D. 20.09.09 Fra http://www.modkraft.dk/spip.php?article11507 Contradoxa

Danmark – en krigernation

Sikkerhedspolitisk satser Danmark på militæret. Civile indsatser, bæredygtighed, miljø og klima har langt lavere prioritet. Den politik er SF nu en del af.

Af Knud Vilby - 20. september 2009

Verden og vi lever – til dagligt normalt ret ubekymrede – med en række fundamentale sikkerhedstrusler. Sådan må det vel være. Man kan ikke lade sig tynge af bekymring dag ud og dag ind, men truslerne er ellers konkrete nok. De fire mest overhængende er, som jeg ser det:

• klimakrisen med de deraf følgende fundamentale ændringer i levevilkår mange steder, samt katastrofer og miljøflygtninge.
• Fattigdom, sult og social ulighed og uretfærdighed og de sociale spændinger og menneskelige eksplosioner, det medfører.
• Risikoen for at masseødelæggelsesvåben kommer i forkerte hænder, herunder truslen for at mellemstore magter med ustabile styrer (fjendtlige overfor vores leveform) anvender atomvåben.
• Terrorismen, hvad enten den er ideologisk eller religiøst eller socialt begrundet.

Det kræver ikke den store eksamen i samfundsanalyse at se, at kriserne og risiciene er forbundne. De kan gensidigt forstærke hinanden, ligesom de rette indsatser på et enkelt område kan være med til at mindske flere risici.

Den sikkerhedspolitiske trussel handler desværre også om den virkelige virkelighed. Ikke blot i Afghanistan, men også hvor mennesker i øvrigt sulter, og hvor tørke og oversvømmelser eller overbefolkning skaber flygtningestrømme. Måske kunne Danmarks indsats blive mere effektiv og gøre en større forskel, hvis vi forsøgte at se på den sammenhængende virkelighed. Pressefoto

Derfor er analysen af sammenhænge og de rette indsatser afgørende.

Danmark er en lille spiller i det store sikkerhedspolitiske spil, men hvad gør vi så? Disse risici har jo været kendt i mange år, selv om de har udviklet sig lidt forskelligt, med større vægt på klimakrisen og terrortruslen i de senere år.

Den militære indsats øget

Jo, Danmark har i nu snart 10 år gennemført en betydelig reduktion af den civile internationale indsats i verden, og en meget dramatisk reduktion i den internationale miljøindsats, der ellers var en naturlig start på en mere vidtgående klimaindsats. På disse områder er der siden 2001 sparet et tocifret milliardbeløb på grund af nedskæringer. Til gengæld er den militære indsats øget, både med en mere aktiv indsættelse af danske tropper og med et væsentligt større økonomisk forbrug.

Her op til sommerferien kom så den seneste vigtige politiske udmelding: Forsvarsforliget. Det opererer med, at der over de næste år skal bruges yderligere nogle milliarder kroner årligt på forsvaret. En anden mere indirekte melding har været, at den civile indsats endnu en gang beskæres fra næste år.

Udviklingsbistanden, inklusive hvad der er af klimabistand, beregnes som 0,82 pct. af den danske bruttonationalindkomst (BNI). På grund af krisen falder BNI, og dermed falder bistanden også, med mindre folketinget vedtager noget andet, men det er der ikke udsigt til.

Trods kritik har regeringen indtil videre ikke meldt noget ud om finansiering af kommende internationale klimaindsatser. Hvad Danmark gør på dette område, gøres stort set alene ved at udhule udviklingsbistanden. Værtslandet Danmark er på dette område bestemt ikke noget foregangsland før de kommende klimaforhandlinger.

Penge siger ikke alt. Men det er påfaldende, at man over et tiår beslutter sig for vækst i den militære indsats, og samtidig reducerer de civile indsatser for sikkerhed meget dramatisk. Og det bliver nærmest kriminelt, når denne udvikling sker, uden at man på noget tidspunkt har en samlet analyse af de forskellige sikkerhedspolitiske trusler, og af Danmarks kapacitet og kompetencer i forhold til truslerne.

For ti år siden brystede Danmarks sig internationalt af, at vi brugte lige så mange penge på civil sikkerhedspolitik som på militær. Fra 2010 bruger vi vel – slag på tasken – 50 pct. mere på det militære end på det civile, og det på et tidspunkt, hvor man i den politiske retorik taler rigtig meget om klimakrisen.

