Udlændingeloven: Fredsfondens
Høringssvar vedr. afsnit 8.3 "Lægeoplysninger, der ikke fremstår
saglige" i bemærkningerne til forslagene,
Høringssvar vedr. afsnit 8.3 ”Lægeoplysninger, der ikke fremstår saglige” i bemærkningerne til forslagene.
Modtaget fra Knud Vilby <knud@ vilby.dk>:
På vegne af Fredsfonden,
Dronningensgade 14, Chrsitianshavn 7. april 2010
Integrationsministeriet
Att. mmi@inm.dk og vhh@inm.dk
Høringssvar vedr.
udkast til forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Skærpede udvisningsregler, samkøring af registre med henblik på styrket kontrol, reform af reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse, inddragelse af studieopholdstilladelser ved ulovligt arbejde, skærpede regler om indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse efter indrejse her i landet og opsættende virkning, m.v.),
Overordnet vil jeg gerne beklage den korte tidsfrist, samt den kendsgerning at lovforslagene og paragraferingen fremstår i en stort set ulæselig form og i strid med de almindelige principper for loves udformning. Det gør en samlet vurdering af de 138 sider umulig indenfor fristen.
Nedenstående høringssvar vedrører således alene afsnit 8.3 ”Lægeoplysninger, der ikke fremstår saglige” i bemærkningerne til forslagene.
Afsnittet er en skærpende præcisering af en praksis, der allerede i et vist omfang er i anvendelse i forhold til lægeoplysninger, og jeg vil med dette høringssvar henlede Folketingets opmærksomhed på, at denne praksis har en række negative konsekvenser, som rækker langt ud over formålet med udlændingeloven:
- Bestemmelserne er i strid med de lægeetiske regler, der i § 14 fastslår, at læger har ytringspligt i situationer, hvor de er bekendt med sundhedsmæssigt uforsvarlige forhold. Følger lægerne de lægeetiske regler og fremfører konkret kritik eksempelvis af negative sundhedsmæssige konsekvenser af sagsbehandling af asylmodtagere, vil deres lægefaglige vurderinger som udgangspunkt blive tilsidesat af myndighederne.
- Bestemmelserne er på kant med ytringsfriheden. Læger har naturligvis den tavshedspligt, der følger af relationen mellem læge og patient, men afsnit 8.3 fastslår i meget generelle vendinger, at læger der engagerer sig på vegne af patienter og som ytrer sig om den rette videregående behandling af disse patienter, vil få deres lægefaglige vurderinger tilsidesat, fordi de vurderes som værende hildede og partiske.
- Bestemmelserne vil, hvis de danner præcedens, medføre at samfundet på andre centrale områder miste centrale og ofte anvendte muligheder for at læger på grundlag af konkret patientkendskab kommer med nyttige og nødvendige sundhedsfaglige kommentarer i forhold til en række sociale og sundhedsfaglige problemer. (Et tidligere forsøg på at få gennemført et lignende regelsæt omkring lægers vurdering af pensionssager, blev da også afvist (Se nedenfor)).
Sigtet med præciseringerne i afsnit 8.3 er angiveligt at sikre, at lægelige udtalelser er et udtryk for en uvildig bedømmelse af asylansøgeres helbredstilstand. Det fremgår derfor logisk, at hvis en lægeerklæring indeholder såvel lægefaglige som juridiske vurderinger vil alene den lægefaglige vurdering blive lagt til grund, ikke den retlige.
Det tilføjes imidlertid, at hvis lægen på eget initiativ anmoder om, at der meddeles opholdstilladelse og har engageret sig personligt i sagen på en sådan måde, at der kan rejses tvivl om uvildigheden, så vil man også se bort fra den lægefaglige vurdering, og ansøgeren vil blive henvist til at komme med en erklæring fra en anden læge eller psykiater. Der tages i dette afsnit slet ikke hensyn til, at en lægefaglig vurdering ofte – og ikke blot i udlændingesager – vil indeholde saglige og faglige vurderinger af, hvad der i den givne situation vil/kan skade eller gavne en patient og hvilke konsekvenser forkert behandling kan medføre. Det kan eksempelvis være en naturlig del af den lægefaglige vurdering at vurdere, hvad konsekvenserne af en udvisning vil være for ansøgerens helbred, og eventuelt for det helbredsmæssige samspil i en familie, der måske splittes i forbindelse med udsendelse af et enkelt familiemedlem.
