Modtaget d. 14.11.09 fra Meta Fuglsang med kommentaren: Jeg faldt over denne artikel fra MAriannes tiltræden som udlændingeordfører. Tankevækkende.

Interview: Ikke den mindste lille tåre vil frem

Interview: Marianne Jelved

Marianne Jelved om vejen ud af Det Radikale Venstres dødvande og om kunsten at rydde en kirke med radikal nænsomhed.

Af Arne hardis

Marianne Jelved som ny integrationsordfører for De Radikale! Hvilken spektakulær rokade, hvilket ekko af dramaet i 2006, da Jelved senest beflittede sig med det betændte udlændingespørgsmål. Det var dengang, hun fyrede Helle Thorning-Schmidt som mulig statsministerkandidat efter Muhammedsagen, som den grønne S-leder ikke slap videre heldigt fra. Den skilsmisse mellem radikale og socialdemokrater katapulterede den politiske midte ud på en svimlende rejse, som først havde kurs mod himlen, men siden - ja, den elendighed kender vi jo alle.

Før interviewet med den nys udnævnte har jeg overvejet, med hvilket sammenfattende billede jeg bør indlede samtalen med den nyudnævnte ordfører: Den idealistiske Sisyfos, for hvem stenen ikke alene hele tiden triller ned ad bakken, men også vokser sig mere og mere uhåndterlig for hver tur. Eller måske snarere med et mere kækt »forbryderen vender tilbage til gerningsstedet«? Jeg dropper dem begge og spørger, om Marianne Jelved ikke nogle gange bare føler trang til at græde over det radikale andragendes elendighed?

»Nej, det gør jeg ikke,« siger hun med sin karakteristiske halvt afdæmpede, halvt insisterende stemmeføring. »Min tro på det radikale projekt fejler ikke noget, og min opgave er at udbrede troen på sagens vigtighed. Og hvis du spørger mig, om jeg tror, at Det Radikale Venste er væk om 20 år, så er mit svar også nej. Hvis endelig partiet forsvandt, så ville der være andre, der startede partiet.«

Det har været lidt svært at finde et tidspunkt for interviewet, der er allerede bud efter hende i al landsens medier, men nu sidder hun der - røgfri, det har hun været siden 2005, fordi partiet næsten fik 18 mandater - og udreder den radikale sag, som den har været i over 100 år: Folkestyretraditionen, det samarbejdende folkestyre, inddragelsen af arbejdsmarkedets parter og alskens foreninger. Partiet voksede op med et væld af kommissioner og stod fadder til det faste voldgiftssystem i 1907, »fordi overordnet set har parterne også fælles interesser og må derfor kunne finde ud af det,« som hun siger med klassisk radikal logik; politik handler i den verden ikke om interessemodsætninger, men om fornuft. Jelved ser frem til den dag, hvor mandaterne falder anderledes, eller hvor der er brug for flere end det flertal, VKO-blokken selv råder over, fordi Venstre eller Dansk Folkeparti godt vil have dækket en følsom flanke af. Samarbejdende folkestyre - »som da Lykketoft og jeg lavede kludetæppeforlig,« forklarer hun.

Udlændingeordførerskabet er kommet til hende lidt ved en tilfældighed, men også som et selvstændigt symbol på partiets aktuelle elendighed: Da den sidste fra De Radikales højrefløj, Morten Helveg Petersen, gav op, skulle Morten Østergaard være finansordfører, og så manglede der en til de fremmede og integrationen, som han ellers har taget sig så effektivt af. Så lå det lige for, at det måtte være en af de garvede, som tog over.

Jeg minder hende om, hvad der er sket siden sidst: I 2006, da hun frigjorde sig fra en politisk sønderslået Helle Thorning-Schmidt, havde hun 17 mandater og rakte ud efter 25. I dag har partiet 9 og har udsigt til blot 7 i den seneste meningsmåling. Hun havde dengang en venligt-fjendtligt indstillet ytringsfriheds-kæmper i skikkelse af Naser Khader ved sin side, nu kæmper han for De Konservative en stædig kamp for at flå burkaen af et halvt hundrede kvinder. Dengang skulle hun være statsminister og have sin egen politik gennemført ultimativt - dengang meget omtalt som »den anden vej«. I dag er partiet gidsel på rød stue og må finde sig i, at S og SF bestemmer og arrogant kundgør, at Margrethe Vestager hverken får indflydelse på skatte- eller udlændingepolitik.

