D. 10.02.10 modtaget fra rich_olesen <rich_olesen@ post.tele.dk>
Kommentar til referatet fra det åbne samråd i
Folketingets integrationsudvalg fra børnepsykiaterne bag undersøgelsen af irakiske asylbørn
” Læs en
udskrift af hvad der dog blev sagt i det åbne samråd i integrationsudvalget d.
21.01.10” som der her reageres på
8.februar 2010
Vedrørende Åbent samråd d. 21.januar 2010:
Vi har fået tilsendt referatet af samrådet, hvor en rapport, udfærdiget af os, en gruppe speciallæger, der har undersøgt 21 irakiske asylbørn, blev omtalt flere gange. Omtalen kan give anledning til misforståelser, hvorfor følgende kommentar fremsendes til almindelig oplysning:
Undersøgelsen af disse børnefamilier blev foretaget som en ren humanitær indsats over for familier, hvor der var begrundet mistanke om uopdagede psykiske sygdomme hos børnene. Det viste sig, at 20 ud af 21 børn havde børnepsykiatriske lidelser, og at flere forældre også havde behandlingskrævende psykiatriske sygdomme. Kun to af børnene og ingen af de undersøgte mødre var i psykiatrisk behandling.
I den situation træder Etiske Regler for læger i kraft i henhold til § 14. Ret/pligt til deltagelse i den sundhedspolitiske debat: En læge, der bliver opmærksom på forhold, som lægen opfatter som sundhedsfagligt uforsvarlige, bør tilkendegive sin mening herom ved deltagelse i den offentlige debat.
Vi skrev en rapport om børnenes psykiske tilstand – ikke en videnskabelig artikel, som almindeligvis er op mod et år undervejs i systemet, før den offentliggøres til kollegial diskussion. Vi skønnede, at det hastede med denne professionelle debat og omtalte derfor rapporten i det interview, Ugeskrift for Læger bragte med en af os, Lene Lier, d. 11.januar. Ulykkeligvis havde fagbladet netop i de dage et nedbrud at nettet og foretog en fejl ved det link, man lagde i interviewet til vores rapport. Imidlertid fik Lene Lier i de følgende dage henvendelser fra Folketingets Bibliotek, Integrationsudvalget og Dansk Røde Kors – og de fik alle tilsendt rapporten d.15.januar. Det fremgår ikke af ministerens udtalelser i samrådet.
En parallel til denne ”usynliggørelse” af rapportens faktuelle indhold så vi få dage efter rapportens omtale i dagspressen, hvor journalist Adam Holm i Deadline havde inviteret en psykiater, Henrik Day Poulsen, der havde kritiseret rapporten kraftigt i Berlingske Tidende, til at fremsætte sin kritik uimodsagt. Adam Holm anførte efter interviewet, at man almindeligvis ville anmode den anden part, i dette tilfælde os, til at deltage i udsendelsen. Han sagde, at han havde kontaktet et par af os, men at vi var forhindret p.gr.a. sygdom. Ingen af lægerne bag rapporten var blevet kontaktet af Adam Holm – og oplysningen om vores sygdom var heldigvis lige så usand.
Lene Lier
Peer Jansson
Bente Rich
Link til det skriftlige båndreferat fra det omtalte samråd
http://www.arnehansen.net/100128Aab.samraadomasylbarnetstarv.htm
eller den direkte båndoptagelse fra samrådet på
http://www.arnehansen.net/100121intraadsamraadUUI210110.mp2
Tilbage til forsiden