesserede i at høre mere og deltage i vores aktiviteter i forbindelse med en eventuel tvangsudvisning.

 

Onsdag d. 26. August kl. 19.30

Informations- og debatmøde Aabenraa

Café Storm, Storetorv, 6200 Aabenraa kl 19.30

Frivillige fra Kirkeasyl informerer om irakernes situation og om hvad du kan gøre.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Lise von Seelen taler til arrangementet.

 

Torsdag d. 27. August kl. 17-19: 

Stormøde i ”Elever og Studerende for Asyl”

Blågårdens Medborgerhus - Støberiet - Blågårdsplads 3

Elever og Studerende for Asyl holder stormøde, og hvad enten du er interesseret i at være aktiv, eller du blot vil høre, hvad situationen er netop nu med irakerne, så mød op og vær med til at finde ud af, hvad der skal ske nu.

 

Torsdag d. 27. August kl. 19.00: Fællesmøde i Kirkeasyl Århus

Trøjborg beboerhus, Tordenskjoldsgade 31, 8200 Århus.

Hvis du er interesseret, er du meget velkommen til at komme og høre, hvordan du kan hjælpe. Vi har brug for alle!

 

Torsdag d. 27. August kl. 19.00: Aktivitetsmøde i Kirkeasyl Odense

Nørregade 60, 5000 Odense C. 

Mødet er for alle i Odense og omegn, der har lyst til at lave lokale kirkeasylaktiviteter. Der er allerede flere ideer på tegnebrættet, men der er plads til flere. Der er brug for alle kræfter, store som små.

 

Torsdag d. 27. August kl. 20:

Støttekoncert for de afviste irakere 

Huset Magstræde, Rådhusstræde 13, 1466 Kbh K

Blandt de optrædende er Jacob Bellens – solo (Murder, I Got You On Tape), Under the Sherry Moon, Mads Wæhrens & Band og Jacob Høegh (Hellraiserten).

Entréen er en foreslået donation på 40 kr. Pengene går direkte til arbejdet med oplysningskampagner, om hvorfor irakerne ikke bør sendes tilbage til Irak

 

 


--~--~---------~--~----~------------~-------~--~----~
You received this message because you are subscribed to the Google Groups "kirkeasyl-nyhedsbrev" group.
To post to this group, send email to kirkeasyl-nyhedsbrev@googlegroups.com
To unsubscribe from this group, send email to kirkeasyl-nyhedsbrev+unsubscribe@googlegroups.com
For more options, visit this group at http://groups.google.com/group/kirkeasyl-nyhedsbrev?hl=en
-~----------~----~----~----~------~----~------~--~---

Følg løbende med på www.kirkeasyl.dk

 

 

 

Tilbage til forsiden