Fra Nordjyske Stiftstidende d. 13.10.09
Afvis følgagtighed overfor ligegyldighedens Lov
og Orden-politikere
Af Jens Ulrich Eriksen ….7700 Thisted ulrich.vf@ privat.dk
UDVISNINGSSAG: Jeg har altid været stolt og glad, over at
fortælle de mennesker, jeg snakker med, når jeg har været i udlandet, at jeg er
Dansker! Den stolthed og glæde fik imidlertid et skud for boven, da jeg i dag
bevægede mig ind på internetavisen Arbejderen. For her læste jeg en artikel om,
hvordan skuespiller og entertainer Anne Marie Helger har garanteret de 58.207
kroner, de danske myndigheder kræver for at give den udvisningstruede Mirvete
Krasnqi, som har været udsat for massevoldtægt og tortur, og flygtede til Danmark
i 2000, hvor hun nu kan blive.
Det, at hun nu kan blive i Danmark, skyldes ikke de såkaldte pæne politikere,
der med loven i hånd krævede 58.207 kroner for en familiesammenføring, men
danskere som præst Leif Bork Hansen, de mange anstændige danskere, der på hans
opfordring støttede med 40.000 kroner og ikke mindst Anne Marie Helger, som
lagde sin personlige garanti oveni de 40.000!
Selvom min lede ved at være dansker var stor, ser jeg dog lys for enden af
denne lede tunnel, så længe der findes danskere som Leif Bork Hansen, Anne
Marie Helger, Arne Hansen, Bodil Hindsholm Hansen, netværket Borgere for et
anstændigt Danmark, Pil Christensen, Kirkeasyl, Enhedslisten, De Radikale og
alle de andre danskere, som ikke blindt følger ligegyldighedens lov og ordens
politikere, men handler ud fra begreber som næstekærlighed anstændighed og det,
at ethvert menneske udgør en unik værdi uanset religion eller hudfarve!
Det er de mennesker der vil være heltene, på lige fod med de danske
frihedskæmpere, som under besættelsen handlede direkte mod
samarbejdspolitikerne og gik til modstand, når historien skal skrives om
uddrivelsen af Brorsons Kirke og andre ulykkelige episoder, forårsaget af De
Pæne Ligegyldighedspolitikere siden det såkaldte Systemskifte i 2001!
Tilbage til forsiden