10.09.09 BT: Er det prisværdigt at skjule flygtninge? Svar af ah med definition af civil ulydighed og diskussion og kilder

BTs spørgsmål (BT-Dit <dit@bt.dk>) modtaget d. 10.09.09 – og svar (se nederst)

BT-Dit skrev:

Er det prisværdigt at skjule flygtninge?

Den tidligere radio- og studievært, Bengt Burg, står i dag frem og fortæller i B.T., at han er en aktiv del af et hemmeligt netværk, der skjuler illegale flygtninge og personer, der risikerer vold, æresdrab og andre overgreb i hjemmet.

http://www.bt.dk/danmark/bengt-burg-i-hemmeligt-netvaerk-skjuler-flygtninge

Bengt Burg forklarer, at han har været med i netværket lige så længe, som han kan huske tilbage, og at netværket skjuler mange personer med vidt forskellige årsager til at gemme sig.

- Det er ikke alene flygtninge, som kan have problemer med danske myndigheder. Det kan også være nogle flygtningefamilier, hvor kvinderne simpelthen lever som en slags hjemmeprostituerede. Der er masser af situationer, hvor kvinder og børn er havnet i alvorlige ægteskabelige problemer. Hvis de så oven i købet er her mere eller mindre lovligt, så har de ingen muligheder for at forsvare sig, siger han.

Du tænker altså også på personer, der lever under en trussel om æresdrab?

- Ja, lige nøjagtig. Lige nøjagtig. Det udgør faktisk mere end halvdelen af dem vi hjælper, forklarer Bengt Burg.

Den tidligere tv-vært har selv hjulpet aktivt til i netværket med at støtte og hjælpe mennesker i nød. Han vil dog ikke afsløre præcist i hvilke tilfælde og hvordan det er foregået.

Hvad synes du om Bengt Burgs hemmelige netværk, der hjælper flygtninge? Skal de straffes, hvis de illegalt skjuler flygtninge, eller synes du, at det er prisværdigt at hjælpe mennesker i nød?

Vi vil helst modtage din mening på en mail, men du kan også deltage i debatten om Bengt Burgs netværk her:

http://debat.bt.dk/index.php?id=1&view=single_thread&cat_uid=3&conf_uid=56&thread_uid=21894#

Venlig hilsen

Rolf Pedersen

B.T.s debatredaktion

Tlf. direkte: 33757271 |e-mail: dit@bt.dk |

Du modtager denne mail, da du tidligere har sendt læserbreve til B.T. Ønsker du ikke at modtage flere mails, så skriv dette til dit@bt.dk

----

Svar fra Arne Hansen: (Opdateret d. 8.10.2009)

De angivne eksempler på Bent Burgs Civile ulydighed er, bedømt ud fra det foreliggende emailtekst, da jeg ikke har set Tv-udsendelsen, helt okay. Også selv om de på et enkelt punkt ikke har levet op til den mest udbredte sædvanlige definition på Civil ulydighed: "bevidste, ikkevoldelige, ulovlige handlinger gjort i åbenhed, som har som mål at påvirke samfundsmæssige eller etiske forhold som af deltakerne opfattes som alvorlige." altså nemlig at man skal stå offentligt frem og vedkende sig hvad man gør. Men det må vel være undskyldeligt for Bent Burgs netværk da det i sagens natur så ville kunne stoppes af myndighederne inden det var kommet rigtigt i gang så bedre sent ens aldrig?

Men civil ulydighed er normalt brugt generelt politisk når man med et ideelt formål bevidst overtræder en lov eller en lov-legitimeret praksis ,og det er jo ikke tilfældet når man beskytter mod æresdrab, hvor man netop støtter de lovhåndhævende myndigheders kamp mod en kriminel handling, men der er vel næppe heller nogen kritisk debat om berettigelsen af at forhindre kriminalitet når der netop står liv på spil. Bent Burg er et godt eksempel på at det er samme ideelle humanitære/næstekærlige bevæggrunde der kan ligge bag de uforfærdede handlinger.

Men det er først når mennesker med samvittighed føler sig tvunget til at bryde love, at det i et demokratisk samfund for alvor fortjener en bred politisk debat, sådan som også f. eks P1-debatten d. 8.09.09 mellem civil ulydighedspraktikeren Leif Bork Hansen og en anden præst Edith Tingstrup lægger op til jf http://www.arnehansen.net/090908LeifBorkCivilUlydighed64.mp3 Og det er fortjenstfuldt fordi det her er relativt nemt at gå til for os alle, der som vælgere i sidste ende er medansvarlig for hvilke love vi har og hvordan de bliver forvaltet.