Markant SF-skifte

For at blive i det militære sprog, så er det naturligt at skyde på VOK-regeringen, og det er let at ramme. Men det er også svært at ramme udenom Socialdemokraterne og SF. SF vil gerne være regeringsdueligt, og det bliver man som parti ved at mene det samme som alle andre. Derfor er SF med i forsvarsforliget og merbevillingerne. Det var i strid med SF-udsagnene op til forhandlingerne, hvor holdningen var, at der var penge nok. Men der blev givet lidt forbedringer til soldater og civilt-militære indsatser, og så sprang SF på. SF-ledelsen var så begejstret over, at forligsdeltagelsen irriterede Dansk Folkeparti, at det var begrundelse nok.

Der blev ikke stillet markante SF-krav om, at sikkerhedsindsatser skal ses og analyseres i sammenhæng. Når man senere skal forhandle klima og udviklingsbistand, vil SF stille krav, men så kommer SF til gengæld ikke med i forligskredsen, og på den måde vil dansk sikkerhedspolitik fortsat være præget af en form for koldkrigstænkning i oprustning, nu blot med SF-deltagelse.

Stort set samme kritik kan man fremføre overfor den øvrige forligsdeltagende opposition (Enhedslisten står udenfor). Men for SF er skiftet særligt markant.

Den virkelige virkelighed

Niels Johan Juhl-Nielsen skrev i en kronik i Information den 13. juni om behovet for et stort vendepunkt, som også bør være et opgør med den grådighedsøkonomi, der har skabt klimakrisen, og med den vækstøkonomi, der har fejlet både i forhold til økologi og bekæmpelsen af fattigdom. Det var et velgennemtænkt forsøg på igen at give bæredygtighedsbegrebet mening, men det er typisk for situationen, at et sådant indlæg ikke giver nogen debat.

Kronikken handler jo om den virkelige virkelighed, og ikke den politiske virkelighed, som den udspiller sig for politikere, der positionerer sig i forhold til Christiansborg-mulighederne og umulighederne her og nu.

Den sikkerhedspolitiske trussel handler desværre også om den virkelige virkelighed. Ikke blot i Afghanistan, men også hvor mennesker i øvrigt sulter, og hvor tørke og oversvømmelser eller overbefolkning skaber flygtningestrømme. Måske kunne Danmarks indsats blive mere effektiv og gøre en større forskel, hvis vi forsøgte at se på den sammenhængende virkelighed.

Se emneliste hos Tidsskriftcentret: »Afghanistan – krig og besættelse« http://www.modkraft.dk/spip.php?article5516#vest

I Politiken skrev seniorkorrespondent Herbert Pundik 19. juli et opråb med overskriften »Vågn så på, danskere – vi er i krig«. Han undrede sig over den manglede interesse for, at danske soldater sætter deres liv på spil i en krig, der indtil nu har kostet 27 danske soldater livet. Hvad er forklaringen på ligegyldigheden, spurgte han, og stillede spørgsmålet om »der er andre muligheder for at pacificere talebanerne end krig«. Han mener, at Taleban har udviklet sig til en folkelig bevægelse, der ikke har planer om terroraktioner i Europa eller USA. Og skriver i øvrigt, at folketingsflertallet ikke aner, hvad meningen er med krigen i Afghanistan.

Den slags politiske analyser, er der heller ikke den store interesse for. Vi – eller rettere regeringen – har for længe siden besluttet, hvad Taleban er, og hvordan Taleban skal bekæmpes. Det skal der ikke laves om på.

Tænk, hvad Danmark kunne udrette ved at gå foran i en global indsats for bæredygtighed, både socialt og miljømæssigt og i klimaindsatsen. Tænk, hvilke spor vi kunne lægge ud. Tænk, hvad det også ville betyde for folkelige og demokratiske værdier i en verden, hvor man efterhånden er ved at erkende, at man næppe kan skyde sig frem til demokrati.

Knud Vilby er tidligere chefredaktør for Dagbladet Information og souschef i Kultur- og Samfundsafdelingen i Danmarks Radio.

Tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke. I dag forfatter og kommentator. Formand for Dansk Forfatterforening.

Forfatter til en lang række bøger om udenrigspolitiske og udviklingsmæssige forhold med særlig vægt på den afrikanske situation. Leder af udviklingsprojekter i Ethiopien, international observatør bl.a. i Sydafrika og co-producer på dokumentarfilm fra Afrika.

Tilbage til forsiden