TID TIL MODSTAND
Et spøgelse går gennem Europa – højreradikalismens uhyggelige,
fremmedfjendske spøgelse.
I alle Europæiske lande er der politiske partier og
grupperinger med fremmedhad og racisme som væsentligste dagsorden. Og det
er tæt på os. I Norge, Holland, Schweiz og Østrig er fremmedfjendske
partier på vej til at blive landenes største. Og i Sverige – i Malmø – må
jødiske familier flytte ud af byen pga. overfald og chikane.
Så galt er det da ikke i Danmark vel? Tænk lige efter en gang:
Det danske
højreradikale, social-nationalistiske parti, Dansk Folkeparti, står i
meningsmålingerne til at få 13-14 % af stemmerne ved et
Folketingsvalg. Hidtil mere end nok til at holde VK regeringen i et fast
førergreb. Et førergreb så fast, at det har været muligt for Dansk Folkeparti
at få gennemført stort set en hvilken som helst stramning i dansk asyl- og
flygtningepolitik og administrationen af den. Stramninger så kyniske,
umenneskelige og fremmedfjendske, at ingen ville have troet det muligt i
Danmark for bare 20 år siden.
Men er det nu så slemt her i landet? Der finder jo ikke
politisk motiveret vold sted i Danmark. Heldigvis. Men tænk f.eks. på,
hvordan afviste irakiske asylansøgere hentes tidligt om morgenen af et
større politiopbud, lægges i håndjern, sættes ind i Ellebækfængslet eller
direkte på et fly ud af landet.
” Nacht und Nebel ” kaldtes denne arrestationsmetode under
Nazitysklands besættelse af Danmark.
Et nyligt eksempel: Den
9. marts blev Fawzi afhentet af politiet og indsat i Ellebækfængslet med
henblik på snarlig tvangsdeportation til
Irak, hvorfra han er flygtet. Fawzi er gift med Zari, som bor i
Århus, hun har opholdstilladelse, egen virksomhed og er i stand til fuldt
at forsørge ham. Fawzi er ikke kriminel, han var før flugten
lærerstuderende i Irak. Sammen har Fawzi og Zari en datter på fem måneder.
Myndighedernes svar på hustruens fortvivlelse og protester er, at hun og
barnet jo bare kan rejse ud af landet med manden. Tvangsdeportationens
splittelse af familien er ikke bare helt urimelig, men også i strid med
Børnekonventionens paragraf 9 og 10.
Dette er den første tvangsdeportation, som rammer en
børnefamilie. Man kan frygte, at hvis ikke en storm af protester skaber
stor offentlig opmærksomhed, så vil andre børnefamilier lige så stille en
efter en blive tvangsudsendt.
”Nacht und Nebel ”. Påstår jeg, at myndighederne bruger
nazimetoder? Nej, men det ligner. Og beskylder jeg Dansk Folkeparti for at
være et national-socialistisk parti? Nej, men en gang imellem er det svært
ikke at tænke, at det ligner. Det tynde lag af socialpolitisk fernis oven
på et tykt underlag af nationalistisk ekstremisme kan måske let skalle af,
så det nationalistiske kommer før det sociale. Dansk Folkeparti har indtil
videre respekteret de demokratiske spilleregler. Men partiet udnytter
demokratiet og sin position og styrke helt ud til anstændighedens grænser,
når der skal tælles til 90 i Folketinget.
Og i den offentlige
debat er deres adfærd forfærdende og farlig. Som Professor Sten Hildebrandt
fra Århus Universitet formulerede det i et indlæg i Politiken d. 27.
februar: ” Der finder en human
nedkøling sted i Danmark i disse
år. Der finder en forråelse sted. Tonen er mere og mere uanstændig. Sproget
uhørt hårdt. Holdningerne nærmer sig racisme. Retorikken er uciviliseret,
reaktionær, intolerant og primitiv. Intet er for plat. Intet for intolerant
og racistisk ”.
Og i lidet flatterende opportunisme og angst for at miste
regeringsmagten går V og K med til det hele. Ja, måske nøjes de ikke med
bare at gå med til det. For var det ikke Finansminister Claus Hjort
Frederiksen, som i et utiltalende knæfald for Dansk Folkeparti udtalte, at
Venstre og Dansk Folkeparti skam deler fælles værdier?
Men hvad så med regeringsalternativet? Den venligste
beskrivelse af deres ageren er vel at sige, at de har valgt tavshedens
tydelige tale.
Den sidste store socialdemokrat, Svend Auken, appellerede – i
direkte strid med partilinien – i sit livs sidste tale ved demonstrationen
den 18 juni sidste år – indtrængende og i stærke ord til, at vi alle
vedkender os vort fælles samfundsmæssige grundlag. Det grundlag som bygger
på ordentlighed, medmenneskelighed og solidaritet med de svageste – også
med asylansøgere og flygtninge.