BT bør tage begrebet og problematikken civil ulydighed op mere generelt og lade en diskussion køre på hvordan de konkrete aktuelle eksempler relaterer sig hertil, som en hjælp til læserne når de skal tage stilling til handlinger som i udgangspunktet er ulovlige.

Med venlig hilsen
Arne Hansen, Sønderjyllands Alle 35, Frederikshavn

Her følger så yderligere materiale til læsning og bearbejdning:
Her er en kortfattet definition på civil ulydighed, som jeg selv plejer at bruge:
"bevidste, ikkevoldelige, ulovlige handlinger gjort i åbenhed, som har som mål at påvirke samfundsmæssige eller etiske forhold som af deltakerne opfattes som alvorlige, og det er f.eks. krænkelser af demokratiets grundlæggende værdier som menneskers ligeværdighed bl.a. krænkelse af grundlæggende menneskerettigheder som ret til liv og frihed fra tortur og grusom og nedværdigende behandling og grov diskrimination (+)"

(Det med fede typer er klippet fra

Majken Juul Sørensens norsksprogede anmeldelse på http://fred.dk/artikler/ulydige/ulydbog.htm af Jørgen Johansen og Åsne Berre Persen: Den nødvendige ulydigheten, Folkereisning Mot Krig, 1998, 256 s. Pris 175 kroner.)

(+)Jeg synes dog, at "alvorlige" er et lidt vagt og upræcist udelukkende subjektivt begreb, som jeg gerne til debatformål ville kunne skærpe ved at supplere/erstatte det med henvisning til noget mere objektivt målbart samfundsmæssigt humanistisk og demokratisk værdifuldt, som kunne være krænkelse af svagtstilledes(mindretals) fundamentale (politiske og sociale) menneskerettigheder.

Og det er jo netop en integreret del af demokrati, der tager udgangspunkt i alle menneskers ligeværdighed og tarv, hvorfor der er accepteret at der er fundamentale rettigheder for mennesker, som intet flertal, der vil kalde sig demokratisk, under nogen omstændigheder kan tilsidesætte - Jf http://www.arnehansen.net/040217Demokrati-modelALADDIN.htm OG her især

” c.1. - Og altså altid med respekt for mindretallets grundlæggende menneskerettigheder: retten til livet, personlig sikkerhed, frihed fra slaveri og diskrimination af enhver art også f.eks. af homofile, frihed fra tortur og anden grusom og umenneskelig behandling.”

Demokrti-teoretisk så er civil ulydighed så blot et eksempel på den demokratiske tankegangs livskraft som spirer frem hver gang det repræsentative flertalsdemokrati er ved at krænke de demokratiske værdier ved at træde demokratisk funderede menneskerettigheder under fode. og krænke de demokratiske værdier under fode.

Men det kan kun være et pejlemærke et udgangspunkt, når man skal øve sig i at bruge en definition på civil ulydighed til at grovsortere, hvorvidt man vil acceptere lovstridige/normkrænkende handlinger, da den subjektive oplevelse af forhold, der er så "alvorlige" at de kalder på handling, i sidste instans må være et samvittighedsspørgsmål ubundet af tid og sted. Og stedet må vialtså med globaliseringens gensidige afhængighed betyde, at det fælles ansvar også bliver globalt jf. f.eks asylgivning til flygtninge med beskyttelsesbehov.

Men selvom udgangspunktet er hvad samvittigheden subjektivt kan bære, så er det det praktisk om man kan finde frem til en minimal objektiv definition på civil ulydighed som et flertal/stort mindretal kan gå ind for, så man ikke behøver at starte argumentationen over for alle andre ved Adam og Eva hver gang nogen påkalder sig retten til civil ulydighed, som begrundelse for at begå en lovstridig handling.?

