07.10.09 fra  Tue Magnussen <TM@rct.dk>

Danmark indklaget til FN’s torturkomité – antitortur-organisationer bakker op

 

Fire antitortur-organisationer har i dag skrevet til FN’s Komité mod Tortur og udtrykt deres uforbeholdne støtte til den klage over Danmark, som netop er blevet indgivet til komitéen.

 

Klagen drejer sig om den irakiske asylansøger Abdeljabbar Al-Ruwahi, der blev tvangshjemsendt fra Danmark til Irak 2. september i år. Under Saddam Husseins regime sad Al-Ruwahi syv år i fængsel. Her blev han gentagne gange udsat for tortur. Han sad blandt andet to år i total isolation, fik brækket armene og blev truet med, at hans familie ville blive voldtaget. Da han flygtede til Danmark i 2004, fik han afslag på ansøgning om asyl.

 

Forud for tvangshjemsendelsen sad han fængslet i Danmark i to måneder, inklusive et døgn i isolation i Vestre Fængsel og derpå to døgn i isolation i Ellebæk-fængslet ved Sandholm.

 

Isolationsfængslingen medførte voldsom lidelse for Al-Ruwahi. Umiddelbart efter isolationen blev han tilset af en læge, der dokumenterede og beskrev hans symptomer, bl.a. stærk angst, kvælningsfornemmelser, hallucinationer og intense flashbacks fra torturen i Irak. Dét er baggrunden for klagen, som er indgivet af Al-Ruwahis advokat Helge Nørrung i samarbejde med professor Bent Sørensen, der er tidligere medlem af FNs Komité mod Tortur, og læge Inge Genefke, stifter af RCT og IRCT.

 

Bent Sørensen udtaler: ”For mig er der ingen tvivl om, at Danmark med denne sag har gjort sig skyldig i tortur. Den lidelse, isolationsfængslingen har medført for Al-Ruwahi, er på én gang forudsigelig og så voldsom, at den i sig selv udgør tortur”.

 

Han fortsætter: ”Mange tænker på tortur som noget med at rive neglene af folk i en beskidt kælder. Og det er det også. Men behandlingen af Al-Ruwahi lever desværre op til FN’s torturkonventions definition af tortur. Og komitéen har tidligere i lignende sager afgjort, at der var tale om tortur”.

 

Bent Sørensen slutter: ”Danmark har i mange år været et foregangsland i kampen mod tortur og har støttet oprettelsen af et internationalt netværk af rehabiliteringscentre for torturoverlevere. Derfor er Inge Genefke og jeg så meget desto mere kede af, at det har været nødvendigt at tage dette skridt”.

 

Bag støttebrevet står Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT) og tre danske behandlingscentre: Det københavnske OASIS – Behandling og Rådgivning for Flygtninge; Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i København samt Rehabiliteringscenter for Torturofre – Jylland (RCT-Jylland).

 

Se i øvrigt www.rct.dk

 

På forhånd tak for videresendelse

 

Tue Magnussen, RCT

33 76 06 00.

 

 

 

 

Tilbage til forsiden