Rockermetoder i politiet

Jesper Christensen, skuespiller og filmproducent, Overgaden oven Vandet 2, København K

Offentliggjort 05.09.09 kl. 03:00 (bragt i Jyllandsposten)

Der er politikere i landet, der mener, at der intellektualiseres for meget.

Hvad der menes med det, står ikke helt klart. Jeg læser det, som at vi nu skal holde op med at tænke så meget over tingene, se sagen fra flere sider og alt det andet gammeldags vrøvl.

Fast og fair! Hvad er det første, du tænker på? Godt, det vælger vi så. Ingen diskussion. Handlekraft.

Så politibetjentene er naturligt nok blevet de nye helte nu, komplet med egen tv kanal, hvor enhver kan se, hvor stille og kærligt de kan bryde ind i en kirke midt om natten og lægge folk i plastikstrips. Kærligt, kærligt.

Ministeren roser dem da også straks efter. Ingen fra pressen spørger ham, om han mener, at det var nødvendigt for politiet at slå en siddende og aldeles uaggressiv kvinde otte gange med en knippel.

Meget alvorligt

Den eneste minister, der blev spurgt, var - måske fordi hun er gammel politimester - Birthe Rønn Hornbech, der, stillet over for demonstranter så fredelige som Gandhi, stærkt ophidset udnævnte deres handlinger, altså det at sætte sig på gaden foran politiets køretøjer, til vold.

Vold var det, en meget alvorlig forbrydelse på linje med terror var det. Det kunne straffes med mange års fængsel. Og altså også nu med pryglestraf. Selvbestaltet uddelt af tilfældige betjente med lyst til den slags, og uden at nogle i embedsværket følte sig foranlediget til at gribe ind. Hele Danmark sad og så det på tv. Godt. Der fik de den. Terroristerne.

Pressen nikker, ingen følger op.

Det virkeligt alvorlige: Burkaer

Men det er ikke, fordi regeringen er ligeglad med retssamfundet, den har bare andre prioriteringer.

Lene Espersen har jo klart meldt ud, hvad de virkeligt vigtige problemer er i vores land og vores tid. Burkaer. Ikke klimaet, ikke den angrebskrig, man har narret os ud i med løgn og bedrag. Pyt med den eksplosivt stigende arbejdsløshed og finanskrisen. Nej, indvandrere og flygtninge, det er det store, alvorlige problem i dette land.

Lene, Brian, Lars og de andre genier har regnet den ud: Hvis vi efterhånden herhjemme kan få etableret en politistat med pryglestraf og tortur og ingen advokater tilstede ved afhøringerne osv., altså alt det, de flygter fra derude, så kommer der jo ikke flere flygtninge.

Pyha, så fik vi det løst.

For nogle år siden dannede pressen og den offentlige mening en enig front mod Blekingegadebandens medlemmer for deres feje dækken sig bag hinanden og løben fra ansvaret for deres morderiske handlinger.

Der var endda dengang mange, der mente, at folk, der handlede sådan, ikke burde være ansat af det offentlige i nogen stilling.

Nu er det blevet nye tider. Seks betjente fra Vestegnen bryder ind i en lejlighed, hvor en sindsforvirret mand er trængt ind og fægter rundt med et sværd.

De overmander for en sikkerheds skyld også lejlighedens uskyldige beboer, som de udsætter for et livsfarligt halsgreb.

Husker ikke detaljerne

En ret voldsom episode i en arbejdsdag, skulle man mene, men mærkeligt nok kan ingen af de seks betjente bagefter huske, hvem det lige var, der bragte manden i livsfare. Indsatslederen stod to meter derfra. Kunne intet huske. Rigsadvokaten og politidirektøren beklagede. Men ingen havde jo nægtet at svare, så der var (med regeringens velkendte motto) intet at komme efter.

Det faldt åbenbart ingen ind, stillet over for den slags rockermetoder i politiet, at det måske var en god idé at sige til disse betjente: »Hør lige, vi synes, det er så synd for jer, at I overhovedet ingen ting kan huske. Mange af os har demente forældre, og det er altså virkelig et stort problem for dem, der har det sådan. Men I kan jo nok forstå, at vi ikke kan have folk, der ikke kan huske noget, ansat i sådan en vigtig stilling som jeres.«

Politiet bestemmer selv

Ikke en eneste Venstre-politiker mener åbenbart sine floskler om den personlige frihed alvorligt nok til at bryde partilinjen og hyggen på ”borgen” og forsvare borgerne mod disse overgreb.

Ikke én. Det eneste mandfolk, gruppen havde, har ladet sig kneble med en ministerpost og går forrest i retsbruddet.

Så det politi, som udueligt administrerer sig ud i et økonomisk morads hele tiden og straks belønnes med budgetforhøjelser i utide, er nu blevet et politi, der selv bestemmer, hvem der skal straffes, og selv klarer det udenom domstole og alt det andet, gammeldags smagsdommeri. Og som ikke vil stå til ansvar for det bagefter.

Jønke som politidirektør, hvem sku' ha troet det?

Tilbage til forsiden