(Af samme forfatter Jørgen Johansen foreligger også fra 2000 bogen "Sosialt forsvar - ikkevoldskamp mot vår tids trusler" jf http://fred.dk/biblion/sosialt.htm )

En omtrent tilsvarende definition, hvor der også forsøges at indkredse et mere objektivt ”alvorligt forhold” gøres af Det danske fredsakademis webmaster og redaktør, Holger Terp: Bevidst modarbejden af uretfærdig magtanvendelse og manglende demokrati med ikkevoldelige, fredsommelige midler jf http://www.fredsakademiet.dk/ORDBOG/cord/c31.htm (her er åbenheden/offentligheden dog ikke præciseret, men det gør Terp her: En kamp, som foregår i fuld offentlighed, og som har til formål at forbedre sociale forhold for undertrykte hentet fra http://fred.dk/artikler/ffiv/ffiv01-2/side4.htm )

Det tyder på at en indkredsning af hvad der bør opfattes som ”alvorlige forhold” i Jørgen Johansens definition, nok må nøjes med at opstille en opremsning, et mindre katalog af objektive situationer, hvor det er tvingende nødvendigt at ”nogen” siger fra, hvis samfundet fortsat skal kunne kalde sig rimeligt humant. Og her er det bedste udgangspunkt måske de juridisk definerede og bredt accepterede grundlæggende menneskerettigheder, men altså absolut ikke udtømmende.

Men jeg må måske pga at tiden er knap bl.a på grund af en nødvendig hjælp til (andres?) praktisering af civil ulydighed så stoppe her.

Og så må jeg beklage jeg ikke fandt frem til et håndfast bud på en konkret tidløs altfavnende og alligevel praktisk håndterlig definition til netop skolebrug som en hjørnesten i indlæring af hvad det vil sige at være en demokratisk ansvarlig borger, men det er kompliceret hvis man vil lave noget der tager højde for alt.

Svenskeren Per Herngren er en aktuel kendt både Civil ulydighedsteoretiker og -praktiker jf E-bogen Path of resistence: The practice of Diobdience http://ickevald.net/perherngren/english/Path_of_Resistance_Per_Herngren_2004.htm

Her er så et bud fra en mere uddybet definition med diskussion, som er sidste del af et opslag på Civil ulydighed i http://www.leksikon.org/art.php?n=2307
(Her forsøges også en afgrænsning i forhold til andre modstandsformer som f. eks. direkte aktion, som en mere omstridt metode medødelæggelse af fysiske ting. Og Ulla Røder fra Aldrig Mere Krig, begrundede da også sin handling umiddelbart før angrebet på Irak i marts 2003 med at "nedruste" et kampfly på en startbane i England, som hendes borgerpligt i henhold til Nürnbergprincipperne jf

http://www.leksikon.org/art.php?n=4930 )

...Kendetegn ved ulydighedshandlinger

Med udtrykket civil ulydighed menes almindeligvis en offentlig handling, som bryder en nedskreven lov. Ulydighedshandlingens hensigt er at bringe et overordnet ideal frem i den offentlige bevidsthed - f.eks. demokrati, retssikkerhed, retfærd, fred eller menneskelig værdighed. Normalt sondres der skarpt mellem civile ulydighedshandlinger og revolution: Sidstnævnte tager sigte på at omstyrte en hel samfundsorden. De civile ulydighedshandlinger har til formål enten at skabe opmærksomhed omkring en uretfærdig sag for at få den forandret, eller ændre retspraksis ved at gøre håndhævelsen af lovene til en praktisk umulighed - Gandhis taktik i forhold til de britiske kolonimyndigheder i Indien i 1930'erne.

En række betingelser er knyttet til civile ulydighedshandlinger: Handlingen må være overlagt, de aktionerende må være klar, over at deres virksomhed strider mod loven og være villige til at tage følgerne. Handlingen må repræsentere en udfordring overfor myndighederne, og være offentlig i den forstand at den foregår på en synlig måde. Afbrændingen af værnepligtskort foran sessionscentrene i USA under Vietnamkrigen er et klassisk eksempel. Undladelsen af at stemme ved valg vil ifølge dette ræsonnement ikke kvalificere som en civil ulydighedshandling.

Handlingen må endvidere gælde begrænsede formål og gennemføres med omhyggeligt udvalgte midler. Ofte - men ikke altid - vil de ulydige gennem deres eksempel forsøge at få andre med sig og gå ind for at skabe mest mulig offentlighed omkring deres handlinger. En del af strategien kan være at offentliggøre ens hensigter overfor modstanderen - hvilket f.eks. Gandhi fremsatte krav om. Gandhi lagde også vægt på, at undgå at ydmyge sin modstander for at hindre at der gik prestige i sagen. På den måde håbede han at holde muligheden for kompromis åben. Gandhis Satyagraha-lære - kraften som er avlet af sandhed, kærlighed og ikke-vold - lagde også vægt på moralsk opdragelse af deltagerne i ulydighedsaktioner. Det skete nogle gange, at Gandhi aflyste planlagte aktioner af frygt for at hans tilhængere ikke ville vise sig situationen moden og henfalde til vold.