»Jamen, det giver mig ikke lyst til at græde, og selv om jeg kikker langt ind i min sjæl, er der ikke den mindste lille tåre, der vil frem. Jeg føler snarere sammenbidthed, stædighed, radikal ukuelighed. Det er der brug for, og jeg får bare flere kræfter til at arbejde videre. Så må vi prøve at finde andre veje til at få vore standpunkter igennem. Jeg tror fortsat på, at de danske værdier handler om det brede forenings-Danmark. En model, hvor man leder efter løsninger, der giver medejerskab. Det er ikke lykkedes indtil nu, og vi udsættes for megen hån og latter, men det er altså også sket mange gange før i partiets historie.«

Marianne Jelved påpeger, at hun er debuteret som ordfører med offentligt at understrege, at partiet ikke stiller med ultimative krav, men i stedet vil forsøge at finde bedre løsninger på nogle af de problemer, der er på udlændingeområdet. Hun giver et eksempel:

»Det gælder blandt andet spørgsmålet om tvangsægteskaber, her er 24 års-reglen ikke en løsning, den bevirker kun, at de unge mennesker ikke bliver familiesammenført i Danmark - der er eksempler på, at unge mennesker bliver gift og lever adskilt i hver sit land, indtil de kan klare 24 års-kravet. Der er for mange unge, der fortsat er udsatte og som bliver truet fra selv at bestemme, hvem de vil giftes med. Derfor har vi i vores uddannelsesudspil foreslået 'medborgerskab' som obligatorisk fag i folkeskolen, hvor man kan lære om ret og pligt - det kan også hjælpe på vore egne børns vidensniveau.«

Aktionen i Brorsons Kirke

At Marianne Jelveds nye ordførerskab placerer hende med fødderne midt i den politiske brænding, er rydningen af Brorsons Kirke for de afviste asylansøgere et fortrinligt eksempel på. Aktionen har flækket det politiske danmarks-kort, men også efterladt det indtryk, at De Radikale undsiger det politikorps, der er sat til at sikre, at love og regler overholdes. Næstformand Morten Østergaard kaldte aktionen uanstændig og meningsløs og talte om politisk bestillingsarbejde - plejer De Radikale ikke at mene, at love og regler skal overholdes?

»Det mener vi fortsat, men det betyder ikke, at en hvilken som helst metode er acceptabel. Jeg synes, det er meget ejendommeligt, at politiet skal komme om natten, og det var meget ubehageligt at se den magt, der blev brugt mod dem, der sad udenfor. Det er stærkt beklageligt, også for politiet selv, at de billeder nu kører verden rundt. Og det gør de jo! Vi lærer, hvad det globale samfund betyder. Men det betyder ikke, at de afviste ikke skal hjem, når det er muligt.«

Diskussionen af aktionen forvirres unægtelig noget af, at den irakiske premierminister al-Maliki midt i det hele undsagde, at han skulle have en aftale med Danmark om udlevering af afviste irakere. For den principiellle diskussions skyld beder jeg Marianne Jelved se bort fra denne undsigelse og svare på, hvordan De Radikale selv ville have håndteret sagen, hvis de havde regeringsansvar - og der var en aftale med Irak.

»Jeg tror nok, vi ville have sikret os, at det ikke blev så brutalt. For eksempel ved at bære demonstranterne væk. Men på et tidspunkt ville man være nødt til at gå ind i kirken og hente de afviste, godt nok uden at bruge magt. Sagen bliver ulden i kanten af, at UNHCR advarer mod at sende folk tilbage til nogle egne af Irak, men selvfølgelig skal de hjem, og det mener vi, ellers bryder al asylbehandling sammen. Men vi kunne også tænke os en bedre sammensætning af Flygtningenævnet.«

- Men de skal vel hjem uanset jeres utilfredshed med sammensætningen af nævnet?

»Ja. Men der har været rigtig mange enkeltsager med afviste, der er kommet op i medierne - det har især været under Rikke Hvilshøj og Bertel Haarder - hvor man pludselig har sagt, at nu er der kommet nye oplysninger, og så har de afviste fået ophold alligevel, uden at vi som lovgiver har fået indblik i, hvad det handler om.«

- Folk har vist fået det indtryk, at I ikke mener, de afviste skal sendes hjem.

»Det har Morten Østergaard altså sagt rigtig mange gange. Og så sent som i foråret 2008 stod vi bag et forslag til vedtagelse i Folketinget med tre principper: Asylsøgere skulle højst kunne sidde seks måneder i centrene, så skulle de have lov til at komme ud og tjene til livets ophold, asylbørn skulle sikres uddannelse på lige fod med alle andre, og afviste asylsøgere skulle sendes hjem, når de aktuelle forhold tillod det, og der var aftaler med modtagerlandene. Vi lægger til grund, at de afviste skal hjem, men vi ønsker også indseende i, hvordan myndighedernes praksis udvikler sig. Jeg fatter ikke, det skal være så svært at få indsigt i disse sager.«

- Men I støtter, at de afviste skal hjem?

»På en eller anden måde skal de ud... Man må finde svar, for de kan ikke sidde der til evig tid, men der er altid flere måder. Hvorfor skulle politiet for eksempel gå ind om natten?«

- Fordi der ellers var kommet mange flere demonstranter.

