Tale ved fredsstafettens modtagelse i Aalborg

lørdag den 24.10.2009

af Bodil Hindsholm Hansen

Tak for indbydelsen til at tale i dag ved fredsstafettens ankomst

til Aalborg.

Jeg er præst i Udbyneder ved Mariager Fjord

og var i december 2005 med til at starte Præsteinitiativet

til støtte for asylansøgere.

Jeg er også ordfører for Et anstændigt Danmark,

der blandt andet arbejder for anstændige forhold til flygtninge og asylansøgere og ligeværdighed for alle borgere i vores land.

Jeg vil begynde med at fortælle en legende,

der har jødisk oprindelse, men er vandret ud over jorden.

En jødisk rabbiner bliver spurgt:

Hvornår kan man kende dag fra nat?

Er det når man kan kende en hund fra en sjakal?

Nej, svarer han.

Er det når man kan kende en hvid tråd fra en sort?

Nej, svarer han igen.

Jamen, hvornår så? hvornår kan man kende, at det er blevet dag?

Endelig svarer rabbineren:

Når du kende din bror eller søster i en fremmeds ansigt,

da ved du, at det er blevet dag.

I denne henseende længes vi i disse år efter, at det skal blive dag.

Der hersker alt for meget mørke nu i det 21. århundrede.

Sidste århundrede afsluttende år gav ellers håb om lys og dag.

Berlinmurens fald blev det store symbol på diktaturers fald

og ny frihed og nyt menneskeligt fællesskab:

Sovjetunionen blev opløst,

Militærdiktaturet i Argentina brød sammen –

militærdiktaturet i Chile ligeledes.

Apartheidstyret i Sydafrika blev endelig afløst af et demokratisk styre,

da Nelson Mandela blev løsladt af fængslet og blev sit lands første demokratisk valgte præsident.

Mange ihærdige mennesker, bl.a. fra Amnesty International,

havde skrevet uendelig mange breve til oberster og generaler og andre diktatorer,

de havde aktioneret, lavet vareboykot og handelsboykot,

De tænkte, at nu ville en ny tid sætte ind. Håbet blomstrede.

Nu ville verdensfreden sejre.

Men i det 21. århundrede er vi sunket tilbage i mørket.

Dyb sorg og voldsom vrede har ramt os og mange danskere,

da vores eget land gik med i en krigsalliance mod Irak.

Krigen blev, som vi ved, startet mod FNs sikkerhedsråd

og på et ganske spinkelt grundlag,

som så viste sig at være en løgn.

Og det er ikke noget, vi tror, det er noget, vi ved.

Det er dybt frustrerende, at vi ikke kan trænge igennem

med det budskab, at en ulovlig krig kalder på et retsopgør.

De danske tropper blev ganske vist trukket væk fra Irak,

men blot for at krigen ikke skulle genere regeringens vej til endnu en periode ved magten.

Der er stadig mange danske soldater på yderst farlige missioner i Afghanistan,

farlige for dem selv,

for et døgn side hørte vi, at den 26. danske soldat er blevet dræbt i Afghanistan.

Men krigen er dog langt farligere for Afghanistans befolkning. og for landet.

Krigen er oprindeligt sanktioneret af FN,

men jeg tror, at selv vor forsvarsminister i stille stunder indrømmer for sig selv, at krigen er udsigtsløs og dybt skadelig.

Og mørket er blevet stadig tættere i vores eget land.

Det er blevet fuldstændigt i orden at nære fordomme mod andre,

og det er blevet helt acceptabelt at sige det og skrive det med rædselsfulde ord og udtryk,

som ganske vist siger mest om den, der udtaler dem, - MEN

Ord er levende.

På godt og på ondt.

Ord kan åbne en dør og sammen med en fremstrakt hånd

skabe et venskab.

Og ord kan såre og gøre fortræd og bygge mure mellem mennesker og grupper.

Mure, der bliver uigennemtrængelige.

Her er vi – og der er de andre, som vi ikke kender,

men vi hader og afskyr dem og kalder dem ved de værste udtryk.

Og de skal væk, bort fra os, ud af landet.

Der går muren.

Så er der mørkt.

Så er det nat, når jeg kun kan se den fremmede,

som jeg er bange for,

og ikke i øjnene kan genkende et menneske,

som kunne være min bror eller søster.

Det starter i det små med angst og mistro,

det bliver til mobning og chikane og forfølgelser,

det bliver til konflikter og krig og mere krig og mere oprustning

for at kunne føre endnu mere krig.

I mørket kan mennesker slå ihjel.

Og de opdager ikke, at det er deres egne brødre og søstre

de slår ihjel.

Vi har kun denne ene jord – og vi har kun dette ene liv

til at gøre godt og værne vores jord, vores land og vores samfund

mod ødelæggelse og fortræd.Verdensmarchen for Fred og Ikke-vold er et symbol.

På lyset, på den nye dag, på håb og længsel.

I dag er vi med til at modtage stafetten, fredsbanneret,

og sende den videre gennem Danmark og videre ud i verden

med håbet om lyset og en ny dag.

Selvom vi ikke er så mange her,

så er vi ikke alene.

Fredsmarchen har nu allerede været den halve jord rundt,

overalt er den blevet taget imod

og bragt videre med håb om, at lyset må sejre,

at nattens mørke må brydes, og det må blive dag,

så vi alle i en fremmeds ansigt kan genkende

vores egen bror eller søster.

Vi skal ønske fredsstafetten en god og fredsskabende rejse.

Den må rejse menneskers håb og vilje til,

at natten må være omme

og dagen må bryde igennem i Danmark og ud over hele jorden.

Bodil Hindsholm Hansen,

medstifter af Præsteinitiativet,

ordfører for Et anstændigt Danmark

Læs også talen ved opstarten på Fredsstafetten i Frederikshavn d. 24.10.09 på http://www.arnehansen.net/091024Arnestalevfredsstafetstart.htm

og evt. Nordjyskes omtale af fredsstafetten i Fr.havn på http://www.arnehansen.net/091024fredsstafetstartiFRh.htm

Tilbage til forsiden