Der er almindelig enighed om, at civile ulydigheds aktioner ikke kan motiveres ud fra private interesser. De må udtrykke og levendegøre et generelt retfærdskrav. En civil ulydighedskampagne kan som mål have at reducere privilegier, som anses for uretfærdige, men ikke reducere levevilkårene i en gruppe som på forhånd står svagt. Frem for alt må de proklamerede mål virke moralsk berettigede på offentligheden. De fleste kampagner for civil ulydighed har haft et opdragende eller oplysende sigte. Udover Gandhis aktioner kan nævnes antiatomvåbenkampagnerne i flere vestlige lande i 1950- og 60'erne samt Martin Luther Kings borgerrettighedsbevægelse i USA).

To problemer har i særlig grad stået i centrum for debatten omkring civil ulydighed: Forholdet til ikke-vold og forholdet til demokratiet. De fleste civilulydigheds-teoretikere kan enes om, at de proklamerede mål for civile ulydigheds kampagner aldrig må gå så langt som til fysisk og psykisk ødelæggelse af modparten. Aktionerne må gennemføres med et minimum af lidelse for alle parter. Martin Luther King junior udtalte endog, at «hvis blod skal flyde, så lad det blive vort». Men der findes også civilulydighedsteoretikere, som ikke kan se, at en sådan pacifisme er mere etisk agtværdig end et mere pragmatisk syn på vold.

Denne holdning vil ikke i udgangspunktet udelukke vold, selv om ikke mindst modstanderens styrke vil gøre det klogt at undgå eller begrænse voldsanvendelse mest mulig. Hvor vanskelig denne problemstilling er ses bl.a. af den tyske studenteroppositions skelnen mellem «vold mod ting versus vold mod personer» i 1960 og 70'erne. Pointen var at undgå skader på mennesker. Dette skel viste sig imidlertid vanskelig at opretholde i praksis. Forholdet til vold repræsenterede også et særlig vanskelig dilemma for fredsbevægelsen i USA. Flere grupper - bl.a. The Weathermen - brød ud og anvendte voldelige midler i modstandskampen. Ofte med store personlige tragedier til følge. 1)

Det hævdes også ofte, at civil ulydighed undergraver demokratiet, fordi aktionerne svækker de traditionelle parlamentariske og repræsentative organer. Den modsatte holdning er, at civil ulydighed tværtimod beriger og supplerer de normale beslutningsveje. Med udviklingen af omfattende og upersonlige interesseorganisationer vil minoriteters holdninger ofte ikke få den nødvendige opmærksomhed. Desuden er det en elementær erkendelse, at politiske ressourcer er meget ujævnt fordelt. Ofte vil civil ulydighed derfor være et middel, som beskytter de politisk ressourcefattige og en frugtbar måde at udvide rammerne for den offentlige debat på.(slut)

1) Her kan nævnes behovet for at afgrænse civil ulydighed i forhold til andre politiske modstandsformer som f. eks. direkte aktion, som en mere omstridt metode der kan indebære nødvendigheden af ødelæggelse af fysiske ting. Og Ulla Røder fra Aldrig Mere Krig, (http://www.fredsakademiet.dk/ordbog/rord/r73.htm) begrundede da også sin handling umiddelbart før angrebet på Irak i marts 2003 med at "nedruste" et kampfly på en startbane i England, som hendes borgerpligt til at forhindre forbrydelser imod menneskeheden i henhold til Nürnbergprincipperne jf http://www.leksikon.org/art.php?n=4930 Og Trident ploughshare-bevægelsen i England henviser herudover også til Den internationale Domstols kendelse fra 1996 om at (produktion?, opbevaring?,) trussel og brug af Atomvåben var en forbrydelse mod menneskeheden fordi de ikke ville kunne diskriminere imellem militære og civile mål/mennesker. Hvor mange mennesker skal der til for at være "menneskeheden"?

jf http://www.leksikon.org/art.php?n=4930 :Nürnbergprincipperne, principper for hvad der er krigsforbrydelser, og placeringen af enkeltpersonens ansvar. Principperne blev udformet af dommerne under Nürnbergprocessen i Tyskland i 1945-46. Under retssagen viste det sig nemlig, at mange af de anklagede henviste til, at de blot havde fulgt ordrer. Domstolen slog derfor fast, at hvis handlinger der falder ind under forbrydelser mod freden og menneskeheden er udført efter ordre, er det undskyldende, men fritager ikke for straf. Principperne blev anerkendt af den Internationale Lovkommission i FN i 1950, og dermed gjort til international lov.