»De kunne have sendt betjentene ind enkeltvis og i civil og ikke bare én dag, men flere dage i træk og diskutere med dem. Forklare dem, at de jo ikke kunne sidde der til evig tid, fordi en kirke ikke kan bruges til at ophæve loven. Det kunne være gjort på måder, der var mere værdige. Man kunne sige, at de kunne sidde lige så trygt i asylcentrene som i kirken.«

- Tror du ikke, politiledelsen har været gennem alle dine ræsonnementer?

»Uanset hvad, ville jeg have gjort mig anstrengelser for, at dette kom til at foregå på en absolut ikke-voldelig måde. Det var jo ikke sådan, at der stod en flyver til Irak og ventede, der lige manglede at få de sidste 19 pladser fyldt. Nu kommer der en irakisk delegation, som skal afklare, hvem der kan tages tilbage. Hvis ikke de er irakere, hvad er det så for borgere?«

Jeg fortryder

Jeg vender tilbage til De Radikales position i oppositionen, hvor Socialdemokratiet står fast på en stram udlændingepolitik, mens SF ikke gør det helt så meget, men til gengæld har lovet ikke at kæmpe for sine standpunkter.

»Sådan ser jeg også filmen,« siger Marianne Jelved , »men jeg hæfter mig ved, at der jo er områder, hvor vi er enige. For eksempel asylbørnenes muligheder for at få uddannelse på lige fod med andre børn. Det skal de to partier holdes fast på, så det ikke afhænger af den enkelte kommune eller det enkelte asylcenter. Vi vil på alle områder gå ind uden ultimative krav, vi kan ikke tvinge andre til at mene som os, men så må vi finde andre løsninger på de problemer, der er.«

- Men i dag kommer Socialdemokraiet med ultimative krav til jer og fortæller, at I ikke kan få indflydelse på den udlændingepolitik, de bliver enige med SF om, fordi I ikke har noget sted at gå hen.«

»Ja, det er morsomt. For mig handler danske værdier altså om demokratisk indflydelse og ligeværdighed i samarbejdet. Thorkild Simonsen var jo en klog politiker, og uanset om han havde brug for Det Radikale Venstre i byrådet i Århus, behandlede han dem altid fair og rimeligt, fordi der altid kunne blive brug for mandaterne en anden gang. Samarbejde og tillid er det, der bærer i politik, uden tillid fungerer det ikke, og jeg har ikke opgivet at få indflydelse. Vi må bare stille med bedre ideer så.«

- Men jeres vanskelige situation handler jo også om, at hele partiets højrefløj er væk.

»Jeg vil ikke tale om højrefløj, jeg vil hellere tale om uenighed om strategien. Den uenighed var der mellem Anders Samuelsen og Naser Khader på den ene side og mig på den anden. Som verden ser ud nu, er der kun en strategi til næste valg, derefter skal den måske ændres, men man kan ikke operere med flere strategier på en gang. Det har været Margrethe Vestagers opgave at tage hul på diskussionen om, hvilken strategi vi skulle følge, når ikke det skulle være min med 'den anden vej'.«

- Er det din skyld, højrefløjen er væk?

»Det ved jeg ikke... det er deres egen skyld. De har selv valgt at gå. Den strategi, jeg fulgte, var bakket op af både forretningsudvalget og partiet i øvrigt, og der blev sat penge af og udarbejdet foldere om 'den anden vej'. Den strategi fik en benhård gang på jord, og jeg vil da ikke afvise, at jeg begik fejl undervejs, men jeg havde ikke kunnet køre 'den anden vej' alene. Anders Samuelsen holdt en tale på landsmødet i 2005, hvor han foreslog, at vi skulle gå til valg på ikke at vælte Fogh. Det modtog han meget få klapsalver for, men han fastholdt, og det blev jo også til tænkningen bag Ny Alliance. Så spørger du, hvorfor jeg ikke har været bedre til at holde ham inde i partiet. Men han sad nede i Europa-Parlamentet, og mange så skævt til ham. Naser Khader gjorde jeg meget for at fastholde ved at imødekomme hans ønsker, men jeg kan ikke analysere, hvad der er sket i hans hoved. Jeg tror, han har det rigtig godt, hvor han er nu.«

Siger eks-gruppeformanden, der afslutningsvis kommer med noget så sjældent som en radikal selvbebrejdelse. Den handler om kravet om, at hun absolut og ultimativt skulle være statsminister, uanset hvad resten af Folketinget syntes:

»Jeg erkender den fejl hos mig selv, at jeg skulle have håndteret spørgsmålet om mit statsministerkandidatur på en anden måde. Vi skulle have sagt, at vi pegede på mig som statsminister, og så måtte vi se efter valget. På den anden side var styrken ved at kræve mig som statsminister, at VK så ikke kunne påstå, at en stemme på mig var en stemme på Lykketoft.«

Tilbage til forsiden