Men har nogen hørt eller læst, at ledende politikere fra
Socialdemokratiet eller Socialistisk Folkeparti klart og utvetydigt er gået
til angreb på eller bare har taget afstand fra VKO blokkens umenneskelige
og ubarmhjertige asyl- og flygtninge politik?
Nej vel – ingen! Og
sikkert kun få vil forbavses, hvis Socialdemokraterne og Socialistisk
Folkeparti stemmer for – eller undlader at stemme imod – den seneste aftale
mellem regeringen og Dansk Folkeparti om nye stramninger af asyl- og
flygtningepolitikken og udlændingelovgivningen.
I tavs, opportunistisk ynkelighed
skal Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti ikke have noget klinket.
Deres fælles trang til at få regeringsmagten, ser efterhånden ud til at
være så voldsom, at de synes, det retfærdiggør, at god borgerlig og
socialdemokratisk anstændighed er ligegyldig – på trods af nogen, men ikke
særlig megen murren i det politiske bagland. Og mon ikke de to partier er
så vilde efter plads på taburetterne, at de seriøst vil overveje at lade en
aftale med Dansk Folkeparti være en ny regerings parlamentariske grundlag,
hvis valgresultatet næste gang ikke giver et rødt flertal? Eller hvis de
radikale ikke vil være med på S og SF’s præmisser?
Det gør ondt at
konstatere, at der er gået råd i de to partiers etiske fundament!
Men så har vi da heldigvis vor frie og uafhængige presse. Den
fjerde statsmagt. Der har været lejlighedsvise undtagelser fra et ellers
ensartet mønster af ligegyldighed. Information, Kristeligt Dagblad og
Politiken bør roses for af og til at forsøge at skabe diskussion og
opmærksom hed omkring områder af dansk asyl- og flygtningepolitik.
Politiken f.eks. ved at bringe et stort interview med Carsten Jensen, hvor
han fik plads til at tale om vor kollektive samvittighed som nation.
De elektroniske medier er helt borte i asyl- og flygtningepolitisk
sammenhæng – desværre degenererede til passivt mikrofonholderi. Hvor langt
medierne er kommet i slap accepteren af, hvad der foregår, kan måske bedst
beskrives ved at minde om, at ” Nacht und Nebel ” afhentninger og brutale
tvangsdeportationer i bedste fald får en lille neutral notits i nogle
aviser a la ” i dag blev to afviste asylansøgere sat på et fly ud af
Danmark ”. Afhentningernes brutalitet, rædslen hos dem det går ud over,
splittelsen af familierne er det tilsyneladende ikke interessant at skrive
om.
Er denne korte beskrivelse af den politiske virkelighed
omkring dansk asyl- og flygtningepolitik vildt overdrevet?
Næppe. Men – og det er vigtigt at fastslå,
det er ikke KUN er Dansk Folkepartis, de øvrige partiers og mediernes
skyld, at vi står, hvor vi står. Vor fælles kollektive laden stå til, vor
tilpasning til de drypvise stramningers linde strøm bærer det største
ansvar for, at vi som nation er endt, hvor vi er. Et sted hvor
forhåbentligt kun få ønsker at være.
Der er meget på spil. Dybest set drejer det sig både om den
enkeltes personlige etik og vor nationale selvopfattelse. Det er uhyggeligt
at konstatere, at der næppe er udsigt til at politikerne eller medierne –
heller ikke efter et Folketingsvalg – vil genrejse dansk asyl- og flygtningepolitik
til et anstændigt niveau.
SÅ – hvis vi ikke vil være det Danmark bekendt, som de sidste
20 år har skabt – må vi indse, at forandring kun kan komme ved pres
nedefra.
Vi almindelige
mennesker må simpelthen rejse os og gå til modstand. Nogen må tage initiativet til at
organisere modstanden. Det bliver svært, det bliver op ad bakke, det vil
tage tid og kræfter – Men det er nødvendigt og det er på høje tid. Ingen
dansk politiker bør i den valgkamp, der så småt er begyndt, slippe for at
tage stilling til dansk asyl- og flygtningepolitiks fremmedfjendske
grusomhed. Ingen politiker, ingen borger, ingen overhovedet skal kunne
sige:
”Vi vidste det ikke. Vi
vidste ikke, at dansk asyl- og flygtningepolitik fører til så mange
menneskelige tragedier”.
For vi bør alle huske, at når den sidste afviste
irakiske asyl ansøger er tvangsdeporteret, så eksisterer det system af
lovgivning, regler, politisk pres og holdninger som muliggjorde, hvad der
er sket, stadigvæk.
Og historien har det
med at gentage sig.
Modstandskampen skal være slagkraftig, velorganiseret,
velfinancieret og effektiv for at få tilstrækkelig gennemslagskraft. De
mange grupperinger og bevægelser, som er enige om, at vi ikke kan være
dansk asyl- og flygtningepolitik bekendt, bør finde sammen for at vække den
folkelige modstand, der kan tvinge de folkevalgte på Christiansborg til
fornuft og anstændighed.
Jørn Nerup
|