Princip I
	Enhver person der udfører en handling, der efter international ret udgør en forbrydelse er ansvarlig herfor og kan straffes.

Princip II
	Den omstændighed at international ret ikke specificerer en straf for en handling, der efter international ret er en forbrydelse, fritager ikke den person der udfører handlingen for ansvar efter international ret.

Princip III
	Den omstændighed at en person der udførte en handling, der efter international ret er kriminel, samtidig var statsoverhoved eller ansvarlig regeringsembedsmand fritager ham ikke for ansvar efter international ret.

Princip IV
	Den omstændighed at en person fulgte sin overordnedes eller regerings ordre fritager ham ikke for ansvar efter international ret, når han faktisk moralsk havde valgmuligheder.

Princip V
	Enhver person der anklages for en forbrydelse efter international ret har ret til en retfærdig rettergang baseret på fakta og retsgrundlag.

Princip VI
	Følgende forbrydelser er strafbare efter international ret:
	a.	Forbrydelser mod freden:
		i.	Planlægning, forberedelse, start af eller gennemførelse af en angrebskrig, eller en krig der overtræder internationale traktater, aftaler eller forsikringer.
		ii.	Deltagelse i en generel plan eller konspiration, der har til formål at gennemføre en eller flere af handlingerne nævnt under (i)
	b	Krigsforbrydelser:
		Overtrædelse af krigens love eller sædvaner; deriblandt (men ikke kun): mord, dårlig behandling eller deportation til slavearbejde af civilbefolkning i eller fra besatte områder; mord eller dårlig behandling af krigsfanger eller søfarende; mord på gidsler; plyndring af offentlig eller privat ejendom; ødelæggelse af byer eller landsbyer; eller ødelæggelser der ikke kan retfærdiggøres ud fra militære nødvendigheder.
	c.	Forbrydelser mod menneskeheden
		Mord, udryddelse, slavebinding, deportation eller andre inhumane handlinger gennemført mod enhver civilbefolkning eller forfølgelse på et politisk, racemæssigt eller religiøst grundlag, når sådanne handlinger udføres eller sådanne forfølgelser gennemføres som led i forbrydelser mod freden eller krigsforbrydelser.

Princip VII
	Deltagelse i ordrer til forbrydelser mod freden, krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden som nævnt under Princip VI er forbrydelser efter international ret.

Principperne som formuleret af domstolen kom endvidere til at danne et vigtigt grundlag for udformningen af Genevekonventionerne i 1949. Problemerne var i begge tilfælde imidlertid, at der ikke eksisterede nogen international retsinstans til håndhævelse af denne del af international ret. Domstolene der behandlede krigsforbrydelserne i Jugoslavien og Rwanda i 1990'erne måtte derfor nedsættes ad-hoc af FN. Først i 1998 vedtog 150 lande på en konference i Rom at oprette den Internationale Straffedomstol (International Criminal Court, ICC). Dette system er imidlertid blevet kritiseret for flere mangler. For det første kan det kun behandle sager, der stammer fra efter ICC's oprettelse. For det andet står en række lande udenfor. Deriblandt 3 af Sikkerhedsrådets 5 permanente medlemmer: Rusland, Kina og USA. USA har valgt meget aktivt at modarbejde ICC, og stiller krav overfor enkeltlande, at de ikke må udlevere nordamerikanske statsborgere til ICC.

I 1993 vedtog Belgien en lov, der gjorde det muligt at retsforfølge personer, der var anklaget for krigsforbrydelser - ikke blot i Belgien, men i alle dele af verden. Loven blev i 2002 brugt til at idømme 2 nonner fra Rwanda lange fængselsstraffe for deltagelse i folkedrab, og den blev brugt til at bl.a. at indklage Israels premierminister Arial Sharon for hans ansvar for massakren i Sabra og Shatila i 1982. Den belgiske lov blev imidlertid ændret i 2002 efter voldsomt pres fra USA, der truede med at kræve NATO's hovedkvarter flyttet bort fra Bruxelles.

A.J.

Med venlig hilsen
Arne Hansen

--

Med venlig hilsen

Arne Hansen

Sønderjyllands Alle 35, 9900 Frederikshavn Danmark,

Tlf.(+45)98425542, mobil 30420818, post@arnehansen.net,

www.arnehansen.net, www.arnehansen.net/dialog, www.fmef.dk

Tilbage til forsiden