Det fremgår konkret af teksten, at ”har lægen engageret sig i den konkrete sag på en sådan måde, at den pågældende fremstår som repræsentant for ansøgeren, kan der normalt rejses begrundet tvivl om, hvorvidt en skriftlig udtalelse fra den pågældende er udtryk for en objektiv bedømmelse af ansøgerens helbredsforhold”. Her fastslås det således, at selv om der skal finde en konkret vurdering sted, vil normal praksis være, at lægeerklæringen tilsidesættes. Der er imidlertid mange eksempler på, at det er i samfundets interesse og i øvrigt fuldt legitimt – apropos de lægeetiske regler – at en læge repræsenterer en patient ved at forklare og beskrive denne patients situation og argumentere for bestemte indsatser.
Det understreges yderligere i 8.3, at ministeriet normalt vil betragte en lægeerklæring som ikke-objektiv, hvis lægen fremfører kritik via pressen og kritiserer ministeriets sagsbehandling. Og det præciseres, at læger udelukkende skal ytre sig lægefagligt i forhold til den (af ministeriet udformede) punktliste over de lægelige oplysninger, der kræves som led i behandlingen af ansøgningen.
Formuleringerne er af en sådan art, at de kun kan opfattes som et udtryk for en beslutning om at lukke munden på læger og psykiatere, der på lægefagligt grundlag har kritiseret procedurer og konkret praksis i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om asyl. Formuleringerne har formentlig samtidig det formål at hindre, at disse læger fortsat er beskæftiget på området. Man vil således fjerne nogle af de mest erfarne læger og psykiatere fra dette arbejde.
Samfundsmæssigt er der mange eksempler på, at eksperter med respekt for den konkrete tavshedspligt men med udgangspunkt i konkrete sager, bidrager værdifuldt til samfundsdebatten på grundlag af deres ekspertise og faglighed. Afsnit 8.3 vil lukke for kritisk debat på dette område og reelt virke som en krænkelse af ytringsfriheden for en central sundhedsfaglig gruppe.
Som nævnt i indledningen, er der fortilfælde, hvor regering eller administration ønskede at bremse lægers adgang til at foretage vurderinger, der kunne hævdes at gå ud over det rent lægefaglige. Således var der i 1990’erne fra Socialministeriets side bestræbelser på at få standset lægers mulighed for at ytre sig om, hvorvidt en bestemt lægefaglig vurdering og sundhedsmæssig indikation også burde føre til tildeling af pension. Svarende til argumentationen i 8.3 var ministeriets holdning, at lægerne alene skulle holde sig til det snævert lægefaglige og afholde sig fra vurderinger eller anbefalinger af konkrete beslutninger på grundlag af de faglige skøn.
Protester førte til, at forslaget blev opgivet.
På samme måde er det min opfattelse, at bestemmelserne i 8.3 må ændres, idet de både begrænser lægers faglige ytringsfrihed og hindrer at juridiske sagsbehandlere får relevante sundhedsfaglige vurderinger. I de tilfælde, hvor der måtte være eksempler på useriøse eller fejlagtige lægeerklæringer må problemerne løses konkret og individuelt, ikke ved generelle indskrænkninger i lægernes muligheder for at ytre sig.
På Fredsfondens vegne
Knud Vilby
formand
---
Se en række af de øvrige svar i den byge af uopfordrede høringssvar der er kommet til lovforslagene om ændring af udlændingeloven under http://www.arnehansen.net/index2.htm#2
I forlængelse af ovenstående høringssvar er det især
relevant at henvise til http://www.arnehansen.net/100411boerenepsykiatereZlotnik.htm
Høringssvar:
En vedtagelse af Forslag til Udlændingelov 2010 vil være et stort tilbageslag
for al socialpsykiatrisk og -medicinsk lægearbejde, skriver tre speciallæger i
børnepsykiatri.
Den
samme problematik er også omtalt i Politiken d. 10. april i form af en forsideartikel
med overskriften ”Rønn vil give læger mundkurv på” jf http://politiken.dk/politik/article943805.ece
mvh Arne Hansen, webmaster
Tilbage til forsiden